Grøn blyant
– Ja, altså, terminen ligger vel omkring ti-tolv uger.
– Hvilken termin? Rikke holdt op med at tørre gelen væk fra maven med servietten og kiggede forundret op.
– Ja, graviditetsterminen, Rikke. Er du ikke selv læge? Har du slet ikke forstået, hvad der sker?
– Hvad er det du siger? Jeg kan ikke være gravid!
– Hvorfor ikke?
– Jeg er jo ikke gift. Ikke længere. Og jeg har – Rikke stoppede brat op. Kunne det virkelig være rigtigt…?
Hun kneb øjnene hårdt sammen et øjeblik i håb om at vække sig selv fra det her mareridt. Alt føltes så uvirkeligt, kvalmende og skræmmende, som om dette var et bur, hun aldrig ville kunne slippe ud af. Fingrene begyndte at snurre, som de altid gjorde, når hun blev alt for nervøs. Rikke åbnede øjnene igen nej, nu måtte hun tage sig sammen. Ingen grund til at gå i panik. Hendes mor ville i hvert fald ikke have syntes godt om det. Hun ville have sagt, at Rikke opførte sig som typisk sig selv en struds på asfalt.
Rikke tænkte på den tegning, hendes mor engang havde lavet og hængt op over skrivebordet: en stor struds med opkørte øjne midt i byen, helt paralyseret og bange, uden at se alle mulighederne omkring sig grønne plæner, hvor den kunne stikke hovedet i jorden, eller åbne veje, hvor den kunne løbe væk.
– Se! Den her fugl har masser af udveje, men står stille og tør ikke røre sig. Synes du virkelig, det er dens eneste mulighed? Kig engang rigtigt efter.
Seksårige Rikke havde siddet længe med billedet mellem hænderne.
– Jeg ved det ikke, sukkede hun. Jeg har bare ondt af den.
– Hvem? Mulighederne? moren grinede.
– Fuglen! Rikke var næsten ved at græde.
– Tror du, det hjælper fuglen, at du har ondt af den?
– Nej!
– Men hvad så, hvis vi gør sådan her?
Moren rakte Rikke en grøn blyant og tog selv et viskelæder.
– Se nu her!
Med et par hurtige bevægelser visklede moren byens bygninger væk, mens Rikke fascineret så til, uden at forstå meningen. Så pakkede morens varme fingre sig omkring hendes egne og sammen tegnede de grønne bakker, træer og skyer omkring den lille struds.
– Synes du, fuglen har det bedre nu?
Rikke kiggede på den nye tegning og kunne nærmest mærke, hvordan fuglen straks ville spæne ud over det grønne græs og glemme alle sine sorger. Sorger, der rigeligt mindede om dem, Rikke selv havde.
– Ja, den har det meget bedre nu.
– Og hvem var det, der gjorde det?
– Dig?
– Nej, skat. Det var dig! Du tog blyanten og forandrede det hele. Jeg hjalp bare lidt. Du kan altid ændre på virkeligheden for dig selv. Hvis du bare tør række ud efter den grønne blyant og tegne et sted at løbe fri for alt det dumme. Og give plads til drømme. Drømme er gode, selv hvis de forbliver bare drømme.
Det var længe siden, moren var gået bort, men Rikke glemte aldrig de særlige samtaler de havde. De var klogere end nogen i hendes bøger. Lange og alvorlige eller skødesløse samtaler over det evigt rodede spisebord i den lille københavnerlejlighed, hvor moren malede, fordi hun ikke havde råd til atelier.
Sådanne øjeblikke moren kaldte dem altid hyggetid.
– Nå, skal vi til hyggetid igen? grinede moren, mens hun prøvede at tørre maling væk fra næsen eller kinden. Hun blev altid så smurt ind i farver, at Rikke ikke kunne lade være med at le.
– Mor! Du ligner jo selv et kunstværk! Skulle næsten hænge dig op på væggen!
Hvis Rikke forsøgte at tage en kage ud af ovnen, fløj den næsten på gulvet, og de lo som tossede. Bare fordi, de kunne.
Der var så rart sammen. Rikke havde ingen typisk mor hun lærte selv at stryge, lave morgenmad og bage den samme kanelkage om og om igen, fra hun gik i første klasse. Men Rikke følte sig elsket og tryg, for hun vidste, at hendes mor altid ville forstå hende hvad end der skete.
Det fik hun også testet et par gange. Første gang var, da lille Rikke kom hjem fra den første skoledag med flænget bluse og et kæmpe blåt øje.
– Hold da op, et farvespil! Helt lilla! Hvor fik du dog det fra, min datter?
