SIT EGET STED
Mor, hvad gør du?! Hvad laver du? Line var på nippet til at græde, mens hun så sin mor smide hendes få ejendele ud af klædeskabet. For det meste nogle gamle t-shirts, Line holdt mest af den røde kjole med prikker. Den lå nu krøllet på gulvet, og straks havde hendes lillebror, Pelle, fået fat i bæltet og stak det i munden. Nej, Pelle! Giv mig den!
Sådan en klud at blive sentimental over! Else kastede Lines slidte jeans til bunken af tøj på gulvet og smækkede skabslågen i. Ud! Skrub af herfra!
Men hvor skal jeg gå hen, mor? Nu? Det er jo midt om natten? Hvad laver du?
Jeg gør, hvad jeg vil! Det her er mit hjem! Her er ikke plads til dig længere!
Er det ikke også mit hjem?
Nej, min pige! Du har ikke noget, der er dit her! Else samlede Pelle op og tørrede hans næse i kanten på Lines prikkede kjole. Ingenting! Og nu gider jeg ikke høre mere på dig! Først er jeg på vej til at finde ro i mit liv, og så vil du ødelægge det hele? Det kommer ikke til at ske!
Mor, hvad ødelægger jeg dog for dig? Hvad?!
Hvem står og flirter for næsen af Thomas? Ikke dig måske?
Mor! Line kunne ikke holde sig længere, hun råbte højt, så selv Pelle blev forskrækket og begyndte at hyle. Hører du egentlig dig selv?
Ud mærker jeg mig selv! Det er slut! Du skal være ude herfra om fem minutter!
Else sparkede til døren og gik ud af værelset. Line blev stående, paf og fattet af, hvad der egentlig var sket. Var hun lige blevet smidt ud? Hun kunne ikke samle tankerne de fløj rundt i hovedet som vildfarne fugle. Fra gangen kunne hun høre Pelle græde. Den velkendte, tunge gråd, hun altid prøvede at trøste. At berolige for enhver pris, så Thomas, mors nye mand, ikke blev irriteret han brød sig ikke om barnestemmer eller tårer. Line, som var vokset op i kærlighed og omsorg, forstod ikke sin egen mor mere. Det var ikke engang hendes lillebror længere; han var bare en opgave, hun blev smidt i hovedet, så moderen kunne smutte ind og hygge med Thomas.
Tag dig nu af ham! Du er jo voksen så hjælp dog til!
Voksen I går var hun fars og mors lille pige. I dag var hun et skævt stykke, som hendes mor nu kaldte hende. Siden hendes far gik bort for to år siden, var alt gledet Line af hænde.
Først døde hendes far tidligt, ramt af et hjerteanfald på vej hjem fra arbejde, lige ved Rådhuspladsen i København. Ingen stoppede, alle havde åbenbart travlt ingen hjalp ham. Han var ikke engang gammel, ikke engang halvtreds, velklædt og altid venlig. Ingen troede vist, det kunne være alvorligt, bare fordi han lå der i november. Da hjælpen endelig kom, var det for sent.
Line husker tydeligt, hvordan hendes mor Else bare blev stum og fjern, da hun fik beskeden. Else græd ikke en gang til begravelsen, og derefter lukkede hun sig fuldstændig inde, på trods af Lines samtidige sorg.
De havde aldrig haft familie tæt på. Forældrenes gamle omgangskreds kom sjældent forbi, og Lines barndom havde været præget af tanken om, at det kun var dem tre, og at det rakte. Som lille hadede Line, når nogen kom på besøg hvad skulle de dog her? Familien havde det jo bedste alene, mente hun dengang.
Det ændrede sig først, da hun begyndte i skole. Af en eller anden grund var der færre drenge end piger i hendes klasse, og Line blev sat sammen med Mette en lille, kompakt pige med mørk, tyk fletning, som hun slæbte rundt på med løftet hage. Line beundrede håret, imens hun selv blev kaldt Mælkebøtten for sine lyse, uregerlige krøller.
To dage skulle der gå, før Line turde række ud og forsigtigt røre det sorte, skinnende fletværk. Mette snappede irriteret: Jeg klipper det hele af en dag! Også hvis mor bliver sur!
Så tosset er du, det er jo så flot! havde Line hvisket, og fra den dag var de venner.
