Fremmed skyld
Sikke et lille bysamfund I har, sagde Valborg Petersen, halvvejs inde ad døren, mens hun kiggede sig omkring, som om hun var gået forkert. Chufføren og jeg har brugt en halv time på at lede efter jeres vej. GPSen kender den slet ikke. Kan du forestille dig det?
Anna Madsen stod i døråbningen til huset og smilede. Det var et smil, som de får, der har set det meste, og har lært for længst ikke at lade sig ophidse af andres uhøflighed.
Men I fandt frem, sagde hun blot. Kom indenfor, I må være trætte af at køre.
Jeg bliver ikke træt af at sidde i en bil, sagde gæsten køligt, men hun trådte alligevel ind.
Hun var en høj, rank kvinde i begyndelsen af 60erne, med kortklippet hår i mørk honningfarve, gyldne øreringe og det udtryk, man har, når man kender sin egen værdi og den var ikke lav. Frakken var dyr, i gråblå uld, med store knapper. Skoene var stadig rene, skønt vejen udenfor var smattet efter regnvejr. Man kunne se, at hun forstod at holde sig hævet over jord og beskidt.
Bag hende kom Martin. Høj som sin mor, mørkhåret, åben og lidt beklemt, som én, der udmærket ved, at moren snart siger noget upassende.
Mor, sagde han stille, vær nu sød.
Hvad? Jeg siger bare, hvordan det ér. GPSen kender ikke vejen. Det er en konstatering, ikke en kritik.
Birgitte kom ud fra køkkenet og tørrede sig på forklædet. Hun var lille, rundkindet, med mørke øjne og en fletning, lagt om nakken. En kvinde på syvogtyve, jordnær og med den slags underspillede ynde, man ikke straks bemærker, men som kun bliver tydeligere med tiden.
Goddag, Valborg! sagde hun glædesstrålende og rakte ud efter frakken.
Valborg holdt frakken et øjeblik tilbage, som om hun var i tvivl om, hvorvidt knagen kunne bære dens vægt.
Goddag, Birgitte, sagde hun. Du ser sund ud. Landligt, men pænt.
Birgitte lod sig ikke mærke med bemærkningen.
Tak, sagde hun lige så venligt, som havde hun kun hørt det første.
Anna sendte sin datter et blik, der var roligt, advarende: “Det går nok, jeg klarer det.” Birgitte nikkede diskret og gik ud i køkkenet igen. Martin trak på skuldrene og fulgte moren med et bekymret blik.
Annas hus var ikke stort, men utroligt lunt. “Lunt” var nok det første man tænkte, når man trådte ind. På vindueskarmene stod pelargonier og violer. I entréen lå et vævet kludetæppe. Der duftede af kål- og æbletærte, og noget sødligt kanel, måske. Stuen havde lyse mønstrede tapeter, lidt falmede, men pæne. På reolen stod bøger og nogle fotografier i rammer.
Valborg lod blikket glide rundt i stuen sofaen, lidt falmet i betrækket, reolen med bøger, hvide, stivede gardiner med blonde langs kanten.
Det er længe siden, I har renoveret, eller hvad? spurgte hun.
Ti år måske, sagde Anna jævnt. Sæt dig, vi dækker bord lige om lidt.
Jeg er ikke sulten. Vi spiste på vejen.
Men en kop te kan du vel klare. Te er altid godt efter en køretur.
Martin satte sig ved vinduet og sendte sin mor et bedende blik. Valborg lod til ikke at bemærke det, som hun aldrig bemærkede det, der ikke passede ind i hendes verdensbillede. Hun satte sig rankt på kanten af sofaen.
***
De dækkede bord efter tyve minutter. Birgitte og Anna bar tærter ind en stor, dampende med kål og æg, små med æble. Dertil surkål, syltede agurker, kogte kartofler med dild, koldt sylte, skiver af hjemmelavet medister. Alt anrettet pænt, enkelt og omsorgsfuldt på hvid dug.
Mor, du har også nået at lave sylte! sagde Birgitte, ægte overrasket.
Satte det over i aftes, sagde Anna.
Valborg kastede et blik over bordet, mumlede noget næsten uhørligt.
Hvad sagde du? spurgte Anna.
Jeg sagde bare, I lever godt. Hun lagde vægten, så “godt” lød som noget andet end et kompliment.
