Mor, det var dig, der valgte ham.

Igen en liste? hans stemme lød nærmest bebrejdende.

Birthe stivnede et øjeblik, tog en dyb indånding.

Sune, Sofie er seksten år. Hun har brug for en vinterjakke, den gamle er blevet for lille.

Hun har da en jakke.

Den er fra sidste år. Ærmerne er alt for korte, hun er vokset.

Sune lænede sig tilbage i sofaen, øjnene fik det der tunge, undersøgende udtryk. Birthe kendte det blik. Vidste præcis, hvad der kom nu.

Hør, vi bor i min lejlighed. Jeg betaler huslejen, el, vand og indkøb. Du arbejder som bogholder, jeg som mellemleder og tjener ok. Vi har fælles økonomi, ikke? Sådan har vi aftalt det. Men hver gang kommer du med nye lister over, hvad hun mangler, som om jeg skal forsørge et barn, der ikke er mit.

Hun bor her sammen med os, sagde Birthe lavt. Spiser sammen med os. Sover her.

Nemlig. Sover i min lejlighed. Spiser min mad.

Noget trak sig sammen indeni Birthe. Samme samtale, med lidt variation, i to år siden hun og Sofie flyttede ind hos Sune efter brylluppet. I starten diskuterede hun. Senere begyndte hun at tie stille. Men hver gang Sofie manglede noget, skulle hun igennem det hele igen.

Fint, sagde hun og foldede listen sammen og puttede den i lommer på morgenkåben. Jeg køber den selv.

For hvad? spurgte han, overraskende nysgerrig. Din løn går da ind på den fælles konto. Eller gemmer du penge for mig?

Nej. Jeg… jeg spørger Mads.

Sune lo tørt.

Din eks? Det er da glimrende. Så kan han jo også få lov at betale for sit eget barn. Bare fortæl ham, hvor slem jeg er måske køber han en jakke til sin bekymrede datter.

Birthe sagde ingenting. Mads hjalp faktisk indimellem, men det var altid med lange forklaringer om, hvad pengene skulle gå til. Hun hadede at spørge ham. Ville ikke fremstå som en, der tiggede.

Vores fælles økonomi må også dække Sofies udgifter, prøvede hun igen. Vi er jo en familie.

Familie? Sune rejste sig, gik ud i køkkenet, åbnede en Tuborg fra køleskabet. Familie, det er dig og mig. Sofie er din datter fra før. Jeg har intet imod, hun bor her, men hendes far bør så også tage sin del.

Birthe stod i døråbningen og kiggede på hans brede ryg. Da de mødtes for tre år siden, havde hun følt, hun havde fundet roen. En stærk, velstillet mand, der sagde de rigtige ting at han var træt af ensomhed, at han gerne ville have en familie. Efter skilsmissen fra Mads havde hun været længe alene, slidt sig op mellem job, barn og hjem. Sune virkede som en gave. Opmærksom, tog dem ud at spise, kom med blomster. Han sagde, at Sofie var en glæde børn hørte til i et hjem.

Alt ændrede sig efter brylluppet. Eller snarere, da de flyttede ind i hans lejlighed.

Jeg smutter ud på altanen og ryger, sagde Birthe.

Hun var begyndt at ryge for et halvt år siden i starten i smug, men nu åbent. Sune rynkede på næsen, men sagde ikke noget. Nok det eneste sted, hun ikke bad om lov.

På altanen lugtede der af efterår og beton. Birthe tændte en cigaret. Nedenfor lyste gadelygterne op i gården, en hund gøede i det fjerne. Bare endnu en helt almindelig aften i Brønshøj. Hun havde et job, et tag over hovedet, en mand, der ikke drak eller slog. Nogle af veninderne sagde, hun var heldig. Hvorfor gik hun så aftentur på altanen hver aften og følte sig så knuget?

Døren åbnede sig ind til altanen. Sofie.

Mor, jeg ville ikke skabe ballade igen på grund af mig.

Der var ikke nogen ballade, sagde Birthe og skoddede cigaretten. Alt er fint.

Jeg hørte jer. Lad være med at sige noget til ham om jakken. Jeg beder selv.

Du skal ikke bede ham. Jeg klarer den.

Sofie sagde ikke mere. Til sidst kom det sagte:

Det føles ikke godt at bo her. Jeg føler mig… tilovers.

Birthe lagde armen om Sofies skuldre, datteren næsten ligeså høj som hende, ranglet, mørkt hår sat i hestehale.

