Det var længe siden nu, men hun kunne stadig huske det, som var det i går.
“Det var bare et lille fejltrin, det sker jo for enhver,” sagde han.
“Hold nu op med det der! Den Nanna er ikke længere i live, og alligevel bliver du ved med at være jaloux og hakke på mig. Mette, er det ikke nok snart? Vi skal tage os af de praktiske ting med Lise.”
Mette løftede forbavset øjenbrynene. Hun tav et øjeblik, som om hun prøvede at forstå, om hun havde hørt rigtigt. Et øjeblik mere, og det føltes, som om hendes mand ville begynde at bebrejde hende for hans egen utroskab.
“Erik, du tog vist fejl af døren. Jeg har andre prioriteter lige nu. Mit eneste praktiske problem er skilsmissen fra dig.”
“Hvilken skilsmisse?!” udbrød han forarget. “For Guds skyld, vi har da levet fint alle disse år! Næsten ti år er der gået. Og vi kunne have fortsat, hvis ikke du havde fundet ud af det. Hvad ændrer det egentlig?”
“Det ændrer alt,” svarede Mette og så ham lige i øjnene. “Alle disse år har jeg levet i en løgn og en illusion. Og nu opfører du dig, som om det bare er sådan, det skal være.”
Hans uigennemtrængelige stædighed irriterede hende lige så meget som bedrageriet selv. Mette havde kendt Erik i over femogtyve år. Hun vidste, hvordan han rynkede panden, når han blev kritiseret. Hun vidste, hvordan han kneb læberne sammen, når han var fornærmet. Men det her… det var noget nyt. Det føltes, som om hun så ham for første gang.
“Hvilke illusioner? Jeg har elsket dig hele tiden. Og det gør jeg stadig. Det andet…” Han viftede afvisende med hånden. “Det var for længe siden. Du kan lige så godt sige, at det aldrig skete.”
Men det var svært at lade som ingenting, når der var en otteårig pige tilbage efter hans affære. Nu mente Erik, at det var hans hellige pligt at tage hende ind hos dem. Alternativet var hans mor, som knap nok kunne passe sig selv. Et børnehjem var ikke en mulighed for ham. Som en ridder i blank rustning insisterede han på, at hans børn ikke måtte vokse op uden forældre.
Mette kunne ikke tilgive utroskaben. Hun var vokset op i en familie, hvor alt byggede på tillid.
Hendes far var en hjemmemand, mens hendes mor elskede at rejse. Hun kunne pludselig tage afsted mod syd alene. Faren fulgte hende til stationen med et smil, hjalp med kufferterne og mistænkte hende aldrig for noget. Mor gjorde det samme, når far skulle på forretningsrejse: et kys, en bakke med hjemmelavede kager og en lille ikon i hans inderlomme.
Ja, de havde skænderier. Mor kunne hæve stemmen og smække med døren, far kunne tie i dagevis. Men de var altid sikre på hinandens troskab. Selv når far drak til firmafester eller familiefester, så han kun på hende, omfavnede hende og roste hende for alle.
For Mette var sådanne forhold en rettesnor. Hun voksede op med den overbevisning, at hvis man elsker, så stoler man. Og hvis man ikke stoler, hvad er meningen så?
Ja, hun og Erik havde det fint sammen. Engang havde de været trygge ved hinanden. Det eneste problem var børn.
“Mette, hvorfor skal vi haste? Lad mig først sikre vores fremtid, få et ordentligt job, så kan vi få børn,” sagde han i deres femte år sammen.
“Det er på tide nu. Jeg er tredive, jeg bliver ikke yngre. Det gør du heller ikke. Eller vil du have, at vores barn skal have bedsteforældre i stedet for forældre?” knurrede Mette.
Og hun ventede. Men det gode job kom ikke, og den biologiske ur tikked uafbrudt. Hun måtte hoppe med på den sidste vogn, ellers risikerede hun slet ikke at få børn. Hun fødte som otteogtrediveårig. Nu var sønnen tolv.
Erik tog arbejde i Nordjylland på skift for at forsørge familien. Tre måneder deroppe, en måned hjemme. Han var træt, men tjente godt. Mette savnede ham også, men så det som en investering i deres fremtid.
Hun vidste ikke, at Erik ikke havde været særlig tålmodig.
“Hvad havde du forventet? Tre måneder helt alene. Det var nærmest ingenting, bare behov. Det tæller ikke,” forklarede han, da sandheden kom frem.
“Behov?!” brød Mette ud. “Hvorfor har jeg så ikke haft en hær af elskere rendende? Eller er vi lavet af forskelligt stof?”
“Nå ja, du er en kvinde, du har ikke det samme behov.”
Måske var de virkelig lavet af forskelligt stof. Ifølge Erik var det bare et svagt øjeblik. Som at snuppe en is. For Mette udslettede det alt det gode mellem dem.
Hun ville måske aldrig have vidst det, hvis ikke ulykken var sket. Hvis Erik ikke var kommet for at diskutere, hvad de nu skulle gøre med Lise, så afslappet, som om det handlede om indkøbslisten.
“Du ved, Erik…” sagde Mette og vendte tilbage til nuet. “Jeg har ikke noget imod den pige. Hvis man ser bort fra omstændighederne, er hun et stakkels barn. Men dig… dig vil jeg ikke leve med.”
Manden viftede irriteret med hånden.
“Hvad fanden er det, der er gået af dig? Nå, vi snakker i morgen. Aftenen har råd, morgenen har gå-på-mod.”
Næste morgen fik Erik forstærkning. Hans mor, Ellen Margrethe, som havde en interesse i sagen: hvis Mette sagde nej, ville omsorgen for pigen falde på hende. Naturligvis begyndte hun at overtale svigerdatteren.
“Mette, hvad er det dog? Hav dog lidt medlidenhed med pigebarnet!” insisterede hun. “Hun vil være en trøst for dig, når du bliver gammel. Drenge flyver fra reden, men piger passer deres forældre. Se det fra en anden vinkel. Måske er det en velsignelse? Du kan ikke få flere børn nu, men her er en allerede klar tag hende bare og opfostr hende.”
“Ellen Margrethe, jeg er ikke klar til det. Jeg kan ikke klare det. Forstår du ikke, hvordan jeg vil se på den pige? Jeg kan ikke elske hende,” indrømmede Mette ærligt.
“Åh, hold nu op! Du vænner dig til det, og så kommer moderskærligheden af sig selv. Du er ikke den eneste. Tænk på, hvordan det var under krigen? Der er jo den der historie, ‘Regimentssønnen’! Og hvordan kvinder gifter sig med enker med børn? Eller adopterer fra børnehjem? Det virker for dem!”
Mette sukkede dybt. Den ene troede, at utroskab kunne afskrives med tiden, den anden sammenlignede det med en krigshist