Ja, som vi nu gør det herude, på landet, svarede Anna og smilede. Tag tærte, mens den er varm.
Jeg undgår brød, sagde Valborg. Jeg passer på linjerne.
Måske lidt sylte? Det har jeg altid fået ros for.
Jeg spiser ikke fed mad.
Syltede agurk?
Det får jeg ondt i maven af.
Birgitte stirrede ned på sin tallerken. Martin lagde gaflen væk.
Mor, sagde han lavmælt, stop nu.
Jeg gør jo ikke noget, svarede Valborg og tog en kop te. Jeg passer bare på mig selv, det er vel mit valg.
Anna sagde ikke mere. Hun tog kartofler, skar et stykke tærte, og spiste roligt som én, der for længst har lært, at andres meninger om ens mad ikke rører én.
En tid var der stille ved bordet. Man kunne høre vandhanen dryppe i køkkenet og efterårsvinden, der suste i æbletræerne udenfor.
Hvor længe har Birgitte arbejdet på deres… virksomhed? spurgte Valborg, som om Birgitte ikke sad der selv.
På skolen. Fire år nu. Hun underviser de små.
Lærerinde? sagde gæsten uden hån, men heller ikke med nogen respekt bare en konstatering. Lønniveauet på landet
Mor, sagde Martin.
Hvad? Jeg taler bare fakta. I flytter til København efter brylluppet, Birgitte må finde sig et job. Med en provinsuddannelse… det er ikke så nemt, som hun tror. Jeg siger det bare, som det er.
Birgitte løftede hovedet, øjnene rolige, måske en smule sårede, men ikke fyldte med tårer.
Jeg skal nok klare mig, Valborg, sagde Birgitte.
Ja ja, mumlede Valborg og tog en slurk te.
Netop der mærkede alle, at noget forandrede sig i rummet.
Anna lagde gaflen anstændigt fra sig, ikke med et smæld, men stille og roligt på tallerkenen. Hun betragtede gæsten på en ny måde ikke vredt, men alvorligt beslutsomt, som om hun traf en beslutning.
Valborg, sagde hun, hvor længe er det egentlig siden, du kom væk fra Tranehuse?
Gæsten stivnede et øjeblik.
Hvad mener du?
Tranehuse. Et lille sted ude på landet, Fyn. Der boede du engang, før du flyttede til København.
Stilheden lagde sig over bordet. Selv vinden udenfor gik i stå.
Jeg… sagde Valborg og satte sin kop fra sig. Hvordan ved du det?
Jeg kommer selv derfra, svarede Anna. Jeg var otte dengang. Men du bør kunne huske min mor. Hun hed Ellen Lange og var bogholder i den lokale brugs.
Valborg veg ikke med blikket, men i ansigtet var der kommet en lille, næsten usynlig forandring som hvis jorden under fødderne pludselig viger lidt, og man står, men balancerer.
Jeg husker ikke nogen Ellen Lange, sagde hun stramt.
Det gør jeg ellers, svarede Anna roligt. Jeg husker alt.
***
Martin så på sin mor. Birgitte foldede hænderne. Anna talte sagte, uden anklage som om hun fortalte noget, der var blevet bearbejdet til ukendelighed, men aldrig glemt.
Min mor arbejdede tyve år i brugsen. Ærlig ud over det sædvanlige. Ikke engang en femøre ville hun tage hjem. Så, i 1989, kan du nok huske, at det var urolige tider, forsvandt der penge fra kassen. Meget store beløb, efter datidens forhold. Min mor havde ansvaret den dag. Det var hende, de beskyldte.
Hun holdt en lille pause.
Efterforskningen gik stærkt. Alt var i kaos, domstolene var ikke, som de skulle være, advokathjælp var der ikke meget af. Mor blev dømt. Fik tre år. Hun var en stærk kvinde, men da hun blev løsladt efter to og et halvt år, var hun blevet en anden. Der inde slipper man ikke bare. Det knækker folk. Hun døde fire år senere hjertet, sagde lægen, men jeg tror, det var af sorg. Det mærke blev aldrig vasket af hende. Sådan blev hun husket som hende, der stjal.
Der var stille, den slags stille, som kun findes før et uvejr.
Men hun stjal aldrig, fortsatte Anna. Det gjorde en anden kvinde. Ung, ugift, der var desperat efter at komme væk og begynde et nyt liv. Hun manglede penge, og tog dem. For at dække sporene, lagde hun skylden på mor. Det var let nok, hvis man kendte regnskabsrutinerne.