Det er vores hjem, skat.

Hans hjem, rettede Sofie hende. Han minder mig om det hver dag. Måden han ser på mig, måden han taler på.

Birthe fandt ikke ordene. For det var jo rigtigt.

***

Inden vinteren fik Birthe alligevel købt en jakke til Sofie. Hun spurgte Mads hendes eksmand. Han gav pengene, mod at hun ikke bad om børnepenge forud næste måned. Det sagde hun ja til. Da Sune så den nye jakke, trak han på skuldrene.

Så eksmanden har da penge. Men til vores fælles liv er der åbenbart aldrig nok.

Det er til Sofie, sagde hun.

Ja, til Sofie har han penge. Men her skal min løn række til alt.

Han skruede TVet op, så et eller andet quizshow, og snakkede ikke mere. Hans måde at straffe på at lukke sig. Et par dage senere løsner han så op igen, som om ingenting var hændt, og Birthe åndede lettet op.

Sådan gik vinteren. Sofie begyndte på 1.g, hun læste til eksamen og var mest på sit værelse. Når Birthe tjekkede ind, sad Sofie blegt over bøgerne.

Spiser du normalt?

Ja da.

Skal jeg købe nogle vitaminer til dig?

Nej, så brokker Sune sig bare igen over, at du bruger penge på mig.

Lidt efter begyndte Sofie at kalde ham Sune og der lød en stille ironi i ordet.

I foråret blev der sagt på gymnasiet, at klassen kunne tage på tur til København tre dage, egentligt bare over broen, men for dem i provinsen næsten en rejse, med museer og teaterbilletter. Det kostede 1.200 kroner. Sofie kom hjem, tændt i blikket.

Mor, må jeg tage med? Alle de andre skal.

Birthe så på hende og vidste, at hun ikke kunne sige nej. Sofies sociale liv var gået næsten i stå efter flytningen; det her kunne være det første positive i lang tid.

Selvfølgelig, lovede hun.

Om aftenen efter maden tog hun mod til sig.

Sune, der er en klasseudflugt til København.

Han kiggede knap op fra telefonen.

Nå?

Det koster 1.200 kroner.

Han lagde telefonen fra sig, så længe på hende.

1.200 kroner for en udflugt?

Tre dage. Overnatning, mad, kulturelt program.

Birthe, ved du hvad måned vi er i? Om lidt kommer regning på ejendomsskat og forsikring. Du talte jo også om ferie til Bornholm.

Jeg beder ikke om ferie. Sofie kan tage med, vi to bliver bare hjemme.

Du siger nej til din egen ferie, bare din datter kan tage på tur?

Birthe nikkede. Sune rystede på hovedet, smilte skævt.

Utroligt. Intet til os, alt til hende. Ved hun egentligt, hvad penge er værd?

Det ved hun godt, sagde Birthe blidt. Sofie er meget betænksom.

Tja. Hun siger da ikke tak, når jeg betaler el og varme, som hun også bruger.

Inde i Birthe steg vredens kulde. Hun havde lyst til at råbe, at det var på grund af ham, Sofie holdt sig inde, næsten levede på sit værelse, altid påpasselig med ikke at virke for krævende. At han var årsag til, barnet trak sig, men hun sagde ikke noget. Alt ville blive brugt mod hende.

Jeg spørger Mads, sagde hun til sidst.

Gør endelig det, sagde Sune, allerede tilbage på sin telefon.

Birthe gik ud på altanen, tændte en cigaret. Hænderne rystede. Hun tænkte på, hvor langt hun var kommet hun havde job, hun havde indtægt. Men hver måned forsvandt lønnen til den fælles økonomi og hver gang hun skulle bruge det mindste til Sofie, skulle hun forklare sig.

Da de var nye sammen, sagde Sune, det skulle være ligeværd. Begge bidrog, begge havde ansvar. Men da de blev gift, foreslog han fælles økonomi det er da mest praktisk.” Birthe syntes, det gav mening indtil det viste sig, den kun var fælles, når han bestemte. Alt skulle godkendes.

Sofie kom også ud på altanen.

Mor, lad være med at sende mig afsted. Det er ikke nødvendigt. Jeg vil ikke skabe problemer.

Du skal afsted, sagde Birthe. Det SKAL du.

***

Pengene til udflugten fik Birthe til sidst lånt af en kollega Kirsten, der kiggede bekymret på hende:

Birthe, hvad er der galt? Du har da altid klaret dig.

