Ting i stedet for kærlighed.
Grethe, mener du det seriøst? Endnu et stel?
Viktor stod i døren til deres lille etværelses lejlighed i Vanløse, med en kuvert i hånden fra udlejeren. Grethe var ved at mase en ny papkasse ind i det overlæssede skab kopper med blå blomster kiggede frem mellem avispapiret.
Viktor, det er jo “Snedronningen”-porcelæn, sidste kollektion! Se de små roser… og det var virkelig billigt, udsalg i “Souvenirmagasinet”.
Billigt, gentog han stille, næsten tomt. Grethe, vi skal ud af lejligheden. Ved udgangen af måneden. Ejeren har solgt.
Hun frøs midt i bevægelsen med hånden på skabsdøren. Noget klirrede indeni; porcelænet stødte sammen. I skabet stod allerede tre ubrugte stel, pakket ind i aviser og gamle kasser.
Igen?
Igen.
Grethe lukkede skabsdøren langsomt og vendte sig imod ham. Hun var syvogfyrre, men så ældre ud i sådanne øjeblikke små rynker ved øjnene, trætte skuldre, hænderne rettede automatisk på håret.
Det er syvende gang på tolv år, sagde hun, med en tone Viktor ikke havde hørt længe. Ikke vrede, ikke irritation, men opgivelse.
Jeg ved det.
Skal vi leve sådan, flytte rundt resten af livet?
Hans blik gled ud på kuverten, rummet. Tohalvtreds kvadratmeter, sofaen der kunne slås ud til seng, et klædeskab fyldt til randen, hylder proppet med Grethes indkøb. På vindueskarmen stod porcelænsfigurer, tre pyntefade på væggen. I hjørnet lå gamle magasiner “Familiejournalen” og “Hjemmet” i stakke fra de sidste mange år.
Grethe, begyndte han forsigtigt, hvis nu vi ikke…
Lad nu være, ikke nu. Please. Ikke i dag.
Han tav. De vidste begge, hvad han ville sige. Om pengene, der forsvandt måned for måned. Om hvordan de aldrig fik sparet op til en lejlighed, fordi lønnen altid blev brugt på endnu en smuk ting på “en sjældenhed,” på “den sidste kollektion”. At de kunne have købt en lille ejerlejlighed for otte år siden, men så købte Grethe et antikt dampstrygejern og senere en krystallysekrone…
Mor ringede, sagde Viktor, og ændrede emnet. Vi skal komme forbi i morgen. Noget vigtigt, sagde hun.
Kommer Lene?
Ved det ikke. Jeg spurgte ikke.
Lene, deres femogtyveårige datter, boede for sig selv i et kollegium på Frederiksberg. Hun arbejdede som noget kontorassistent; kom sjældent på besøg. Sidste uge havde Grethe forsøgt at give hende et flot sæt broderede håndklæder tyrkiske, fine. Lene takkede, men tog dem ikke med sagde, at der allerede var for trangt på værelset.
Hun er sur på mig, sagde Grethe lavt og satte sig i sofaen.
Hun er ikke sur. Hun… har bare sit eget liv.
Hun ser ned på mig. På alt det her, hun pegede på rummet. Som om jeg er skør.
Viktor satte sig ved siden af hende. Han havde lyst til at sige, at det ikke var unormalt, at mange samlede på noget. Men han lod være. For det var jo ikke sandt. Samlere søger omhu og systematik, men Grethe købte bare hvis tingene var smukke, hvis der var rabat, hvis ekspedienten sagde: “Det er sidste eksemplar.”
I morgen tager vi til mine forældre, sagde han. Så ser vi hvad de vil. Bagefter må vi lede efter en ny lejlighed.
Hun nikkede uden at se op. Gik så ud i det lille køkken. På bordet stod allerede endnu en æske med et nyt tekopstel.
