Min mor bagte altid boller til os, men hun drømte om min mand…
Mikkel, har du ikke lagt mærke til, at mor har kigget lidt… mærkeligt på dig på det sidste?
Freja stod ved komfuret og rørte i havregrøden. Hun snakkede nærmest hviskende, som om hun var bange for, at væggene lyttede med. Mikkel kiggede op fra sin telefon, så overrasket over på hende.
Hvad mener du?
Tja, jeg ved ikke… Altså, i går, da hun var her, blev hun bare ved med at rose dig. Din skjorte, din frisure. Selv måden du holder din gaffel på.
Mikkel grinede, og hans blik vendte straks tilbage til telefonen.
Åh, Freja, det er jo din mor. Hun er bare sød, vil bare gøre sin svigersøn glad.
Jeg har kendt min mor i tredive år, Freja slukkede blusset og vendte sig rundt. Hun så bekymret ud, nærmest bange. Det er præcis derfor jeg spørger dig.
Mikkel lagde telefonen væk, gik over og lagde armene om hende.
Du tænker for meget. Du har travlt på arbejde for tiden, og så føles alting mærkeligt. Jytte er en god kvinde bare lidt ensom. Hun savner nok bare lidt opmærksomhed.
Freja skulle til at sige noget, men lod det ligge. Hun gemte kinden ved hans bryst og lukkede øjnene. Alligevel blev tanken bare ved at køre rundt i hendes hoved: Mor kigger ikke på min mand som en mor på sin svigersøn. Det er faktisk uhyggeligt.
***
Det hele begyndte egentlig for et halvt år siden, selvom rødderne nok går længere tilbage. Jytte gik på pension, som 65-årig, efter 38 år som kassedame i FDB. Hendes mand gik fra hende for 15 år siden, til en yngre kvinde klassikeren. Siden har Jytte boet selv i en toværelses lejlighed i Brøndbyøster, sådan et gammelt betonbyggeri på tredje sal, malingen var skallet af opgangen og altanerne hang sådan lidt skævt. Datteren Freja var hendes eneste rigtige glæde og mening i livet.
Da Freja blev gift med Mikkel for tre år siden, var Jytte oprigtigt glad. Svigersønnen var en fin fyr: flittig, ikke en der drak for meget, og han havde hænderne godt skruet på. Han arbejdede som ingeniør på Novo og tjente rimeligt. Hende og Freja lejede en lille lejlighed i Ørestad, ret spartansk, men hyggelig. Jytte kom på besøg én gang om ugen, som regel søndag, havde hjemmebagte boller med, hjalp med rengøring og sludrede lidt om tingenes tilstand.
Men så skete der et eller andet sidste efterår. Jytte holdt sin 72-års fødselsdag. Ingen andre end et par gamle kolleger, Freja og Mikkel samt naboen Kirsten. De sad og drak te og købete kagemand fra Lagkagehuset. Pludselig gik det op for Jytte, mens hun kiggede over på Freja latteren, håret der glimtede i lyset, huden så ungdommelig. Mikkel sad ved siden af, bredskuldret i en hvid skjorte, og kiggede på sin kone med et blik, der nærmest sved i Jyttes bryst.
Hun gik ud på badeværelset, lukkede døren og stirrede på sit eget spejlbillede. Grå hår, farvet rødligt, rynker og poser under øjnene, huden omkring halsen var blevet slappere. En gammel kone. Hun var blevet den type, mænd ikke længere vender sig om efter på gaden. Og hun huskede, hvordan det engang var hvor hun selv var ung, smuk, og eftertragtet.
Jytte lod hånden glide over ansigtet og sukkede tungt. Bag væggen kunne hun høre Frejas latter og Mikkels stemme. Deres familie virkede stærk men hvad havde hun selv? En tom lejlighed, TVet om aftenen, og de få sjældne opkald fra datteren.
Hun gik ud af badeværelset med røde øjne. Freja spurgte straks, om hun var okay. Jytte nikkede og smilede anstrengt.
Det går, skat. Jeg er bare lidt træt.
