Boghvede i stedet for trøfler

Boghvede i stedet for trøfler

Fredag aften, København

Jeg stod ved komfuret og stirrede ned i gryden, hvor den sauce, jeg havde kæmpet med i to timer, havde delt sig. Den skulle have været en silkeblød trøffel-flødesauce til risottoen med kantareller: ensartet, levende men nu var alt skilt. Smørret svømmede ovenpå, mens den tunge base lå i klumper på bunden.

Jeg skruede ned og begyndte tålmodigt at røre kolde smørtern i igen, som jeg havde lært det i min barndom hos mormor på Fyn. Udenfor var det allerede mørkt, gadelygterne lyste op over Nørrebrogade, og nede på gaden kunne jeg høre bilerne suse forbi. En helt almindelig oktoberaften i København.

Annemette, hvor længe tager det endnu? Jeg har ikke spist siden klokken to.

Jens stod i døråbningen med hænderne i lommen. Han gik aldrig helt ind i køkkenet, ligesom om det ikke var hans territorium, og med det blik, som jeg stadig efter 23 år ikke formåede at tyde. Ikke utålmodighed, noget andet.

Tyve minutter mere, sagde jeg uden at vende mig. Saucen driller lidt.

Tyve minutter. Godt så.

Han gik. Jeg hørte ham synke ned i sofaen, tænde fjernsynet alt for højt og derefter straks skrue næsten helt ned for lyden. Endnu et af hans signaler; jeg kunne dem alle efterhånden.

Saucen lykkedes til sidst. Ikke perfekt, men tæt på. Risottoen fik den der rette seje konsistens, som er svær at ramme. Jeg lagde forsigtigt tyndt skåret sort trøffel på toppen den jeg havde købt nede på Torvehallerne for mere end en anselig portion kroner, nok til frokost for mig og Grethe i flere dage.

Jeg dækkede bord. Tændte stearinlys, ikke for romantikkens skyld, men fordi maden så bedre ud i det bløde skær. Og jeg også. Det skjulte de mørke rander.

Jens satte sig, kiggede længe på sin tallerken.

Risotto igen, sagde han endelig.

Du bad om noget med svampe.

Jeg sagde bare noget med svampe. Risotto behøvede du ikke lave. Jeg fik den på Nimb i sidste uge der laver en rigtig kok det, ikke? Svært at leve op til.

Jeg satte mig. Tog min egen gaffel.

Smag nu først, sagde jeg.

Han spiste. Tyggede langsomt. Undersøgende.

Risen er lidt for blød.

Den er tilberedt rigtigt. Den skal være al dente.

Efter din mening. Okay.

Vi spiste i stilhed. Jeg kiggede på stearinlysene, han kiggede ned i sin mad med det samme mærkelige udtryk. København myldrede, levede, og anede intet om vores risotto.

Saucen er lidt fed, sagde han, da han næsten var færdig.

Jeg svarede ikke.

Du forstår, hvorfor jeg siger det? Jeg er jo bare ærlig. Hvis du vil blive bedre, skal du have lidt ærlig feedback man vokser ikke af ros hele tiden.

Jeg spurgte ikke engang, sagde jeg.

Nå, men det burde du.

Han gik ind og så fodbold, mens jeg vaskede op og skrabede resterne af den dyre trøffelsauce ud af gryden. Den sauce jeg havde lavet om flere gange, som jeg havde læst mig til i en fransk kogebog, jeg købte på madkursus til 4.000 kroner. Som jeg slæbte hjem tværs gennem byen i speciel boks, så den ikke skilte.

Fed, tænkte jeg. Fed.

Jeg støttede hænderne mod vasken og så vandet forsvinde ned i afløbet. Så tørrede jeg hænderne, slukkede lyset og gik i seng. Helt almindelig aften.

***

Lørdag kom Kirsten min svigermor altid klokken tre. Hun ringede 40 minutter før, så jeg nåede at rydde op og bage noget til eftermiddagsteen. Hun bemærkede altid rod, men sagde aldrig noget, kiggede bare diskret over vindueskarmen.