***
Viktors forældre boede i en ældre etageejendom på Amager. Niels Steffensen, faren, tidligere ingeniør og nu pensionist med dårligt hjerte. Bodil Steffensen, moren, havde arbejdet som bogholder hele livet. De havde to værelser, alting var ryddeligt, intet rod alt havde sin faste plads.
Da Viktor og Grethe trådte ind, var Bodil allerede ved at dække bordet. Lene bladrede uinteresseret på sin mobil.
Nå, I er kommet, sagde hun som velkomst.
Lilleskat, sagde Grethe og forsøgte at kramme Lene, men hun vred sig undvigende fri og gik for at vaske hænder.
Niels sad i lænestolen foran fjernsynet. Da Viktor hilste, nikkede han, uden at rejse sig.
Kom, sæt jer, sagde Bodil. Teen er straks klar. Jeg har bagt hindbærtærte.
De satte sig. Der blev stille. Lene stirrede ud ad vinduet, Grethe fumlede nervøst med servietten.
Nå, sagde Niels, da han kom i køkkenet. Fortæl nu, sønnike.
Bodil hældte te op, skar tærte ud. Da hun satte sig, lagde hun hænderne i skødet og kiggede på Niels.
Viktor, begyndte Niels, kan du huske min kusine, Beate?
Beate, der boede på Vesterbro? Viktors stemme tøvende.
Ja, hende. Hun døde sidste måned. Fredeligt, mens hun sov. Seksogfirs blev hun.
Gud give hende fred, mumlede Grethe automatisk.
Lejligheden står nu tilbage, sagde faren. To værelser. Ingen børn. Ifølge testamentet er det min.
Viktor satte koppen ned.
Altså… har du fået lejligheden?
Hvad skal vi med endnu en? blandede Bodil sig. Vi har jo vores eget. Orker ikke alt bøvlet med salg. Rådgivere, papirarbejde, svindlere. Og vi vil ikke sælge familiens arv til hvem som helst.
Kort sagt, Niels rømmede sig, mor og jeg vil give lejligheden videre til jer. Som gave.
Stilheden trykkede. De kunne høre det gamle Bornholmer-ur tikke.
Mener I det? hviskede Viktor.
Ja. Femte sal, opført i 1972, to værelser, lidt over halvtreds kvadratmeter. Ikke det fineste kvarter, men eget tag over hovedet.
Mor, far… Viktor kæmpede med ordene. Det er jo…
Nu skal I ikke takke, afbrød Bodil. Det var på tide. Man skal ikke bo til leje hele livet.
Tårerne trillede lydløst ned ad Grethes kinder. Hun gjorde ikke engang mine til at tørre dem væk.
Men hvorfor…? begyndte Viktor. I kunne have solgt, have haft mere i alderdommen…
Vi mangler intet, sagde Niels kort. Vi har pension, lidt på bogen. Det er jer, der trænger. I har jo slidt nok.
Men med to betingelser, sagde Bodil. Eller ønsker, kan man vel kalde det.
Viktor spændte.
At Lene kommer noget oftere. Hun er vores eneste barnebarn, og vi ser hende for sjældent. Familien skal være nær. Og for det andet når vores tid er forbi, så holde en pæn og respektfuld bisættelse. Alt, som det bør være. Ingen skal skamme sig over det sidste farvel.
Det skal vi nok, sagde Grethe, stemmen dirrende. Tak. Mange, mange tak.
Bodil nikkede og lagde en nøgle i Grethes hånd.
Nøglerne. Der står noget møbelværk derinde, men det meste er gammelt. Beate var syg til sidst og fik ikke ryddet op. Men det kan I nemt få ordnet.
Viktor mærkede nøglerne. Kolde, tunge.
Må vi se den i morgen?
I kan gå op når som helst. Her er adressen, sagde Niels, og rakte en seddel. Femte sal, lejlighed 73. Elevatoren virker, tjekkede forleden.
De sad lidt endnu, drak te. Snakken vendte altid tilbage til det praktiske om lejligheden. Da de gik, krammede Bodil Grethe.