Mette kom fra en stor familie i et gammelt hus i Frederiksberg, hvor onkler, tanter, bedsteforældre og børn gled ind og ud ad dørene. Linje prøvede forgæves at holde styr på Mettes søskendeflok og hvem, der var hvem men det var ikke nemt. I det hjem blev enhver gæst straks bænket ved det lange bord, fodret med wienerbrød eller friskbagte boller, mens børnene rendte ind og ud af køkkenet. Mette lærte Line at slå en bolle op, mens hendes storebror hjalp med matematiklektier. Det var helt utroligt for Line, som aldrig fik lov til en pind i køkkenet derhjemme.
Hos Mette lærte Line, at familie og venner kunne gøre livet rigere. Efterhånden opdagede hun også, at selv nære bånd kan rives itu. Men som barn så hun kun det smukke ved det hele gaveregn til enhver højtid, også selv om det slet ikke var ens egen fødselsdag. Og børnene blev altid forkælet, enten det var Mortens aften eller en fætters navnedag.
Er det ikke din dag i dag? spurgte Line, mens Mette svingede en ny, farverig sløjfe foran spejlet.
Nej, men man behøver da ikke en anledning for at glæde nogen, man holder af, Line! Du skal bare vente til jul får vi for alvor gaver!
Men Lines mor brød sig ikke om venskabet. Hun kendte ikke Mettes familie, og havde hun set huset, havde hun formentlig forbudt datteren at komme der. Heldigvis arbejdede Else meget, og Line kunne nå et smut hjem og sluge sin portion suppe, før hun smuttede til Mette, som altid bød hende velkommen, gav hende et æblekage, læste lektier med hende, og lod hende glemme sorgen for en stund.
Det var Mettes familie, der første gang trådte til efter farens død. Storebrødrene kom den aften med penge og hjælp. Else var stum, men gjorde, som de sagde, mens Line græd og Mette beklagede sig og æltede flere boller end de kunne spise, så nabofrisørens kummefryser måtte låne plads.
Nogle dage så Line kun Mettes brødre og kloge søstre. De hjalp med papirarbejde og småting, og især Line mærkede trygheden.
Engang spurgte hun Mette hvorfor de gjorde det Du er ikke fremmed for os. Der er jo ingen mænd hos jer mere, nogen skulle jo hjælpe.
Et halvt år senere blev Mette gift, knap fyldt seksten. Line tabte underkæben: Gift nu?! Og hvad med gymnasiet? Du ville da være læge! Har du ombestemt dig?
Nej, hvorfor det? Jeg fortsætter jo min far og min kommende mand har allerede lavet arrangementet.
Jeg fatter ikke, hvorfor man skal så tidligt i gang. Elsker du ham da helt vildt?
Jeg har ikke mødt ham mere end tre gange, Line. Kærligheden må komme. Sådan er det i min familie. Forældrene vælger, og vi gør, som de siger.
Line kunne ikke genkende det. Til Mettes bryllup kneb hun sig i armen for ikke at vræle, og da hun hørte, at Mette skulle læse medicin i Aarhus, brød hun sammen.
Hvordan skal jeg undvære dig?
Hvordan skal jeg undvære dig?
Du er gift nu nogen passer på dig
Men Line! Hvis det bliver rigtig slemt, så kom. Vi finder ud af noget.
Samtidig var Thomas allerede kommet ind i hendes mors liv. Mette så bekymret på, når Line tøvede med at gå hjem efter studier.
Hvorfor vil du ikke hjem?
Line kunne ikke fortælle, hvad der skete hvordan Thomas lurede på hende i gangen, hvordan moren var blevet bitter og kort, hvordan hun låste sig inde om natten for at undgå at blive vækket til pludselig babypasning. Hun elskede selvfølgelig sin bror, men de søvnløse nætter gav hende svimmelhed og skabte rygter på sygeplejeskolen.
Allerede før hendes uddannelse var færdig, tog hun ekstra vagter på hospitalet for at undgå at være hjemme, når hun kunne slippe for det.
Da Mette rejste, blev hun mødt af endnu et skænderi hjemme: skænderiet, der ikke kunne undgås. Else lyttede kun til sig selv, og da naboen på trappen en dag sagde:
Du har fået dig nogen smukke børn, Else. Både Pelle og Line. Det er en skam, deres far ikke oplevede Lines forvandling til smuk, ung kvinde. Har hun mon en kæreste? Man ser hende aldrig med nogen, hun løber bare rundt skole, job, og det hele. Du skulle tage at hjælpe hende på vej, Else. Hun har brug for sit eget liv.
Noget i det ramte Else, og kort tid efter røg Line ud hjemmefra. Nu stod hun med tasken og tårer i øjnene hvor skulle hun tage hen? Hvor var hendes plads? Hun kunne ikke ringe Mette op, der nu var højgravid og boede langt væk. Der var ikke rigtig andet at gøre end at gå ud i aftenkulden.