Hun var 78 nu. Lille, rank, lidt stædig. Mistede sin mand for seks år siden og nægtede at flytte fra sin lejlighed på Vesterbro, trods Jens mange forsøg på at overtale hende. Jeg forsøgte aldrig. Vi vidste begge hvorfor, men sagde det ikke.

Denne lørdag var hun lidt mere bleg, da hun steg ind.

Kom ind, Kirsten, sagde jeg. Har bagt valnøddekage.

Tak, Annemette. Er Jens hjemme?

Han er taget ud til Preben. Kommer nok først til aften.

Hun nikkede og gik denne gang direkte ud i køkkenet usædvanligt, for hun elskede ellers stuen med lænestolen ved vinduet.

Jeg skænkede te, skar kage. Vi satte os over for hinanden.

Hvordan har du det? spurgte jeg.

Det går. Lidt trykken for blodtrykket, men ikke noget.

Hun spiste et lille stykke.

Det smager godt, sagde hun. Sætningen var så lun og ukompliceret, at jeg fik en klump i halsen.

Vi drak lidt i stilhed. Hun så ud ad vinduet, kastanjerne var næsten tomme for blade nu.

Annemette, jeg vil spørge dig om noget hvis du ikke bliver fornærmet?

Jeg skal prøve.

Hun så undersøgende på mig. Længe.

Kan du huske, du var indretningsarkitekt engang?

Det spørgsmål tog mig på sengen.

Ja, sagde jeg.

Og du var god?

Folk sagde det, ja.

Jeg har selv set dine projekter. Kan du huske den lejlighed for den lægefamilie ude på Frederiksberg? Jeg har været der. Jeg tænkte dengang, sådan ser man kun et rum, når man virkelig kan sit håndværk.

Jeg kiggede på hende.

Hvor vil du hen, Kirsten?

Hun satte koppen fra sig, omhyggeligt, med de hænder som vidste, at ting kun måtte sættes blidt.

Jeg skammer mig, sagde hun stille.

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Kirsten var af generationen, hvor man aldrig talte om det vigtige.

Det skulle jeg have sagt for længe siden. Måske for ti år siden, da du sagde jobbet op. Men jeg lod være tænkte, det ikke var mit bord. Måske ville du selv. Måske var det rigtigt for jer.

Hun kiggede på sine hænder. Slanke fingre, velplejede negle trods alderen.

Jens kan ikke lide avanceret mad.

Jeg troede, jeg hørte forkert.

Undskyld?

Han kan ikke lide det. Har aldrig gjort det. Fra han var ung, har han haft skrøbelig mave. Lægen sagde dengang: Spis simpelt, grønne supper og kogt kød. Hans yndlingsmad har altid været hakkebøf og boghvedegrød, som da han var dreng. Det kunne han spise hver dag.

Der blev stille i køkkenet. Kun køleskabet summede.

Hvorfor, begyndte jeg, men stemmen var ikke min egen.

Hvorfor sidder han og bestiller foie gras og trøfler og kritiserer din sauce spurgte hun færdig for mig. Ja.

Kirsten så op på mig, og noget koldt gik gennem rummet. Ikke vrede, ikke medlidenhed. Noget ældre og tungere.

Fordi han elskede selve processen. Elskede at se dig gøre dig umage. At se dig tvivle, bruge penge, tid, kræfter og så alligevel sidde og vente på hans ord. Han kunne lide at kritisere det gav ham følelsen af overlegenhed.

Jeg stillede min kop.

Forstår du, hvad du siger?

Ja. Jeg har tænkt over det længe. Og jeg har selv været der i 38 år. Min mand, Knud, gjorde akkurat det samme med mig. Lærte Jens det samme. At kritik er magt.

Hun så mig i øjnene. Jeg forstod.

Betyder det han gør det med vilje?

Nej, søde. Sådan gør folk ikke bevidst. Man lever det, man har lært: Man føler sig vigtig, når nogen venter på ens dom.

