Fælles kasse
Jeg sagde til dig, Sofie, fra nu af afleverer du din løn til mig. I fælleskassen. Grethe Sørensen satte kaffekoppen så hårdt på bordet, at dråberne sprøjtede ud på voksdugen.
Sofie så op fra tallerkenen. Svigermor stod på modsatte side af bordet med armene over kors og betragtede Sofie fra oven selv om Grethe var næsten et hoved lavere end hende.
Hvilken kasse, Grethe?
Fælleskassen. Jeg har allerede forklaret, sagde hun. Du bor her, spiser vores mad, bruger vores vand, tænder for strømmen. Det skal du betale for.
Sofie lagde gaflen fra sig. Hun kunne mærke noget røre sig indeni som en lille knytnæve, men hun vidste også, at hun måtte tale lavt. Det vigtigste var at være rolig.
Vi betaler jo allerede. Simon og jeg giver dig halvdelen af hans løn hver måned.
Det er ikke nok længere. Alt er blevet dyrere. Jeg går jo ud og handler, jeg ved hvor meget tingene koster. Dine penge ved jeg ikke engang hvad går til.
De går til noget, du godt ved. Tøj, medicin, gaver til dig, blandt andet.
Grethe snørede lidt på munden. Det betød, at hun havde hørt argumentet, men straks smidt det ud igen.
En god svigerdatter bidrager til familien, ikke bruger pengene på pjat.
Sofie så på den gamle voksdug med blomster, som sikkert var over tyve år gammel, og på den sorte teplette, der langsomt flød ud over en tegnet marguerit. Hun kendte efterhånden hver eneste blomst og plet på denne dug. I tre år havde hun siddet her, havde spist det mad Grethe gav hende, havde takket og smilet, når Grethe mente, hun skulle smile.
Jeg skal tænke over det, sagde Sofie stille. Hun rejste sig og bar sin tallerken ud.
Bag hende hørte hun Grethe mumle, men tydeligt nok, så det ikke var til at tage fejl af:
Simon får dig til at forstå det.
Simon “forklarede” samme aften. Han sad på sengen og gloede ned i mobilen, da Sofie kom ind og lukkede døren. Låsen på deres dør var gået i stykker for halvandet år siden, han havde lovet at fikse det, men det blev aldrig til noget.
Simon, vi skal snakke.
Mmm?
Seriøst, Simon.
Han lagde telefonen fra sig, så med det samme lidt skyldig ud. Han var 32, arbejdede som projektkoordinator i et tømrerfirma, elskede bajere i weekenden og hadede konflikter. Sofie troede engang, det var et roligt sind. Senere fandt hun ud af, at det bare var svaghed.
Snakkede min mor med dig?
Ja. Simon, hun vil have, at jeg afleverer al min løn til hende.
Ikke alt. Bare fælleskassen, du ved jo. Vi bor jo allesammen her.
Mener du det?
Han tog telefonen igen. Lagde den. Tog den op. Lagde den igen.
Sofie, hvorfor gør du det til et problem? Min mor vil bare have orden på tingene. Der skal være styr på pengene.
Simon, jeg har også udgifter. Jeg har ting, jeg har brug for. Jeg kan ikke spørge dig eller din mor hver gang, jeg skal have shampoo.
Jamen, så siger du bare til, så får du.
Hun så på ham og forsøgte at forstå, om han virkelig ikke hørte, hvad hun sagde, eller bare lod som ingenting. At stå og bede svigermor om penge til shampoo? Aflevere kontooversigter for at forklare hver eneste krone? Forklare, hvorfor hun havde brug for en ny trøje?
Simon, jeg har et arbejde. Jeg tjener penge. De penge er mine.
Sofie, du bor i min mors lejlighed.
Vi bor her, vi to. Dig og mig. Du er hendes søn, jeg er din kone. Og vi betaler for det hver måned.
Det er ikke nok, siger mor.
Så må din mor sige, hvad hun synes er rimeligt, og så må vi aftale noget. Men jeg afleverer ikke alle mine penge.
Simon så op på hende med det blik, hun meget godt kendte: Det blik som en mand, der er blevet tvunget til at vælge mellem to dårlige ting, og helst ikke vil vælge.
Sofie, jeg har allerede overført det.
Hun forstod ikke straks.
Hvad har du overført?
Din løn. Til mor. Hun bad om det, og jeg syntes, det var nemmest at få det ordnet med det samme.
