Nu skal du høre, ven jeg fortalte dig jo engang om min veninde Sofie, ikke? Nå, men hér kommer historien, og ja, det er nærmest som at høre et afsnit af Badehotellet iblandet en god portion kanel og hygge.
– Sofie, sidder du bare dér og dagdrømmer? spurgte Marie, mens hun puffede blidt til veninden i forelæsningslokalet.
Sofie havde halvvejs vendt sig mod døren og var helt opslugt af et eller andet og ignorerede totalt Maries langvarige fortælling om hende og hendes nye flamme, som Marie nu havde bøvlet med i et kva(rter) eller mere. Marie gad næsten ikke mere og skulle lige til at blive lidt mopset, men kom heldigvis i tanker om, at det jo trods alt var veninden, vi talte om og hendes første rigtige sådan. Hun havde faktisk aldrig haft rigtige pigeveninder før, før Sofie kom ind i billedet.
Maries barndomsven og uofficielle storebror, Asger, var en fjern slægtning noget i retning af firmenning eller endnu mere langhåret familieforbindelse. Skæbnen eller måske bare tilfældighedernes spil havde placeret Marie og Asger i naboejendomme ved søerne i København, og deres forældre var nære venner, så det var jo klart, at børnene også blev tvunget sammen i sandkassen og senere bag samme skolebænk. Lige fra første klasse havde den spinkle og lidt ranglet Asger været hendes hjælper han slæbte hendes smarte skoletaske, som Maries mor, Inge, havde udstyret hende med. Den slags skoletasker var ikke for hvem som helst; Marie var jo trods alt en tøs omend både højere og stærkere end blege Asger, men dog stadig pige, og altså ikke egnet til tung last.
Der gik ikke én dag, hvor Asger ikke blev revet med rundt i skolegården, og det så altså lidt komisk ud. Enhver god kaptajn ville have sagt, at Asger burde have øvet sig på at aflæse Maries temperament og tilvogte lidt mere balance i svingene, men sådan en slags klog mand manglede de altså i barndommen.
Inge plejede at tage imod skoletasken med et opgivende blik:
Hvad bliver du dog fodret med hjemme hos dig, Asger? Vi risikerer snart, at vinden tager dig med hen over søerne!
Der var ellers ikke noget at komme efter, Asgers mormor havde gjort sin indsats: Hun kunne proppe to store tallerkener biksemad og en halv bakke boller ned i ham, men lige meget hjalp det han forblev lang og let, med et stofskifte der slog alle rekorder. Han lærte hurtigt at kaste om sig med alle de smarte ord, hans familie hyldede ham som geni, men Marie hun betragtede ham bare som en almindelig dreng, klar til en ommer, hvis han fik stjerner på hjernen.
Det var lidt af en gave for Asger Maries lederskab i klassen betød, at de andre børn lod ham være, selvom han var lidt sær i ny og næ. Hun var nærmest klassens dedikerede frontløber, hendes ord var lov, og hendes beskyttelse gav Asger ro hele skoletiden igennem. For det satte han pris på hende, respekterede hende, og tør jeg sige det elskede hende eneste i verden. Forældre tæller jo ikke med. Dem kan man alligevel ikke fortælle alt muligt pinligt til. Specielt ikke det med første kys, eller om man skal trække spændingen til andet stævnemøde. Især ikke hans mor!
Hvis Asger havde spurgt sin mor om den slags, havde Eva, som moren hed, løftet sine perfelt plukkede bryn, sunket sammen af forfærdelse og tabt sit makeup-sæt på gulvet og næppe var kommet til sig selv, før ambulancefolkene bankede på.
I Evas univers handlede det jo om forskning, karriere og rigtige valg af partner, hvor kvindens primære opgave var at facilitere mandens karriere og i øvrigt helst være lidt naiv dog ikke helt idiot; børnebørn skal jo helst være kloge. Så morens forventninger til en svigerdatter var omtrent så uopnåelige, som at få Kystbanen til at gå til tiden.