Jeg rejste mig. Ikke fordi jeg skulle noget, men det var umuligt at sidde.

Ti år.

Ti år havde jeg gået på madkurser. Læst bøger, set videoer, skrevet med kokke, købt friske råvarer hos slagteren i Torvehallerne, valgt vin, eksperimenteret med smag. Jeg vågnede om natten med ideer til opskrifter. Jeg troede, det var mit kald nu efter designen.

Men han spiste bare boghvedegrød indvendigt. Altid. Blev aldrig glad.

Hvorfor siger du det nu? spurgte jeg uden at se hende.

Fordi jeg er gammel, svarede Kirsten. Og fordi du ikke er det. Du er 52. Det er nærmest begyndelsen.

Jeg vendte mig om. Hun så på mig ikke med medlidenhed. Det var vigtigt.

Jeg skal tage ansvar, sagde hun lavt. Ikke fordi jeg ville skade nogen, men fordi jeg lærte ham, at det var normalt.

Jeg gik til bordet igen, tog den kolde te.

Han ændrer sig ikke, sagde hun. Jeg siger ikke, hvad du skal. Men du skal vide det.

Vi drak op og hun gik. Jeg hjalp hende i frakken. Kagen var virkelig god, sagde hun i døren. Den bedste, du nogensinde har lavet.

Jeg lukkede døren og stod længe og stirrede på Jens jakker i gangen.

***

De næste par uger gjorde jeg som altid. Lavede andeterrine. Kogte hummerbisque, som jeg havde hentet særligt hjem. Lavede en japansk dessert, jeg havde lært på forårskurset.

Jens spiste. Kritiserede. Jeg sagde ingenting.

Men noget var ændret. Der var kommet en glasrude mellem mig og virkeligheden. Jeg så mig selv udefra: stående ved komfuret, rivende citronskal, tilsættende safran, serverende og ventende. Og jeg så hans ansigt, når han endnu intet havde sagt kun kiggede.

Og jeg så glæden. Ikke i maden men i øjeblikket før kritikken. Den der fryd som et barn, når man skal trække i en snor.

Jeg tænkte på min designerfortid. Hvordan jeg trådte ind i et rum og straks kunne visualisere det færdigt. Min lille tegnestue på Frederiksberg, dårlig kaffe natten lang, snakke om farver og materialer. Jens sagde altid, at det var useriøst. At en familie kun kunne fungere, hvis en holdt hjem og mad. Så jeg valgte familien. Jeg var 42. Tænkte, der var tid til at vende tilbage.

Ti år gik.

Så skrev jeg til Lisbeth, tidligere kollega, nu chefen for et lille studie i Indre By. Vi skrev lidt til hinanden, tillykke med fødselsdage, ikke andet.

“Har du plads til en ekstra hånd, Lisbeth?” skrev jeg.

Hun svarede hurtigt. “Selvfølgelig! Kan du komme forbi i morgen?”

***

Vi sad på caféen i Studiestræde. Lisbeth var blevet lidt grå i siderne men ellers sig selv.

Du ser godt ud, sagde hun.

Det passer ikke, grinede jeg.

Nå. Du ser træt ud men også stærk.

Vi bestilte kaffe. Jeg sagde det ligeud: Mangler du designkraft? Også selvom jeg skal være junior igen alt har ændret sig.

Jeg mangler hænder men du bliver praktikant til at starte med. Programmer, krav, alt er nyt. Er du klar til det?

Ja.

Hvad forventer du i løn?

Tag hvad du kan give.

Hun nikkede, så undersøgende på mig. Så kom på mandag.

Og jeg kom. Hver dag i tre uger lærte jeg nyt, lavede fejl, blev bedre, som når man lærer at cykle igen. Noget kom tilbage; det sad i hænderne.

Så begyndte jeg at lave boghvedegrød derhjemme.

Første gang skete det nærmest tilfældigt. Kom hjem sent, træt, hovedet tomt. Kiggede i køleskabet. Kun mad til avanceret ret. Lukkede, åbnede skabet: boghvede. Dåse med biksemad. Lidt smør.

