På min mands begravelsesdag sprængte hans hest kistelåget. Alle troede, den var blevet vanvittig af sorg, men hvad de tilstedeværende så indeni, efterlod dem i chok.
Det var dagen for min mands begravelse. Vi havde levet sammen i over tyve år, og næsten hele den tid havde han haft Lykke en hest, han engang havde reddet. Siden den dag var de blevet uadskillelige, som to gamle venner, der forstår hinanden uden ord.
Processionen bevægede sig langsomt mod kirkegården. Jeg gik bag kisten og knugede mit lommetørklæde så hårdt, at fingrene blev hvide. Jeg så knap nok ansigter kun det våde asfalt og de langsomme skridt foran mig.
Pludselig lød lyden af hove bag mig. Lyden blev stærkere, indtil den brød sorgens stilhed. Folk begyndte at vende sig.
Det var Lykke. Hendes øjne skinnede, og hendes ånde dampede. Hun løb lige mod os, uvirkelig over for råbene.
Før nogen kunne stoppe hende, rejste hun sig og hamrede løs på kistelåget. Ét, to, tre slag træet splintredes.
Alle var overbeviste om, at hesten var blevet sindssyg af sorg. Men sandheden var en anden. Da folk nærmede sig Lykke for at berolige hende og trække hende væk, stivnede de af chok ved synet af, hvad der lå indeni
Da kistelåget brast, lød der en svag stønnen inde fra. Først troede jeg, det var indbildning nerver, træthed, sorg. Men manden ved min side blegnede og hviskede:
“Han han trækker vejret.”
Alle stod som lammet. En mand styrtede frem, løftede de splintrede brædder og bøjede sig over liget. “Der er puls!” råbte han. “Ring efter en ambulance!”
Forsamlingen eksploderede i panik. Lykke vrinskede og stampede, som om hun jagtede os til handling. Minutter senere var kisten skiftet ud med en båre, og min mand nu i live blev båret mod ambulancen.
Lægerne forklarede senere, at han havde været i en tilstand nær døden, en dyb koma, hvor alle tegn pegede på, at han var gået bort. Kun hesten havde fornemmet, at livet stadig var der.
Nu er han ved at komme sig, og hver gang vi går ud i gården, lægger Lykke blidt sit hoved mod hans skulder. Og jeg er ikke længere i tvivl nogle gange ser og mærker dyr ting, vi ikke selv kan forstå.