Hun tog et sidste kig rundt i værelset, tog farens gamle billede og lagde det i tasken. Måske var det det bedste hun havde følt sig fremmed længe nok.
Ude i køkkenet skramlede tv’et, og Else rumsterede. Line var på vej gennem entreen, men stoppede. Hvad skulle hun sige? Alt virkede tomt hun var virkelig blevet fremmed i sit eget hjem.
Det var mørkt på gaden, og hun trak uldhalstørklædet, Mette havde givet hende til nytår, tættere om sig. Oktober havde taget København, og folk gik både i shorts og vinterjakke til dagligt hun grinede lidt for sig selv. Heldigvis havde hun pakket sit varme tøj hjem ville hun ikke igen, ikke med den skuffelse gnavende indvendigt.
Ved bussen sad kun en stor blandingshund og et par ensomme sjæle. Line satte sig på bænken, stuvede tasken væk og kiggede ned.
En bil gled op foran hende, og hun fór sammen. Man kunne jo aldrig vide. Men da hun så hvem, næsten brast hun i gråd af lettelse.
Line?
Arne!
Det var Mettes storebror den, der engang hjalp hende med lektier og senere stod ved hendes fars grav.
Hvad laver du herude? Skal du på arbejde?
Nej… Eller… Jo, hospitalet der skal jeg til.
Det tror jeg næppe på. Hvad sker der egentlig? Hvorfor har du al din bagage med?
Med et blik, der var alt for forstående, listede han det hele ud af hende. Om Else, om Thomas, om at hun nu faktisk havde ingen steder at gå hen.
Jeg forstår. Hop ind! Arne var ikke mand af store ord. Line tøvede kun et øjeblik og satte sig op i bilen, mens hun troede, han bare ville smide hende af ved hospitalet.
De sagde ikke noget under kørslen gennem den stille by. Line mærkede roen, men også at den ville være kortvarig. Hun hørte stadig mors ord for sig:
Her er ikke plads til dig!
Da hun opdagede, de ikke kørte mod hospitalet, protesterede hun: Hvor skal vi hen?
Skulle du sove på hospitalet? Og bagefter?
Ved ikke
Derfor skal vi et andet sted hen.
En boligblok i Vanløse med smedejernshegn, og vægteren lod dem køre ind. Arne pegede bare indgang 3. Line fulgte efter op ad trappen, Arne ringede på, og det varede længe, før døren gik op. En stor kvinde fyldte dørkarmen.
Jamen, Arne! Hvorfor dog uden besked?
Og hvem er det? Vent, jeg kender dig da! Er du ikke Mettes veninde Line? Jeg så dig til brylluppet! Kom da ind, mit barn, du hører da ikke hjemme ude i kulden! Brug ikke tid på at stå genert der!
Line trådte ind, og et varme omsluttede hende. Marmorklinker, krystallysekrone det kørte rundt i hovedet, mens Arne hviskede lidt til damen, fik et nik og så gik. Døren klappede bag Line.
Hold da nu op, kom dog rigtigt ind, og lad os få en kop kaffe! Så kan du fortælle, hvorfor sådan en køn pige ingen steder kan gå hen en aften som denne. Har du da ikke noget hjem? Ingen mor?
Nej … tror jeg ikke mere … næsten hviskede Line, som hele modet forlod hende. Hun satte sig på skamlen, og brød sammen. Mettes farmor tog hende ind til sig, vuggede hende som var hun et barn, hviskede dulmende ord og glattede hendes hår.
Ingen gråd, tittebarn! Det skal nok gå alt sammen! Hør, jeg har set det værste i livet, men sådan noget vil jeg aldrig se igen og du skal heller ikke! Kom, lad mig lave rigtig kaffe. Ikke sådan noget slatten maskinkaffe rigtig, stærk kaffe, der kan dulme sjælen lidt!
I det store køkken sad Line og nippede til de små, stærke slurke relevant kaffebønne, mens farmoren hun insisterede på, at Line skulle kalde hende Birthe begyndte at fortælle om fortiden.
Kald mig Birthe. Da jeg var på din alder, passede jeg mine små søstre og bror i Jylland. Vores hjem var langt væk, tættere på den tyske grænse dengang. Krigen stjal vores hus, vores tryghed, ja … Alt blev brændt af, vi blev sendt på flugt. Jeg kunne ikke engang begrave min far eller storesøster. Man spørger sig selv … hvordan forlader man sit sted? Sine rødder?