Valborg sad rankt, ansigtet blevet blegt.
Hentyder du til noget? spurgte hun, og stemmen skælvede nu let. Ikke overlegen nærmest bange.
Jeg hentyder ikke, sagde Anna. Jeg siger det, som det er.
Du har ingen beviser.
Det har jeg, sagde Anna og rejste sig.
Hun gik roligt ud i det nærmeste værelse. Lyden af en skuffe, der blev åbnet. Hun vendte tilbage med en gammel konvolut, falmet og bundet med sejlgarn. Hun lagde den foran gæsten.
Dette brev skrev en Kvinde, Karen Olesen, som arbejdede der med dig og min mor. Hun døde for tre år siden. Før døden bad hun sin datter give brevet til mig. Hun vidste, hvad der skete. Hun sagde ellers ikke noget i 30 år, men før døden kunne hun ikke bære at tage det hemmeligt med sig i graven.
Martin kiggede langsomt på sin mor. Birgitte sad næsten urørlig.
Mor, sagde han stille.
Valborg svarede ikke. Hun foldede hænderne i skødet og klemte dem igen og igen, som om hun både holdt fast og gav slip.
Tag det, læs det, sagde Anna.
Gæsten rørte sig ikke.
Jeg læser aldrig andres breve.
Det er ikke andre. Det handler om dig. Og min mor.
En lang pause. Så tog Valborg konvolutten. Holdt den i hånden uden at åbne.
Du gør det med vilje, sagde hun. Ventede, til vi kom, og…
Jeg har ventet i 30 år, afbrød Anna stille, bare træt. Jeg tænkte længe, at det ikke nyttede mere. At man ikke kan hjælpe de døde. At det kun ville bringe større sorg. Men så kom du, og det første du gjorde, var at fortælle min datter, at hun ikke var god nok til din søn. At hun kun var fra landet, ikke havde det rigtige papir, og ikke kunne dække et ordentligt bord. Og så kunne jeg ikke være tavs mere. For min mor var også “ikke god nok”. Ikke fin nok, ikke rig nok til at nogen ville forsvare hende.
Hendes stemme skælvede ikke. Det var skræmmende mere end vrede.
***
Martin rejste sig. Gik frem og tilbage og stillede sig ved vinduet, lagde panden mod det kolde glas. Udenfor susede vinden i æbletræerne, orange og brune blade faldt på den mørke græs.
Mor, sagde han, uden at vende sig. Sig, at det ikke passer.
Tavshed.
Mor.
Martin, jeg…
Sig, at det ikke passer, gentog han, og der var hverken vrede eller bebrejdelse, bare en bøn.
Valborg bøjede hovedet.
Birgitte rejste sig stille og gik ud i køkkenet, hvor man hørte vand løbe. Anna blev siddende.
Forstår du, sagde hun sagte jeg ønsker ikke at ødelægge jeres familie. Jeg vil ikke tage lykken fra Birgitte og Martin. Jeg ville bare, at du vidste det. At du mindst én gang tænkte over, hvad dit velstand har kostet andre.
Valborg åbnede konvolutten.
Brevet var håndskrevet på to sider, store bogstaver, lidt rystende af alder. Hun læste længe. Så igen. Så lagde hun papirerne uden at løfte blikket.
Karen hviskede hun pludselig, som om hun sagde det helt for sig selv, langt borte. Karen skrev alligevel.
Det var ikke noget, hun sagde til nogen bestemt det var bare sluppet ud.
Så du vidste altså, at hun vidste det, sagde Anna.
Valborg svarede ikke.
Vinden tog til udenfor. Violplanterne på vindueskarmen gyngede let. Duften af kølet tærte og efterår fyldte rummet.
***
Senere blev det en lang aften.
Martin og Birgitte gik en tur, selvom det regnede og var koldt. De måtte være alene og tale sammen, og begge kvinder i huset forstod det uden ord.
Anna ryddede af, mens Valborg sad tilbage, samme sted, og tilbød ikke hjælp; det var der heller ingen, der bad hende om.