Men sørg for at få ryddet ordentligt op, hviskede hun. Beate blev sær til sidst, gemte på alting. Men ryd op, og det skal nok blive godt.
Grethe nikkede.
De tog metroen hjem. Lene stod af på sin station. Før hun forsvandt, vendte hun sig.
Tillykke, sagde hun. Nu får I da plads til alt det.
Og før Grethe nåede at svare, var hun væk i menneskemængden.
***
Lørdagen efter skulle de op og se lejligheden. Viktor havde taget en fridag, Grethe havde bedt sig fri fra skolen hun underviste i matematik. Hun hverken elskede eller hadede sit arbejde. Lønnen var ikke stor, men den kom.
Hele ugen sov Grethe næsten ikke. Hun lå og drømte om, hvordan møblerne skulle stå, hvilke nye gardiner hun ville købe, hvordan alle de fine stel kunne stå synligt bag glas. Måske skulle hun købe sådan et vitrineskab, så gæsterne kunne beundre samlingen.
Vi får nok brug for at renovere, sagde hun. Nye tapeter, nyt gulv. Luksuslinoleum ligner jo nærmest parket nu.
Vi ser først, hvad det er for noget, svarede Viktor.
Ejendommen på Amager lignede alle andre boligblokke fra halvfjerdserne. Grå beton, afskallet maling, et skævt halvtag over indgangen. Utroligt, men elevatoren virkede. På femte i en gang der duftede af kat og kogt kål fandt de lejlighed 73.
Viktor låste op. Døren gik op. De standsede.
Lejligheden var fyldt med ting. Ikke bare fyldt pakket. Gange var smalle passager mellem aviser, magasiner, papkasser. Plasticposer, tasker, bunker overalt. Duften af støv, tør luft, gammelt.
Herregud, hviskede Grethe.
De gik mod stuen. Endnu værre. En seng midt i rummet; ophobninger af tøj, lagner, puder nåede op over madrassen. Billeder, kalendere, bøger og kasser på hylder og gulve. Viktor skimmede blade fra halvfjerdserne “Familiejournalen”, “Alt for Damerne”.
Måske er det bedre i det andet værelse, sagde Viktor spagt.
Det var det ikke. Skabet var sprængt, ting væltede ud. Bordet druknede under smykkeskrin og småæsker. Stole var stabler af porcelæn og gryder.
Grethe roterede langsomt midt i rummet, ansigtet hvidt.
Det hele må ud, sagde hun. Alt sammen kasseres.
Måske skal vi sortere, sagde Viktor, og åbnede en kasse fuld af gamle syltetøjsglas, tomme.
De gik i stilhed ud i det lille køkken. Skuffer og skabe var proppede med porcelæn, æsker med sukker og pasta for længst for gamle.
Hvordan har hun kunnet bo sådan? spurgte Grethe. Hvordan kan man?
Viktor svarede ikke. Han stod ved vinduet, kiggede ned i gården hvor børn spillede bold, nogen luftede en hund. Hverdagen nede på jorden, som om alt heroppe var en fremmed verden.
Vi må leje nogle flyttemænd, sagde han. Ud med det hele. Om ugen er vi færdige.
Grethe tav. Hendes blik gled bagud over en hylde. Der stod kopper pyntet med fine roser. Samme kollektion, som hun netop havde købt “Snedronningen”.
Viktor? Kom og se.
Han kom.
De er jo identiske… de samme.
De stod tavse. Grethe gik tilbage i stuen og satte sig på kanten af sengen. Viktor fulgte med.
Mor sagde, Beate var sær gemte på alt. Men ikke så meget, sagde han.
Hun boede alene?
Hun mistede manden for mange år siden. Havde ingen børn.
Grethe lod hånden glide hen over et falmet tæppe.
Hvorfor samler man sådan? spurgte hun. Man bruger det jo ikke.
Viktor trak på skuldrene.
Måske frygt for at mangle? Hendes generation krig, rationering. Instinkt.
