Efter min skilsmisse ringede jeg til børnene hver uge, indtil min datter…
Far, jeg kan virkelig ikke, der var noget høfligt, men fladt over Sines stemme i røret, som om hun var sagsbehandler på kommunekontoret. Jeg skal aflevere en rapport mandag, og så skal jeg mødes med Line bagefter. Du forstår vel.
Henrik stod ved vinduet, mobilen presset mod øret, og kiggede ned på den grå gård, hvor naboen fru Jørgensen bankede tæppet ved tørrestativet. Forstod han? Ja, måske. Men det gjorde det ikke nemmere.
Jeg tænkte, jeg måske bare kunne kigge forbi søndag, sagde han og prøvede at få stemmen til ikke at lyde tiggende. Jeg har bagt en tærte med hvidkål, du kunne jo engang så godt lide den.
Far, nu lød Sine træt, næsten opgivende. Du behøver altså ikke ringe hver uge. Vi ringer selv, når vi har tid.
Han havde lyst til at sige, at han slet ikke ringede hver uge, sidst var jo næsten en måned siden, men han sagde ikke noget. At diskutere med sin datter føltes som at diskutere med et tomt lokale.
Okay, Sine. Undskyld jeg forstyrrede.
Hun sagde stilheden i en lille pause, ønskede hurtigt goddag og lagde på. De korte toner fyldte køkkenet.
Henrik lagde telefonen fra sig på vindueskarmen og kiggede ud. Fru Jørgensen var gået, tæppet svajede i efterårsvinden. Tærten stod og blev kold på køkkenbordet, pakket ind i sølvpapir. Han havde brugt to timer på at huske sin mors gamle opskrift, brændt sig på fadet. Nu ville den bare ligge i køleskabet en uge, indtil han smed den ud og følte sig dum.
Lejligheden var stor, en treværelses i et gammelt murstenshus på Nørrebrogade. Engang boede de hele familien der. Kirsten lavede mad, Mads lavede sine lektier ved spisebordet, Sine hørte musik på værelset. Nu var der kun tavshed. Den slags stilhed man kun oplever i museer, når de er lukkede. Henrik gik rundt fra værelse til værelse; hvert skridt rungede. Skilsmissen og forholdet til børnene havde vist sig at hænge tættere sammen, end han troede. Skilsmissen kom for et halvt år siden. Formelt, stille, uden ballade over tingene. Kirsten flyttede til sin søster i Aarhus, tog halvdelen af møblerne og næsten alle billederne. Børnene, begge voksne, selvstændige, gik uden protest med moderen. Som om de bare havde ventet.
Køleskabet brummede i stilheden. Henrik åbnede døren. Tre yoghurt, en pakke pølser, et halvt glas syltede agurker, lidt mælk. Singlemandens køleskab. Han tog en yoghurt, satte sig ved spisebordet og spiste uden at smage.
Mænds ensomhed efter skilsmisse. Det havde han læst om i et dameblad på venteværelset hos lægen. Artiklen var åndssvag, med råd som find en hobby og knyt nye venskaber. Men overskriften satte sig fast. Mænds ensomhed. Det lød næsten som en diagnose.
Han arbejdede som ingeniør på Nordstål, havde været der i 32 år. I april havde ledelsen hentydet, at han måske skulle forlade stedet næste år, fabrikken skulle omstilles, der var brug for yngre folk. Han var 58, tre år fra pension, men følte sig allerede overflødig. På jobbet, hjemme, i børnenes liv.
Henrik, hvorfor er du sådan et surt opstød? havde hans skifteholdsleder Per spurgt forleden ude i røgeskuret. Du burde finde dig en kvinde, hvorfor sidde og mugne for dig selv?
Henrik havde bare trukket på skuldrene. Hvilken kvinde? Han kunne ikke engang tale med sine børn, hvordan så med nye kvinder?
Mads, den ældste, var gift, boede sammen med Rikke og deres søn Christian ude i et nyt boligkvarter i Brønshøj. Christian var fire, Henrik havde set ham tre gange på et halvt år. Den ene gang ved tilfældigt møde på legepladsen; svigerdatteren var høflig og stiv i blikket, som om han var en revisor, ikke hendes svigerfar. Christian genkendte ikke sin morfar, gemte sig bag sin mors ben.
Sine arbejdede som administrationsassistent et sted, lejede en lejlighed sammen med en veninde, og hun havde en kæreste, Henrik intet vidste om. Engang havde hun fortalt alting, siddet i køkkenet og sladret om arbejde og drømme til langt ud på natten. Nu var samtalerne som en eksamen, han dumpede hver gang.