Kogte boghvede, blandede med biksemad, smeltet smør. Satte tallerkenen foran Jens.

Hvad er det? spurgte han.

Boghvede med kød.

Du er da ikke syg?

Bare træt. I morgen laver jeg noget andet.

Han spiste. Uden en lyd. Ingen kommentar.

Jeg så på ham og tænkte på, hvad Kirsten havde sagt. Om farmorens køkken og tre portioner boghvede og smør. Endelig hjemme.

Jens sagde intet. Gik. Det var også et svar.

***

To uger senere kom konfrontationen. Jeg kom sent hjem fra tegnestuen. Jens sad i stuen med TV.

Hvor har du været?

Arbejde.

Igen med dit design? Vi har familie. Huset skal passes. Der er tomt i køleskabet.

Der er æg, kartofler, spegepølse. Lav en omelet.

Han så ud som om, jeg talte gammeltysk.

Driller du?

Nej, jeg siger bare, hvad der er.

Hvad med dine trøfler? Hvor blev alt det af? Du kunne da lave rigtig mad

Jeg hængte frakken på og sagde stille:

Jens, jeg vil gerne tale roligt om, hvad der sker her.

Han blev skarp, skuldrene frem.

Jeg arbejder, du er hjemme

Jeg arbejder også nu. Jeg vil tale om os lige nu. Er du klar til noget andet? Ikke som de sidste ti år?

Hvad mener du?

At vi arbejder begge to. Maden kan være enkel. Ingen magtkampe. Vi snakker ærligt. Ingen spil.

Lang pause.

Jeg har aldrig nedgjort dig, sagde han så lavt. Jeg er jo bare ærlig. Du ville jo have det.

Jens du har sagt, du ikke kan lide boghvede. Alligevel spiste du en kæmpe portion for to uger siden uden et ord.

Fordi jeg var sulten!

Jens Stop nu. Ét sekund.

Han standsede. Vi stod og kiggede på hinanden.

Jeg vil ikke slås, sagde jeg. Jeg vil have sandheden. Kan vi leve på en ny måde?

Noget lyste i hans øjne. Rigtig sårbarhed. Men kun et øjeblik.

Du lavede aldrig engang om i soveværelset. Hvorfor flytte på noget, sagde han.

Det var ikke længere mit hjem det havde det aldrig været. Jeg havde aldrig lavet om, selvom jeg kunne. Jeg var jo designer.

Din mor sagde sandheden. Du kan bedst lide det enkle. Det har jeg accepteret.

Han tav. Gik ind i soveværelset og lukkede døren roligt.

Jeg lavede kartofler og spiste alene. Sad med min te og kunne høre hans skridt bag døren.

***

Månederne efter var som is, der smelter. Ikke dramatisk bare lag for lag, dag for dag.

Først gik han med fornærmede miner, ventede på jeg skulle angre. Jeg gjorde det ikke. Lavede enkel mad, gik på arbejde.

Så prøvede han med blomster, og inviterede på restaurant. Næste dag forventede han gourmetmiddag til hans venner. Jeg lavede pasta og salat, og så hans ansigt. Han fattede ikke, jeg nu så det.

Så kom konflikterne. Med alt, hvad han “havde investeret i mig”, lejlighed, penge, frihed Jeg sagde roligt: Jeg er ikke en virksomhed. Jeg er et menneske.

Han forstod ikke, eller ville ikke.

Kirsten ringede ugentligt, kortfattet, holdt mig oppe: For første gang er jeg på nogens side, sagde hun. Det havde hun aldrig været før.

I december gav Lisbeth mig mit første projekt. En mindre lejlighed på Islands Brygge. Jeg sov ikke nogle nætter, men jeg kunne stadig finde løsninger, se rum, skabe glæde.

Kunden en ung kvinde trådte ind og tav med åben mund. Du er troldmand, sagde hun.

Det var den gamle følelse.