Efter den dag gik noget i stykker indeni. Jytte begyndte at komme oftere hos Freja og Mikkel. Først to gange om ugen, så tre. Altid med en eller anden undskyldning: nybagt brød, lidt hjælp til rengøringen, eller bare savn.
Freja sagde ikke noget hun blev faktisk glad, og Mikkel tog altid pænt imod. Han lavede te og spurgte til hendes helbred.
I begyndelsen nøjedes Jytte med at betragte ham. Hvordan han bevægede sig, snakkede, grinede. Så begyndte hun med små komplimenter:
Mikkel, du ser godt ud i dag. Er det fitnesscentret, der gør det?
Han blev flov og trak på skuldrene.
Det tror jeg ikke, Jytte, jeg rører mig bare så meget på jobbet.
Jeg kan huske, da jeg var ung, jeg havde en kæreste, der mindede om dig. Han var også sådan en bredskuldret type.
Freja syntes, det blev lidt mærkeligt, men hun slog det hen med, at mor nu var oppe i årene længsel efter ungdommen, det gik vel over.
Men det blev faktisk værre. Jytte begyndte at røre ved Mikkel velment, men underligt. En skjortekrave der blev rettet. Et fnug på skulderen, der skulle børstes væk. Hånden på underarmen, mens hun talte til ham. Mikkel blev stiv og vidste ikke, hvordan han skulle reagere. Altså, hvad i alverden det var jo hans svigermor. Syvoghalvfjerds år. Var det bare indbildning?
En dag i marts kørte de ud i sommerhuset, som Jytte havde i Nordsjælland. Et lille træsommerhus, lidt skævt, seks hundrede kvadratmeter have fuld af ukrudt. Freja og Jytte mugede ud i drivhuset, Mikkel byggede hegn.
Det var varmt, han smed skjorten og gik i undertrøje. Jytte kom ud fra drivhuset, så på ham i noget, der føltes som en evighed.
Mikkel, vil du have lidt vand?
Gerne, tak.
Deres fingre rørte hinanden, da hun rakte ham flasken. Hun slap ikke straks; holdt lidt for længe fast.
Du er virkelig flittig. Freja har været heldig.
Der var noget i måden, hun sagde det på, der fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på Mikkel.
Jeg gør mit bedste. Familien betyder alt for mig.
Familie, sagde Jytte, næsten for sig selv. Ja, det er vigtigt. Men nogle gange går det i stykker. Hvad gør man så, når den ene bliver træt, og den anden stadig har lyst til livet?
Mikkel rynkede panden.
Jytte, hvad mener du?
Hun smilede svagt og kiggede væk.
Ingenting, Mikkel. Jeg tænker bare højt.
Om aftenen, da de var hjemme igen, spurgte Freja:
Sagde mor noget underligt til dig?
Mikkel rystede på hovedet.
Nej, ikke noget. Hvorfor?
Hun har lige sagt til mig, at du er en meget smuk mand. At man ikke ser sådanne mænd i dag længere.
Det var da et kompliment.
Freja satte sig tættere på ham, tog hans hånd.
Mikkel, jeg tror mor går igennem et eller andet mærkeligt. Måske sådan en slags… mor-datter jalousi?
Det kan da godt være, men det er jo din mor hun elsker dig!
Ja, men… hun er alene, hun er bange for at blive glemt. Måske er hun bare… misundelig.
Mikkel holdt om hende og kyssede hende i håret.
Du skal ikke bilde dig ind, det hele er mærkeligt. Det er sikkert bare en fase.
Men han var faktisk ikke så sikker mere.
***
9. maj var det Store Bededag, og de skulle samles alle sammen. Jytte kom med hjemmelavet hønsesalat og en flaske Linie Akvavit. Og hun var nærmest overdressed en kjole med lidt for dyb udskæring, knaldrøde læber, store ørestikker. Freja gloede.
Mor, hvorfor er du sådan gjort i stand?
Det er jo festdag. Må man ikke det?
De sad og spiste. Mikkel holdt en lille tale om krigens afslutning, om familien, om håb for fremtiden. Alle skålede. Så tog Jytte ordet:
Jeg vil bare sige, hun så direkte på Mikkel at jeg er så glad for, at vi har sådan en mand i familien. Stærk. Tryg. En rigtig mand.