Jeg var 26 dengang, sagde Valborg pludseligt, da Anna kom tilbage. Jeg prøver ikke at undskylde. Men jeg var 26, boede i det lille samfund, og jeg kunne mærke, at hvis jeg ikke kom væk omgående, så kom jeg aldrig væk. Forstår du? Det var som at synke i kviksand. Først til knæene, så til livet. Jeg så mine veninder gifte sig med lokale, blive gamle alt for tidligt. Jeg ville noget andet.
Vi ønsker alle noget bedre, sagde Anna, uden hårdhed.
Jeg havde ikke planlagt at gøre sådan. Det blev bare… Jeg så Ellen forlade kassen, hun efterlod nøglen. Så gik jeg derind. Tog pengene. For at dække mit spor, ændrede jeg i papirerne. Jeg tænkte, hvis de tjekkede nu, ville man ikke kunne finde noget konkret. Jeg troede ikke, hun ville blive fængslet.
Men hun fandt ud af, hvornår det var sket. Man kunne regne det ud dengang.
Da jeg hørte, hun var blevet taget, boede jeg allerede i København. Jeg bildte mig selv ind, at det ikke var bevist. At de måske ville finde ud af sandheden. Jeg narrede mig selv.
Længe?
Pause.
Længe, sagde Valborg langt om længe. Det første år var hårdt. Men så… man glemmer det næsten, alt det praktiske. Arbejde, bolig, og så fik jeg Martin. Jeg glemte det aldrig. Men jeg lærte at lade være med at tænke over det.
Det er en kunst, sagde Anna.
Smagen af de ord var bitrere end enhver bebrejdelse, og Valborg mærkede det straks.
Hader du mig? spurgte hun.
Nej, svarede Anna efter en kort pause. Da jeg læste brevet første gang, troede jeg, jeg ville hade dig. Jeg forestillede mig, hvordan jeg ville sige det til dig, og hvordan du ville blegne. Vreden var stor. Men nu… nu har jeg mest ondt af dig, hvis jeg skal være ærlig.
On… ondt af mig?
Du har levet med dette i tredive år. Jeg ved ikke, hvordan det føles. Det ville jeg helst være fri for.
Uret tikkede stille på væggen. Så slog det syv. Otte. Ni. Anna hældte sig ny te op, satte sig igen over for gæsten, uden egentlig ønske om mere samtale, men fordi det var det rigtige.
Mor nævnte dig tit efter hun kom ud, sagde Anna pludselig. Hun sagde: “Valborg fra brugsen er kommet til København, har det vist ret godt.” Uden vrede. Hun kunne slet ikke rigtigt blive vred, selvom hun burde. Det er ikke en kritik. Bare sådan var hun.
Valborg lukkede øjnene.
Jeg kan huske hendes navn, sagde hun, og standsede. Ellen. Ellen Lange. Hun lavede altid syltetøj. Blommesyltetøj.
Ja, svarede Anna. Vi havde et stort blommetræ i haven, vi stod altid og lavede syltetøj sammen i august.
Og i det minde knækkede noget i Valborg. Hun græd ikke, hun var ikke typen, men hendes ansigt blev forvredet som et barns, der er blevet alt for såret, og hun vendte sig væk.
Anna kiggede ikke. Hun gik i køkkenet, lavede frisk te, satte den foran Valborg. Og sagde intet.
***
Martin og Birgitte kom sent hjem, våde og med røde kinder. De listede, tog overtøjet af, udvekslede et blik. I stuen brændte kun lampen. Moren sad ved vinduet, Anna strikkede i lænestolen.
Der er liv? spurgte Birgitte.
Der er liv, svarede Anna, og smilede.
Martin satte sig ved siden af sin mor. Tog hendes hånd. Hun trak den ikke til sig.
Skal du hjem i aften? spurgte han stille.
Nej, sagde Valborg. I morgen.
Godt.
Birgitte kom ind med et fad kolde tærtestykker.
Må jeg byde dig på et stykke? sagde hun til Valborg, uden nogen ironi, bare mildt.
Hun så på tærten, tog et lille æblestykke, og satte tænderne i det.
Det er godt bagt, sagde hun lavt, næsten til sig selv.
Det er mor, sagde Birgitte. Hun arbejdede i bageri i tyve år.
Anna trak på skuldrene.
Det hænger ved. Hænderne gør, som de skal.
Valborg tyggede og kiggede ud på haven, hvor vinden sendte våde blade hen over græsset. Ingen spurgte, hvad hun tænkte.
***
Valborg sov i et lille værelse, med smal jernseng, dyne og hvid broderet overkast. I vinduet hvidt forhæng; det duftede af lavendel og træ.