Hvordan får man et forhold til voksne børn? Henrik googlede det om natten i sengens mørke. Læste psykologiartikler, slubrede råd i sig: lyt, være åben, indrøm fejl. Hvilke fejl? slog det ham. Han havde aldrig slået dem, aldrig drukket, altid tjent penge og betalt deres studier. Ja, han arbejdede meget. Ja, han var træt. Men var det virkelig en forbrydelse?
Han huskede tydeligt Mads som dreng, da han brækkede armen i idræt. Henrik var arbejdsramt i Odense og kom først hjem en uge senere. Kirsten havde hverken ringet eller brokket sig. Da han vendte hjem, gik Mads rundt med gips og sagde Det er okay, far. Det gør ikke ondt mere, men lukkede sig inde bag blikket. Den lukkethed blev aldrig væk igen.
Eller Sine. Hun var færdig med gymnasiet; Henrik troede, hun ville gå ingeniørvejen, ligesom ham, føre traditionen videre. Men hun valgte økonomi. Han sagde, det var fjollet, at Danmark flød over med økonomer, og at ingeniører var meget mere værd. Hun sagde ikke noget, men søgte alligevel ind på økonomi. Kirsten tog hendes parti, sagde, lad hende vælge. Det endte med et skænderi, og Henrik gik ikke med til dimissionen.
Nu alene i et stille køkken kunne han godt se, det var en fejl. En af mange.
Lørdag tog han ud til Mads. Han havde ringet på forhånd, sagt han gerne ville kigge på bilen sønnen havde brokket sig over støj fra undervognen. Mads sagde ikke nej, men der var forsigtighed i stemmen.
Okay far, kom forbi efter frokost. Men ikke for længe, vi har planer med Rikke.
Henrik kørte i sin gamle Corolla, tolv år på bagen. Blokkene stod på række ude på Amager, omkring var der mudder og ufærdige legepladser. Mads ventede foran opgangen i en slidt jakke og hænderne i lommerne.
Hej, sagde Mads.
Hej, svarede Henrik.
De gav hånd, tøvende, som forretningsforbindelser.
Mads bil var en ny Hyundai på afbetaling. Henrik kravlede ind under den, pillede lidt ved ophænget, vippede stængerne. Sønnen stod tavs ved siden af.
Du skal have nye støddæmpere, sagde Henrik, krybende ud igen. Hører du, som det støjer?
Ja, mumlede Mads. Det er dyrt, ikke?
3500 kroner inklusive værksted. Jeg kan godt hjælpe, hvis du vil. Også hvis du mangler penge.
Mads stivnede lidt.
Det er okay, far. Jeg klarer den.
Henrik tørrede hænderne i en klud fra bagagerummet.
Hvordan går det med Christian?
Fint. Han vokser.
Kan jeg ikke lige hilse på ham? Han sover vel ikke hele dagen?
Mads kiggede på sin ur.
Han sover nu. Rikke synes ikke, vi skal forstyrre ham.
Jeg skal nok være stille. Bare se til ham.
Far, det er bedst du lader være. Han skal ikke vækkes. Rikke insisterer.
Det var løgn, og begge vidste det. Henrik nikkede.
Fint, jeg vender næsen hjemad.
Tak, fordi du kom, sagde Mads.
De gav hånd igen, og Henrik kørte af sted. I bakspejlet så han sønnens skikkelse opløse sig i novemberdisen.
Om aftenen åbnede Henrik en Tuborg, tændte tvet. Nyheder. Politikere skændtes om skatteprocenter. Ulykkesrapport fra motorvejen. Han så med uden egentlig at høre. Frasen Mænd over 55 år alene kørte rundt i hovedet. Han var 58. Alene. Og anede ikke, hvordan han skulle leve videre.
Mobilen vibrerede. En sms fra Kirsten. Henrik, lad nu være at ringe børnene ned hele tiden. Du stresser dem. De tager kontakt, når de har overskud.
Han sad længe med skærmen. Skrev: Okay.
Der kom ikke noget svar.
Familie efter skilsmisse det havde han også læst om et sted. Teorien sagde, at familien kunne fortsætte efter skilsmisse, bare med respekt og dialog. Men hvilken dialog, når ekskonen sender tørre beskeder, og børnene taler med én som med en fjern ven?