Freja smilte.
Tak, mor, jeg føler mig også heldig.
Ja, Jytte slap ikke Mikkel med øjnene. Du er virkelig heldig. Husk nu at passe på hinanden. Livet er langt, og nogle gange er sen kærlighed stærkere end den første.
Det hele gik i stå. Mikkel kiggede ned. Freja så surt på hende.
Hvad mener du, mor?
At man skal holde fast i det, man har. Selvom man tror, noget andet ville være nemmere.
Resten af aftenen var trykket stemning. Jytte tog hjem tidligt med en hovedpine som undskyldning. Da døren smækkede, åndede Freja ud.
Jesus, hvad sker der for hende?
Mikkel sagde ikke noget. Det var dér, han virkelig begyndte at forstå, at det her kunne blive grimt.
En uge efter skulle Freja til Aarhus for arbejde. I tre dage. Mikkel blev alene hjemme. Første aften ringede Jytte.
Mikkel, er du hjemme?
Ja.
Freja er i Aarhus?
Ja, hun tog afsted i morges. Hvorfor?
Ikke for noget. Jeg har bare et problem med vandhanen i køkkenet, jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre. Du er jo så handy.
Mikkel tøvede, men han kunne ikke få sig selv til at sige nej.
Kom bare forbi.
Hun dukkede op en time senere. Hun havde hjemme-slidte bukser på, men mascara og håret sat. Og hun havde medbragt en flaske rødvin.
Tænkte vi kunne tage et lille glas. For din skyld.
Mikkel fik det akavet, men skænkede op. De sad over for hinanden i køkkenet. Jytte lagde hænderne på bordet.
Mikkel, jeg skal sige dig noget.
Okay…
Jeg ved godt, jeg er 72. Men indeni føler jeg mig stadig som den pige på tyve. Den samme Jytte, der gerne vil elskes.
Mikkel tog en slurk vin og satte glasset fra sig.
Jytte, hvad vil du sige med det her?
At jeg er klar over, hvordan det lyder. Men jeg kan ikke lade være. Når jeg ser på dig, ser jeg min drømmemand. Stærk, klog og sød. Og det gør så ondt, at det er min datter, der har dig ikke mig.
Mikkel stivnede. Han kunne nærmest ikke forstå ordene.
Du ved godt, hvad du siger nu?
Ja. Jeg skammer mig. Men jeg er færdig med at lyve for mig selv. Jeg misunder Freja. Misunder hendes ungdom, hendes lykke. Jeg er rædselslagen for at dø som en ensom, gammel kvinde.
Hun rejste sig, gik hen til ham og lagde hånden på hans skulder. Mikkel rejste sig brat, skubbede stolen væk.
Jytte, stop! Det er sindssygt.
Hvorfor? Fordi jeg er gammel? Fordi jeg er Frejas mor? Hvis jeg var yngre, havde du så overvejet det?
Nej! Jeg elsker jo Freja! Du er hendes mor! Det her er forkert!
Jytte bøjede hovedet og begyndte at græde. Skuldrene rystede. Mikkel stod, knugede hænderne, splittet mellem medlidenhed, væmmelse og vrede.
Gå, sagde han stille. Gå nu. Og gør aldrig det her igen.
Hun så på ham med våde øjne.
Og hvis jeg gør? Hvis jeg fortæller Freja, at du selv lagde an på mig?
Han blev iskold.
Det gør du ikke.
Hvorfor er du så sikker? Jeg har ikke noget at tabe. Du har dit job, dit ry, din familie. Rygtet om utroskab er svært at vaske væk. Selv hvis det ikke er sandt, bliver der altid mudder tilbage.
Han genkendte hende ikke længere. Hvor var den elskelige svigermor, der bagte boller og gjorde rent? Nu var der kun denne kvinde med kolde øjne og trusler.
Hvorfor gør du det her, Jytte? Selv hvis du ødelægger mit ægteskab, vil jeg aldrig være sammen med dig.
Hun tørrede tårerne væk og rettede på håret.
