Snavset mand.
Mikkel og Signe blev gift for et år siden, men allerede fra starten havde de en hverdag, der fungerede så gnidningsfrit, at selv et mekanisk urværk ville blegne. De flyttede ind i en rummelig andelslejlighed på Frederiksberg, som Mikkels farmor havde efterladt ham, og kastede sig helhjertet ud i projektet: at gøre sig klar til at få barn.
De nåede gennem alle danske læger, tænder blev rettet ind, de fik abonnement på dampende grøntsagsretter uden salt og sukker, og Mikkel som hver fredag plejede at køle weekenden ind med en kold Harboe Classic lod denne tradition fare. Ikke fordi han havde lyst, men fordi Signe sagde: Vi skal være seriøse, Mikkel! Du forstår det vel.
Han forstod, nikkede, og følte sig i hemmelighed som en tapper viking i færd med et selvopofrende togt for slægtens skyld.
Signe havde evnen til at skabe et hjem, hvor selv hospitalspersonalet ville måtte melde hus forbi: Alt duftede af lavendel, overfladerne glitrede, og selv luften virkede som om den var passeret gennem filtre på Rigshospitalet. I starten nød Mikkel den københavnske renhed: Fra et rodet arkitektkontor kom han hver dag ikke bare hjem til hygge, men til polstret sterilitet. Men snart begyndte hans hjem føles mere som et operationsrum enhver bevægelse risikerede at bryde forseglingen.
Den daglige hjemkomst blev til en avanceret overgangsritual. Allerede i entréen stod Signe klar med pose til skoene, som hun løftede fra gulvet med det ansigtsudtryk, som om de var affald fra Reaktor 4.
Alt af! pegede hun mod badeværelset, hvor friskt håndklæde og bomuldskåbe ventede, så hårdt strøget at stoffet sagde knæk bare han kiggede på det. Undertøjet også, jeg vasker det hele!
Signe, det er jo helt rent. Jeg tog kun det sæt på i morges! protesterede han, teenageforlegent.
Der sætter sig flere bakterier på otte timer ved et hævesænkebord end du vil vide! svarede hun, tog pakken tøj fra ham som om det var smittebærende, og fortsatte: Du aner ikke, hvad tekstiler opsuger i kantinen! Tænk på Vlad, tænk på os.
Han gik modvilligt i brusebad, skrubbede usynlig men tilsyneladende dødsensfarlig snavs væk, og tog hjemmeuniformen på dufteaftaler, Mikkel! Alt i huset lugtede nu af det brune sæbe, Signe bestilte over nettet, fordi hun ikke stolede på moderne kemi. Først herefter blev han lukket ind i den danske helligdom: køkkenet. Signe fortjente alligevel ros hun kunne lave suppe på dampet rodfrugt, så selv Noma ville blive jaloux.
Men steriliteten kvalte al spontanitet. For Mikkel, der var mere impulsiv end en svensker i Legoland, var det som at få kappet ilttilførslen. Han kunne ikke tage sin kone om livet ved kaffemaskinen, uden hun straks vakte ham til nutiden:
Mikkel, har du husket at vaske hænder? spurgte hun, mens hun elegant gled ud af hans favn. Hans hænder var vasket for fem minutter siden, men han tøffede lydigt ud til håndvasken igen uden at have rørt så meget som en teske siden sidst.
Nærheden blev også anderledes. Kærligheden forsvandt ikke, men intimiteten blev et procedureritual, som Mikkel mistede lysten i, længe før forspil overhovedet var på tale. Han skulle under brusebad, selv hvis han havde været under i for en halv time siden (du både sveder og udskiller fedt, Mikkel, det er naturlov!), og Signe skiftede klokkeblankt lagnet ud, inden der overhovedet blev talt om at gå i seng.
Signe, kan vi ikke bare for én gangs skyld? Han stod i soveværelsets dør og så på hende, mens hun minutiøst fjernede enhver fold fra lagenet.
