Mor
Nå, hvem tilhører du, du pelsklump? Karen standsede op og betragtede den store røde kat, der sad foran hendes hoveddør.
Katten svarede naturligvis ikke. Den reagerede slet ikke på Karens tilstedeværelse. Ikke så meget som et øre rørte på sig bortset fra det ene, flossede øre, der dirrede en anelse, som for at vise: »Ja, jeg hører dig! Men du skal ikke regne med at få et svar.«
Det gør heller ikke noget! Karen blev næsten fornærmet og rakte ned i tasken for at finde sine nøgler.
Som om katten forstod, hvad hun var i færd med, rykkede den lidt til side på måtten, men den forsvandt ikke. Den fulgte nøje med i alt, hvad Karen lavede.
Nøglerne dukkede omsider frem, og Karen kæmpede lidt med låsen, idet hun med jævne mellemrum kastede et blik på den uventede gæst.
De havde kun boet her et par måneder, Karen og hendes mand, Erik. En lille, toværelses lejlighed oppe på Amager deres drøm var gået i opfyldelse. Nogen ville sikkert sige, at de burde stræbe efter mere end femte sal i en betonblok, men ingen der kendte deres historie, ville nævne det igen. For bare et halvt år siden havde de været lykkelige bare for at få lov til at bo alene. Før da havde de klemt sig sammen hos Eriks bedstefar i et lille værelse på Christianshavn i en gammel andelsforening.
Karen, husk nu bare at holde fred med naboerne! Eriks mor, Birthe, hjalp Karen med at gøre værelset rent, dengang før brylluppet. De er rare nok, selvom de måske drikker lidt for meget.
Javel! Så hvad gør dem rare, hvis de kun sidder i flasken? Karen trak på skulderen, vred kluden og skubbede sine krøller væk fra ansigtet.
Karen havde en vild manke, der kunne drive enhver til fortvivlelse, mest hende selv, og især under rengøring. Uanset hvor meget hun forsøgte at tæmme de filtrede lokker med spænder, fandt de altid vej frem over panden og fik hende til at ligne en pudsig mælkebøtte i storm.
Det er svært at forklare, sagde Birthe eftertænksomt. Livet har aldrig været nådigt ved dem. Ikke alle formår at finde sig selv igen, når modgangen bliver for hård.
Det kunne Karen forstå. Hun, der var vokset op under andres tage, efterladt af sin biologiske mor på stationen i Roskilde. Bare tre år gammel sad hun dér med en seddel i lommen og en ældre, næsten øreløs stofhare, hun kaldte Jens. Mors instruks var at blive siddende og vente, men timerne gik, og Karen havde ondt i maven og måtte på toilet. Ikke et sekund turde hun rykke sig, for så kom mor måske aldrig igen.
Hun blev aldrig hentet. Til gengæld dukkede en betjent op i uniform, hvis spørgsmål lød uforståelige. Karen rystede på hovedet, havde ikke flere tårer tilbage. Hun frøs, var våd og sulten, men ligegyldigt hvad manden spurgte om, nægtede hun at svare. Først da han nævnte hendes hare og spurgte:
Hvad hedder den langørede?
Viskede hun: Jens…
Betjenten nussede både haren og Karen over håret, og spurgte stille:
Har din mor været væk længe?
Da begyndte Karen for alvor at græde, så ikke kun betjenten måtte have assistance over radioen, men også folk på stationen løftede blikket endelig blev nogen opmærksomme på barnet, der troligt havde ventet i flere timer på den larmende banegård.
Først mange år senere fandt Karen ud af, hvad der var sket med hendes mor. En dag, kort før konfirmationen, stod en fremmed kvinde pludselig foran skolen, rakte armene ud:
Min pige, jeg har fundet dig! Kom og kram din mor! Hvor har jeg savnet dig!
Nu boede Karen i et plejefamiliehjem, hvor der allerede var seks andre børn. Intet barn gik sultent i seng, men kærlige ord var ikke noget, hendes »nye« forældre gik op i. Man vidste bare når man fyldte atten, måtte man selv klare sig. Håbet om rigtige familieforhold var slukket for længst.
Selvom hun inderligt drømte om moderlig omsorg, tog hun ikke imod favntag fra kvinden. Det var for sent Karen var blevet til en, der gemte sin længsel under puden sammen med den slidte Jens. Hvor urimeligt, at ens tætteste pårørende var en lyserød hare med kun ét øre.
En dag, da Karens »søster« Katrine fra klassen greb ind, var situationen en anden. Karen havde netop trukket sig væk fra den fremmede kvinde.
Hvem var det, Karen? Katrine stillede sig beskyttende foran hende.
Aner det ikke, Karens hoved snurrede så hurtigt, hun dårligt kunne stå oprejst.
Gå nu! Vi kender dig ikke! Katrine tog Karen i hånden, og sammen gik de hjem. Da plejeforældrene spurgte, trak de blot på skuldrene.