Det er bare lidt stramt denne måned, skød Birthe hurtigt ind.

Hun havde ikke lyst til at dele sin families problemer. Ikke endnu en skæbne blandt veninderne, der blev skilt. For hvad så? Hvor skulle hun gå med Sofie? Flytte til et værelse for sin løn som bogholder på EDB Kontor? Tilbage til den lille toværelses i Husum, hvor de boede før Sune?

Nej. Hun skulle bare holde ud lidt endnu. Sofie ville blive student og finde sin egen vej, så måtte det hele løse sig bagefter. Måske ville forholdet klare frisag, når teenagepigen ikke mere mindede ham om Birthes fortid.

Sofie tog glade og rødmossede hjem, snakkede om Glyptoteket og teater, om at slentre i Indre By. Birthe glædede sig over, datteren bare for en tid så glad ud.

Sune sad med et halvt øre og nikkede. Da Sofie lukkede døren, bemærkede han:

Hun forstår da nok, at sån en tur koster penge?

Birthe svarede ikke.

Sommeren kom og gik. De rejste ikke væk, Sune fiskede med venner, Birthe holdt et par ugers ferie, hvor de mest gik ture, spiste is i parken. De få øjeblikke, hvor Birthe følte lidt ro.

Sofie startede på 3.g, ville gerne læse videre som lærer. Birthe bakkede hende op, selvom hun vidste, det ikke blev en rig branche. Sofie havde altid elsket børn; det var oplagt.

En aften foreslog Sune:

Måske skal Sofie til at finde et fritidsjob?

Hun har eksamen til foråret. Hun skal bruge tiden på skolen.

Tja, mange unge kan både arbejde og gå i skole. Hun er sytten kunne bidrage lidt.

Hun er ikke voksen. Hun skal have ro til skolen.

Men at forsørge hende gratis, Birthe, det føles forkert.

I det øjeblik vidste Birthe godt, at noget var knækket. Hun svarede ikke i vrede bare træthed.

Hun ER ikke voksen, Sune. Hun er min datter.

Din datter, ikke min, konstaterede han. Så kan hendes far betale.

Sofie stod i døråbningen, hun havde hørt det hele.

Jeg kan finde et job, sagde hun sagte.

Nej, sagde Birthe bestemt. Du skal kun koncentrere dig om skolen.

På altanen senere sagde Sofie modløst:

Mor, jeg kan godt tage et fritidsjob de andre gør.

Det skal du ikke. Du skal bare færdiggøre skolen og komme videre.

Men hvad så? Undskyld jeg spørger, men vil jeg nogensinde høre til her?

Birthe kæmpede med sig selv. For datteren havde jo ret.

***

Vinteren bragte et nyt spark denne gang om aftensmaden.

Birthe lavede kylling med kartofler og salat. Sune fyldte tallerkenen, Sofie tog lidt. Sune blinkede til hende.

Er du ikke sulten?

Ikke rigtig.

Synes du ikke, din mor laver god mad?

Jo, det er fint.

Underligt. I den alder har man da appetit.

Birthe mærkede nervøsitet.

Hun fik frokost i skolen.

Nå, men skolemad er da ikke gratis?

Jeg betaler fra min egen lille opsparing, skyndte Birthe sig at sige.

Sune smagte på ordet: “små udgifter”. Jeg har aldrig nogen små penge tilbage alt går til regninger.

Sofie rejste sig for at tage opvasken.

Husk at vaske op, sagde Sune kort.

Birthe fulgte efter ud i køkkenet.

Katte, undskyld…

Mor, lad nu være. Du prøver bare at forklare ham, men intet hjælper.

Gråden stod i øjnene på begge, men de vendte sig hver til sit.

Og udenfor dalede sneen roligt. Birthe kiggede ud tænkte på alle de hjem, hvor børn ikke følte sig i vejen. Hvor mødre ikke behøvede undskylde eller tigge, hver gang de bad om penge til deres barn.

Måske var det slet ikke hendes verden.

***

Foråret og eksamenerne kom. Sofie arbejdede flittigt. Sune ændrede stil, blev mere stille, måske fordi hun snart var voksen. Sofie klarede prøverne, kom på læreruddannelsen og fik en plads på kollegiet. Hun var lykkelig. Birthe hjalp med at pakke, givet gode råd om varme dyner og god hovedpude.

Sune tog ikke bærende del i flytningen han var på arbejde. Birthe og Sofie bar tasker, tog taxa på tværs af byen. Birthe sad på sengen, kiggede sig omkring, lige før hun sagde farvel.

