Dagbog, 16. februar
Venner siger altid, at den slags sker i film, men ikke i livet. Men jeg jeg har set det med egne øjne. Venskab, skabt i sandkassen, nedbrudt af misundelse, forvandlet til kamp for kærlighed. Måske er vi danskere for pragmatiske til store dramaer. Måske ikke.
Mit første minde om Katrine og mig det er mosgrønne knæ i Kongens Have, to piger der hopper over de små bække og deler den samme ispind, hvis næse og hage er smurt ind i tivoli-softice. Vores mødre lærte hinanden at kende på babysalmesang, vi spiste vores rugbrødsmadder sammen på bænken i det samme børnehavekøkken. I mange år gik vi i ét. Grinede af luse-tjekket, betroede hverandre alt; første forelskelse i 4. klasse, skænderier om hvem der fik det pæneste penalhus, latter over bumser og forældrenes uretfærdige regler.
I barndommen var vi lige. Begge klatrede vi i træer og fik laset strømpebukserne. Samme tøj, købt på udsalg på Strøget, samme uldhuer. Men da vi fyldte seksten, begyndte tingene at ændre sig.
Katrine blomstrede op som blomsterne på Frederiksberg om foråret. Hun blev slank, høj, med tæt, mørkt hår, som hendes mor til sidst tillod farvet i chokoladebrune nuancer. Hendes hud var blød og fri for akne. Forældrene gav hende, hvad hun havde lyst til: et moderigtigt tørklæde, god mascara.
Lone den anden pige i vores duo var min skygge. Hendes mor, en praktisk sygeplejerske, mente, at Lone skulle klippes kort, for hun har så tynde lokker, at det andet ser dumt ud. Hendes far værkmester på Carlsberg, stram og ordentlig var allergisk over for make-up og pigefnidder. Creme var spild, og smykker til unge piger var for kokette. Lone gik med kort, kruset hår, trøjer i herremodel og ansigtet mærket af stress-pickede udslet.
Katrine var fast besluttet på at hjælpe hende. I alle findes der en skønhed, der venter på at vågne, plejede hun at sige. En gang tog hun hårtørrer og glattejern med hjem til Lone og fremtryllede i løbet af en halv time en flot, kæk frisure. Hun opfordrede Lone til at prøve eyeliner og lånte hende et par sorte jeans og en pæn, stram rullekrave. Pludselig så Lone sig selv i spejlet og var forbløffet: De lange ben, de smukke grå øjne, som hun altid havde skjult bag pandehår og generthed.
Se dig nu lige, du er jo en perle! lo Katrine.
Lone blev ildrød. Perle lød falskt. Nedladende.
Vi startede sammen på Århus Universitet, økonomi. Forældrenes opsyn aftog, og Lone begyndte endelig at trække vejret frit. Hun lod håret gro, øvede sig i at lægge make-up, og skiftede sit tøj ud med mere feminine ting. En dag havde hun fået farvet håret kobberrødt. Beundrere dukkede op, ikke mange, men de var der.
Men rygtet den ukønnede veninde klæbede stadig til hende. Katrine var stadig stjernen, der svævede gennem mængden af bejlere. Drengene dystede næsten om hendes opmærksomhed med blomsterbuketter og inviterede hende ud steder, hvor de fleste kun kiggede på menukortet. Hun tog imod alt med et smil og ironi.
Lone slugte misundelsen i stilhed, et bittert æble hver gang hun så Katrine rynke på næsen af endnu en bejler. Hun drømte om at være hende, bare et øjeblik, at opleve al denne opmærksomhed. Indtil videre var komplimenter fra periferien og Katrines selskab det eneste, Lone klamrede sig til.
Det vendte sig en aften i september på andet år. To journaliststuderende, Markus og hans spasmager-ven Niels, blev føjet til vores vennekreds. Mellem Markus og Katrine slog lynet ned. Mens Niels forsøgte at gøre indtryk på Lone, blev hun uden at kunne stoppe det forelsket i Markus. Ikke let, klæbrigt teenager-knus men med hele sin længselsfulde længsel.
Lone forvandlede sig; avancerede make-up, høje hæle der gav krampe, hendes mest vovede kjole. Katrine lo og hjalp hende med lynlåsen: For Niels? Han er vild efter dig, også selvom du var i joggingbukser!
Lone smilede kunstigt. Ville Katrine vide til hvem hun i virkeligheden klædte sig pænt på
Selv på de bedste dage var Lone kun pæn. Katrine kunne have hul i strømperne og rodet hår mændene blev draget mod hende alligevel. Lone sukkede.
Hvert ord fra Markus blev analyseret. Et spørgsmål om den seneste forelæsning: Kunne han mon mene mere? En tilfældig bemærkning om Lones task, og Lone fantaserede om skjulte følelser men vidste, han så kun Katrine.
Niels mærkede, at Lones interesse var venskabelig, og fandt hurtigt en mere imødekommende studerende. Katrine og Lone skar en pizza i caféen, og mens Katrine sukkede over, hvor rar, morsom og reel Niels var, bed Lone hovedet af hende: Han er overfladisk, ligesom din Markus. De vil bare have sjov og videre.
Når Markus og Katrine skændtes, nærede Lone hemmeligt håbet, at det snart ville være slut, at Katrine ville blive forrådt. Men Markus var ihærdig: han købte Katrines yndlingsflødeboller, tog hende med ud at se på stjerner, fandt tid midt i stress. Lone hviskede giftigt til Katrine: Han manipulerer dig, vil bare holde på dig lidt længere. Spredte tvivl, altid med gift dryppende men maskeret som omsorg.
Markus fik praktik tilbudt job i København, karrieren ventede. Han ville bygge et liv for dem begge. Jeg venter på dig, hver weekend besøger jeg dig, sparer penge til vores fremtid, lovede han grådkvalt til Katrine.