Men alligevel porcelæn i kasser. Tøj i poser. Hvorfor?
Han kunne ikke svare. Han så på sin kone, der sad i et fremmed hjem fyldt med fremmede ting og pludselig forstod han, hvad hun tænkte. Hun så sig selv i det hele.
Grethe…
Sig ikke mere, sagde hun og rejste sig hurtigt. Lad os gå.
De gik ud på trappen og lukkede døren. Grethe hvilede hovedet mod væggen lukkede øjnene.
Hvad gør vi nu? spurgte hun.
Jeg ved det ikke.
Skal vi takke nej? Sig til dine forældre, at vi ikke kan?
Kan vi ikke, Grethe. De er allerede i gang med papirerne.
Men hvordan får vi ryddet det her? Hverken penge eller noget.
Vi må tage det i weekenderne skraldesække, sult og slid, prøvede Viktor.
Grethe så på ham.
Tror du på, man kan rydde en hel livstid på to måneder?
Han svarede ikke, for han vidste, hun mente mere end bare lejligheden.
***
Papirerne blev hurtigt ordnet; den lokale advokat fik det klaret. Lejligheden var nu deres. Udlejeren i Vanløse gik med til at vente lidt, mens Grethe og Viktor gik i gang hver weekend med handsker og skraldesække.
Den første dag stod de bare og så fortabte på dynger af aviser og blade “Berlingske”, “Politiken”, “Alt for Damerne” fra flere årtier.
Syv sække senere kunne de endelig få lidt luft i entréen. Ryggen smertede, hænderne dirrede. På trappen drak de vand i stilhed.
I det her tempo tager det evigheder, sagde Grethe resigneret.
Anden gang begyndte de på tøjet. Frakker, kjoler, nederdele. Uendelige stakke, nogle med pletter og huller, men stadig sirligt foldet.
Se lige den her kjole sikkert fra 70erne. Som min mor gik med.
Skal vi smide det ud?
Ja… eller…
Hun holdt kjolen lidt, inden hun smed den.
Bag tøjet stod kasser med gamle fotos bryllupper og konfirmationer på sort-hvide billeder. Mennesker der smilede, men var væk nu. Ubrugeligt.
Tredje, fjerde, femte weekend. De begyndte at se slutningen men noget ændrede sig i Grethe. Hun blev tavs. En aften fandt Viktor hende grædende i deres køkken.
Hvad er der?
Jeg er bare træt.
Men han mærkede, at det ikke var kun det.
En dag i Amager-lejligheden fandt hun en gammel dagbog. Med småt, næsten ulæseligt. Hun læste op “Købte i dag et nyt stel. Så smukt med blå blomster på. Når jeg har mange smukke ting, føler jeg mig mere rolig, som om jeg har noget at falde tilbage på.”
Hun bladrede videre.
“Købte endnu et. Jeg kan ikke lade være. Når folk ser, hvor fint her er, vil de forstå. Bor ja synes, jeg køber for meget, men…”. Hun holdt inde.
Hun skrev det som 25-årig, sagde Grethe.
Og?
Hun ventede hele livet på, at tingene blev brugt. På at nogen kom, beundrede… og til sidst forsvandt hun og efterlod kun bjerge af ting, ingen vil have.
Viktor satte sig ved siden af.
Det er det samme, jeg gør, sagde hun dæmpet. Jeg køber, fylder vores liv op. Men for hvem? For hvad? Tror det hjælper, når vi får vores eget. Men gør det?
Hvorfor skulle det ikke?
Fordi problemet er ikke hjemmet. Det er mig. Jeg tror altid, hvis bare jeg får denne ting, vil jeg føle mig noget værd. Men tingene står bare og fylder. Jeg gør det igen og igen.
Viktor tav. Hun havde ret. Han havde set det i årevis, men aldrig vidst, hvad han skulle gøre.
Det værste er frygten for at ende som Beate alene med mine ting, ingen har brug for.
Du er ikke alene, sagde Viktor stille.