Søndag tog han ud på kirkegården til forældrenes grav. Hans mor døde for fem år siden, faren for ti. Henrik børstede blade væk, satte en buket, stod i tavshed. Mor ville være ked af at se, hvordan det hele var gået. Hun havde elsket Kirsten; Pas nu på hende, Henrik, sagde hun ofte. Det formåede han ikke.
På vejen hjem handlede han. I Netto stod en ung familie foran ham i køen. En lille dreng brokkede sig, trak i moderens frakke og tiggede om en Marabou. Faren bøjede sig ned, hviskede, og drengen blev straks rolig. Henrik så på dem og mærkede et stik i maven.
Hjemme satte han varer på plads, tog mobilen frem og begyndte at skrive til Sine: Undskyld jeg ringer så meget. Jeg savner dig. Må vi ikke mødes?
Han slettede igen. Skrev: Hej Sine, hvordan går det?
Slettede igen. Lagde mobilen, gned sig i ansigtet.
Fædrekrise. Endnu en artikel fra en søvnløs nat. Forfatteren skrev, at mænd først forstår deres rolle som far, når børnene er voksne. Henrik tænkte, det lød som ham.
Han huskede fisketurerne med Mads. Sønnen havde elsket det, sad tålmodigt og stirrede på flådet. Men som 12-årig begyndte han at sige nej. Far, jeg skal til fodbold. Far, jeg skal hjem til Michael. Henrik lod ham være, troede, han voksede fra det. Måske skulle han netop ikke have givet slip, men insisteret?
Sine var altid hjemme, tæt med sin mor. De lavede mad sammen, gjorde rent, så Morten Korch-film. Henrik holdt sig ude, kvindeting tænkte han. Nu vidste han, det var endnu en fejl.
Der gik en måned. Henrik mødte op på arbejde, lavede aftensmad, så TV. Weekenderne brugte han i kolonihaven, gravede i jorden; ingen af børnene kom. Naboen Poul kiggede ind til kaffe engang imellem. En dag sagde han:
Henrik, du sidder da helt og tørmer ind. Det er ikke verdens ende at blive skilt. Jeg har boet alene siden 2004.
Henrik smilede, sagde ikke noget. Poul havde ingen børn, han forstod ikke.
I juli ringede Mads. Uopfordret. Henrik troede knap sine egne øjne.
Hej far, der var noget uroligt over stemmen. Er du hjemme?
Ja, hvad sker der?
Kan du ikke komme? Rikke og jeg er oppe og toppes, hun er taget med Christian hjem til sin mor. Jeg er helt rundt på gulvet.
Henrik greb bilnøglen uden at tænke.
Jeg kommer nu.
Tyve minutter senere ringede han på. Mads så slidt ud.
Far, jeg har måske dummet mig, sagde han, da de kom op i lejligheden. Vi røg op at skændes om penge, jeg gik amok. Hun sagde, jeg var ligesom dig. At jeg er ved at blive dig.
Henrik satte sig ned. Skulle det virkelig forstås som et skældsord hos hans egne børn?
Mads, sagde han stille. Hvis du ikke vil ende som mig, så vent ikke på at tingene falder fra hinanden. Sig undskyld. Sig, at du elsker hende. Gør noget nu.
Der dukkede noget nyt op i Mads’ blik. Ikke vrede. Noget andet.
Elskede du mor? spurgte han pludselig.
Ja. Jeg var bare virkelig dårlig til at vise det.
Hvorfor?
Jeg ved det ikke. Arbejde, træthed. Jeg troede, det var nok, hvis jeg holdt jul og betalte regningerne. Det var det tydeligvis ikke.
Mads nikkede og gik ud for at hente sin kone.
Jeg kører over til hende. Tak, far.
Henrik blev siddende et stykke tid. Så gik han hjem.
En uge senere skrev Mads: Tak. Vi har talt sammen. Ikke andet. Men Henrik læste beskeden flere gange.
I august var der fyringsrunde på jobbet. Han var ikke med, men Per blev fyret. Skifteholdslederen, 25 år på fabrikken pludselig overflødig. Til afskedsøllen snakkede de om pension og ensomhed.
Pension og ensomhed, gentog Per. Min kone døde sidste år. Ingen børn. Hvad har man egentlig knoklet for?
Henrik tænkte: Hvad har jeg egentlig knoklet for? For et arbejde, der snart er væk? For en familie, der er gået i opløsning?
I september tog Henrik mod til sig og ringede til Sine. Hun tog den ikke. Han skrev: Sine, jeg har brug for at tale med dig. Det er vigtigt. Må vi mødes?