I værelset blev alting helt stille. Man kunne høre tvet mumle bag væggen inde hos Grethe.
Du overførte mine penge? sagde Sofie helt stille.
Sofie, gør dog ikke det her stort.
Uden at spørge?
Det er bedst for alle. Mor slapper af. Så bliver der ro på.
Sofie blev stående og så på sin mand. Tre år. Tre år hvor hun bildte sig ind, at Simon bare var blød, at hans mor var svær, at hun skulle være tålmodig og en del af familien. Hun havde gjort alt. Hun hjalp svigermor med maden, sagde ikke noget, når Grethe tog hendes ting uden at spørge eller gik ind på værelset uden at banke. Sofie stoppede med at invitere veninder, for Grethe brød sig ikke om støj. Hun levede som en mus i en fremmed lejlighed under andres regler.
Og nu havde hendes mand lige overført hendes penge. Fordi moren ellers ikke kunne sove roligt.
Simon, forstår du, hvad du har gjort?
Altså, Sofie, slap dog af. Det handler jo bare om penge.
Du tog mine penge og gav dem til din mor uden at spørge.
Sig nu ikke sådan. Vi er jo en familie.
Er vi det? Hvorfor beslutter du så over mit liv?
Simon sukkede, som om han var dybt uretfærdigt behandlet.
Sofie, du er bare træt, vi kan snakke i morgen.
Hun svarede ikke. Hun gik ud, ind på badeværelset, låste døren, satte sig på kanten af badekarret og sad længe og stirrede på vandhanen. En dråbe voksede, hang længe og faldt.
Sofie tænkte på, at der nu var tomt på hendes konto. At der var to uger til lønningsdag, og at hun skulle bede om penge til buskort. Til frokost. Eller hvis hun blev syg.
Men hun vidste, at hun ikke kom til at bede om noget. Hun kunne ikke.
Hun tog telefonen, skrev til Mia: Er du vågen?
Mia svarede kort efter: Sidder og ser serie. Hvad er der galt?
Må jeg komme?
Nu lige nu?
Ja.
Selvfølgelig. Er det alvorligt?
Sofie så længe på skærmen. Dråben bag hende faldt i vasken.
Ja.
Hun gik stille ud af badeværelset. Inde ved Simon var der kun det blå mobil-lys under dynen. Inde hos Grethe mumlede fjernsynet stadig. Sofie åbnede skabet, fandt en stor indkøbstaske, begyndte at pakke tøj. Stille, metodisk nu skulle hun tænke sig om. Pas, ansættelseskontrakt, vielsesattest lå i øverste skuffe. Skiftetøj, toilettaske, oplader. Hun gik gennem værelset: Det her er mit. Det her ikke.
Frakken tog hun fra knagerækken i gangen. Stod op og snørede skoene, uden at sætte sig, så hun ikke larmede. Tog kun sine egne nøgler til arbejde og mors lejlighed. Nøglen til svigermors lejlighed lagde hun på hylden.
Døren lukkede sig lydløst bag hende.
Det var marts, og der var stadig nattefrost. Sofie gik mod busstoppestedet, indåndede kulden, tænkte: 31 år, godt job, ikke dum, ikke ond og alligevel hjalp det ikke.
Mia åbnede døren iført slåbrok og pjusket hår:
Er du okay? Du er helt bleg.
Jeg har det fint. Jeg er bare gået.
For altid?
Jeg ved det ikke. Måske.
Mia trådte til side og lukkede hende ind.
Sæt dig, jeg sætter kaffe over.
De sad i Mias køkken, og Sofie fortalte. Om fælleskassen. Om Simon og pengene. Om at pakke i mørke. Mia lyttede, støttede hagen på hånden, nikkede indimellem, sagde hvor er det vildt, men brød ikke ind. Lige præcis den egenskab havde Sofie altid beundret.
Tre år, sagde Sofie til sidst. Jeg troede, det blev bedre hvis bare jeg var tålmodig.
Blev det det?
Nej. Man vænner sig bare.
Mia var stille.
Bliv her. Så længe du har brug for.
Mia, du har jo kun et værelse.
Sovesofaen kan foldes ud. Det generer mig ikke.
Sofie så på sin veninde. De havde kendt hinanden siden studietiden, tolv år, og Mia havde altid været den der stille, solide type.
Tak, sagde Sofie, stemmen sitrede lidt.