Med sådan en udsigt var det da klart, at Asger enten ville blive evighedsungkarl, eller bedste fald flygte nord for polarcirklen men han vidste også, at Eva ville finde ham, uanset hvor i Norden han gemte sig.
Så han ventede. What else? Han vidste ikke selv helt på hvad, men der måtte jo komme et eller andet stort og skelsættende tid til ham.
Nå, vi vender lige tilbage til universitetet. Universitetsauditoriet blev efterhånden fyldt op, Sofie stirrede stadig på døren, og Marie sad og spekulerede på, hvem pokker veninden ventede på. For Sofie havde hvad Marie vidste ikke kæreste eller nogen bejler overhovedet, selvom hun da var ret sød og rar. Men, indrømmet, det krævede nok lidt mere speciel smag end normalt.
Sofies udseende var et kapitel for sig. Genetikken havde været på frihjul, da hun blev sammensat. Hendes forældre en lidt bohemeagtig mor fra Frederikshavn med ben til daglig tale som mange sagde og en far der priste de ben som noget nær et stykke designermøbel. Alle, der så Sofies mor, måtte kommentere benene de gik nærmest op i himlen. Fødselslægen udbrød da også, første gang han så lille Sofie:
Sikke da en benstærk pige helt som sin mor!
Men elegancen stak ikke helt af med Sofie, hendes ben var bare lange, ikke smukke. Hjemme blev hun kaldt vores lille elefantunge kærligt ment, men nok irriterende i længden.
Hun voksede op til at bruge størrelse 43 i sko, og sneaker-afdelingen i herretøjsforretninger var hendes andet hjem. Not so chic måske, men sådan var det. I retten, hvor hun arbejdede, begyndte folk til sidst bare at følge trop selv dommeren mødte op i blå sneakers, og kollegaerne gav bare op, tog det praktiske til sig og listede deres pumps af så snart chefsdommeren havde forladt salen.
En dag havde Sofie overrasket en ældre kollega, der led af diabetes, i at kæmpe skoene på. Hun havde hurtigt sparket sine egne splinternye sneakers af og sagt:
Her! Prøv dem de klemmer garanteret ikke. Så henter jeg bare et nyt par til dig i morgen.
Sofie blev aldrig drillet for sin størrelse i folkeskolen, for hendes far havde i første klasse slæbt hende til brydning. Der passede hun ind alle roste hendes styrke og hjerte, og forældrene nikkede samtykkende. Sofie har et stort hjerte og en stor sjæl! sagde moren tit, og faren stemte i. Så gjorde det ikke så ondt, når Sofie så sig i spejlet.
Universitetet bragte Sofie og Marie sammen. Marie, den lyse pige med blodrøde dragt og hår, der aldrig lå forkert, bumsede ind ved siden af hende, rakte hånden frem:
Marie! Lad os lære hinanden at kende!
Sofie blev en smule forlegen men tog imod håndtrykket.
Sofie.
Sådan der! Sofie det lyder da frisk!
Marie hev straks et spejl og en kosmetiktaske op på bordet der var knap plads til hendes bøger.
Hvad sidder du og venter på? Har du set dig i spejlet i dag? Uha, vi skal lige have styr på looket!
Pludselig lå der mascara, læbestift og blush på bordet foran Sofie.
Du ser jo bleg ud, som en mus på kirkegulvet! Men bare rolig, vi får dig shinet op jeg er frygtelig streng med beauty, men vi er jo piger! Hvis vi ikke pynter verden, hvem gør så?
Hvorfor Sofie gik med på legen, anede hun ikke, men måske savnede hun bare en kammerat. Marie, hun holdt sig ikke tilbage med at tage action.
Hvad er det for noget tøj? Den er da ikke mode mere eller har din bedstemor tømt sit skab?
Hvad?
Spørger bare! Ej, ved du hvad, det går slet ikke vi skal hjem til min mor!