Rikke, som frygtede at få skældud for det ødelagte tøj, brød sammen i gråd, så hendes fregner næsten blev usynlige. Hun havde slet ikke lyst til at fortælle, at det var klassens bølle, Tobias, der havde prøvet at tage hendes taske for at hjælpe og at Rikke havde misforstået ham. Nu syntes han, at hun var mærkelig og sagde, at man skulle holde sig fra sådan nogle tossede piger. Men hun vidste jo ikke bedre!
Hvordan kunne Rikke tro, at Tobias kunne lide hende? Med det vilde, rødligt krøllede hår og grønne øjne, der lignede andedammen i Zoo, og de skæve ben? Håret havde moren kommenteret, benene var Rikkes egne idé foran spejlet det føltes altid som om det ene knæ var større. I hvert fald hvis hun spurgte sig selv.
Så hvem kunne dog lide en pige som hende? Ingen selvfølgelig!
Derfor nægtede hun at tro, Tobias var interesseret i andet end at drille. I tasken, som hun endelig havde arvet fra morfar, lå en fin, nyøbnede æske pasteller, hun hemmeligt havde lånt af moren. Hun skulle jo imponere i billedkunst! Ingen i klassen kunne rigtig tegne, men Rikke havde talent, mente hendes mor.
Men hun blev ikke kunstner som moren. Da hun forsigtigt spurgte, om hun kunne starte på medicin, trak hendes mor bare på skuldrene:
– Det er dit liv, skat.
Senere grinede og græd moren for sig selv, bag den lukkede dør.
– Nej men, kan du forstå det, Oda? Hun har aldrig mødt ham og alligevel drages hun mod medicin! Helt utroligt! Hun er som en appelsin! Og han også bare ren appelsin!
Rikke vidste, at moren talte med sin eneste veninde, Oda. Når hun spurgte, hvorfor det kun var Oda, grinede moren:
– En god ven er mere end rigeligt. Jeg er en enspænder, min pige. Ligesom Oda. Derfor forstår vi hinanden vi kan også tie sammen, hvis ikke vi gider snakke. Det vigtigste ved venskab, er at kunne forstå hinanden.
– Men hvorfor siger I aldrig hej eller goddag?
– Gør vi ikke det? Det har jeg ikke lagt mærke til… Måske fordi der ikke er nogen afstand mellem os. Vi er altid sammen. Selv ude af syne. Det kan være svært at forklare, Rikke…
– Det forstår jeg godt.
Det gjorde hun egentlig ikke, men det var tydeligt for alle, at Oda var den eneste, moren stolede helt på. Det var også Oda, der fortalte Rikke om hendes far da moren døde.
– Han var kirurg, Rikke. En dygtig en. Satte din mors arm sammen efter et trafikuheld, så hun kunne male igen. Han drømte om at blive berømt men som mand slog han ikke til. Stak af, da han fandt ud af, at din mor ventede dig. Han var gift med sit arbejde.
– Blev han så berømt?
– Aner det ikke. Han forsvandt, da du var fem. Husker det, fordi han også opererede mig engang han reddede mit liv, skal du vide. Men han rejste væk på en grim måde. Ville ikke engang sige farvel.
– Ville mor have set ham?
– Ja. Hun ville, at han skulle se dig. Bare én gang. Hun blev meget skuffet over, at han aldrig kom.
– Det var da lige meget! Rikke viftede med den sorte tørklæde nogen havde givet hende. De røde krøller glimtede i solen. Da hun fangede de bebrejdende blikke fra nabokonerne, tog hun hårnåle ud og lod håret falde.
– Godt, min pige! Moren din ville have været enig! Oda nikkede og sendte damerne et advarende blik. Husk at LEVE! Det er hvad din mor ønskede. Alt hvad der hindrer det, ud med det!
Rikke tog rådet til sig og levede Universitet, læsning, søvnløse nætter og ensomhed. Rikke havde aldrig rigtig klikket med klassekammeraterne hun blev konstant drillet for højden, klodsetheden, de røde krøller og fregnerne. Ingen steder gik hun fri for øgenavne.
– Røde elefant! Hold da op, hvor er du stor! Vidste I, at elefanter kan være rødhårede og klodsede?
Hun sad bagest i klassen, stolt, men alene, knugende ønsket om én, bare én, som kunne lide hende krøller, fregner, store hænder og alt.
Men ingen kom frem. Hendes mor var altid den største støtte, den bedste ven og største forståelse. Hvem skulle man så lede efter?
Mads dukkede op i hendes liv på tredje studieår. Rikke, mat, søvnløs, kantede sig ned ad gangen, da en spinkel fyr med briller stødte ind i hende og sendte hendes noter til alle sider.
– Ej undskyld, virkelig! Det var ikke med vilje!
Han bøjede sig febrilsk og samlede papirerne op.
– Her! han skubbede dem tilbage og rettede igen på brillerne. Går du også her?
Rikke, døsig efter den søvnløse nat, nikkede blot og fortsatte. Hun så ikke, hvordan han sukkede bag hende.
Hun klarede eksamen bedre end ventet og vaklede ud fra lokalet, kun i stand til at tænke på sult. Hun bemærkede slet ikke Mads, der stod ovre ved vinduet. Efter lidt betænkningstid besluttede hun sig for at tage hjem køkkenet og en skål koldskål ventede! Pengene var små, men hjemmet var roligt.
Mads hentede hende ved busstoppestedet.
– Vent! Undskyld, men hvad hedder du?
– Rikke. Rikke Nielsen.
– Hvor hyggeligt! Jeg hedder Mads. Dejligt at møde dig!
De så på hinanden, usikre på, hvad de skulle sige, omgivende af folk, der smågrinede af dem.
Da bussen kom, spurgte han:
– Hvor skal du hen?
– Hjem.
– Hvad skal du lave?
– Spise koldskål.
– uh, jeg elsker koldskål!
– Jamen, hvorfor står vi så her? Kom med! Jeg laver verdens bedste koldskål! Du skal smage!
De blev gift efter et halvt år. Mads kunne ikke vente, og Rikke havde intet imod det. Endelig var der ro i hendes liv ikke som med moren, men dog trygt og godt. Én, der virkelig interesserede sig for hende.
Svigmor, Anna Petersen, var ikke begejstret for Rikke. Den mærkelige, rødhårede pige, næsten højere end Mads, og som ovenikøbet ikke gik op i andres meninger nej, det var ikke godt nok.
– Rikke, sådan kan man ikke opføre sig! Hvad vil folk dog sige?! Anna rystede på hovedet, da Rikke foretrak bryllupsrejse frem for stort bryllup.
– Hvilke folk? Rikke så spørgende på svigermoren. Jeg har ikke nogen familie.
– Men det har vi! Og vi samles, når der sker noget stort. Det er tradition!
Rikke så på den skuffede Mads og trak på skuldrene.
– Vi gør, som I vil.
Hun fortrød hurtigt, men skjulte det. Anna valgte kjolen og sløret, prægede sine smag ind.
Brylluppet blev kaotisk og lidt kedeligt. Gæsterne småsnakkede og kommenterede de flammende krøller, som Rikke nægtede at sætte op.
– Hvorfor skulle jeg have en rede på hovedet?
– Det er jo dit bryllup.
Hun smed sløret og sad med flagrende hår og gæsterne hviskede.
– Du chokerede dem, Rikke! lo Mads til hende.
– Der skal jo ske lidt!
Anna Petersen ville have, de flyttede ind hos hende, mens de læste færdig.
– Men hvorfor? Jeg har en lejlighed! Og det tager tre gange så kort tid at komme i skole fra mig.
– Men skal jeg ikke lave mad, vaske, rydde op!? I har jo næsten aldrig tid!
– Er det så vigtigt?
– Selvfølgelig! Mads er vant til orden!
Rikke magtede ikke diskussionen og spurgte bare Mads.
– Nej, vi bor for os selv. Ellers bliver du ædt af min mor.
– Hvorfor?
– Fordi du er min kone. Og nu har du rettigheder over mig.
– Problemer!
– Ja, der kommer flere. Min mor opdrager alene, så hun mener, jeg tilhører hende.
– Du er ret rolig med det?
– Ja, det vigtige er ikke, hvad hun mener, men hvad jeg gør. Og jeg elsker hende, men vil bo med dig.
Efterhånden blev det et stridspunkt mellem Rikke og svigermoren. Anna dryppede små anmærkninger, som samlede sig til en mur.
– Mads! Syv år sammen og ingen børn. Det må jo betyde noget? Måske burde I tænke på fremtiden?
– Hvilken fremtid, mor?
– Din! Skal slægten dø ud? Rikke kan da ikke blive mor!
– Måske ikke, mor. Men det ændrer ikke på, at jeg elsker hende.
– Åh Gud, hvis man skal straffe nogen, så tager man hans fornuft! Anna rullede med øjnene.
Emnet vendte tilbage igen og igen, og til sidst kunne Rikke ikke holde det ud.
– Er du egentlig sikker på, at det kun er mig, der fejler?
Anna stivnede.
– Selvfølgelig! Mads er kernesund!
Rikke trak undersøgelserne op af tasken og strakte dem frem.
– Så sikker ville jeg altså ikke være.
Anna nægtede at læse dokumenterne.
– Det er verdens trylleri, kære du. Et barn er en gave ovenfra. Har I ikke fået, så er det Guds vilje det betyder, at ægteskabet ikke er velsignet.
Anna blev efterhånden mærkværdigt religiøs, slæbte på valfarter til klostre og fyldte soveværelset med ikoner. Mads trak på skuldrene:
– Jeg ser ikke, hvad der er så slemt.
– Det er slemt for mig, Mads. Pludselig er jeg ikke den eneste, der stiller krav nu får jeg det også oppefra! Det er ikke sjovt længere.
Rikke var slidt. Hun orkede ikke at forklare sig, skjule sig eller kæmpe for freden i familien.
Hun kunne aldrig drømme om at fortælle svigermor om de to ufrivillige aborter hun havde haft. Om sorgen, og hvordan hun først mange måneder senere endte med at give den lille æske med de mindste futter, man kan forestille sig, til en kollega, der ventede sig.
Så lagde hun låg på drømmen og forbød sig selv at tænke på, hvad hendes mor ville sige.
Hun søgte skilsmisse i februar, hvor den haslevinter blev til sjap og grå regn. Humøret stemte med vejret det græd begge veje. Udenfor sivede regnen ned ad ruden, indenfor sad Rikke ved radiatoren og skrev ord i duggen på ruden med en finger.
Mads kunne ikke forstå hende. Han forsøgte at redde forholdet, men Rikke holdt fast.
– Jeg kan ikke mere, Mads. Jeg er træt. Det virker nok mærkeligt, men det er mit liv. Jeg får ikke et andet, og jeg vil ikke bruge resten af det på noget meningsløst. Jeg er altid skyldig i alt muligt. Det er jo skørt!
– Ja, det er skørt
– Det er derfor, jeg vil tegne min egen græsplæne nu, forstår du? Give mig selv en grøn blyant og en virkelighed, hvor jeg kan være god nok. Hvor der kun findes det, jeg har brug for.
Rikke vidste, Mads aldrig ville forstå, og derfor lukkede hun helt ned for kontakten og håbede, det ville klippe båndene over.
Tingene blev pakket og givet til Mads. Hun skiftede nummer, skiftede lås og lukkede ikke længere op for nogen. Ingen interesserede hende mere. Hun orkede ikke konflikter.
Nattesøvnen var væk. Hun drev hvileløst rundt nat efter nat, grædende eller bare savnende Mads så han lå dér, armen over hovedet som altid, så hun kunne putte sig med kolde fødder ind til ham. Høre hans mumlen, mærke hans favn, falde i søvn banden på uret, der snart ville vække dem begge ved morgengry.
Men nu var Mads væk og kom ikke tilbage. Hun måtte videre, måtte lære ikke at stikke hovedet i sandet mere.
Hun fandt kassen med mors gamle blyanter og pensler på loftet, rørt ved duften af støv, og blev siddende på gulvet og lod hænder glide over dem. Der var ikke papir, men måske hun skulle købe sig et rigtigt tegnealbum for at tænke rigtigt, bedst med blyanten i hånden.
– Nu har jeg ikke tegnet i årevis, mor. Var det dumt? sagde Rikke til billedet på hylden. Et lag støv satte sig på fingrene, og refleksen var straks at finde en klud for Anna kunne komme forbi Men Rikke lo nervøst og klappede, for ingen skulle længere skælde hende ud. Nu kunne hun gøre, hvad hun ville og når hun ville.
Næste dag nåede hun dog aldrig i boghandlen. Morgenen var kaotisk og hun kom for sent. Hun hentede kittel, og ringede til kollegaen, som for længst havde fået futterne.
– Kira, vil du tjekke mig? Jeg føler mig helt skidt.
Arbejdet kørte hende straks væk i rytmen, og hun forsøgte at lade være at tænke på, hvad Kira ville sige. Sikkert dårlige nyheder. Måske indlæggelse. Så måtte katten Svend og blomsterne passes af naboen nu var Rikke helt alene, ikke mere nøgle til svigermor.
Da nyheden faldt, blev resten af dagen som en tåge. Hjemme, på vej op ad trapperne hun talte ikke trin, men bare tænkte. Derfor opdagede hun slet ikke Anna, der stod med favnen fuld foran døren.
– Rikke
Rikke så undrende på hende:
– Du?