Lad nu være. Gå ind og vask dig, og få dig noget søvn. Vi snakker i morgen.
Næste morgen vågnede Sofie på den brune sovesofa og forstod ikke i første sekund, hvor hun var. Så huskede hun det. Hos Mia. Hvidt loft, ikke som hjemme hos svigermor, hvor der var et trekantet mærke af gammel vandskade. Tre år havde hun hver morgen set på det mærke.
Telefonen var tavs. Ingen opkald fra Simon. Underligt og alligevel ikke.
Sofie tog direkte fra Mia til arbejde i det tøj, hun havde med. Hun arbejdede på et lille kontor med ca. tyve ansatte, der solgte teknisk udstyr. Direktøren, Henrik Kristensen, havde virket streng, da hun startede. Stille, krævende, men fair. Efter to år havde hun lært, at hans ros var lige så ægte som hans kritik.
Denne dag arbejde Sofie stille, koncentreret. Klokken tre kaldte Henrik hende ind.
Sæt dig, Sofie. Hvordan går det?
Fint, tak.
Virkelig?
Han så ikke på papirerne, men på hende. Intet anmassende, bare opmærksomhed.
Jeg har forladt Simon.
Hun havde ikke planlagt at sige det. Det kom bare.
Henrik sagde ikke noget straks. Så sagde han:
Det er jeg ked af.
Det er jeg faktisk ikke, svarede Sofie ærligt.
Så er det jo godt. Hvor bor du?
Hos en veninde. Midlertidigt.
Okay. Hør, jeg har en bekendt, der lejer ud i dit område. Lille lejlighed, rimelig husleje. Skal jeg høre ham?
Hun så på ham.
Hvorfor gør du det?
Han trak lidt på skuldrene.
Fordi jeg selv har stået i det. Og en hjalp mig dengang.
Okay.
Tænk over det. Ingen hast.
Jeg overvejer det. Tak, Henrik.
Resten af dagen tænkte Sofie ikke på arbejde, men på at bo alene. Uden voksdug eller andres regler.
Simon ringede om aftenen.
Sofie, hvor er du?
Hos en veninde.
Hvilken?
Det rager ikke dig, Simon.
Pause.
Min mor er meget ked af det.
Sofie lukkede øjnene. Selvfølgelig var moren ked af det.
Simon, din mor tog mine penge, og du hjalp. Jeg kan ikke lade som ingenting.
Sofie, det er bare penge. Jeg kan betale dig tilbage.
Det handler ikke om pengene.
Om hvad så?
Hun svarede ikke straks. Det føltes umuligt, som at forklare en blind, hvad farver er.
Simon, jeg kommer ikke tilbage. Ikke i dag. Jeg har brug for at tænke.
Sofie, hvor vil du gå hen.
Jeg er allerede gået.
Hun lagde på, lagde telefonen. Mia sad overfor med en kop.
Beder han dig komme hjem?
Han fatter ikke, hvad jeg skal uden ham.
Klassisk mors dreng, konstaterede Mia. Kan ikke undvære mor, men du skal heller ikke have plads.
Jeg forstår ham egentlig godt, sagde Sofie. Han har altid været sådan. Opdraget til at gøre, hvad moren vil. Han ved jo ikke andet.
Man kan sagtens forstå men ikke blive boende i det.
Fem dage senere flyttede Sofie ind i den lille lejlighed, Henrik havde tippet om. Lille, vinduer ud til en stille vej, hvide vægge, knirkende trægulve. Lejekontrakten skrev hun med Carl Andersen, en rar, ældre mand med briller, som undskyldte for det gamle køleskab.
Det gør ikke noget, sagde Sofie. Bare det virker.
Hun gik rundt, stille, kiggede ud. Regnen løb ned ad ruden. Det var hendes sted. Lille, lejet, men hendes.
Hun købte det mest nødvendige: te, rugbrød, æg, mælk. Og en rød kop. Hos svigermor havde der kun været hvide.
Den nat sov Sofie for første gang i evigheder tungt.
De næste uger var svære, men ærlige. Sofie talte hver krone, for Simon havde ikke overført hendes penge tilbage, trods han sagde han ville. Hun spiste simpelt. Lånte engang lidt af Mia det var slet ikke et problem, sagde hun. På job holdt hun facaden. Kun Mia og måske Henrik vidste rigtigt, hvad hun gik igennem.
Henrik begyndte at komme forbi hendes plads med små arbejdsopgaver, lidt småsnak, aldrig spor påtrængende, bare trygt. En dag satte han en take away-kaffe ved hendes skærm:
Prøv den nye maskine nede i kantinen, sagde han.
Tak, svarede Sofie.
Ingen årsag.
Hun kiggede på kaffebægeret og tænkte, hvor lang tid der var gået, siden nogen bare havde gjort noget rart for hende, bare fordi.
Simon ringede hver tredje dag. Først tiggede han hende om at komme tilbage, så begyndte han at pege finger, dernæst snakkede han om sin mor og hvor såret hun var. Sofie svarede tørt og lagde på. Hun var ikke vred, faktisk, hun forstod ham bare. Han kunne ikke laves om.
Midt i april ringede Grethe selv. Stemmen var anspændt af selvbeherskelse:
Du forstår vel, Sofie, at du ødelægger familien?
Goddag, Grethe.
Drop de høfligheder. Du har forladt Simon, bor et eller andet sted. Hvad vil folk sige?
Det interesserer mig ikke så meget, hvad folk siger.
Du må komme hjem. Simon er ulykkelig.
Han tog mine penge, med din hjælp.
Der er ikke dine eller mine penge i en familie!
Det mener jeg ikke.
Du er egoistisk, Sofie.
Det kan godt være. Farvel, Grethe.
Hun måtte støtte koppen med begge hænder bagefter, hjertet bankede. Hun bryggede te i den røde kop. Sad længe. Mærkede, hvor konkret det var: Kvinders økonomiske frihed. At have sit eget bord og ikke skulle forklare noget.
Hun skrev til Mia: Svigermor har ringet.
Mia svarede straks: Og?
Hun kaldte mig egoistisk.
Så er du på rette vej. Tillykke.
Sofie smilede til skærmen.
I maj skete der noget uventet.
På vej ud fra arbejde stod Grethe pludselig foran kontoret i sort frakke, med nederdelen trukket godt op, ved siden af en trykket Simon.
Sofie sukkede og gik ned mod dem.
Hvad laver I her?
Du tager ikke telefonen.
Jeg tager den, jeg vil bare ikke snakke.
Du kommer med os hjem. Du er gift kvinde du kan ikke bo på den måde.
Jeg bor til leje for mine penge.
Grethe kneb øjnene sammen:
Skal du skilles?
Ja.
Så bliver du alene. Kvinders lykke efter 30 er ikke let at finde.
Sofie så på Grethe, og pludselig var hun helt rolig. Hun så ikke noget farligt mere. Bare en ældre kvinde i sort frakke, vant til at blive frygtet og nu overrasket over, at det ikke virkede.
Jeg er ikke bange for at være alene.
Simon, sig dog noget! Er du hendes mand eller hvad!
Simon kiggede på Sofie, hans blik var… bare sørgeligt.
Sofie, kom nu hjem, vi kan snakke om det.
Om hvad, Simon?
Pengene, alt det.
I tre år sagde du vi finder ud af det. Nu er det slut.
Døren til kontoret gik op, Henrik kom ud. Han så straks, hvad der foregik.
Sofie, er alt okay?
Grethe målte ham op og ned.
Og hvem er du?
Direktøren. Og du er…?
Hendes svigermor. Eller snart eks-svigermor!
Forstået. Sofie, skal jeg følge dig?
Ja, tak.
Det kan du ikke tillade dig! skar Grethe ud.
Vi går nu. God aften, sagde Henrik.
De gik væk. Sofie hørte Grethe skælde ud på Simon, men gik bare med. Efter et par gader sagde Henrik:
Har de prøvet sådan før?
Første gang de er dukket op.
Ubehageligt.
Men ikke farligt længere. Det er det nye.
Han nikkede.
Det er godt. Når man ikke er bange mere, kan alt falde på plads.
Ved busstoppestedet standsede de. Sofie ville sige et eller andet, helt almindeligt, men Henrik spurgte:
Har du spist aftensmad?
Nej, har ikke haft tid.
Der er en god kantine herovre. Hvis du vil?
Hun tøvede ikke.
Ja, tak.
I kantinen lagde duften af frikadeller sig tungt over dem. De spiste, talte. Han fortalte, at han selv blev skilt tre år tidligere, lejede værelse, havde haft det svært men det var gået.
Var det din svigermor også? spurgte Sofie og fortrød straks.
Nej, min kone fandt bare en anden.
Det er jeg ked af.
Det er jeg ikke længere. Det var værre dengang. Det går jo over.
Sofie kiggede ned.
Jeg anede ikke, at jeg levede andres liv. Tænkte, at det var sådan, familie var. At jeg bare skulle føje mig. Nu, nu forstår jeg at jeg i tre år egentlig bare… boede i nogen andres hjem.
Henrik lyttede og sagde så:
Dårligt forhold og ensomhed det er to slags ensomheder. Den ene larmer bare mere.
Sofie mødte hans blik.
Præcis, sagde hun.
De blev siddende længe. Hun kunne ikke helt huske alt, de snakkede om siden, bare at hun følte sig forstået.
På vej hjem i metroen tænkte hun: Normalitet, det er sådan det føles. Bare roligt.
Hun tillod sig ikke at tænke for meget over det. Endnu var der uafklarede ting ingen dom, ikke formelt skilt, Simon og Grethes opringninger. Først rydde op i fortid, så tænke fremad.
Hun indgav skilsmissepapirerne sidst i maj. Simon ville trække det i langdrag, sagde han ikke var klar, de måtte tale. Sofie fik en advokat, fandt hende på nettet. Så blev det pludselig alvor Simon fik også advokat, ville have deling af deres sparsomme ting: bilen og lidt småting.
Juni gik med papirer og opkald. Grethe mødte ikke op på arbejde mere, men sendte stadig sure beskeder. Ensomhed er frygteligt, skrev hun, en kvinde uden familie er intet værd. Sofie lyttede, trak på skuldrene, slettede.
Hun fandt sig hjemme i sin lejlighed. Købte en kaktus til vindueskarmen. Hængte et postkort op, Mia havde givet med teksten: “Livet er for kort til dårlig kaffe.” Satte den røde kop på den bedste plads.
Hun og Henrik spiste sammen indimellem, snakkede mest om hverdagens småting, bøger, drømme om havet.
En dag spurgte hun:
Keder du dig aldrig alene?
I starten var det svært. Nu er det bare normalt. Og ind imellem tænker jeg: Det kunne være dejligt at møde én igen. Men kun, hvis det føles rigtigt.
Hvordan ved man, hvad der er rigtigt?
Måske når man ikke behøver lade som om?
Sofie nikkede.
Det kan jeg genkende.
Jeg tror, du kan, sagde Henrik, og så måske et sekund længere på hende end ellers.
Sofie mærkede hjertet slå frit. Bare lidt varmere end ellers.
I juli havde Mia fødselsdag. Sofie hjalp med bordet, sad blandt halvfremmede, drak hvidvin, lyttede. Ved siden af hende sad en af Mias ældre bekendte, Hanne Madsen, smågrå og varm, levende øjne. De endte i snak.
Hanne var blevet skilt som 45-årig.
Var det svært? spurgte Sofie.
Rædselsfuldt. Lille datter, dårligt job, lejebolig. Men ved du hvad jeg fandt ud af?
Hvad?
At frygt aldrig må være en grund til at blive i noget, der ikke er godt. Frygt er bare frygt. Den går væk. Bliver man, fordi man er bange, mister man også glæden.
Sofie så på hende.
Fandt du sammen med en ny?
Nej. Men jeg har en kæreste. Vi bor hver for sig, og det har aldrig været bedre.
Helt virkelig?
Helt virkelig. Vi ses, når vi har lyst, snakker, går ud engang imellem. Glædes over hinanden. Uden at skulle passe ind i en rolle.
Underligt.
Underligt i vores kultur men rigtigt, menneskeligt. Det vigtigste er, at DU har det godt. Ikke svigermor. Dig. Det er hele hemmeligheden.
Sofie tænkte længe over det bagefter. Leve for sig selv. Ikke egoistisk, bare retten til eget liv.
I slutningen af juli ringede Simon. Stemmen var anderledes, rolig.
Har du tid til at snakke, Sofie?
Ja, sig frem.
Jeg ville bare sige undskyld. Med pengene dengang. Jeg handlede forkert.
Sofie sagde intet.
Jeg var vant til, at min mor bestemte alt. Det er ikke en undskyldning bare en forklaring.
Jeg forstår dig, Simon.
Er du glad alene?
Jeg har det fint. Simon, du er et godt menneske. Men vi passer ikke sammen. Det er bare sådan det er.
