Hun gik som sædvanlig hjem fra arbejde i den sene eftermiddagslys. Lene tog det roligt, der var ingen grund til at skynde sig – der ventede ingen hjemme. Som halvtredsårig levede hun et liv i ensomhed. Hendes datter, Mette, var for længst flyttet hjemmefra med sin militære mand, og de besøgte hende kun sjældent, selvom de nu også havde givet hende et barnebarn.
“Halvtreds er jo ingen alder,” tænkte hun. “Jeg føler mig ung indeni, men alligevel har jeg ikke kræfterne eller lysten til at starte forfra. Mit liv er blevet så kedeligt.” Hun passede sin gamle mor og arbejdede hårdt. Kollegerne snakkede altid om kærlighed og forhold, men hvad havde hun at bidrage med? “Mit tid som kvinde er forbi,” sukkede hun og stirrede ned i fortovet.
Hendes mand, Erik, var død for syv år siden – et svagt hjerte havde taget ham. De havde haft deres op- og nedture, men hun savnede ham alligevel.
Da hun nærmede sig opgangen, så hun de sædvanlige naboer sidde på bænken.
“Goddag,” sagde Lene høfligt. De tre kvinder svarede igen.
“Hjem fra arbejde, Lene?” spurgte Gerda, den ældre dame fra stuen.
“Ja, hvor skulle jeg ellers komme fra?”
“Nå, men måske har du været på en date?” grinede Inge, en af de andre naboer. “Du er jo stadig ung!”
“Åh, hold nu op,” lo Lene. “Jeg er halvtreds – det er ikke ligefrem ungdommen.”
“Lene, du er jo stadig en ung pige sammenlignet med os,” tilføjede Gerda.
“Ja, engang var jeg en ung pige,” svarede Lene. “Nu er jeg en dame på alderen.”
“En smuk dame,” sagde den tredje nabo, Karen. “Du skal ikke skrive dig selv af for tidligt. Du er slank, elegant – og husk, livet begynder først ved halvtreds. Jeg mødte min Kjeld, da vi begge var der, og nu har vi været sammen i femogtyve år.”
“Ja, men ikke alle er så heldige,” svarede Lene og åbnede døren til opgangen.
Om aftenen sad hun alene og tænkte på Karens ord. Hvorfor rørte de hende sådan? “Hvad er der galt med mig? Jeg skal da ikke finde kærlighed nu. Poul på arbejdet tilbød at tage mig ud, men han drikker og jager enhver kvinde – nej tak til den slags ‘lykke’.”
På vej hjem fra arbejdet gik hun som sædvanlig med sin kollega, Hanne. De fulgtes altid det første stykke, inden Hanne drejede af.
“Vi ses i morgen,” vinkede Hanne.
“I morgen,” nikkede Lene.
“Jeg burde vaske vinduerne i weekenden,” tænkte hun. “Foråret er på vej, og solen skinner allerede varmt.”
Pludselig lagde hun mærke til en mand, der gik i modsatte retning. Normalt stirrede hun kun ned i jorden, men denne gang så hun op – som om en usynlig hånd havde drejet hendes hoved.
Han var af gennemsnitlig højde, lidt fyldig, med grå tindinger. Men det var hans velplejede udseende, der fangede hende: skinnende sko, stilfuldt tøj.
“Jeg kan lide mænd med pæne sko,” fløj det gennem hendes hoved.
Da de passerede hinanden, mærkede hun, at han også betragtede hende – ikke som en tilfældig forbipasserende, men med ægte interesse. Hun sænkede blikket og gik videre, men hans venlige smil brændte sig fast i hendes hukommelse.
“Hvad mon han tænkte?” spekulerede hun senere over aftensmaden. Den aften kunne hun ikke slippe tanken om ham.
“Hvad er der galt med mig? Er det foråret, der gør mig sådan? Han var bare en fremmed, der smilede. Hvorfor kan jeg ikke glemme ham?”
Dagen efter mødte hun ham igen – samme blik, samme smil. Hele ugen gentog det sig, indtil hun ikke kunne holde det ud længere.
“Undskyld mig, men hvorfor ser De sådan på mig?”
“Hvordan skal man ellers se på en interessant kvinde?” svarede han med et smil.
Lene havde hørt mange komplimenter gennem årene, men hans ord rørte hende på en helt ny måde. En bølge af glæde skyllede gennem hende.
“Hvor kommer det her fra?” tænkte hun forbløffet. “Jeg troede, mit hjerte kun pumpede blod. Men nu føles det, som om det er vågnet til live.”
Hun gik forbi ham og fortsatte med dirrende knæ. Ved opgangen vendte hun sig om – han så stadig efter hende. Indenfor sank hun ned i sin lænestol og vidste ikke, hvad hun skulle tro.
“Jeg bad Gud om kærlighed. Kunne det her være svaret? Kan mit hjerte holde til det, der foregår i mig?”
Dagene gik, og de mødtes stadig på gaden – nu med et nik og et smil. Om aftenen tænkte hun på hans blik. Før hun faldt i søvn, forestillede hun sig et liv ved hans side og sov ind med følelsen af hans varme læber mod hendes.
Også Morten følte sig usikker. Han var treoghalvtreds, enkemand, og besøgte sin søster i byen. Hver aften gik han en tur, og nu havde han mødt denne smukke kvinde. Han turde ikke gå hen til hende, men vidste, at han snart måtte handle.
“Lise,” sagde han til sin søster en aften. “Jeg møder denne kvinde hver dag, men jeg ved ikke, om hun er gift. Hvad gør jeg?”
“Åh, Morten, du er ikke femten år,” lo Lise. “Gå hen og spørg! Hvis hun er alene, bliver hun glad. Hvis ikke, får du et klart svar.”
Tre uger gik. Foråret blomstrede fuldt ud, og hylden duftede. Lene levede i en slags drøm, fyldt med længsel. Hun tænkte på sin ungdom, på kærlighed og varme nætter.
“Lene, er du forelsket?” spurgte Hanne på arbejdet.
“Hvad får dig til at tro det?”
“Du virker så fjern, som om du svæver et sted.”
“Det er bare foråret,” smilede Lene.
En dag mødte hun ham ikke. Hun blev underligt trist. Da hun kom hjem, ringede det på døren.
“Hvem kan det være?”
Hun åbnede – og der stod han med en bundt hyld i hånden. Duften af blomster og fin parfume fyldte gangen.
“Undskyld, må jeg komme ind?”
“Selvfølgelig.”
Han trådte ind og rakte hende blomsterne.
“Jeg hedder Morten. Og du er Lene, ikke? Jeg spurgte naberne på bænken,” tilstod han med et smil. “Jeg var bange for, du var gift.”
Lene tog imod blomsterne med rystende hænder.
“Vil du have en kop kaffe?”
“Det ville være dejligt.”
Han satte