Hun sov ikke. Lå og stirrede i loftet.
Hun tænkte på Ellen. På blommesyltetøj. På, hvordan hun engang åbnede kassen og gik hvor mon hun skulle hen? Måske bare efter kogende vand; en detalje uden betydning, men som ikke vil forlade én.
Hun tænkte også på sin københavnerlejlighed; stor, tre værelser, i et godt kvarter finansieret med penge, der voksede, og blev grundlaget for hendes liv. Mange penge var kommet til siden, ærlige penge. Men man husker, hvor det begyndte.
Ud på morgenkvisten faldt hun i søvn. Hun drømte om en kvinde med to spande, der gik ad den støvede landsbyvej, ansigtet lysende roligt og trygt, som menneske der ikke længere frygter noget.
***
Om morgenen blev der næsten ikke sagt noget. Anna stegte spejlæg med tomat, skar brød. Martin drak kaffe uden ord. Birgitte prøvede at løsne stemningen, talte om, at Tove i nr. 14 havde fået chrysantemum til at blomstre i oktober et smukt syn.
Valborg spiste. Tog ekstra brød.
Anna, sagde hun pludselig.
Anna løftede blikket.
Er der nogen forening her, en, der hjælper folk? Ensomme, syge. Eller børn måske?
Anna tøvede et sekund.
Kirkens fond. Præsten står for det, det kører ærligt.
Godt, sagde Valborg, uden at tilføje mere.
Martin så skiftevis på sin mor og Anna, men sagde intet.
***
Tre uger efter besøget ringede Valborg til Anna. Anna sad med sit strikketøj foran tv’et.
Det er mig, sagde Valborg, med en stemme der lød anderledes.
Det kan jeg høre, svarede Anna.
Jeg har overført nogle penge til kirkefonden. Ikke så lidt. Det er ikke alt, jeg kunne give, men det er en begyndelse.
Anna var stille et øjeblik.
Tak, sagde hun.
Jeg beder ikke om tilgivelse. Måske er det umuligt. Jeg vil bare, at du ved det.
Jeg ved det.
Og… pause Jeg siger op fra direktørstillingen. Alt er lovligt, jeg er bare træt. Jeg har aftalt med et bageri, et lille et. De tager ikke så nøje på alder. Jeg kan jo godt… ja…
Jeg ved det, afbrød Anna. Mine hænder har heller ikke glemt. Det er godt arbejde.
Du ler ikke.
Nej.
Lang stilhed. Så sagde Valborg:
Jeg ved ikke, om det kan gøres godt igen. Men jeg kan ikke leve, som før. Noget er gået i stykker.
Eller på plads, sagde Anna.
Pause.
Måske, indrømmede gæsten.
***
Brylluppet var i december. Birgitte og Martin blev viet, stille og roligt på rådhuset, fordi det var sådan, de ville. Derefter middag hjemme hos Anna, kun familie og nærmeste venner.
Valborg kom alene, med DSB fra København. Medbragte hvide chrysantemum, købt på byens lille station.
Anna åbnede døren, og de så på hinanden.
Goddag, sagde Valborg.
Goddag. Kom indenfor.
I gangen duftede der igen af tærter denne gang med kød og ris og æg. Geranierne blomstrede.
Ved bordet sad Valborg ved siden af Anna. De snakkede ikke meget, men stemningen var god. Martin betragtede sin mor. Noget var ændret, en ydmyghed, der klædte hende. Hun fyldte ikke længere rummet som før.
Da brudeparret dansede første dans, stod Anna og Valborg sammen langs væggen. Så på børnene.
Flot par, sagde Anna.
Ja, svarede Valborg. Bare ja.
Birgitte lo, danserund, i enkelt, cremefarvet kjole, løsthængende hår smuk, virkelig.
Anna, begyndte Valborg uden at vende hovedet, jeg troede virkelig ikke, hun ville blive fængslet. Jeg ønsker bare, at du ved det. Det er ikke nogen undskyldning, jeg ved det. Men jeg troede det ikke.
Jeg ved, du ikke tænkte så langt, sagde Anna. Folk gør sjældent, når de er bange, og vil noget rigtig meget.
Det fjerner ikke skylden.
Nej. Det gør det ikke.
Du er ligefrem.
Det skal der til, sagde Anna, med et svagt grin.