Jeg ringer hver dag, lovede hun.

Ja, det bliver godt mor.

Men de vidste begge, Sofie ikke ville komme hjem. Det var aldrig blevet hendes hjem.

Første par uger ringede Birthe hver dag, men Sofie meldte hurtigt om lektier og travlhed og weekender blev til gruppearbejde eller træt. Birthe forstod. Sofie havde ikke lyst tilbage. Sådan skulle det være. Men savnet gnavede.

En dag foreslog Sune:

Skal vi ikke lave et kontor ud af Sofies værelse nu? Hun kommer jo aldrig hjem.

Nej, sagde Birthe.

Hvorfor ikke? Hun vender jo ikke tilbage.

Det er stadig hendes værelse.

Du hænger fast i fortiden, svarede han.

Birthe veg uden diskussion ud på altanen.

Oktober var våd og mørk. Sune arbejdede meget, Birthe passede sit. Sofie ringede mindre og mindre, stille trak hun sig væk, byggede sit eget liv.

En dag gik Birthe ind på datterens værelse, satte sig på sengen og bladrede lidt i skuffen. Fandt en gammel hårspænde, der lignede en sommerfugl Sofie brugte den i folkeskolealderen. Hun stirrede på spænder og følte hvor tomt rummet var blevet.

Sune kom ind.

Hvad laver du?

Ingenting, sagde hun, bare kigger.

Du burde give slip, Birthe. Hun er videre.

Det er stadig hendes rum.

Det er MIT hus, sagde han bare.

På køkkenet senere blev Birthe siddende længe hænderne rystede. Hun ville væk ringe, flytte. Skammen over at have givet op sad stadig fast. Hun havde job, hun kunne måske klare det.

Men frygten for at være alene, den nagede. Hvad ville folk sige, hvis hun blev skilt igen? Sådan en dobbelt taber midt i 40erne? Tør man?

Men hvad hvis lettelsen hvis det at være alene ville føles befriende?

***

En lørdag i november ringede Sofie pludselig og sagde hun kom på besøg den dag. Birthe skyndte sig at gøre rent, lave noget ekstra lækker mad. Sune sad uinteresseret foran TVet.

Sofie så sund ud. De hyggede på køkkenet over te og snak. Sofie lånte værelset natten over, Sune spurgte kun køligt, om det så kun blev til søndag.

Birthe mærkede presset igen. Efter aftensmaden blev Sofie stille. Birthe gik ind og satte sig.

Er du okay?

Ja, mor. Jeg tager hjem i morgen formiddag.

Bliv da en dag mere?

Nej tak, jeg orker ikke.

Birthe bad om tilgivelse.

For hvad, mor?

For at jeg valgte ham. For at jeg ikke gik før. For at du blev nødt til at flytte.

Du gjorde dit bedste, svarede Sofie.

Morgenen efter tog Sofie hjem. Birthe fulgte hende, holdt hende lidt ekstra i døren.

Ring, når du er hjemme.

Ja, mor.

Birthe gik på Sofies værelse, satte sig på sengen, fandt den lille sommerfugl. Pyt eller lykke, tænkte hun. Hvad vil du helst? Lykken kan kun findes, hvis man tør tage skridtet.

***

Birthe holdt ud nogle uger endnu. Snakkede mindre og mindre med Sune, datteren ringede kun sjældent. Så hørte hun om en billig studielejlighed i Vanløse. Hun tog nummeret, lagde sedlen i skrivebordsskuffen.

Nytår nærmede sig. Sune spurgte, om de ikke skulle tage til Gran Canaria i vinterferien. Birthe havde ikke lyst, men svarede ikke nej.

Om aftenen ringede Sofie:

Godt nytår, mor. Skal du noget på dagen?

Nej, Sune og jeg er bare hjemme.

Mor, jeg vil gerne have, du tænker lidt på dig selv, sagde Sofie. Det er ikke for sent, vel?

Nej, sagde Birthe, en klump i halsen.

Da de lagde på, tog hun den lap frem med nummeret på lejligheden, tastede ind på mobilen. Signaltoner, så en rar kvindestemme:

Ja, det er Jytte.

Hej, det er Birthe. Har du stadig lejligheden til leje?

Ja, du kan komme og se den d. 2. januar.

Tak, jeg kommer.

Birthe lagde på, gik ind på Sofies værelse, lagde sommerfugle-spændet på natbordet. Hviskede ud i natten: