Don og Perle
Don, min kære Don, skal du ikke have lidt at spise? Og vandet har du heller ikke rørt… Har du slet ikke drukket? Hvad gør jeg dog med dig?
Jeg satte mig på trappen ved siden af hunden. Den store schæfer løftede hovedet kort, men lagde det straks mod sine poter igen.
Jeg ved, du savner ham… Jeg gør også! Hvis du bare vidste, hvor meget jeg savner ham! Jeg snøftede, men tog mig straks sammen.
Don mærkede altid mit humør. Lige siden han kom til vores hjem for syv år siden, var han den perfekte skulder for mig, når sorgen tyngede. Han var den eneste, der ikke stillede dumme spørgsmål, ikke plagede mig med detaljer eller uønskede råd. Han satte sig bare ved siden af, slikkede mine tårer af kinden, og når jeg endelig faldt til ro, hentede han sin yndlingslegetøj og snoren. Så gik vi en lang tur. Far kaldte det at lufte hovedet.
Det var faktisk min far, der engang slæbte den klodsede, øreflipmede hvalp med hjem.
Tag godt imod ham! Don. Han hedder noget andet i stamtavlen, men det navn knækker man jo tungen på.
Mor blev helt forskrækket, mens jeg grinede, da Don satte sig midt i entreen og drejede hovedet forvirret.
Nu får vi aldrig fred herhjemme sagde mor og sukkede på vej efter en klud, mens far blinkede skælmsk til mig.
Han er dejlig, hva?
Ja, helt perfekt! Men hvorfor?
Doktoren sagde, det var godt for mig at gå lange ture og få positive oplevelser. Så jeg slog to fluer med ét smæk. Du ved jo, jeg altid har drømt om en hund.
Ja, det ved jeg.
På et tidspunkt må man begynde at leve sine drømme ud, min pige. Jeg synes, tiden er kommet.
Senere var jeg aldrig i tvivl om, at det netop var Don, der gav min far længere tid. Lægerne gav ham nemlig ikke engang et år. Han var vant til at være stærk og aktiv, så han blev overrasket, da kardiologen efter undersøgelserne så på ham og sagde:
Jeg har desværre ikke nogen gode nyheder
Far hørte ikke længe på dommen. Han ændrede lidt kvittede cigaretterne og saunaen men ellers levede han, som han altid havde gjort. Eventyret i haven, roserne, æbletræerne og de lange gåture. Og så gik han i gang med at træne Don.
En hund skal ikke være doven og forkælet, men dygtig og forberedt.
Jeg sukkede. Far havde forberedt Don på alt, undtagen at han selv skulle forsvinde. Den nat, hvor far døde, vågnede jeg ved en meget mærkelig, uhyggelig lyd. Det var Don, der hylede, og jeg forstod straks, hvad det betød. Jeg løb ind til mine forældre, hvor mor bad dæmpet:
Anna, tag hunden væk
Don blev stille, da han hørte mors stemme. Han kiggede opmærksomt på hende, og lagde sig så ved foden af sengen med far.
Han går ingen steder, mor. Han elskede også far.
De næste dage forsvandt i et mareridt, hvor tiden pludselig fløj afsted, for så at stå helt stille, så jeg bare ville skrige og få det overstået.
Vi flyttede ikke ind til lejligheden i Odense; vi blev på sommerhuset uden for byen.
Jeg kan ikke, Anna. Ikke endnu. Her føles det stadig, som om han er tæt på
Mor! Jeg holdt om hende, mere bange for hendes helbred end nogensinde. Hovedpinerne kom tilbage, og hun lå i mørke netop for ikke at skræmme mig med sin smerte. Migræner havde hun altid haft, men da far var syg, nægtede hun at lade dem fylde. Nu slog smerten hårdere end nogensinde, som om den havde samlet sig op gennem årene og ramte på én gang.
Jeg gik fortvivlet rundt om hende, ikke anende, hvad jeg skulle gøre.
Det skal nok gå, Anna. Bare vent og se.
Hvor længe? ville jeg råbe, men jeg kunne godt se, det ikke hjalp.
Don, der indtil nu havde nægtet at komme ind, kom pludselig og lagde sig ved mors seng. Lige meget hvor meget jeg bad ham gå, blev han liggende i fire døgn og rørte knap nok sin mad. Kun lidt vand drak han nu og da af den gamle skål, far havde købt. Den femte morgen vågnede mor uden hovedpine hun havde næsten sovet hele natten. Lidt fortumlet satte hun benene ud over sengen, men hoppede forskrækket tilbage, da hun mærkede noget varmt og pelset.
Don! Du skræmmer mig! Hvad laver du her?
Hundens øjne fik hende til at smile og sige:
Tak…
Svimmel gik mor ud. Jeg fandt hende på trappetrinet udenfor, spisende på en tør skive rugbrød med sennep men det bedste måltid, hvis man skulle tro hendes ansigt.
Mor
Anna, her ser ikke ud! Hvad har I spist? Og Don sulter!
Han vil ikke have noget, lige meget hvad jeg forsøger
Don brummede, lukkede øjnene og vendte sig væk.
Hele tiden sådan.
Far ville skælde os ud Hent lidt vand, og se om der er noget kød. Vi må lave frisk grød til ham.
Nu kæmpede vi begge om at få Don til at spise lige lidt hjalp det. Træt lod han os være og slentrede ud i haven. Vi sendte hinanden et blik.
Vi må til dyrlæge. Ellers mister vi ham. Mor greb jakken. Start lige bilen op!
Imens jeg forsøgte at åbne porten, råbte mor Don ind.
Don! Kom nu, dreng!
Der var helt stille. Hun gik hurtigt ned ad havestien, mellem fars æbletræer. Mor drev tankerne væk fra det, der var tabt.
En raslen i brombærkrattet stoppede hende. Don stod og brummede ved det lave hegn omkring hindbærbuskene.
Hvad har du fundet, Don? En rotte? Eller pindsvin?
Han bjæffede arrigt, og hun kiggede nærmere. Noget småt og levende skjulte sig i græsset. Krabbende over hegnet fandt hun en lille, hjælpeløs killing. Den klynkede svagt, da hun tog den op. Don veg overrasket tilbage, da hun stak killingen hen til ham.
Bange? Så lille en fætter kan ikke spise dig! Hvad gør vi så, Don? Hun er ikke engang seende endnu.
Don snuste, og den lille killing stødte op i hans næse. Han blev helt stille. Mor smilede og rakte killingen tættere på.
Hva siger du så?
Don snusede endnu en gang, og til alles overraskelse begyndte han at slikke killingen.
Klart. Vi tager hende med ind. Lad os høre, hvad Anna synes.
Jeg stod målløs, da de kom tilbage til huset, Don ved mors hæl, og killingen i hendes hænder.
Mor, hvor har du været? Hvad er det?
Don har fundet os et problem, sagde hun, satte killingen på trappen, hvor Don straks baksede sig ind ved siden af for at varme hende.
Sikke noget! Hvad gør vi?
Vi må finde mad til hende nannien synes jo fundet.
Killingen blev vores redning. Don kvikkede op og begyndte omsider at spise, især efter jeg havde givet ham en skideballe.
Hvis du vil være far, må du spise! Hvordan skal du kunne opdrage, hvis du er ved at falde sammen?
En smule fornærmet slentrede Don hen mod sin madskål, men rykkede straks en vred knurren frem, da killingen gjorde krav på skålen også.
Opdragelsen er i gang! Godt, Don! Jeg blev lettet. Uden den lille pelsklump havde vi nok mistet vores ven. Alle i familien var stædige, og Don udgjorde ingen undtagelse.
Mor sørgede for nattefodringen:
Barn, du skal jo snart til eksamen. Sov du, så tager jeg mig af babyen selvom det er en kat.
Killingen voksede hurtigt, og snart stod det klart, at det var en lille hunkat.
Hvad skal hun hedde? Mor viftede Don væk, mens hun fodrede killingen ved bordet.
Ved ikke… Jeg pillede ved mit gamle armbånd, som far engang gav mig. Små, turkise perler ikke noget særligt, men kært. Pludselig sprang snoren, og perlerne trillede. Årh nej!
Tude ikke! Du kan samle dem op og trække dem på ny snor. Og nu ved jeg det! Mor holdt killingen op: Perle! Det er et perfekt navn.
Don forstod, at måltidet var forbi, og løftede straks Perle op for at tage hende med hen til hundesengen. Han begyndte at vaske hende grundigt.
Aldrig troede jeg, vores gamle stædige hanhund ville blive en så omsorgsfuld far!
Jeg heller ikke! sagde jeg, mens jeg fiskede den sidste perle op: Mor, finder du lige en stærk tråd
Men jeg nåede ikke at gøre sætningen færdig. Don fór ud i haven.
Hvad sker der? Anna, du går ikke ud alene! Mor kom straks.
Dons høje bjæf førte os til den store gamle æbletræ. En flok knægte sad spærret oppe blandt grenene, mens Don savlede og hoppede nedeunder.
Don! Sæt dig, og vær stille!
Drengene måbede, da Don straks adlød.
Nøj, han er klog…
Hvad laver I drenge her?
Drengene krøb sammen. Endelig mumlede en:
I har de bedste æbler!
Men de er jo ikke modne endnu?
Smager stadig godt især med salt på…
Jeg grinede.
Og I var ikke bange for vores hund?
Vi har holdt øje. Han har jo bare ligget doven for tiden.
Så I har luret? Jeg rynkede brynene.
Ikke på jer. På hunden. Men hvad hedder han?
Det er Don. Tør I komme ned?
Drengene rystede ivrigt på hovedet.
Han gør ikke noget kom nu!
Mor trådte frem.
Det er for tidligt at plukke æblerne. Kom tilbage, når de er modne, så får I nogen. Indtil da har vi hjemmebag og syltetøj.
Drengene tumlede fra træet og Don sniffede nysgerrigt til deres hænder.
Må vi klappe ham?
Ikke bange længere? Værsgo.
Hele lageret af hindbærsyltetøj, som mor havde lavet, blev spist. Ynkeligt lidt i år, men drengene smurte det grådigt på bollerne, mens mor trak på smilebåndet og skænkede te.
Spis endelig!
Hvad har han der? Mattias, den mindst rene af drengene, pegede på Perle, der lå trygt hos Don.
Don har adopteret hende.
Sød! Hun ligner mormors Mosekat.
Ah, så ved vi, hvor hun kommer fra. Mor nikkede. Mosekatten var naboens kat.
Men nu vil moderkatten ikke kende hende Don har sat sine poter på hende.
Og han slipper hende heller ikke! Mor så over sit bord. Nå, er I mætte?
Ja! Tusind tak! råbte de i kor. Mor Anna, må vi komme igen?
Klart! lo mor. Bare ingen mere syltetøj!
Bollerne er stadig gode! Mattias klappede Don endnu engang. Vi smutter ned til søen!
Det er koldt!
Ikke for os! Vi er vant til det, ikke drenge?
Vi så efter det glade selskab. Dagen efter, da mor vågnede, hørte hun larm i haven. Hele banden rodede mellem fliserne for at rive ukrudt op. Far havde altid holdt det, men nu var det vokset vildt.
Godmorgen, Anna! Er der boller? Mattias grinede stort.
Ja, for den indsats får I boller med rosiner!
Drengene blev stamgæster på landet. Skolen begyndte, og jeg opholdt mig oftere i lejligheden, nær universitetet. Mor satte hver morgen dej over og så frem til drengenes hjælp. Mattias havde lidt problemer i skolen, så mor tilbød at hjælpe.
Jeg har jo været lærer hele livet.
Vi har ikke råd til lektiehjælp… svarede hans mor.
Det er ikke for pengenes skyld! Mattias hjælp i haven skylder jeg dig alligevel mere!
Mattias brokkede sig lidt, men blev glad, da han fik sin første gode karakter.
Perle voksede sig til en flot kat, rastløs i huset og haven. Don kunne slet ikke følge hende længere. Han blev så knyttet til hende, at selv maden måtte hun stjæle. Jeg bemærkede til mor:
Det er som om, den kat dukkede op lige på det rigtige tidspunkt for os alle.
Efteråret faldt på, og mor talte om at flytte tilbage til byen. Men rødmende fortalte jeg, at Daniel, min gamle skoleforelskelse, nu havde friet.