Der gik tre timer, før svaret kom: Hvad vil du?
Om os. Om hvordan vi har det. Ikke over telefonen. Lad os tage en kop kaffe.
Lang pause. Så: Okay. Lørdag kl. 14 på Café Norden.
Henrik ventede på den lørdag som på en dom. Aftenen forinden klippede han sig, strøg skjorten og fandt den aftershave frem, Kirsten havde givet ham forrige jul. Han var der før tid, sad alene, kiggede ud over Strøget.
Sine kom præcis kl. 14. Jeans, ulden sweater, håret i hestehale. Smuk, voksen. Hans datter, men hun kiggede på ham, som om han var fremmed.
Hej, far, sagde hun og satte sig.
Hej, Sine.
Hun bestilte te. De sad tavse, til den blev serveret.
Så, hvad er det, du vil? Sine rørte mekanisk rundt i koppen.
Henrik trak vejret dybt.
Jeg prøver at forstå, hvad jeg har gjort galt. Hvorfor er du og Mads sådan over for mig? Jeg har aldrig troet, jeg var den perfekte far, men jeg er ikke jeres fjende.
Sine så træt ud da hun så op.
Far, du har aldrig set os. Du var i huset, men du var aldrig rigtigt til stede. Da jeg søgte ind på universitetet, anede du ikke, hvad jeg ville læse. Før du begyndte at råbe af mig.
Jeg råbte ikke.
Det gjorde du. Du sagde, jeg var dum, fordi jeg valgte økonomi. Jeg græd, og du så det ikke.
Henrik blev tavs. Han huskede det lidt anderledes. Men ikke meget.
Og da Mads brækkede armen, var du på forretningsrejse. Mor var alene med ham på skadestuen, alene de nætter, han havde ondt. Du kom en uge senere og sagde aldrig undskyld.
Jeg kunne ikke komme før. Arbejde.
Det er altid arbejde, sukkede hun. Ved du, hvor mange gange jeg ventede på, at du dukkede op til mine koncerter i musikskolen? Aldrig. Mor kom altid. Bedstemor også. Dig? Aldrig.
Henrik knugede hænderne under bordet.
Jeg er ked af det. Virkelig. Dengang forstod jeg det ikke. Jeg troede, det eneste der var vigtigt, var at sørge for jer, give jer tag over hovedet og en uddannelse.
Vi manglede ikke tag over hovedet, hendes øjne blev blanke. Vi manglede en far. En der var der, hørte efter. En der kunne give et kram, når man var ked af det.
Hvad med mor? Hun har vel også sit ansvar. Hvorfor holder I bare med hende?
Hun var der. Hele tiden. Også selvom I stadig boede sammen. Hun elskede os. Måske mere end du gjorde.
De ord gjorde mere ondt, end han havde ventet. Han ville indvende, at han skam havde elsket dem, men ordene ville ikke ud.
Jeg har elsket jer, fik han til sidst sagt. Jeg var bare elendig til at vise det.
Det er ikke en undskyldning, far, hun tørrede øjnene. Kærlighed er ikke bare en følelse. Det er også noget man gør.
De sad længe i stilhed. Teen blev kold.
Kan det ændres? spurgte Henrik lavt. Eller er det for sent?
Sine kiggede ud på regnen udenfor.
Det ved jeg ikke. Måske. Men det tager tid.
De sad endnu en halv time og snakkede lidt om arbejde, om Mads søn, om vejret. Akavet, forsigtigt, som to mennesker, der først skal lære hinanden at kende fra bunden igen. Inden hun gik, lagde hun hånden på hans.
Prøv at forstå. Vi er ikke imod dig. Men vi har brug for tid. Og du skal virkelig øve dig.
Det lover jeg, sagde han.
Hun smilede svagt og gik.
Henrik blev siddende og så på regnens striber ned ad ruden. Han tænkte på det, hun havde sagt: at kærlighed er noget, man gør. At det ikke er nok at bo under samme tag.
Han tænkte på Kirsten, på de tredive år hun havde givet ham, på hendes tålmodighed. Og på hvordan hun var gået og børnene med hende fordi hun var levende, og han var blevet som en skygge.
Om aftenen ringede han til Mads.
Hej, hvordan går det med dig og Rikke?
Det går okay, far. Tak fordi du kom den dag, det hjalp.
Jeg ville høre… må jeg kigge forbi næste weekend? Måske lege lidt med Christian?
Pause.