***

I februar indså jeg, at Jens og jeg ikke skulle videre sammen. Jeg prøvede samtaler, jeg gik ikke fra ham, ikke til advokat, ikke artikler om skilsmisse. Jeg blev bare klogere hver dag. Men han ville bare have mig tilbage til før en der ventede på hans accept.

Det er sådan, man opdager manipulation: Når det vigtigste for modparten er din venten på ros eller kritik.

Jens var ikke ond. Ikke voldelig, ikke utro, ikke alkoholiker. Men man svinder bare væk, bliver mindre hver dag.

Jeg begærede skilsmisse i marts.

Han troede det ikke, prøvede at overtale, blev vred, så opgav han. Kirsten snakkede med ham, og bagefter virkede han alt for stille som om der var lukket ned.

Lejligheden var hans, det havde den altid været. Jeg flyttede ind hos Julie, en god veninde, nogle måneder, før jeg lejede en lille lejlighed på Amager. To værelser med udsigt til en stille, lidt slidt gade.

Jeg lavede selv maling, valgte alle små detaljer. Det viste sig, jeg vidste præcis, hvad jeg ville. Havde bare aldrig spurgt mig selv.

***

Et år senere.

April. Jeg er 53. Træerne blomstrer småhvidt udenfor mit vindue, hvad de nu hedder, det aner jeg ikke, men jeg stirrer på dem hver morgen, mens jeg brygger kaffe.

Kaffen laver jeg simpelt. Gode bønner, men uden cirkus.

Lisbeth gjorde mig til partner i januar. Jeg har nu egne projekter, og jeg sover uden bekymringer. Også selvom jeg stadig vågner med ideer, men nu er det bare kreativitet.

Kirsten ringer hver uge. Sidst besøgte jeg hende på Vesterbro, medbragte brunsviger. Vi talte om hendes Knud, og hvorfor hun havde tie i så mange år. Jeg tænkte på, hvordan man viderefører ulykke, indtil én vælger, at nu stopper det.

Kirsten selv kunne ikke stoppe. Men hun hjalp mig.

Jens bor stadig i den gamle lejlighed. Vi skriver kun, hvis vi skal. Har hørt, han nu går på madkurser om det passer, ved jeg ikke. Måske ændrer han sig nu, hvor ingen venter på hans dom.

Jeg tænker ikke ofte på ham. Selvfølgelig kommer han op når jeg ser sort trøffel hos Irma, mærker jeg et mærkeligt stik. Hverken sorg eller nostalgi, lidt af hvert. Ti år forsvinder ikke lige.

Men jeg sidder ikke fast.

Anders mødte jeg i september. Han var ny klient ville have fornyet lejlighed efter konens død for to år siden, kræft. Han bad mig lade billederne af hende hænge, men gøre det hele lysere.

Han er 54, ingeniør, bygger broer. Jeg tegnede jo rum lidt det samme på hver sin måde.

Han er rolig, ikke stille bare afslappet. Møder mine øjne, spørger venligt, griner når noget er sjovt. Prøver aldrig at være større end han er.

Efter andet møde spurgte han om kaffe. Så endnu en tur, så endnu en kaffe. Så gik vi i biografen. Pludselig tænkte jeg, at jeg havde glemt, hvor rart det er, når nogen bare er til stede.

Vi ser hinanden nu. Uden hast. Begge har vi prøvet nok til ikke at forhaste os.

Han kommer forbi hver fredag.

***

Det er fredag. Jeg kommer hjem ved seks, lægger indkøbsposer. Har købt kyllingelår, kartofler, løg, gulerødder. Frisk dild. God creme fraiche.

Jeg laver ovnbagt kylling med kartofler, løg, gulerod. Ikke ligefrem tartelet bare lag-på-lag ovnret. Drysser dild på til sidst.

Mens maden er i ovnen, skifter jeg tøj og nyder duften af løg, smør og kylling. Den samme varme duft, jeg husker fra mormors køkken, som barn.

Klokken syv ringer dørtelefonen.

Jeg åbner. Anders træder ind med en bærepose. Øverst en flaske vin.

Hej, siger han.