Du har ret, Mikkel. Jeg er nok ved at gå fra forstanden. Det er skræmmende at blive gammel. At vågne op og opdage, livet bare er løbet fra en. At man slet ikke nåede noget som helst. Kun minder og gamle billeder med folk, der døde, eller forlod en. Man fylder tiden ud med andres historier fra TV.
Hun tog sin taske og gik mod døren.
Jeg går nu. Jeg skal nok lade jer være. Men jeg sagde sandheden. Jeg misunder min datter. Og det gør virkelig ondt.
Døren lukkede med et klik. Mikkel blev bare siddende tilbage i køkkenet. Hænderne rystede. Han hældte sig endnu et glas vin op og drak det i én mundfuld.
Næste dag ringede Freja.
Hvordan går det, skat? Savner du mig?
Ja. Hvornår er du hjemme?
Overmorgen. Har mor ringet til dig?
Mikkel blev helt stiv.
Nej. Hvorfor?
Hun ringede til mig i morges. Sagde hun havde det dårligt. Bad om, at du lige kiggede forbi. Hun er jo alene…
Mikkel lukkede øjnene. Han kunne mærke, det her var en fælde. Jytte blev bare ved at hænge på ham, og nu havde han ikke rigtig en vej udenom.
Okay. Jeg kigger forbi i aften.
Tak, skat. Jeg elsker dig.
Jeg elsker dig.
Han lagde på og vidste: Han blev nødt til at beslutte noget nu. Enten fortæller han Freja sandheden og ødelægger forholdet til moren. Eller også siger han ingenting, og så bliver det bare ved. Der var ikke nogen nem udvej.
Om aftenen tog han op til Jytte. Fjerde sal i den gamle blok, lugt af cigaretrøg på trappeopgangen. Jytte lukkede op nærmest med det samme, nærmest som om hun havde stået og ventet. Hun havde slåbrok på, var uden makeup, så helt lille og bleg ud.
Kom ind, Mikkel.
Han blev stående i entréen.
Jytte, jeg er her kun kort. Freja bad mig lige se til dig.
Sæt dig, du får dig en kop te.
Nej, tak. Jeg skal videre.
Hun gik tættere på, så ham i øjnene.
Har du sagt noget til hende?
Nej.
Hvorfor ikke?
Fordi hun ville gå i stykker. Hun elsker dig.
Jytte kiggede ned.
Jeg ved det. Jeg elsker hende også. Men kærlighed har mange former. Den kan godt skade, selvom man ikke vil det…
Det er ikke kærlighed. Det er egoisme.
Hun nikkede svagt.
Måske. Jeg er en dårlig mor. Et dårligt menneske.
Mikkel sukkede.
Nej. Du er bare en ulykkelig gammel kvinde. Du har brug for hjælp. Ikke fra mig men en psykolog, venner, et eller andet. Bare ikke sådan her.
Jytte så op, og der var så meget ensomhed i hendes blik, at det ramte Mikkel dybt. En gammel, bange kvinde, der var begyndt at klamre sig til fortiden gennem andres liv.
Du går nu, ikke? Så sidder jeg igen alene tilbage. Som jeg plejer.
Ring til Freja. Vær ærlig over for hende. Prøv.
Hvad skal jeg sige? At jeg er misundelig? At jeg var tæt på at ødelægge hendes ægteskab?
Du kan bare sige, at du er bange for at være alene. At du gerne vil have hjælp.
Tavshed. Så nikkede hun.
Gå nu, Mikkel. Tak fordi du kom.
Han gik, trampede ned ad trapperne. Ude på gaden kunne han trække vejret igen. Han ringede op til Freja.
Hej. Jeg har været oppe hos din mor.
Og hvordan har hun det?
Freja, vi bliver nødt til at snakke alvorligt, når du er hjemme.
Om hvad? Nu gør du mig nervøs.
Om din mor. Det der sker lige nu. Det er vigtigt.
Freja blev stille.
Okay. Jeg kommer hjem overmorgen. Vi tager snakken der.
