En kold vinteraften hørte skovfogeden Anders en svag lyd ved hegnet omkring sin hytte. Da han åbnede døren, så han en udmagret hunulv med synlige ribben, hendes blik sultent men roligt. Han tøvede et øjeblik men rørt af dyrets nød gik han ind efter noget frosset kød og rakte det til hende.
Denne enkle gestus var alt andet end almindelig. Ulve nærmer sig næsten aldrig mennesker kun når ekstrem sult tvinger dem. Normalt holder de sig diskret i deres territorium, langt fra landsbyerne.
Men hunulven kom igen. En gang. Så endnu en. Og igen. Anders fortsatte med at fodre hende, på trods af beboernes klager, der frygtede for deres sikkerhed. Han vidste, at en sulten ulv er langt farligere end en mæt.
Så en dag stoppede hun med at komme. Landsbyboerne lettede. Men ikke Anders. Han savnede hende. Han var blevet vant til hendes stille besøg under måneskinnet.
En sen aften, to måneder senere, lød en velkendt knurren uden for hans vindue. Han skyndte sig udenfor og der stod hunulven. Men denne gang var hun ikke alene. Ved hendes side stod to unge ulve, stille og vagtsomme. Alle tre stirrede på Anders uden at bevæge sig.
I det øjeblik forstod han. Hele tiden havde hunulven delt kødet med sine unger, dybt inde i skoven. Nu havde hun ført dem til ham. Som en tak. Som et farvel.
Så forsvandt de ud i natten. Og siden den dag blev der aldrig set ulve i området igen.