Hvad gør det ondt?
Når nogen kommer og siger: der er ikke mere plads til dig her. Væk! Nu skal du ikke engang tale dansk mere, ikke mindes noget. Sådan blev vi jaget ud. Kun fordi min far havde gemt en bagudgang, slap vi væk. Sådan noget sætter sig, Line. Glem aldrig kærligheden fra din far det er den, du skal huske, ikke de bitre ord fra din mor. Sorgen forvandler folk. Tømmer dem, efterlader bare et hult menneske, der famler i mørket.
Birthe fortalte videre om at bygge livet op fra bunden, med kun små børn og ingenting. Hun passede både søstre og bror, selv fik hun aldrig børn, og derfor var hun nu Mette og Arnes farmor.
Min styrke? Det var alle dem, der holdt hånden under mig. Når det blev min tur at give videre, gjorde jeg det. Du skal bo her, Line indtil du finder, hvor dit sted er, eller jeg kan sende dig videre til din ægte mand! Jeg gør som med mine søstre og børnebørn du skal lære alt, hvad jeg kan!
Birthe grinede hæst, så krøllerne hoppede under tørklædet: Du er vist lidt bange nu, hva? Det skal du også være!
Hun holdt ord. To år senere kunne Line lave mad som en mester, bedre end selv Mette, når hun kom hjem på besøg.
Hvordan får du pytten så god? Mette gnaskede minipirogger og studerede sin venindes ansigt. Hvordan går du egentlig?
Jeg har det godt takket være Birthe. Hvis ikke hun var der …
Birthe vrissede kærligt: Nu skal du ikke gøre mig stolt, så jeg ender i al forfængelighed! og holdt øje med kaffen på komfuret.
Men eftertanken lå tungt over klaveret. Line så på veninden, sank stemningen og fortalte:
Mor er alvorligt syg.
Åh nej, Line … Er det så slemt?
Ja, hun har ikke længe igen. Hun har været på min afdeling. Jeg ved alt.
Har du ikke været der?
Nej … jeg kan ikke få mig selv til det.
Line! Du må ikke vente måske vil du, men så er det for sent, og så er der ikke nogen at tilgive.
Du skal ikke skælde ud, Mette. Jeg ved det inderst inde. Men … jeg kan bare ikke. Når jeg tænker på den dag jeg blev smidt ud, og hvis ikke Arne havde kørt forbi, hvis ikke Birthe … Hvor var jeg mon nu? Mor tænkte ikke på mig, da hun valgte Thomas.
Hvad er der så blevet af Pelle?
Han er på børnehjem. Jeg får ham ikke, fordi jeg ikke har min egen bolig. Mine penge rækker ikke til husleje, selvom jeg har ekstra arbejde.
Hvorfor kan du ikke få jeres gamle lejlighed?
Mor har meldt mig ud, og jeg mangler papirer. Socialforvaltningen kræver dokumenter, ellers får jeg ikke Pelle. Jeg kan næsten ikke sove for bekymring.
Hvis du virkelig bekymrede dig så meget, sad du ikke her så var du der allerede, sagte Mette og rejste sig. Kom, vi tager afsted.
Hvorhen?
På hospitalet.
Hvorfor?
Er din mor der endnu?
Nej, hun er hjemme, hun blev udskrevet.
Så tager vi hjem til dig.
Jeg vil ikke forliges med hende!
Så lad hende tage det første skridt. Tænk på Pelle! Ville du selv have haft det godt, hvis INGEN tænkte på dig? Nej vel!
Line og hendes mor blev forsonet. To dage før Else døde, helt forvandlet af sygdom og pin, bad moderen endelig om tilgivelse og Line passede hende trofast hver dag og nat og ordnede papirerne. Hun gemte vreden langt væk, så hun kunne hente Pelle hjem og da hun så ind i de nu knap levende øjne, fulde af smerte, dækkede gamle minder: Mors røde, prikkede sommerkjole, da hun gav Line store, gule kirsebær i solen blødt og varmt som et kys.
Jeg tilgiver dig, mor
Og de ord, Birthe engang sagde, fik nu vægt:
Slip vreden. Ellers æder den dig op og spærrer vejen for lykke. Det er svært, men det er dig, ikke hende, der har mest brug for det.
En uge senere kom Pelle hjem, hans lille hånd hårdt omkring Lines.
Er jeg hjemme for altid nu?
Ja, lillebror, nu er vi hjemme. Det her er vores sted, forstår du?
Han nikkede så alvorligt, at Line for første gang forstod: Alt var nu, endelig, som det skulle være.