Han lagde på. Kiggede op på Jyttes vindue. Hun stod bag ruden og kiggede ned. De fik kort øjenkontakt, før lyset blev slukket.
***
Freja kom hjem fra Aarhus om aftenen. Hun havde blomster med og kyssede ham. De satte sig i køkkenet.
Nå, fortæl så. Hvad gik der galt?
Mikkel lavede te. Det tog et stykke tid, før han kom i gang. Men så fortalte han det hele komplimenterne, de mærkelige berøringer, truslerne. Freja blev mere og mere bleg. Da han var færdig, rejste hun sig og gik hen til vinduet.
Jeg vidste det, sagde hun. Jeg kunne mærke det. Men jeg ville ikke erkende det.
Freja, undskyld.
For hvad? Du har ikke gjort noget.
For ikke at sige noget før. For at opsøge hende i går.
Hun gik hen og krammede ham.
Du gjorde det rigtige. Det er min skyld jeg så ikke, hvad der skete med hende. Jeg har været blind.
Hvad gør vi nu?
Hun slap ham og tørrede øjnene.
Jeg ved det ikke. Jeg må snakke med hende. I morgen.
Men dagen efter tog Jytte ikke telefonen. Freja tog selv ud til hendes lejlighed med sin nøgle. Lejligheden var tom. Der lå en seddel på bordet: “Taget ud til min veninde på landet. Undskyld, mor.”
Ugerne gik, intet nyt. Freja forsøgte at lede efter veninden forgæves. Mikkel gjorde alt for at trøste hende, men de var begge tærede.
En måned senere ringede Jytte. Stemmen var slidt og gammel.
Freja, det er mor.
Mor! Hvor har du været? Vi har været bekymrede.
Oppe i Dianalund hos Gitte. Her er rart, stille og roligt.
Kommer du hjem igen?
Pause.
Det ved jeg ikke. Måske. Gitte siger, jeg kan blive så længe jeg vil.
Mor, vi skal snakke.
Jeg ved det. Har Mikkel fortalt dig noget?
Ja.
Der var stille igen.
Jeg skammer mig, Freja. Jeg kan ikke se dig i øjnene. Undskyld.
Freja begyndte at græde.
Kom hjem, mor. Vi skal nok hjælpe dig. Du er ikke alene.
Det har jeg altid været. Det er sådan, det bliver.
Mor, gør nu ikke sådan…
Jeg elsker dig, Freja. Og Mikkel som svigersøn. Pas på hinanden.
Dut dut. Freja sad med mobiltelefonen krampagtigt i hånden og græd. Mikkel krammede hende længe.
Der gik et par måneder. Jytte ringede en gang imellem korte samtaler om, at hun stadig boede hos Gitte og hjalp i haven. At det var bedre sådan.
Freja tog forbi hende en gang om måneden. Tog madvarer med og en konvolut med lidt penge. De sad og talte om vejr og gamle dage. Aldrig om det, der var sket.
En dag kom Freja hjem fra endnu et besøg og satte sig ved siden af Mikkel.
Ved du hvad, sagde hun stille. Når jeg ser på mor, tænker jeg på, om det faktisk er min skyld.
Hvordan tænker du?
Jeg var så glad. Havde dig, arbejde, fremtid. Hun havde kun mig. Og da jeg blev gift, blev hun ladt helt alene tilbage.
Mikkel tog hendes hånd.
Det er ikke din skyld. Du har ret til at være lykkelig.
Jo, men jeg kunne stadig have gjort mere for hende. Nu vil jeg ikke miste kontakten.
Og det skal du heller ikke. Vi hjælper hende på en anden måde.
Freja puttede sig ind til ham.
Tror du, hun nogensinde vil kunne tilgive sig selv?
Mikkel svarede ikke. Måske bliver Jytte på landet for altid. Måske kommer hun hjem. Måske kan de bygge en slags familie op igen, selvom fundamentet har revner. Eller måske har det hele ændret dem. Mere kan man ikke sige.
Han kyssede hende i håret.
Jeg ved det ikke, Freja. Men vi skal nok klare den. Sammen.
