Forræderi

Dagbog April, København

Freja, hvor jeg elsker dig! Jeg elsker dig så meget, alt du beder om, gør jeg for dig! hviskede Jørgen stille mod min skulder, mens vi sad i mørket i Empire Bio.

Med Jørgen føltes alting lunt, næsten hedt han duftede sødt, sikkert fra min parfume. Han lænede sig ind, kyssede mig på munden, nogen bag os hvæsede og sagde noget bestemt. Vi lo bare.

Alt, siger du? Virkelig alt? spurgte jeg skælmsk.

Alt! bekræftede han. Vi var lykkelige sammen. Alle sagde, at vi passede så godt sammen, forstod hinanden på et blik. Man kunne næsten drukne i den måde, vi så på hinanden.

Nogle har det bare heldigt, snakkede folk om bag os, slyngvenner som Anne Sofie. De to, ung kærlighed og et ordentligt fundament. Jeg har aldrig set dem skændes. De to, de har det hele.

Nu må vi se, sagde Marie, min gamle veninde. Men Jørgen, han er lidt ryggradsløs, og han er jo ældre. Han er 35, og hun er hvad, lige fyldt 28? Han gør alt for at holde på hende, bare for ikke at miste hende. Men måske er det meget godt. Freja har ambitioner, hun tager efter sin mor, så selvfølgelig skal han stramme sig an, hvis han skal følge med hende. Jeg har hørt, han har taget et ekstra job bare for at give hende flere penge. Han render hamrende rundt efter hende. Han er bare en klud.

Marie smilede hun kunne godt lide at sige grimme ting om mændene i vores liv.

Du er bare jaloux, sukkede blide Line, der elskede gamle kærlighedssange og romantiske digte. Jeg synes bare, de er to om det. Det er normal kærlighed: den ene offer noget for den anden, og omvendt. Sådan skal det være.

Hvad ved du om livet? Alle dine digte, du prøver at presse ned over virkeligheden, men sådan er det jo ikke! Kærlighed? Det findes ikke! Først er det lidenskab, så bliver det rutine og mad på bordet, og så tror man, man er lykkelig men man er bare fanget. Marie rystede bare på hovedet. Det er ikke livet.

Line sagde ikke mere, trak bare på skuldrene…

Vi burde tage metroen hjem, men jeg orkede ikke.

Kan du ikke bare tage en taxa, Jørgen? peb jeg træt.

Vi kommer hurtigere med metroen, Freja! Kom nu, sagde han og hjalp mig i jakken.

Men jeg er så træt i ryggen … måske er jeg gravid, og det hele er tungt, hviskede jeg til ham. Giv mig lidt medfølelse.

Han stivnede et øjeblik, stirrede på mig med store øjne, krammede mine hænder, kyssede dem. Han vinkede straks en taxa ind, både nervøs og helt oppe at køre: at Freja måske ventede et barn eller vi ventede et barn sammen, det føltes stort.

I taxaen sad han og glanede fjollet op i luften.

Vil det blive en dreng eller pige? Eller måske tvillinger det kan jo ske. Hvad gør man egentlig, når konen er gravid? Hvilken slags støtte har hun brug for? Hvad skal man købe?

De tanker fyldte ham hele vejen hjem. Så, lige da vi var steget ud ved Strandvej, sagde jeg pludselig, at jeg havde lyst til en øl.

Freja, måske du skal lade være? Det er nok ikke så sundt! rystede han på hovedet.

For hvem? For øl? Er du skør? lo jeg, købte selv en dåse ved 7-Eleven.

For barnet. Du sagde jo… pegede han forsigtigt på min flade mave. Den var jeg faktisk lidt stolt af.

Sikke noget sludder, Jørgen Knudsen! lo jeg højt. Jeg elskede hans blik, når jeg drillede. Tror du på alt, jeg siger? Jeg sagde bare, jeg var gravid, for at se dig flyve rundt. Her, tag en tår, den er kold, det hjælper! Jeg rakte ham øllen, men han rystede på hovedet. Er du sur? Undskyld, det var bare for sjov, lad nu være!

Jeg forsøgte at kysse ham, men han trak sig. Jeg gik hurtigt foran ham, lidt såret.