Samme aften slæbte Marie hende forbi moders butik. Anne, der ellers kedede sig gevaldigt i sit halvsløve erhverv, havde sat skub i butikker og var blevet lidt af en modesnedker på Vesterbro. Marie kyssede Anne på kinden og sagde:
Mor, det her er min Sofie! Hun skal have noget af dit gode råd og lidt pænt til garderoben!
Anne så Sofie an og sagde:
Spændende type! Det bliver sjovt!
Sofie gik derfra både forvirret og glad, lettere forelsket i Anne, og med favnen fuld af poser.
Sådan! I morgen skal du se nogenlunde anstændig ud. Vi skal jo ud!
Ud hvor?
Vi tager i klub! Vær klar!
Marie, hvad med pengene?
Ej, hold nu op med det pjat!
Nej, pengene! Jeg kan ikke bare
Giv mig dem, når du har lyst og råd pyt!
Morgenen efter tog Sofie selv forbi Annes butik for at betale.
Jeg vil gerne betale for det tøj, du hjalp mig med i går. Det er virkelig flot, og jeg er dig så taknemmelig! Hvor meget skylder jeg?
Anne noterede et beløb på en seddel og sagde bare:
Kassen står der. Husk lidt glans på læberne næste gang du kommer. Og øjenvipperne!
Da Sofie gik, sagde ekspedienterne:
Anne, skal vi slå det ind som gave?
Nej, bare som en gave fra hendes fe-gudmor! Og så laver I da bare en kop kaffe til mig.
Marie lod naturligvis aldrig Sofie glide ud i periferien igen. De blev venner nærmest limet sammen, uden nogen startvanskeligheder. Annes blik for relationer fejlede intet. Den slags venskaber, hvor resten af omgangskredsen bare vænnede sig til, at hvis man inviterede den ene, kom den anden også sådan blev det bare.
Og venskabet holdt, også imens Marie ledte efter kærligheden og Sofie udmærket vidste, hvem hendes gamle teenage-crush egentlig var ingen ringere end Asger.
Asger, som nu var blevet færdig på gymnasiet før tid og gennemgik forvandlingen fra bleg og akavet dreng til en ret charmerende, om end fortsat lav, ung mand. Marie trak ham med i byen og introducerede ham for Sofie. Og bum han faldt pladask, med et brag, der kunne høres hele vejen over søerne. Ganske uden forvarsel blev han forelsket i den lange, klodsede pige, som straks slog blikket ned, når han kiggede på hende.
Marie opfangede det hele og kunne ikke lade være:
Hold da op, Asger! Er du forelsket? Jamen altså!
Han tav, men svaret var tydeligt og hans mor ville aldrig godtage Sofie: for lav status, for stor, for frimodig, for alt muligt, der ikke passede ind i Evas forestillinger.
Aftenen sluttede uden store ord, og Sofie græd sig i søvn over ikke at være god nok. Næste morgen slog hun dog koldt vand i blodet og sagde til sig selv, at hvis han end ikke kunne sige ordentlig farvel, så var det næppe det store tab. Men hun kunne ikke glemme ham og frygtede hver familiekomsammen, siden Marie altid slæbte hende med. Asger dukkede dog aldrig op bevidst. Kun Marie anede, hvorfor.
Marie legede derfor Kirsten Giftekniv. Hun fuppede Asger til at hjælpe med sin computer og efterlod tilfældigt Sofies e-mailadresse. Resultatet? Pludselig dukkede der en mail op til Sofie fra en ukendt beundrer, og hun rødmede som en tulipan hver gang, hun fik et brev.
Det tog flere år! De skrev sammen, undgik moderne chat og holdt sig til lange mails hvilket Sofie elskede, fordi hun så kunne tænke sig om. Med tiden blev der ingen grænser tilbage; de diskuterede alt og intet. Det eneste, Sofie ikke vidste, var, at hendes digitale ven var Asger.
Marie ventede længe på, at Sofie ville betro sig om sin hemmelige mailven, men det lod vente på sig. Folk er jo forskellige nogen skal bare lige blinke, før de ved, det er kærlighed, andre skal bruge år.