Efterårsmørket faldt på udenfor. Inde var der varmt og roligt. De sad tæt, som to mennesker, der havde overlevet noget voldsomt. Men ude et sted nordpå, i et gammelt bondehus, sad Jytte ved vinduet og stirrede op på stjernerne. Hun tænkte over, hvor lang livet var og hvor meget længere ensomhed kunne føles. At i morgen ville hun vågne op igen og skulle finde en ny mening.
Hun lavede sig en kop te, satte sig med en gammel fotobog. Der var et billede, hvor hun var ung og smuk i en hvid kjole, hendes mand stod ved siden af. Hun gled en finger hen over det falmede billede og smilede trist. Hun havde engang haft hele verden for sine fødder. Dengang troede hun også, alting var for evigt.
Hun lagde billedet væk og tog en slurk te. Gitte snorkede inde fra soveværelset. Snart kom vinteren, så skulle der hugges brænde og isoleres vinduer. Livet fortsatte. Langsomt og lidt gråt men det fortsatte.
Hun kiggede på sin telefon, overvejede at ringe til Freja. Men hvad skulle hun sige? At hun savnede hende? At hun fortrød? Ordene kunne ikke rette op på fortiden.
Jytte lagde telefonen, slukkede lyset og lagde sig under dynen i sin kolde seng. Ude blæste det, og hun tænkte: Måske er ensomhed en straf. Måske er det en slags beskyttelse så man ikke sårer nogen mere.
***
I København lå Freja vågen ved siden af Mikkel. Hun kiggede op i loftet, mens hans åndedrag var roligt. Han faldt altid hurtigt i søvn. Hun tænkte på sin mor.
Mor havde engang været hele hendes univers. Hun havde opdraget hende alene, arbejdet dobbeltvagter, sørget for, at hun altid havde pænt tøj til jul. Mor havde grædt af glæde, da Freja blev gift. Og den samme kvinde havde senere prøvet at ødelægge hendes ægteskab. Hvordan kunne det ske?
Freja forstod, hvor skræmmende alderdom var. At moren havde frygtet at dø uden nogen, der holdt af hende. Måske var moderens jalousi overfor datteren næsten naturlig unge minder én om, at man selv bliver gammel og taber relevans. Men det hjalp ikke på smerten.
Hun vendte sig om og betragtede Mikkel. Hans stærke, skæggede ansigt, de brede skuldre. Han havde holdt. Havde ikke svigtet. Men hvad hvis Jytte havde været mere ubarmhjertig? Hvis Mikkel havde været svagere? Freja tænkte på, hvor skrøbelig tillid var et forkert skridt, og alt kunne falde fra hinanden.
Hun listede ud i køkkenet, drak et glas vand, satte sig ved vinduet. Det var mørkt og stille udenfor. Hun forestillede sig moren ved sit eget vindue, langt væk. To kvinder, forbundne af blod og smerte. En mur imellem dem nu.
Freja huskede, hvordan hendes mor lærte hende at cykle holdt fast i sadlen, løb ved siden af og råbte: “Vær ikke bange, jeg er her!” Og så slap hun, og Freja kørte selv, så mor i baggrunden vinke. Dengang troede hun, at mor altid ville være der.
Nu? Hun tørrede tårerne væk, gik tilbage til soveværelset og lagde hovedet mod Mikkels bryst. Han vågnede og lagde armen om hende.
Kan du ikke sove?
Nej.
Hvorfor?
Freja tøvede.
Jeg er bange for at ende ligesom mor. Ensom… desperat.
Mikkel strammede grebet.
Det gør du ikke. Du er helt anderledes.
Hvordan kan du være sikker?
Fordi du virkelig kan elske nogen. Fordi du ikke kun elsker for din egen skyld.
Freja lukkede øjnene. Hun ville så gerne tro på det. At deres familie ville holde. Men frygten sad dybt at hun en dag ville vågne op og spejle sig i et ukendt, gammelt ansigt.
Mikkel… Lover du mig, at hvis jeg begynder at miste besindelsen, så stopper du mig?
Det lover jeg.
Og at du aldrig forlader mig. Ikke engang, når jeg bliver gammel og aldrig så grim.
Jeg forlader dig aldrig.
