»Lægen gav mig seks måneder,« sagde jeg til familien. De skyndte sig straks over for at dele huset, uden at vide, at det kun var det første træk i mit spil.
Jeg så på mine børn, samlet om middagsbordet i min stue, og foran mig sad tre helt fremmede mennesker.
Den ældste, fyrreårige Mads, sad med et anspændt ansigt som en, der allerede i tankerne deler skindet af en bjørn, der endnu ikke er skudt.
Mette, min femogtrediveårige datter, kastede begærlige, vurderende blikke på malerierne på væggene og det antikke skab.
Den yngste, trediveårige Freja, var den eneste, der ikke så på tingene, men mig lige i øjnene.
Jeg tog en slurk vand for at fugte min tørre hals.
»Lægerne giver mig cirka seks måneder.«
Mads lænede sig straks frem, hans velplejede fingre klemte nervøst om linnedservietten.
»Mor, vi skal være realistiske. Lad os lade følelserne ude af det. Sagerne kan ikke vente. Dit imperium, alle aktiverne skal overdrages i fungerende stand. Der skal være en klar og gennemtænkt plan.«
Mette tog ordet, hendes stemme var sød og insisterende, som en sælger af orientalske tæpper:
»Og huset Mads og jeg tænkte, at det ville være godt at få en vurderingsmand ud. Bare for ordens skyld, forstår du? Så der ikke opstår uenigheder senere, og alt virker retfærdigt.«
De gjorde ikke engang forsøg på at lade som om, de havde medfølelse. De gik straks til sagen, til tal og kvadratmeter.
Kun Freja tav. Hun rejste sig langsomt, kom bagfra og lagde sine hænder på mine skuldre. Hendes håndflader var varme og dirrede let.
Næste dag dukkede Mette op med en ejendomsmægler. »Bare for at se, mor, for at få en markedspris. Det forpligter ikke til noget.«
En glat ung mand gik rundt i huset med en lasermåler, mens Mette allerede hviskede til ham om, hvor »uheldigt« badeværelset var placeret og hvordan »priserne på ejerlejligheder i området var faldet«.
Mads ringede tre gange om morgenen. Ikke for at spørge, hvordan jeg havde det. Han krævede adgang til finansielle rapporter og kontaktoplysninger til virksomhedens advokater.
»Forretning er en levende organisme, mor. Den kan ikke stå stille en eneste dag. Enhver forsinkelse er et tab af penge.«
Jeg gav ham alt, hvad han bad om. Eller rettere, jeg lod som om, jeg gjorde det. Roligt og metodisk.
De myldrede omkring, delte, lavede planer. De var så optaget af min arv, at de helt glemte: Jeg var stadig i live.
En aften ringede det på døren. På dørtrinnet stod Freja med to containere med hjemmelavet mad. Hun spurgte ikke om testamente eller vurderingsmænd.
»Jeg har medbragt kyllingebouillon og gratin. Du skal have ordentlig mad.«
Hun satte sig ved siden af mig på sofaen og tog min hånd.
»Mor, hvis der er noget, du har brug for at tale eller bare have mig her, så sig det. Jeg gør alt.«
Jeg så på hendes trætte ansigt efter en nattevagt, på hendes enkle, men så betydningsfulde ord.
En uge senere kom Mads og Mette sammen. Med en notar.
»Mor, vi har forberedt et udkast til dit testamente,« sagde Mads med det samme. »For at gøre det lettere for dig. Vi har taget højde for alt, fordelt det retfærdigt.«
Mette rakte mig en tyk mappe.
»Din sidste vilje skal være perfekt udformet. Så der ikke opstår juridiske problemer senere.«
Jeg bladrede dokumenterne igennem. Alt var nedfældet til den sidste sølvske. Mit hus, mine aktier, mine opsparing alt var omhyggeligt delt mellem dem.
Freyas navn blev kun nævnt i forbifarten: Hun skulle have en lille forfalden sommerhus på landet og en gammel bil.
Jeg så op på dem. De stirrede forventningsfuldt, med knap skjult utålmodighed. De ventede på min underskrift. På min sidste handling.
Men det var ikke slutningen. Det var kun begyndelsen.
»Tak, fordi I sørger for det,« sagde jeg med en neutral stemme. »Jeg vil gennemgå det grundigt. Giv mig et par dage.«
Da døren lukkede sig bag dem, gik jeg hen til pengeskabet. Jeg tog en anden mappe frem den, min advokat havde udarbejdet en måned tidligere, lige efter mit lægebesøg.
Og jeg ringede til Freja.
»Skal du ikke komme forbi? Jeg har brug for din hjælp.«
Freja kom inden for en time. Uden spørgsmål, uden hektik. Hun satte sig over for mig i stolen, som Mette allerede mentalt havde kasseret.
»Mor, hvad er der galt? Du ser anderledes ud.«
Jeg rakte hende en tynd mappe med en fuldmagt. På hendes navn.
»Jeg har brug for, at du gør nogle ting. Det bliver ikke let, og det tager tid. Men du må hjælpe mig.«
Hun tog dokumentet, hendes fingre løb langs linjerne.
»Ja. Selvfølgelig. Hvad skal jeg gøre?«
»Det er en maraton, ikke en sprint,« begyndte jeg. »For det første møder du min advokat. Han vil sætte dig ind i sagen. Han forbereder dokumenter til banker og mæglere. Ingen pludselige bevægelser. Vi hiver aktiverne ud gradvist for ikke at vække unødig opmærksomhed.«
Freja så forskrækket på mig, men tav.
»Din bror og søster vil tro, de har kontrol over situationen. Jeg giver dem illusionen af kontrol.«
Hun spurgte ikke hvorfor. Hun spurgte ikke, hvorfor det var hende og ikke Mads. Hun stolede bare på mig.
Næste dag ringede jeg til Mads.
»Skal du høre, søn Du havde ret. Forretning skal tages hånd om. Men jeg vil ikke have, du distraheres fra din kerneforretning. Tag dig af vores gamle fabrik i Jylland. Få styr på tingene der, lav en revision. Det er en kompleks aktiv, der kræver din ekspertise.«
Jeg sendte ham 300 kilometer væk for at arbejde med en næsten konkursramt virksomhed, jeg alligevel havde planer om at lukke. Han tog af sted, opblæst af sin egen betydning.
Til Mette tilbød jeg noget andet.
»Datter, du har ret angående tingene. Vi skal lave en fuld oversigt over alt i huset. Fotografere, katalogisere. For notaren, for forsikringen. Du har sådan en god smag vil du ikke nok tage dig af det?«
Og det gjorde hun. I ugevis gik hun rundt i huset, beskrev og fotograferede hver enkelt vase, hvert maleri. Hun var overbevist om, at hun katalogiserede sit fremtidige ejendom.
Imens mødtes Freja,