Ærgerligt, det nu ikke var sådan, men vi skulle nok nå det. Hele vejen hjem overbeviste jeg mig selv om det, men indeni føltes det, som om nogen havde pustet det varme lys ud

Et halvt år senere sad jeg hos min læge, Dr. Inge Aagaard. Hun så på scanningen, blodprøven.

Du er gravid. Otte uger henne, Freja, sagde hun roligt.

Ej, det kan ikke passe, udbrød jeg og fumlede med strømpebukserne bag forhænget. Alt føltes forkert.

Nej, det gør det. Her er scanning og blodprøve. Hvordan har du det, Freja? spurgte Inge, kiggede over brillen.

Jeg har det vel okay. Sig mig, kan man stadig… du ved, gøre noget ved det?

Jeg følte mig dum og kiggede skyldigt væk.

Sygeplejersken, Anna, klirrede med glas ude ved medicinskabet. Jeg brød mig ikke om hende måske bare fordi hun var så ung og skråsikker.

Du er gift, Freja, hvorfor så mange spørgsmål? vendte Anna sig om, ret direkte.

Hvad rager det dig? Jeg er ikke klar, Jørgen og jeg har alt muligt andet i gang. Kan du hjælpe, Inge? Jeg ringer gerne til min mor, men jeg vil helst undgå det. Jeg har vel ret til at vælge? prøvede jeg at lyde selvsikker.

Ja, det har du. Men hvad med Jørgen? Ved han det? spurgte Anna.

Det rager dig ikke!

Slet ikke. Inge, skal jeg lave en henvisning? sagde Anna og rodede i papirerne.

Freja, tænk over det en uge mere du har tid endnu. Men tag de prøver her så længe, sagde lægen, og rakte mig recepten.

Jeg smed papirerne ud i skraldespanden med det samme. Jeg havde bestemt mig, allerede før jeg gik derind…

… Anna, du skal ikke hidse dig op over de her kvinder! skældte Inge hende ud bagefter. Det er deres valg.

Det er kynisk og uretfærdigt! Se på Helle hun og hendes mand har prøvet at blive gravide i fem år nu, men det lykkes ikke. Og så er der sådan en som hende her, der bare ikke gider, fordi alt andet er vigtigere og manden får ikke engang noget at vide!

De fleste mænd vil have børn, sagde Inge, mens hun spidsede en blyant langsomt. Men de lader alligevel det hele hvile på kvinden til sidst. Selvpiskeri hjælper ingen. Der er mange måder at gøre tingene på.

Anna rankede sig, så hende i øjnene. Hun havde sine egne tanker om det, men hun ville ikke gentage sin mors fejl…

To dage senere, ventede jeg på, at Jørgen kom hjem fra sin ekstra vagt. Jeg forklarede, at jeg tog til Roskilde et par dage for at besøge Marie.

Skal jeg køre dig? Jeg vil ikke have, at du slæber rundt med bagagen! Lad nu være med at tage toget, sagde Jørgen og krammede mig.

Det er okay, Jørgen, jeg tager selv toget. Marie henter mig. Forresten, hvornår får vi egentlig bil? Du sagde, det blev snart?

Ib har tilbudt at sælge sin gamle, men vi mangler penge. Bare vær lidt tålmodig.

Vi havde jo fået vores egen lejlighed, meget pænt, med gammelt chatol og det hele, som Jørgen fik sin farmor flyttet ud af for vores skyld. Men jeg ville have alt ud nye møbler, moderne ting, fylde lejligheden med fester og venner.

Med pelsen gik det i stå. Jørgen og jeg gik i Illum og prøvede den ene frakke efter den anden men priserne! Jeg pegede på en uimodståelig og han sukkede.

Jørgen, jeg vil have den her. Synes du ikke, den er smuk? spurgte jeg tiggeragtigt.

Jo, men den er dyr, og jeg har ikke fået løn et par måneder, Freja. Kan vi ikke vente lidt? Jørgen kiggede ned i gulvet.

Selvfølgelig, du giver penge til din mor, køber tøj til dig selv, men jeg skal fryse! hviskede jeg irriteret i hans øre.