Hun trykkede sig tættere ind til ham og faldt til sidst i søvn, lige før lyset kom frem bag træerne.
***
Et halvt år gik. Vinter, forår, sommer. Jytte boede stadig hos Gitte. Freja tog op til hende en gang hver måned. Deres forhold var blevet nærmest formelt og forsigtigt, som to naboer snarere end mor og datter.
Men en dag i august fortalte Freja:
Jeg er gravid.
Mikkel, som stod og lavede kaffe, stivnede. Så grinede han og satte koppen fra sig.
Er det rigtigt?
Ja. To streger på testen.
Han løftede hende op og drejede hende rundt. Freja grinede og slog ham på skulderen.
Pas nu på!
Han satte hende ned og kyssede hende.
Jeg er så glad. Endelig et barn!
Men Freja så nervøs ud.
Mikkel, hvad med mor?
Han rynkede panden.
Hvad mener du?
Vi må jo fortælle hende det. Hun skal jo være mormor…
Han nikkede.
Vi fortæller det, når du er klar.
Freja ringede til Jytte. Hænderne rystede.
Mor, jeg har noget at fortælle…
Hvad er der?
Jeg er gravid. Du skal være mormor.
Der blev stille i den anden ende. Så kom et lille gråd.
Mor? Græder du?
Jeg er glad, Freja… Virkelig glad. Tillykke til dig og Mikkel.
Tak. Kommer du og besøger os?
Pause.
Det ved jeg ikke. Jeg skammer mig.
Mor, der er gået lang tid. Dit barnebarn har brug for sin mormor.
Et barnebarn har brug for en god mormor. Og jeg… jeg ved ikke, om jeg kan.
Freja fik en klump i halsen.
Det kan du, hvis du vil. Jeg tilgiver dig, mor. Kan vi ikke prøve igen?
Jytte snøftede i røret. Og sagde lavt:
Jeg vil prøve. Jeg kommer.
Da Freja lagde på, krammede Mikkel hende.
Det skal nok gå, sagde han.
Tror du?
Ja. Folk kan godt ændre sig.
Freja nikkede. Hun håbede sådan, at det nye liv ville hele de gamle sår men hun vidste det godt: Nogle sprækker forsvinder aldrig helt. Man lærer at leve med dem.
Jytte kom forbi to uger senere. Bankede blidt på, nærmest undskyldende. Freja åbnede. De stod overfor hinanden, alle de usagte ord imellem dem.
Kom ind, mor.
Jytte tog skoene af. Hun havde bollebrød med, en gammel vane. Mikkel hilste pænt, men køligt.
Hej Jytte.
Hej, Mikkel.
De satte sig om bordet. Talte om vejr, landliv, Frejas graviditet. Alt var korrekt og fuldstændig livløst.
Da Jytte gik, spurgte Freja:
Vil du komme igen?
Jytte trak lynlåsen i jakken og så op.
Hvis I gerne vil have det.
Det vil vi, mor.
Mikkel stod i døren, armene over kors. Jytte så på ham, og i hendes blik lå alt sorgen og skammen. Freja så væk.
Mikkel, startede hun lavt jeg ved godt, du aldrig kan tilgive mig. Men jeg siger det alligevel.
Lang pause.
Jeg tilgiver dig, Jytte. Men jeg glemmer det ikke.
Hun smilede trist.
Det var ærligt. Tak.
Hun gik. Døren lukkede. Freja og Mikkel var alene.
Tror du, det bliver godt igen? spurgte Freja.
Mikkel lagde hånden på hendes mave.
Det ved jeg ikke. Men vi giver det et forsøg.
Det var egentlig alt, de kunne gøre forsøge, tilgive, men aldrig glemme for alvor. Leve videre med fortiden, men ikke lade den knuse dem. Det var ikke nemt. Men det var livet, som det nu engang er.
Jytte gik ned ad gaden mod busstoppestedet, en rest af bollerne i tasken. Som i gamle dage, men de tider kom jo ikke tilbage.
Hun steg på bussen og så ud ad vinduet. København gled forbi. Livet gik videre. Også for hende.