Jeg vil bare have, vi er raske, svarede Signe. Ved du hvor mange bakterier, der gemmer sig her? Og da slet ikke efter du har drukket bajer med Jens og Amir på Vesterbro.
Jeg har ikke været på bodega i et halvt år, mindede han hende om, frustrationen voksede i ham.
Men du går jo på arbejde, Mikkel. Arbejde blev sagt, som om det var den nye sorte pest.
Alle hans forsøg på at tale om det, at der forsvandt noget umisteligt imellem dem blev stoppet af hendes urokkelige tro på visitation og hverdagshygiejne. Signe var ubevægelig, som Mindeparken på en regnvejrsdag, og hun troede, hun kunne jage alt ondt væk på denne måde.
Du forstår bare ikke, Mikkel. Verden ER beskidt. Vi skal ikke bringe fare hjem.
Sågar hendes kogekunst blev strikt. Suppe blev kogt på tredje portion vand, fordi alt det skadelige skal skylles ud, og vasketøjet blev hamret fri for alt med brun sæbe og citronsaft (for moderne kemi vandelægger hudens naturlige forsvar!). Hvordan hun samtidig kunne arbejde online fra hjemmekontoret med at rådgive hospitalspersonale, var stadig et mysterium for Mikkel.
Vennerne kom ikke længere på besøg, efter de til en påskefrokost blev mødt med krav om futter og spritservietter, og Klaus fik tørret sporet væk, da han glemte sig og lagde albuen på spisebordet. Vi tager den på Ølbaren, sagde de nu. Efter sådanne ture røg Mikkels tøj uden tøven i maskinen.
Du lugter af fremmede og øl, sagde Signe. I bad, og skyl håret to gange tænker på røgtobak.
Han fandt sig i det, fordi han elskede hende.
Signe blev hurtigt gravid. Deres alt andet end spontane, men omhyggelige indsats bar frugt, og for en tid faldt freden over hjemmet. Signe blev blødere, drejede bare sin omhyggelighed over på redebygningen. Mikkel trillede hende til scanninger, afleverede blodprøver, bar hjem UV-steriliserede sutteflasker og antibakterielle svøb, og for første gang håbede han, at alt alligevel var på rette spor, da jordemoderen sagde, alt så perfekt ud.
Drengen blev født til tiden, et robust eksemplar, og fik navnet Thorvald. De første dage smilede Signe, gav Mikkel lov til at tage drengen op, uden at steriliseringssprayen fulgte med, og han tænkte, at mørket måske var forduftet.
En uge efter hjemkomsten standsede al glæde.
Thorvald havde en mild neurologisk forstyrrelse, intet alvorligt, sagde lægerne, men for Signe gik himlen fra blå til sort. Vi gjorde jo alt! Vi vaskede. Vi rørte ikke øl. Vi gik udenom alle venner!
Det er din skyld, hviskede hun på tredje nat, når han prøvede at holde om hende. Du gik på arbejde. Du gik ud. Nu er Thorvald syg.
Signe, det har ikke noget med snavs at gøre, siger lægen, forsøgte Mikkel. Indeni ham voksede vreden over verdens meningsløshed: Narkomaner får raske børn, mens han havde brugt måneder på brun sæbe og urtetærter forgæves.
Ingenting sker ved et tilfælde, afbrød Signe med blikket stift fæstnet på gulvet. Fra den dag blev alt, han gjorde, usikkert og mistroisk vurderet.
Thorvald voksede fra sin startvanskelighed med hjælp fra fysioterapeuten og blev en stærk, nysgerrig dreng, klar på at række ud efter alt: legetøj, sand, regnorme, børn. Men Signes beskyttelse blev til en boble: Usynlige barrierer, som trykkede barndommen ud som luft fra en ballon.
Ud at lege, mor! tiggede Thorvald.
Signe påførte uden tøven rutinen: barnevognen sprittes, det specielle flyverdragt på (membrantekstilet forsegler alt), vitamin-lotion på hænder og ansigt, hvide bomuldshandsker klar til Månen.