Ekspedienten begyndte straks at rose mig: Den klær Dem, unge dame! Din mand skulle være stolt! Jeg valgte at lægge den fra mig, lod som om jeg ikke var skuffet, men var det.

Jørgen kom hjem med frakken ugen efter. Jeg har lånt pengene, det var det hele værd! sagde han, og jeg kunne ikke lade være at smile.

Nu sad jeg i netop dén frakke, på vej til Roskilde. Alt var planlagt Marie havde kontakt i det lokale hospital. Det ville ske diskret, ingen Inge, ingen Anna. Lettelse blandet med frygt.

Frygt for smerte, frygt for hvad Jørgen ville sige, hvis han nogensinde fandt ud af det. Han var jo 36, klar til børn, men jeg var kun 28 stadig ikke sikker på familie.

Jeg havde aldrig set os som en rigtig familie. Det føltes som en prøve, noget midlertidigt mit rigtige liv ventede først senere. Måske ville jeg en dag møde mit livs kærlighed og så var Jørgen bare forsøget.

Elskede jeg ham? Måske. Han var min første, jeg kunne lide hans ømhed, at han var bange for at miste mig, at han tilgav alt.

Mine forældre særligt min mor havde altid været stride, aldrig eftergivet mig noget. Det var nok derfor jeg var stukket af hjemmefra til Jørgen…

Han gør alt for mig, Marie. Jeg siger, jeg vil have ananas om vinteren, han skaffer det. Han knokler om natten, kommer hjem rødøjet det er da ridderlighed! sagde jeg, mens vi sad i køkkenet i hendes lille lejlighed og drak likør. Bare ikke børn endnu… for tidligt!

Sagde du ikke noget til Jørgen? Tænk hvis det går galt… spurgte Marie, tog en cigaret. Hun røg meget for tiden, også nu.

Det er jo ikke middelalderen! Det er sygehuset alt er sikkert. Sker der noget, siger jeg bare, jeg har haft influenza.

… Operationen gik. Jeg gik selv hjem under tegn på at skulle restituere mig, en smule feber, rød i kinderne.

Jeg har fået virus, Jørgen, og Marie er også syg løj jeg svagt, da han hentede mig på stationen. Kan vi tage taxa hjem? Jeg magter ikke metroen…

Han tog min kuffert, sagde næsten ingenting.

Jørgen, det er glat hjælper du mig? pipede jeg, usikker.

Han tog fat i min albue uden et ord.

Taxachaufføren snakkede løs, vi nikkede bare. Jeg prøvede at finde hans blik, men han var fjern.

Først hjemme sagde han noget. Han havde fået et opkald fra jordemoderklinikken de spurgte, hvornår jeg kom til første tjek.

De bekymrer sig da! svarede jeg lettere overlegent. Ja, min mor har også prøvet det flere gange før hun fik mig! De fleste kvinder gør det! Hvem ringede?

Jeg sagde, jeg ikke vidste noget, svarede han koldt, skænkede sig mere te. For hvad, Freja? Hvorfor? Og så ringede Marie også, hun spurgte efter dig, nævnte … du ved … åh, jeg kan dårligt sige det…

Jeg huskede Maries stemme i røret forsigtigt, men alt afslørende.

Alt hvad jeg havde forberedt, hvordan jeg ville forsvare mig, forsvandt.

Tag det roligt, Jørgen! Det var bare ikke rette tid. Du har selv travlt, du sagde det. Jeg løste det selv er det ikke godt? Vi får børn senere, når jeg vil. Jeg elsker dig jo, kom nu, jeg har savnet dig…

Jeg prøvede at læne mig ind til ham, men han trak sig, gik ud i gangen.

Når du vil?! Alt handler om dig, alting! Jeg ville bare have at vide, hvad du gik og planlagde. Jeg har sagt fra starten, jeg ville have børn. Men du tager beslutninger for os begge! Hvordan kan du forvente, jeg bare tilgiver? Gør jeg det, så er jeg jo bare din tjenestekarl! sagde han og så væk.