Jeg har altid kun kunnet tale i forblommede vendinger. Men hvad gemte sig bag…
Musikken stoppede. Nogen hev Anna med ind i dansen. Hun grinede og gik med.
Valborg blev stående alene ved væggen. Så på danserne, det dækkede bord, de hvide duge, tærter, levende lys i almindelige glas. Birgitte lo, Martin så på hende som om hun var noget, han havde ledt efter længe.
Og noget i Valborg, der altid havde været hårdt og sammenpresset, løsnes nu en lille smule. Ikke helt måske aldrig helt men nok til, at hun kunne trække vejret.
***
Sidst på aftenen ryddede de alle op sammen overraskende også Valborg, der bare tog en klud og gik i gang, uden ord.
Du behøver ikke, sagde Birgitte.
Jeg ved det, svarede svigermoren. Stil dig ikke i vejen, lad mig arbejde.
Birgitte så på Martin, han trak på skuldrene og smilede i smug.
Senere, da alt var på plads og Birgitte og Martin var gået, gik Anna ud på trappen. Decembernatten var mørk, uden sne, men klar. Stjernerne lyste.
Valborg kom ud og stod ved siden af.
Hvornår kører toget? spurgte Anna.
Klokken syv i morgen.
Jeg følger dig til stationen.
Det behøver du ikke.
Jeg følger dig, gentog Anna.
De stod tavse. Bag huset knasede en gren; måske en kat, måske en fugl.
Hvordan går det i bageriet? spurgte Anna.
Det er hårdt, indrømmede Valborg. Jeg står op klokken fire. Hænderne ville ikke de første uger. Nu går det. Brødet bliver godt.
Brød er godt.
Brød er enkelt, sagde Valborg. Mel, vand, salt, varme. Og tid. Og enten lykkes det, eller også gør det ikke. Ingen omsvøb.
At leve simpelt er sværere, end man tror, sagde Anna.
Ja. Først nu forstår jeg det.
Stilhed igen. Mørk have. Klar stjernehimmel over den lille by, GPSen ikke kender.
Anna, sagde Valborg, må jeg spørge dig om noget. Kunne du… altså en dag jeg mener ikke nu men kan du tilgive?
Lang pause. Anna så op på stjernerne.
Jeg ved det ikke, sagde hun til sidst, ærligt. Det er et stort ord. Jeg vil ikke sige det bare for at lette din samvittighed. Det ville være uærligt især over for min mor.
Nej, det forstår jeg.
Men jeg kan sige: jeg vil ikke bære på det for altid. Sorg og vrede. Det fortærer én indvendig. Det har jeg set. Jeg har ikke lyst.
Hvad vil du så?
Leve livet, sagde Anna blot. Nu er børnene godt gift, Martin er en god mand, og Birgitte er lykkelig jeg så det i dag, da hun lo. Mor ville have glædet sig. Hendes stemme rystede en smule. Det er det vigtigste for mig. At det går godt fremover.
Det gør det, svarede Valborg stille; ikke som et faktum, men som et løfte eller en bøn.
Anna vendte sig mod hende. Så på hende, ligeud, enkelt.
Det gør det nok, sagde hun.
Og så stod de sammen på trappetrinet, to kvinder med deres historie, under decemberstjernerne og i stilheden var der alligevel noget, der ikke behøvede ord. Noget varmt. Som nybagt brød. Som syltetøj af blommer, der ikke længere var.
***
Kommer du tilbage en dag? spurgte Anna, da de næste morgen gik mod stationen, gaderne lå stille.
Valborg tænkte sig om et øjeblik.
Hvis du inviterer.
Anna nikkede.
Det gør jeg.
De gik sammen, og den lille by vågnede langsomt. Lys i vinduerne. Havde duften af røg. En hund gøede et sted.
Stationen var lille, kun to bænke og et gammelt ur over døren. Toget holdt klar.
Ja, sagde Anna.
Ja, sagde Valborg.
De krammede ikke. De så bare på hinanden, og det var nok.
Toget satte i gang. Valborg stod ved vinduet og så Anna blive mindre og mindre.
Hun lukkede øjnene.
Klokken fire skal hun op. Mel, vand, salt, varme. Og tid. Og måske lykkes det.
Det håbede jeg. For sådan lærer man langsomt, hvad ansvar er og hvor svært det kan være, at bære sin egen skyld.