Mikkel, børn skal sidde i mudder og sand, det er sådan, danskere bliver stærke, protesterede han til en rutine, der havde karakter af forberedelse til at ombygge Copenhill.
Han er født svag, jeg risikerer intet, hørte han som svar.
Men Thorvald fejlede intet ifølge den børnelæge, Signe stalkede med billeder af rødme og bleudslæt.
Børnehave? Aldrig! Signe mente, at børnehaver var bakteriebobler, og afviste blankt institutionen og det sociale liv (vil du have influenza-rasserende polkaparty, eller hvad?). Hun vaskede ham to gange dagligt kun med dyrt apotekssæbe fra Holte Apotek og han blev dækket af apoteksduftende emulsion efter hvert bad.
Thorvald, livlig som en Kviklunsj i Tivoli, kæmpede mod vaskerituallerne, men det er for din egen skyld, guldklump, hviskede Signe, mens hun smurte endnu et usynligt lag ind i huden.
Mikkel måtte kun røre sin søn efter håndmassage med sæbespåner under Signes opsyn.
Du har renset negle? Mellem fingrene? Hun kiggede ham over skulderen.
Nu begyndte tanken om bare en enkelt Hof til fredag! at dæmre igen i Mikkels bevidsthed. Han købte sin savnede øl og smuglede den i køleskabet.
Blev den fundet, og det gjorde den: Hvad er dét?
En øl. Til fredag, når Thorvald sover
Du vil ødelægge vores søn med alkohol-udånder! stemmen dirrede af indignation.
Rolig nu, Signe. Det er én øl alene, han forsøgte at holde roen.
Du forstår ingenting. Ikke barerne. Ikke hygiejnen. Ikke hvad dine hænder har bragt ind. Og endnu mindre, når du drikker.
Hun tømte flasken i vasken, Mikkel stod lammet og mærkede savnet af allting frit og jævnt skylle gennem sig.
Intimiteten forvandlede sig til planlægning. Signe tog initiativ, men kun ifølge kalenderen lørdag kl. 20, efter Thorvald var puttet og lagnet udskiftet. Når hun rakte ham armen, var det ligesom at modtage en indkaldelse fra kommunen. Procedure var altid den samme: Frisk linned, brusebad, ulastelig nattrøje, og invitation til sovekammeret. Ikke mere, ikke mindre.
En dag sagde han:
Måske skulle jeg bare få mig en elskerinde, så?
Signe så ikke fra sit strygejern:
Bare hun er ren. Husk at vaske dig grundigt bagefter! Hun blev ved med at glatte stoffet.
Er du virkelig ligeglad? Bare jeg ikke bringer noget, spurgte han.
Du har fri vilje. Bare du ikke truer Thorvald med bakterier, sagde hun monotont.
Mikkel mistede til sidst tålmodigheden.
Du har brug for hjælp. Se en psykolog, Signe.
Jeg fejler intet. Jeg passer på jer. Du kan ikke se faren fordi du ikke vil! Det er DIN skyld, hvis Thorvald bliver ramt. Ikke min!
Han kunne ikke sige hvorfor det hele var kørt af sporet. Han blev siddende i den skinnende rene stue og så Thorvalds forbudte øjne længes efter sandet i lejlighedskompleksets gård.
Pappa, må jeg lave sandkager?
Mikkel lagde en hånd på sønnens hoved. Snart, min ven. Snart.
Men snart fik han aldrig åbnet op. Han følte sig indespærret bag skumle vægge, umulige at bryde ned. Hvad skulle han gøre for at slippe drømmens klistrede sterilitet? Hvordan får man sin kone og sit liv igen, når hjemmet dufter af hospital frem for af familie?
Han stod ved vinduet i den københavnske nat, så fædrene nede i gården lege med deres børn fald, latter, mudder på knæene. Og kunne ikke besvare spørgsmålet: Hvor længe kan man leve i et hjem, der er renere end et operationsbord, med en kone, der er bange for ens knus, med en søn, der er forbudt at være dreng?
Der var ikke noget svar. Kun venten og den underlige tomhed, som kun drømme og dansk vinter kender.