Adskillelsen gav Lone luft Markus blev væk, misundelsen blegnede, hun begyndte at ses sporadisk med en kedelig, men loyal, jurastuderende. Men så; Katrine afslørede, at hun var gravid.
Få en abort. Han vil hade dig, hvis du styrter alle hans planer på gulvet, sagde Lone koldt. Katrine ringede Markus. Han panikkede, men kom straks til sig selv: Flyt ind hos mig efter fødslen, vi klarer det. Beslutningen var taget.
Smerten ramte Lone hårdt og smerteligt. Hun havde satset, håbet at Markus ville vende hende ryggen men i stedet knyttede barnet hende og Katrine tættere sammen. Lone blev kun fyldt af raseri.
Hun indledte en plan. Begyndte metodisk at manipulere: lagde op til jalousi, beskyldte Markus for ligegyldighed, plantede forsigtigt tvivl. Dårlige nætter, dårlig samvittighed.
Samtidig blev Katrine endnu smukkere hun tiltrak stadig opmærksomheden, selv med gravidmave. Dennis, Markus’ gamle ven, begyndte at komme med blomster, bære hendes poser, køre hende til jordemoder. Lone tog billeder: Katrine og Dennis tæt sammen i solen, Lone sørgede for vinkler, der så fortrolige ud.
Den dag Lone skulle besøge en syg kusine i Hellerup, bad Katrine hende næsten bedende om at tjekke, hvordan Markus havde det. Lone fik hurtigt Markus til at åbne sig; hun fremviste billeder, antydede tvivl, overtalte ham til at tvivle på Katrine. Hun nævnte aldrig den Dennis, mumlede Markus.
Næh, hun kan jo ikke nævne ham De er jo et par nu, svarede jeg lavt og lagde min hånd på hans. Jeg var nærværende, loyal, hun var i byen så fjern.
Hun ringede Katrine og dryppede fortsat gift: Markus har en anden Skabte mistro til dem begge. Katrine ringede Markus men han tog ikke telefonen. Dennis blev banditten for Markus, Markus blev monsteret for Katrine.
Lone gennemførte næste akt fortalte Markus, at Katrine havde fået en abort og var flyttet ind hos Dennis. Samtidig advarede hun Dennis: Lad hende ikke snakke med ham, hun er knust
Da Markus endelig forsøgte at ringe, tog Dennis telefonen. Hold dig væk, svin! råbte han. Markus græd natten igennem, Lone trøstede ham der, ved siden af, klar til at træde ind. Men han elskede hende ikke kun ensomheden og trøst i et øjeblik.
Lone flyttede ind, blev partner. Hun kvittede studiet, fik arbejde som kontorassistent og spillede rollen perfekt.
Katrine var alene med sin voksende mave og knuste hjerte. Dennis var hjælpsom men kun som ven. Hun var sikker på, Markus havde svigtet. Hun ringede Lone, knust, som bekræftede med overbevisning, at Markus var ligeglad Han sagde, barnet var dit problem.
Markus foreslog Lone, at de skulle giftes, men nægtede at annoncere det angsten for at møde fortiden stak for dybt. Alligevel fortalte en af hans gamle venner, Niels, det til Katrine i et svagt øjeblik over Messenger: Markus gifter sig med Lone.
Det var for Katrine den endelige spids hun græd en hel dag og var fuld af had og opgivelse. Dennis, upåvirket af egne følelser men med et skarpt blik, anede mistanken om, at det var for bekvemt, for hurtigt alt var gået. Han begyndte at undersøge sagen og fik kontakt til Markus.
Efter samtalen gik Markus op for, hvad han havde været del af. Han sendte Lone ud. Skammede hende ud sagde direkte, at du vil altid være en skygge. Du tror, at hvis lyset slukkes, forsvinder skyggen, men det er bare mudder. Forsvind.
Markus pakkede sin sportstaske, tog natbussen til Odense hvor Katrine boede, og stod til sidst i hendes døråbning, ydmyg og tom. Han forklarede, hvordan han havde været et fjols, på grund af mistillid og Lones løgne.
Katrines blik var udslukt. Jeg tror ikke, det nogensinde kan blive som før, sagde hun. Men hun inviterede ham alligevel til at overnatte på sofaen og tage med til jordmoder næste dag.
De første uger talte de kun om praktiske ting, Markus gjorde hvad han kunne: sagde op, fandt job på lokalavisen, blev ved siden af hende. En dag begyndte de at tale om fortiden om Lone, om svigtet, om at tilgive.
Lone sendte én mail: Undskyld, jeg ødelagde alt. Katrine læste den og slettede den straks. Hun angrer ikke, hun begræder kun at det ikke lykkedes, sagde Markus med et bittert smil.
De blev gift på rådhuset i Odense, ingen stor fest, bare de nærmeste. Dennis var vidne, hans kæreste bar Katrines blomster.
Barnet kom efter en lang nat. Markus holdt Katrines hånd, og tårerne flød. De kaldte deres datter for Sidsel.
De hørte aldrig mere fra Lone. Hun slettede alle sine profiler, forsvandt sydpå.
Når jeg i dag ser Sidsel grine i barnevognen nede på Munke Mose, tænker jeg, at kærlighed består ikke kun af lykke, og venskab ikke kun af glæde. Lone tog ikke kærligheden fra os hun satte den på prøve. Det, vi står tilbage med, måtte overleve både løgn og svigt. Og det føles, som det smukkeste, vi ejer.
Hvis jeg har lært noget? Selv de nærmeste kan misunde dig, endda ødelægge dig. Men sandheden kommer frem, når man mindst venter det og alt, hvad der er stærkt nok til at overleve stormen, er værd at bevare.