– Jeg… Undskyld, at jeg kommer! Anna skyndte sig at sige alt muligt, før Rikke nåede at smække døren. Jeg ville bare tale med dig! Det er vigtigt!
Rikke fik låst op.
– Kom ind.
Anna strøg forbi, klappede Svend, der sad i gangen.
– Hej, du! Du er jo blevet tyk! Du må på kur, ellers bliver du helt kuglerund.
Rikke sparkede skoene af, hængte frakken og hentede sutskoene frem.
– Er det mine gamle?
– Ja.
– Du smed dem ikke ud? Hvorfor?
Rikke svarede ikke, men gik i køkkenet og satte elkedlen.
– Ville du snakke om noget?
– Ja – Anna så forlegent ned. Jeg har gjort dig ondt, Rikke. Dig og Mads.
– Gjort os ondt? Hvordan?
– Det var mig, der skilte jer ad. Jeg er ved at miste min søn. Anna begyndte at græde, men Rikke trak bare på skuldrene.
– Har det aldrig strejfet dig, at vi er voksne mennesker og selv tager ansvar for vores valg? Vores ægteskab er vores ansvar.
– Jo, jo, du har ret… Men Ved du, Rikke, vores præst i kirken har skiftet. Please, lad mig nu bare tale færdig og tag det ikke ilde op. Jeg siger det hele og går, og du bestemmer. Afbryd mig heller ikke, så taber jeg tråden. Jeg troede bare, jeg gjorde det rigtige, at jeg beskyttede Mads. Men jeg tog fejl. Han elsker dig stadig. Han drikker tilmed eller prøvede, men stoppede straks igen. Lægegerningen er hans liv, men du er mindst lige så vigtig. Ved du, jeg har aldrig fortalt dig, at Mads ikke var mit første barn. Før ham var der fire, der aldrig kom ud til os… og før Mads, en pige. Lille, fin… Manden min var vred dengang, forståede ikke, at jeg ikke var skyld i det. Lægerne sagde, hvad de nu sagde, men han hørte ikke efter. Han forlod mig en overgang, men vendte tilbage. Så kom Mads, og hele livet gav mening. Jeg håbede, du ville forstå den mening også, men det gjorde du ikke.
– Du tog fejl.
– Ja, det forstår jeg nu. Jeg skulle have støttet dig, ikke leget dommer. Hvem er jeg egentlig til at blande mig i, hvem Gud velsigner?
– Sagde den nye præst det?
– Ja, og meget mere. At ingen skal blande sig i et ægteskab. At vi ofte spiller Gud og tror, vi kan sætte krav. Hvis der er barn, er der velsignelse, og hvis ikke Men jeg ved jo, at du ikke tror på Gud…
– Hvorfor tror du det?
Anna stivnede.
– Men du har aldrig sagt noget.
– Jeg mener bare, at tro er privat. Ikke noget, man bare sådan snakker om over te.
– Ja, selvfølgelig. Alle er forskellige. Anna så op og virkede lettet.
– Jeg tror, ingen læge kan undgå at reflektere over eksistensen af Gud. Men lad os tale om det en anden gang. Jeg orker det ikke nu.
– En anden gang? Anna knugede koppen og så undersøgende på Rikke. Vil det sige…
– Det vil sige, at Mads må gerne komme hjem. Nej, jeg vil have ham hjem. For jeg savner ham.
Anna åndede lettet op, så meget at Rikke smilede.
– Men hvorfor har du ombestemt dig, Rikke?
– Fordi jeg har fundet min grønne blyant. Og du har måske fundet din. Resten fortæller jeg senere, hvis det er ok? Jeg er bare så træt og vil sove. Jeg vil bare sove hele tiden. Her! Rikke lagde ekstranøglerne på bordet. Giv dem til Mads. Sig, jeg venter.
Rikke husker ikke engang at have lagt sig på sofaen, men hun vågnede op med næsen i en lille pude. Svend brummede irriteret, da Mads en time senere skubbede ham væk og lagde sig ind til hende.
– Du kom – hun puttede sig ind til ham.
– Hvor skulle jeg ellers tage hen?
Fire år senere sidder Anna Petersen med barnebarnet ved det lille bord.
– Hvad skal vi tegne?
– En fugl!
– Hvilken slags?
– En stor!
– Og hvorfor skal vi bruge den grønne blyant?
– Til græsset! Så fuglen kan løbe langt, og benene ikke gør ondt!
– Åh, mon du også skal være læge en dag? Det ville din mor og far kunne lide. Skal vi så tegne fuglen? Anna kysser den røde hårtop og smiler.