Det er godt, far fik huset færdigt. Lejligheden til jer, jeg bliver her med Don. Det skal nok gå!
Men mor, du er jo alene?
Her er altid nogen. Byen er tæt på, og du kan altid ringe. Det går.
Daniel og jeg blev gift i november, og til jul fik mor at vide, at hun skulle være mormor. Hun sang, mens hun forberedte julemaden.
Don! Tag Perle væk, ellers træder jeg på hende! Mor puffede kat og hund ud i sneen. Den første sne var faldet, og haven så ud som et julekort.
Don, hold øje med hende, ellers finder vi hende aldrig igen!
Hun vendte sig til bagningen, og snart kom Daniel og jeg ind, og mor serverede and og småkager for sin svigersøn. Mor holdt meget af Daniel. Da hans forældre døde tidligt, var han opvokset hos sin farmor, og ofte havde han været hos os. Da jeg allerede i 5. klasse sagde, at Daniel måtte sidde ved siden af, var mor bare glad. Farmoren gik bort for et par år siden, så nu søgte Daniel støtte hos mor, ligesom Mattias gjorde.
Du bliver et godt menneske, Mattias, hvis du bliver ved sådan.
Mener du det? Mattias stak tungen ud i koncentration.
Det ved jeg! Lad mig se, hvad du har skrevet?
Mors glæde ved Mattias stile var stor. Alle ideerne suste rundt hos ham, og hun hjalp dem på vej.
Det er rigtigt flot! Godt gået!
Hun satte bollerne i ovnen, men et pludselig vredt bjæf fra Don lød. Hun så ud Don var rasende og snappede ved lågen.
Hvad er det? Don! Stop det der! Hvad sker der?
Don var alene. Perle var væk.
Mor rev lågen op. Hele efteråret havde Daniel og Mattias lappet hegnet for at holde Perle inde, men hun fandt altid en vej. Nu var hun gledet ned fra et snefyldt træ lige ud på vejen, hvor en flok herreløse hunde truede hende.
Mor greb Don, der var rasende og ville storme efter. Hun holdt ham tilbage, mens hun febrilsk spejdede efter en måde at redde Perle på. Pludselig kom et snebold flyvende over hækken og ramte den værste af hundene. Flere snebolde fulgte, og snart flygtede flokken. Don kom fri, og stillede sig beskyttende foran Perle.
Mattias klatrede op på hegnet.
I rører ikke vores Perle! råbte han vredt.
Mattias, hvor er jeg glad for, du er her! Mor stod på svage ben. Hvad laver du her?
Fyrer nytårskrudt af. Ikke sig det til mor!
En bil nærmede sig, og Mattias grinede skælmsk.
Jeg smutter. Annas bil kommer. Bliver der Napoleonkage imorgen?
Ja! Kom alle jer drenge, så laver vi nytårsfest! Og tak, Mattias!
Mattias nikkede og forsvandt. Don slæbte Perle hjem i nakkeskindet, mens mor rystede på hovedet.
Jeg køber sele til din datter, Don! Du må holde mere styr, gamle far!
Den nat veg Perle ikke fra Don og ignorerede endda mig. Først da jeg havde lagt mig til at sove, sneg hun sig op til mig, lagde sig tæt ind til min mave, og vi sov trygt alle tre mig, katten og Daniel mens Don vågede ved sengen.
To år senere stod mor og rørte syltetøj og kiggede ud på haven, hvor jeg sammen med Mattias plukkede æbler.
Sover hun stadigt? spurgte mor.
Ja.
Skal jeg ikke lige kigge?
Nej, begge hendes nannies holder vagt.
Jeg rakte op efter næste gren, og mor dæmpede for varmen, gik ud på verandaen. Barnebarnet sov trygt, Perle spandt tæt klæbet og Don lå langstrakt ved siden af. Don så spørgende på mor.
Ro på. Alt er godt! Sov bare videre.
Hun klappede Don bag øret, strøg katten på ryggen og rettede på barnebarnets lille tæppe. Da smilede hun.
Hvis dette år har lært mig noget, så er det, at selv når tab slår benene væk under én, kan nye bånd og uventet omsorg føre én frem ad vejen mod glæde og håb igen.