Siden havde Karen en søster. Katrine, som havde mistet sin far til sprutten, gik også og drømte om at have én tæt på selv hvis det kun var en veninde, der blev til familie.
Efter en uge satte Karen sig for at høre moderens forklaring. Kvinden ventede stadig udenfor skolen, men holdt sig på afstand.
Tal dog med hende, rådede Katrine. Find ud af, hvorfor hun gik sin vej. Det er bedst sådan.
Hvordan ved du, at jeg drømmer om at forstå det? Karen stirrede forbavset på Katrine.
Fordi jeg selv gør det! Vi tror alle sammen, det er vores skyld, at vi blev forladt.
Du siger det aldrig.
Det gør du heller ikke. Man tier. Og græder. Jeg græder men det holder måske op. Man vokser af det.
Samtalen med moren gav mindre trøst, end Karen havde håbet. Moren snakkede om svære kår og manglende støtte, om vrede og uovervejede ord. Om at have efterladt datteren, fordi hun vidste, »at nogen nok skulle tage sig af hende«.
Du tror, en seddel i lommen og et farvel er nok? spurgte Karen vredt.
Nej, jeg ved det. Undskyld
Hvad vil du gøre, hvis jeg nådig giver dig endnu en chance? Give mig min barndom tilbage? Og så gik Karen. Hun besluttede aldrig igen lade andre bestemme, hvad hun kunne eller ikke kunne føle.
Katrine forstod hende:
Bare stol på dig selv. Hvis det føles rigtigst sådan, så fortryd ikke!
Senere, da Katrine blev mor til sin første datter, sagde hun en dag til Karen:
Alt det rigtige og forkerte det findes ikke. Ingen ved, hvordan man gør. Gør det, så dit hjerte får ro, og dine nærmeste føler sig trygge. Det er det vigtigste.
Og Karen var begyndt at tro mere på sig selv, når hun så på Katrine. De betragtede deres små værelser og knappe løn som en gave det var dog bedre end sovesal og fremmede voksne. Bygge selv lidt op, lægge små mønter til side, købe lidt maling til væggen. Det gik fremad, langsomt, men sikkert.
Bedstemoren Birthe og bedstefar Holger hjalp, hvor de kunne. Birthe var en standhaftig kvinde, som tog Karen til sig, som en datter. Det havde Karin aldrig oplevet før. Lidt efter lidt gled alle gardinerne til side, kolde blikke blev til diskrete smil. Nogle gange sendte Birthe Karen i byen efter tøj og kom hjem med gaver til hende i stedet.
Og Holger, Eriks bedstefar, ringede gerne på for at drikke kaffe og pjatte med ungeparret. Karen holdt af ham. Han forstod at skelne mellem at have ondt af og at føle omsorg.
Se, Karen. Det er ikke så skidt at have et blødt punkt for nogen. Engang betød »at have ondt af« at elske. Når folk var syge, sagde man ikke »Elsker du ham?« men »Har du ondt af ham?« For det betyder, man er der for hinanden, på godt og ondt.
Men hvad så, hvis man hjælper den forkerte igen og igen? spurgte Karen.
Så lærer man det hårde. At hjælp skal gives med omtanke.
Sådan en dag som i dag, hvor Karen stirrede på den røde kat på måtten udenfor den lejlighed, som Birthe og Holger havde gjort det muligt for dem at købe. Hun kunne næsten høre Holgers stemme: Hvem vil du have ondt af i dag?
Katten rørte sig ikke, før hun havde fundet nøglerne frem. Da åbnede den et øje og pilede op ad trappen, kun for at returnere et øjeblik efter denne gang med en killing i flaben. En lille, skrupskør rødhåret tro kopi.
Jamen! Karen løftede mælkebollen, mens katten fór op igen efter endnu én. Til sidst sad hun med to bedårende killinger og smilede skævt til katten:
Tjah, du lærer mig da om ikke andet lidt om moderskab!
Katten gik straks i gang med at vise killingerne, hvor bakken var. Og Karen bøjede sig ned, krøllede sig om det lille familiefællesskab, og glædede sig over, at hun nu havde både familie og venner og måske endda også lærte at have »ondt af« på den kloge måde.
Senere den aften holdt hun familieråd. Hvis Birthe siger nej, må jeg vel finde hjem til dem, tænkte Karen, men det skulle der ikke blive noget af.
Karen, du bestemmer jo selv. Det her er dit og Eriks hjem. Du gør, som du har lyst til.
Så smilede hun og tog killingen op på skødet.
Karen kiggede på Erik, klemte hans hånd og sagde for første gang højt:
Jeg skal også øve mig. For snart er det ikke kun katte, jeg skal tage mig af.
Birthe forstod straks. Hendes smil foldede sig ud, og hun slog armene om Karen.
Velkommen til, lille mor.
Og Karen knugede sin svigermor ind til sig, mens katten spandt af livets ro ved hendes side.