Indtil du opgiver. Eller Lene forsvinder. Og til sidst står jeg tilbage.
De sad længe i stilheden. Skumringen bredte sig, og rummene føltes endnu koldere.
Måske skal du tale med nogen? foreslog Viktor. En psykolog?
Måske, sagde hun. Men først, lad os gøre lejligheden færdig. Så tager vi snakken bagefter.
***
Efter tre uger var de igennem det meste. Tonsevis af affald blev kørt væk. Lejligheden føltes tom, kun slidte vægge og knirkende gulve.
Viktor stod i stuen. Vi må snart have tapet på…
Grethe stod og kiggede ud. Jeg ved ikke mere, om det er det, vi har brug for.
Hvad mener du?
Vi troede, det løste alt at eje vores eget. Men problemerne har ikke spor med mursten at gøre. Vi kan flytte ind, fylde op men alt ville fortsætte, bare med mere plads. Det nytter ikke.
Vil du sælge?
Jeg ved ikke hvad. Men vi skal snakke med dine forældre. Fortælle dem sandheden. Vi har brug for noget helt andet.
Hvad er det?
Hun vendte sig, beslutsom. Jeg skal finde ud af hvorfor jeg gør det her. Hvorfor jeg altid mangler noget indeni.
Hvordan skal vi spare op til noget sammen med alt det rod?
Jeg ved det ikke, men vi kan ikke fortsætte sådan her.
De gik. I gadedøren røg Viktor. Grethe lænede sig imod ham.
Jeg er bange.
Mig også.
Men vi skal prøve.
Ja.
***
Samtalen med forældrene var svær. Niels forstod det ikke, Bodil blev ked af det. Men Grethe og Viktor stod fast. Vi er taknemmelige, men har brug for at forstå os selv først.
Med Lene gik det anderledes. Over kaffe nikkede hun bare.
Endelig, sagde hun. Endelig ser I det. Jeg var ikke sur, jeg havde bare ikke lyst til at se på alt det. Men jeg er stolt af jer.
Jeg vil gerne ændre mig, sagde Grethe.
Det skal du kun for dig selv, mor. Ikke for os.
Et halvt år gik. Grethe gik til psykolog, arbejdede sig gennem de overfyldte skabe i deres gamle lejlighed. Afleverede, solgte, smed ud. Hver ting gjorde ondt at give slip på, men hun blev ved.
Viktor støttede. En dag sagde han, at det også var hans skyld, han havde tiet for længe.
Kvarteret på Amager stod tomt. Måske skulle de bruge den sidenhen de lod den stå.
Lene kom langsomt oftere forbi. De begyndte at drikke te, tale mere sammen. Små skridt familie igen.
***
Otte måneder efter de fik nøglerne tog de tilbage med Lene.
Flytter I så ind? spurgte hun.
Vi ved det ikke, indrømmede Grethe.
De gik gennem rummene. Da de samledes i stuen, blev Grethe stille.
For hvis skyld skulle vi have et hjem? For lykke? Tryghed? Eller for at kunne fylde mere op?
Det handler ikke om husets vægge, men om hvad vi gør med det, sagde Lene. Hjemmet er bare rammerne, livet lever vi indeni.
Jeg er bange for, at det hele starter forfra, hvis vi flytter ind, sagde Grethe.
Men denne gang ser du det, sagde Lene og krammede hende. Det gjorde Beate aldrig.
Måske skal vi bare lade huset stå, tage os tid.
Ja, sagde Viktor. Vi behøver ikke skynde os.
De låste og gik ned. Forårslyset lå på gaden. Lene ventede på dem.
Skal vi tage en kaffe?
Gode idé, svarede Grethe med et lille smil.
Nogle gange skal man rydde op i sit indre, før man kan fylde et hjem med noget, der virkelig betyder noget. Vores liv bliver ikke bedre af flere ting det bliver bedre af at fylde med kærlighed, ærlig snak og nærvær.