Lad os prøve, sagde sønnen omsider. Kom søndag. Men lad nu være at tage slik og gaver med. Bare kom.
Tak.
Vi snakkes, far.
Henrik lagde røret og følte for første gang længe et lille håb.
Søndag dukkede han tidligt op hos Mads. Rikke lukkede ham ind. Christian sad på gulvet med sine biler.
Christian, det er morfar, sagde Rikke. Sig hej.
Drengen kiggede, listede hen, sagde hej uden at se op.
Hej, Christian, Henrik satte sig ned. Jeg kan lære dig at lave biler, hvis de går itu.
Kan du virkelig? spurgte han.
Ja. Jeg kan mange ting.
De byggede tog og biler i over en time. Mads sad på sidelinjen. Da Henrik gik, omfavnede han barnebarnet og lovede at komme igen.
Ude i bilen græd han. Kort og stille. Så tørrede han øjnene og kørte hjem.
Oktobers kulde meldte sig. Henrik holdt ved på arbejde, så Christian i weekenderne. Børnene ringede en sjælden gang men de ringede. Sine inviterede ham med til en venindes fødselsdag, hvor han sad mut, men hun havde i det mindste inviteret ham. Det var nyt.
En dag ringede Kirsten selv.
Henrik, børnene siger, du forandrer dig, sagde hun uden hilsen. Passer det?
Jeg prøver. Det er sent, men jeg prøver.
Det glæder mig. For deres skyld. De har brug for en far.
Og du?
Jeg har ikke brug for dig mere, sagde hun roligt. Undskyld, men sådan er det.
Han sagde ingenting.
Held og lykke, tilføjede hun og lagde på.
Henrik stirrede ud ad vinduet. Fru Jørgensen var i gang med tæppet igen. Livet gik videre.
I november opstod pludselig et nedbrud på fabrikken, og Henrik hjalp med at fikse det. Chefen roste ham. Per ringede og tilbød en fisketur.
Henrik, skal vi ikke tage til Arresø på lørdag? Bare sidde lidt, få os en lille en og snakke.
Lad os gøre det, sagde Henrik. Det er alt for længe siden.
De sad ved bredden, fiskede gedder i frostklar luft. Per brokkede sig over pensionen.
Sig mig, Henrik, stirrede han ud på søen hvorfor sled vi os sådan op? Ingen børn, jeg er alene. Du er næsten alene. Hvad fik vi ud af det?
Henrik kiggede på flådet.
Jeg ved det ikke, Per. Måske valgte vi forkert. Måske levede vi forkert.
Men nu kan man ikke gøre noget om.
Jo, sagde Henrik. Der er stadig tid.
Per så måbende på ham.
Har du fået religion? Eller bare brudt sammen?
Henrik smilede.
Nej, bare indset at selvmedlidenhed ikke fører nogen steder hen. Man må gøre noget.
Hvad gør du?
Jeg prøver at finde tilbage til børnene. Små skridt. Et ad gangen.
Virker det?
Det ved jeg ikke. Men jeg prøver.
Senere den aften rensede han fisken, lavede stegte fileter og kartofler. Så sendte han en besked til Sine: Tak, fordi du giver mig en chance. Jeg ved, det ikke har været let.
En time efter kom svaret: Far, alle begår fejl. Det vigtige er at prøve at rette op på dem.
Henrik læste beskeden igen og igen med et lille smil.
I december inviterede Mads ham til juletræsfest for Christian.
Far, Rikkes mor og søster kommer. Og min mor. Er det okay?
Henrik fik hjertebanken.
Det går fint. Tak for invitationen.
Og… ingen drama, okay? For Christians skyld.
Selvfølgelig.
Julefesten var på et legeland, børn overalt, forældre, latter og larm. Henrik kom med en gave et lille værktøjssæt til Christian, plastik, men næsten rigtigt. Christian kastede sig om hans hals.
Tak, morfar!
Henrik fik øje på Kirsten på den anden side af lokalet. Hun smilede, så lidt ældre ud, men stadig smuk. Hun nikkede, han nikkede igen.
Ved garderoben mødtes de.
Hej, Kirsten.
Hej, Henrik. Hvordan går det?
Fint. Stadig på fabrikken. Dig selv?
Jeg bor hos min søster, er blevet regnskabsassistent.
De stod uden ord.
Tak, fordi du kom. Det betyder noget for Christian. Han mangler jo sin anden morfar nu.
Det ved jeg. Mads nævnte det.
Hun nikkede og tog frakken på.
Du har forandret dig, sagde hun stille. Børnene siger, du er blevet en bedre far.