Årene gik. Sofie færdiggjorde jurastudiet, blev sagsbehandler, men kunne stadig ikke lade være at kigge ti gange dagligt ind i sin indbakke, på jagt efter det næste brev.
Det samme galt Asger nu var han blevet voksen, havde taget diskussioner med Eva, indtil hun modstræbende accepterede, at hendes søn blev sin egen. Marie nåede at blive både gift og skilt igen på en halv dag, og de sågar hjalp hinanden som ven og veninde bagefter.
Men Sofie, hun sad stadig og ventede. En dag til klassens jubilæum var temaet, at alle skulle komme med en ledsager. Marie, på det tidspunkt single, jokede:
Vi går da bare sammen, min soulmate Tamara! Det tager folk næppe ilde op!
Men Sofie sagde pludselig:
Jeg kommer ikke alene.
Nå? Med hvem!?
Det ser du!
Aftenen før skrev Sofie, lettere panisk, en sidste mail:
Kære ven. Jeg ved, det er meget at bede om. Men nu skal det være. Jeg har trukket tiden ud længe nok. I morgen er der jubilæum på universitetet, og man skal tage en med. Vil du være min? Vil du tage vores forhold ud i virkeligheden? Hvis ja, bliver jeg glad. Hvis ikke så sletter jeg denne e-mail, og vi ses aldrig igen. Kom bare. Jeg venter på dig.
Hun sendte adressen sammen med mailen og følte sig mere nervøs, end hun nogensinde havde gjort.
Næste dag rasede hun mellem selvkritik og håb hun havde lovet sig selv aldrig at tænke på Asger igen, men hver gang hun åbnede postkassen, tænkte hun ham frem. Det var tåbeligt det vidste hun godt!
Mere end én gang overvejede hun at gå sin vej fra festen, men netop som hun var på vej ud, trådte en kendt silhuet ind, Marie udbrød:
Endelig! Hold nu fast, hvor er I altså ikke helt gennemsnitlige!
Asger og Sofie så kun hinanden. Tiden stod stille nu var der plads til virkeligheden.
Hej.
Hej.
Hvordan har du det?
Hvad med dig?
Jeg skriver til dig i aften
Nej! Ingen flere breve! Nu slipper jeg dig ikke!
Smilende fulgte de op:
Det var faktisk min replik!
Men du har ret. Aldrig mere adskillelse!
Og to år senere? På den gamle familiesommerhus på Sjælland gæster på plænen, unger i haven, fest og fejringer. Sofie ordner frokosten på terrassen, indtil Asger napper hendes fad og siger:
Tag nu lille Rasmus, han vil kun have mor i dag! Hvis du ikke gør det, får jeg skældud af min mor, som stadig siger, at jeg ikke er nok sammen med min søn.
Hun sætter Rasmus på skødet og driller Asger:
Hvordan gør du det, Sofie?! Han er jo straks tilfreds hos dig!
Du er bare nervøs, det kan han mærke!
Mig? Nervøs?
Ja, dig!
Inden snakken griner hun og hvisker hurtigt:
Nu kommer forældrene!
Må jeg bede dig om en ting? Hvis nu min mor siger
Åh Asger, din mor er blevet et pragteksemplar hun er sød, stærk, og efter at have fået et barnebarn, næsten menneskelig! Nu synger hun franske vuggeviser og underviser i grammatik.
Katastrofe!
Ej, barnet sover da fint. Så kan jeg tage mig af mit!
Du er nu verdens klogeste kvinde!
Sig det højt, men kun når din mor ikke hører det! Så har vi fred i huset.
Hvor får du al den visdom fra?
Herfra! Sofie nikker til deres søn og rejser sig mod gæsterne. Se glad ud, mand, ellers kommer der et brev fra mig senere!
Jamen, så skriver jeg til dig jeg har faktisk allerede sendt ét!
Sofie blinker sender Rasmus over til Eva og siger:
Det er nu, hverdagslykke får lov at være eventyr. Hvor er jeg taknemmelig for, at folk stadig skriver breve!