Jeg har det jo fint, som det er! Hold nu op med dramaet! slog jeg i bordet. Ja, jeg tog beslutningen, præcis som min mor. Hvis der er nogen, der kan gøre det, må det vel være mig. Du kan ikke en gang bebrejde mig ordentligt! Du elsker jo mig for meget. Ingen andre ville alligevel vælge dig, din halvgamle, småfede kontormand!

Han knyttede næverne, jeg troede virkelig, han ville slå mig. Men han gik bare.

Vi boede sammen tre måneder mere. Jørgen blev længere og længere væk. Han drak, kom fuld hjem, tændte fjernsynet på fuld skrue, satte sig på sengekanten, mens jeg lå og lod som om jeg sov.

Det hele kunne jeg have tilgivet ham hans mor blev ked af det over chatollet, billederne, de smukke gamle malerier, som jeg byttede ud med moderne kunst. Bagateller det hele.

Men det, at jeg tog beslutningen for os begge for tre, måske det var for Jørgen forræderi.

I april søgte han om skilsmisse, bad mig flytte.

Er du virkelig stadig sur over det? bad jeg, panisk. Glem det, vi går bare videre. Hvis du vil, prøver vi igen. Vil du have et barn nu?

Nej, der er intet at sige mere, Freja. Jeg kan ikke se på dig. Du forrådte mig. Flyt ud, snart. Hvad din mor eller veninder tænker, rager mig ikke! Jeg skal til Odense på arbejde, når jeg kommer hjem, skal der være tomt.

Han lukkede døren hårdt bag sig. Jeg pakkede skyndsomt mine ting.

Han kaldte mig senere ting, jeg aldrig havde hørt før. Jeg ved, folk sagde, jeg flyttede langt væk, at jeg var blevet uvenner med min mor.

Men det var mig ligegyldigt. Han syntes, jeg havde forrådt ham.

Så ringede Marie uventet.

Jeg er optaget, sagde han og var ved at lægge på. Men hun insisterede.

Jeg kommer over. Ellers mødes vi på en café. Det haster, sagde hun alvorligt.

Vi sad på en sushi-restaurant nær hans kontor. Han pillede uinteresseret ved menuen.

Spis du sådan noget? Marie rystede på hovedet. Nå, men … Freja er gravid igen. Hun opdagede det først, efter I var blevet skilt. Hun ligger på hospitalet, og det er ret alvorligt. Måske du burde tage op og besøge hende … det er også din datter. Måske kan I finde hinanden igen, Jørgen? Lægerne siger, hun har brug for ro, glæde. Men jeg kan ikke hjælpe hende hun vil ikke tale med mig. Jørgen, vær nu voksen.

Nej. Det er ikke mit ansvar mere. Og jeg vil ikke vide noget om Freja. For resten: om barnet er mit, skal hun bevise. Jeg har ikke brug for syge børn. Jeg har fundet en, der vil give mig stærke sønner! svarede han køligt.

Du svigter ikke kun Freja, men barnet! sagde Marie. Men måske er det bedst, hun får barnet uden dig. Sådan som du er nu … Glem din store kærlighed, Jørgen. I har et barn sammen, det ændrer du ikke!

Han blev siddende, men Marie gik. Han smed nogle sedler på bordet.

Freja fødte en lille pige for tidligt. Lyserød, skaldet, svag men vidunderlig. Det øjeblik, deres blikke mødtes, glemmer hun aldrig. Pigen hedder Iben. Der står ikke nogen far i papirerne.

Man siger, Jørgen giftede sig med Anna fra klinikken. Med hende lever han sit regelrige, kontrollerede liv det må han om.

Jeg sidder her, i min lille lejlighed med min datter på armen. Jeg er blevet anderledes måske brændt, måske endelig voksen. I dagene efter fødslen, da jeg lå blandt fremmede kvinder, hørte jeg deres historier, så dem vente på deres mænd. Jeg græd, jeg var vred, men til sidst, med tænderne sammenbidt, besluttede jeg at tro på det gode fremover.

Jeg elsker dig, Iben, hvisker jeg, når jeg vugger dig. Du er min pige, mit liv. For os ligger livet foran, og det skal blive lyst og venligt. Fejlene hører fortiden til. Dem må vi tilgive. Det bliver nemmere sådan…