Pause.
Mor siger, du har fundet en anden på jobbet.
Din mor aner intet om mit arbejde.
Det rager også ikke mig. Jeg skulle bare høre… Kan vi ordne det ordentligt?
Ja, lad os.
Det lød, som om Simon blev lettet.
August var varm. Om aftenen gik Sofie tit en tur ned ad sin rolige vej, købte is, satte sig på bænken i den lille park. Bare sad, gjorde ingenting.
Hun tænkte på, hvordan hun før altid havde følt sig forpligtet, skyndt sig, tilpasset sig nu kunne hun bare sidde.
En aften skrev Henrik: God aften. Hvordan går det?
Hun svarede: “Sidder på en bænk, spiser is. Det er dejligt.”
Svar: “Bedste plan for aftenen.”
Sofie grinede. Skrev: “Kom forbi!”
Han: “Der går 30 minutter”. Han kom efter 25, købte is og satte sig ved siden af hende. De sagde ikke meget. Bare var til.
Så sagde han:
Sofie, jeg vil gerne sige dig en ting.
Hvad?
Jeg ved, du har meget at tænke på lige nu. Men jeg vil bare sige: Jeg har det virkelig godt sammen med dig. Ikke bare som kollega. Det er det, jeg vil sige.
Sofie så ud mod parken. En lille dreng jagtede en due, duen trissede væk.
Jeg har det også godt med dig, sagde hun.
For mig er det allerede meget.
Det er det også for mig.
De blev siddende, mens det blev mørkt. Han fulgte hende hjem. På trappen sagde de godnat.
Sofie gik op, og indeni var alt tyst sådan som det føles, når noget godt lige er begyndt, men man ikke siger det højt endnu.
Domstolen var gammel, lange gange, bænke langs væggene. Sofie kom tidligt, grå frakke, mappe med papirer. Hendes advokat, Line, ventede.
Det er simpelt nu, sagde Line. Det går hurtigt.
Jeg er ikke nervøs.
Det var sandt. Hun kiggede på væggen og forstod, at hun var blevet stærk.
Simon kom med Grethe. Grethe var i mørk dragt, så på Sofie som om hun havde begået en katastrofe, hun snart ville erkende. Simon kiggede ned.
Alt gik hurtigt i retten. Dommeren spurgte, om der var grundlag for forsoning. Sofie sagde nej. Simon tav. Sagen om bilen og småtingene blev hurtigt ekspederet.
Da det hele var afsluttet, nærmede Grethe sig, hviskede:
Du vil fortryde det.
Sofie så på hende.
Måske. Men det er mit valg. Farvel, Grethe.
Hun gik ud gangen var lang og lys. Udenfor stod Henrik. Han havde ikke været inde, men han var der. ventede.
Nå?
Det er overstået. Skilsmissen.
Hvordan har du det?
Hun tænkte efter ægte.
Træt. Og lidt let, faktisk.
Det lyder rigtigt. Når man slipper noget tungt, bliver man let og lidt tom.
Ja, lidt tom men ikke bange.
Sammen gik de ud. September var klar, lidt kølig, træerne begyndte at gulne.
Skal vi tage en kop kaffe? spurgte Henrik.
Gode ide.
De gik stille ned ad gaden. Tre år var gået siden den nat, hun forsvandt ud af svigermors lejlighed og tænkte, hun gik ud i ingenting. Men det var ikke ingenting. Det var bare vejen væk og frem.
Henrik?
Ja?
Ved du, hvad det sværeste var at erkende?
Nej, hvad?
At gå sin vej er ikke et nederlag. Jeg troede i lang tid, at hvis jeg gik, havde jeg tabt. Nu ved jeg, jeg bare lærte, hvad jeg ikke vil. Og hvad jeg vil.
Og hvad vil du?
Hun standsede, så på ham:
Gå her, sammen. Ikke skulle være bange. Kunne bestemme selv.
Det er ikke meget og alligevel hele forskellen.
Præcis.
De gik videre. Blade knasede under skoene, solen skinnede sidelæns, hun måtte knibe øjnene sammen. Og hun mærkede, at hun havde det godt. Ikke fordi alt var nemt bare fordi det var godt. Og det er det vigtigste.
Staden brummede langt væk. Ved siden af gik et menneske. Foran dem var noget ukendt. Men det ukendte var ikke længere farligt.