Jeg prøver.
Det er aldrig for sent. For børnene er det aldrig for sent. Måske bare for os to.
Det forstår jeg.
Hun gav ham hånden. Han trykkede den, og de gik hver til sit.
Sine fangede ham ved udgangen.
Far, vent.
Han stoppede.
Vi har talt om det, Mads og jeg. Måske kan vi holde nytår sammen altså alle sammen hos ham. Ikke som før, men bare en rolig middag.
Er det rigtigt? Han mærkede, hvor våd stemmen blev.
Ja. Men mor kommer først senere. Vi gør det i etaper.
Jeg bliver glad. Virkelig glad.
Hun smilede, ægte for første gang meget længe.
Så ses vi 31. kl. 19.
Jeg kommer.
Hun gav ham et hurtigt, akavet kram og løb.
Da Henrik gik ud, dalede sneen tæt. Gaden var oplyst af julelys og glade menneskers stemmer. For første gang i mange måneder følte han sig ikke helt alene.
Nytårsaften stod han tidligt op, barberede sig, tog skjorte på. Købte lagkage, blomster til Rikke, lille legetøj til Christian. Var der præcis kl. 19.
Mads åbnede.
Hej, far. Kom ind.
Duften af and og appelsiner lå i luften. Sine dækkede bord, Rikke stod i køkkenet. Christian sad på gulvet med nye biler.
Morfar! råbte han, da Henrik trådte ind.
De satte sig til bords, Henrik så på børn og barnebarn og mærkede, det ikke var enden, men begyndelsen. Langsom, usikker, men virkelig.
Far, sagde Mads og hældte champagne op vi skåler for det nye år. For det nye liv.
For det nye liv, sagde Henrik.
De skålede. Sine øste ham op af hans yndlingssalat.
Spis, far. Den er med ærter, som du kan lide.
Han spiste, lyttede, indskød indimellem et ord. De lyttede ikke altid, men de lyttede, nogle gange. Og det var nok.
Klokken ti skulle Kirsten komme. Henrik gjorde mine til at ville gå.
Tak, fordi jeg måtte være med, sagde han.
Kom snart igen, sagde Sine. Og husk min fødselsdag i marts?
Selvfølgelig.
Ude i gangen stolede Mads nu på ham.
Far, jeg var vred længe. Tænkte, du ikke kunne finde ud af at elske os. Men mor sagde for nylig, at du bare manglede evnen til at vise det. Det er en anden slags problem.
Henrik nikkede.
Det er rigtigt. Jeg øver mig nu.
Det ser ud til at virke, Mads rakte hånden frem. Godt nytår, far.
Og til dig, søn.
Henrik gik ned ad trappen. I gården fyrede naboen fyrværkeri af.
Godt nytår, Henrik!
Tak, i lige måde!
Han satte sig ind i bilen og sad, så på lejlighedens oplyste vinduer. Hans børn var der. Hans nye liv måske også.
Mobilen vibrerede. Sms fra Sine: Far, du glemte lagkagen. Skal vi spise den?
Han smilede. Skrev: Spis bare. Jeg bager en ny.
Så startede han bilen og kørte hjemad gennem et København badet i sne og lys. Sidste år havde han haft en familie, men ingen nærhed. Nu var der håb om nærhed selv om den skulle bygges op på ny.
Hjemme tændte han for teen, satte sig ved vinduet. På gaden nedenfor lyste stjernekastere. Han tog mobilen, åbnede billeder. Christian på legepladsen. Sine på Café Norden. Mads ved sin bil.
Ældre billeder. Kirsten i hvid kjole, Mads som lille, Sine i skoleuniform.
Henrik så på ansigterne, på det liv, der ikke længere var, og mærkede ingen smerte. Bare stille vemod.
Der lød nedtælling ude fra gaden: Ti! Ni! Otte!
Syv, sagde han, seks, fem.
Rådhusklokkerne slog midnat. Raketter eksploderede over byen.
Mobilen vibrerede. Fra Mads: Godt nytår, far. Pas på dig selv.
Så fra Sine: Godt nytår, far! Jeg elsker dig. Ved du det?
Henrik stirrede længe på beskederne.
Han skrev til begge: Og jeg elsker jer. Meget.
Han lagde mobilen, rejste sig og kiggede ud mod snestormen og de festende mennesker.
Godt nytår, Henrik, hviskede han til sig selv. Hold ud. Alt begynder nu.
Og for første gang i lang tid troede han på det.