Hej. Kan du dufte det?

Helt sikkert kartofler og kylling, ikke?

Ovnbagt. Der er en time endnu.

Perfekt, siger han og sætter sig. Jeg har vin med, og, se her

Han tager en lille æske chokolade op. Helt almindelig, mælkechokolade med nødder.

Du kan jo lide med nødder, sagde du engang i september.

Jeg tager imod.

Kan du virkelig huske det?

Jeg prøver, siger han bare.

Vi går i køkkenet. Jeg tjekker retten, han åbner vinen, skænker i glas. Sætter sig.

Hvordan går projektet på Østerbro?

Klienten kræver meget, vil have det hele og billigt. Men det ender nok godt. De har fem meter til loftet!

Han nikker, ser til, mens jeg rører i gryden.

Annemette, spørger han pludseligt. Er du glad? Sådan lige nu ikke i det store hele, bare her og nu.

Han mener det.

Lige nu … ja. Jeg er faktisk glad, svarer jeg stille.

Godt, siger han tilfreds. Han siger ikke mere.

Ovnen pinger. Jeg lader retten stå fem minutter. Drysser dild over. Sætter på bordet, ingen stearinlys, bare lampen tændt.

Anders ser på maden.

Det dufter fantastisk, siger han.

Det er bare ovnmad.

Det ser også flot ud. Kan du overhovedet lave noget grimt?

Jeg griner.

Har ikke prøvet.

Vi spiser. Han tager mere, rækker bare tallerkenen frem. Jeg fylder op. Vi taler om hans arbejde, om, at han vil besøge sin datter i Aarhus til maj. Jeg nævner, at jeg godt vil til Sverige til sommer bare lidt væk. Han er frisk på Sverige.

Senere drikker vi te, spiser den enkle chokolade.

Udenfor lever København det er forår, asfalten dufter, træerne blafrer let i vinden.

Jeg tænker: Det er det her, det hele handler om. Ikke fest, ikke store begivenheder. Bare en aften. Bare et menneske ved min side. Mad der smager af barndom uden nogen, der sidder og venter på sin dom.

Jeg husker trøflerne, hummerbisquen, de adskilte saucer og alt det slid for at høre: For fedt. Det var spild af kræfter. Men at fortryde længe, det er heller ikke for sundt.

En gang så jeg en sætning: “Kvindens selvværd.” Som var det noget, man har eller ikke har, som øjenfarve. Men nej det bygges op, rives ned, starter forfra, også som 52-årig med usikre hænder på et nyt kontor. Det handler om at se sit rum igen.

Grænser, det er så moderne et ord. Jeg bryder mig egentlig ikke om det, men jeg forstår, hvad det betyder: At vide, hvor man begynder og hvor andre gør. Ikke en mur bare en linje: Her går jeg.

Opskriften på glæde er enkel: Gør det, du kan. Vær sammen med folk, der ser dig. Lav den mad, du kan lide. Vent ikke på dommen.

Hvad tænker du på? spørger Anders.

Jeg ser på ham, rolig, med te i hånden.

På ovnretten, svarer jeg.

Han griner.

Kloge tanker.

De bedste, siger jeg. Vil du have mere te?

Ja, det vil jeg gerne.

Jeg skænker. Vi ser begge ud på de hvide blomstrende træer.

Anders?

Ja?

Vil du nogensinde sige, at jeg har oversaltet maden?

Han ser op.

Nej. Men hvis du gør det, vil jeg bare sige: “Næste gang lidt mindre.” Og spise det alligevel.

Jeg nikker.

Godt svar.

Jeg prøver, siger han og tager den sidste chokolade. Sidste stykke okay?

Tag det.

Udenfor blafrer de hvide grene, og København summer lavmælt og ligeglad med vores mad, men jeg sidder der, drikker min te, nyder duften af ovnmad i min lille lejlighed og et grønt planteblad på vindueskarmen, jeg købte, fordi jeg syntes, farven var smuk.

Ret enkelt, egentlig.

Det er sådan, jeg lever nu.