På landet
Anne Brogaard voksede op i en lille landsby på Fyn den ældste datter i en stor børneflok. Anne blev en kraftig pige brede skuldre og tog hurtigt på i højden. Børnene i landsbyen prøvede som små at give Anne øgenavne; de kaldte hende langbenet, kæmpe eller andre lidt hårde ord, som piger ikke bryder sig om. Men intet navn hang ved længe Anne kunne altid klare sig selv.
Med årene voksede både hun selv og legekammeraterne op, og færre havde lyst til at drille eller gøre hende ondt. Alle vidste, at Anne var en trofast ven, man kunne stole på, og hun aldrig lod nogen være alene, hvis de havde brug for hjælp. Hun var retfærdig og rar det var hende, der forsvarede børn eller dyr, hvis de blev trådt på, og hun kunne sagtens give en overhaling til deres plageånd.
Som den store søster i en stor familie fik Anne ikke så meget omsorg eller opmærksomhed fra sine forældre. Hun bar og passede de små søskende meget af tiden, ofte på bekostning af sine egne interesser. Alligevel var hun dygtig i skolen og nåede også at være sammen med veninderne. Først da hun var seksten år, husker hun rigtigt at have fået varme ord fra sin mor. Lillebroren Niels, hendes yngste, blev alvorligt syg, græd og skreg om natten i flere døgn, og det var kun i Annes favn, han fandt ro og faldt i søvn.
Du er mit kæreste eje, min pige, sagde hendes mor, Kirsten, med trætte øjne, mens hun strøg Anne over det lyse hår og kyssede hende på hovedet.
Gå du ind og sov lidt, mor, hviskede Anne, jeg vugger Niels, hvis han vågner. Han er sløj, og du er også ved at styrte om af træthed.
Men du skal jo i skole, skat. Der er eksamen snart. Det nytter ikke, hvis du sidder og gaber, svarede moren.
Jeg kan godt klare det. I morgen er der ikke svære timer, og jeg kan fritage mig, hvis det endelig er, sagde Anne.
Jeg har haft så travlt med alt det praktiske og de små, at jeg slet ikke har set, hvor stor og god du er blevet, mumlede moren.
Lad nu være mor, svarede Anne varmt, jeg har aldrig følt mig forsømt. Husk på at jeg altid har været den ældste og haft flere pligter men også mere frihed.
Hvordan det?
I sagde altid Når du er færdig med dine pligter, kan du gå ud og lege. Og jeg måtte tage både Vera og Søren med, så jeg prøvede altid at gøre det hurtigt, smilte Anne.
Og de to var ikke i vejen?
Overhovedet ikke, mor. Vi delte det hele. Ivan Hansen, ham du ved fra købmandsgården, kom altid med legetøj for at lege med dem. Gode venner har jeg altid haft.
Det er nu dig, som er god. Nå, nu må vi lægge Niels igen og prøve at få lidt søvn.
Anne lagde forsigtigt Niels i vuggen, men han begyndte straks at græde. Anne rystede på hovedet; hun ville hellere have ham hos sig til morgen.
Så lad os snakke om skolen, sagde mor Kirsten, for jeg har aldrig haft problemer eller uro på grund af dig. Jeg mødte din klasselærer før, og hun fortalte, at du har topkarakterer!
Det går mig let, men moster Tove sagde, at det er i landsbyskolen i byen er det sværere.
Hvad skal det gøre til forskel?
Jeg bliver jo ikke her hele mit liv! Jeg vil videre og skal kunne konkurrere med byens unge.
Kirsten tænkte sig ikke om, for hun havde selv aldrig tænkt at flytte væk. Hun havde arbejdet i den lokale folkeskoles kantine siden hun var ung, giftede sig tidligt og blev i landsbyen. For dog at støtte Anne havde moster Tove tilbudt, at hun kunne bo hos hende, når hun engang skulle gå på gymnasiet og universitettet i Odense.
Moster Tove var gået en anden vej end Kirsten hun tog til byen, blev økonom, havde aldrig giftet sig og fik ingen egne børn. Men hun tog Anne til sig og sørgede for, at der var tryghed, når Anne besøgte Odense med ture i zoo og på café.
Nu skal du tænke på dig selv, sagde moren, og hvis du vil til byen, så gør det bedste for dig. Du har hjertet og hovedet med dig.
Anne smilede, lettet over at hendes mor ikke lod hende i stikken, selv om hun vidste, at det ville blive hårdt for familien uden hendes hjælp.
Tiden fløj afsted. Anne bestod sine eksamener og blev optaget på universitetet i Odense. Hun fik hurtigt veninder nogen fra byen, andre fra landet. Hun var populær, åben og nem at snakke med.
Forældre og familie i landsbyen sendte rigeligt med skinke, æg og hjemmelavet smør, meget mere end Anne og moster Tove kunne nå at spise. Derfor blev Anne snart én, som alle de studerende på kollegiet gerne ville være ven med hun dukkede altid op med poser fulde af lækker mad fra landet, og det endte tit som små fester.
Veninderne fik kærester Anne ikke. Det generede hende ikke rigtigt, for bejlerne lagde mærke til hende. Det var på fjerde år på universitetet, at Edvard dukkede op.
Edvard mødte Anne til en studenterfest, hvor hun dog igen slæbte kasser med mad ind, og hendes ven Jørgen hjalp hende. Jørgen var lille og spinkel, og de var vant til at lave fis med, at Anne var næsten dobbelt så stor som ham.
Næ, Anne, sådan en fin og stærk pige er du, lo han, da hun spurgte, om han kunne holde til at bære madposen.
Jeg tager min ven med, han hjælper, svarede Jørgen.
Den dag mødte Anne altså Edvard. En kæk fyr, pæn og veltalende, og han gik tit med i deres vennekreds. Han viste ikke åbenlyst interesse for Anne, men hun lagde alligevel mærke til, at hun havde hans blik. Jørgen kommenterede det også:
Du kigger på Anne, sagde han. Og du har ikke engang en kæreste.
Anne er sød, ja, indrømmede Edvard.
Så hvad venter du på?
Uh, nej, kom nu. Du kan jo selv lide hende, grinede Edvard.
Det kan jeg faktisk men vi er bare venner, og hun er alt, alt for stor til mig, lo Jørgen ærligt.
Selv deres venner smådrillede dem. En gang lod Jørgen som om han skulle hoppe op for at kysse Anne, og hun tog ham op på armen i sjov. De grinede højt.
Sandheden var, at Jørgen gerne ville have matchet dem sammen, men det var ikke nemt. Edvard var i tvivl. Han fortalte Jørgen, at Anne var for landlig, ikke rigtig chic bypige. Tilsyneladende mente han, hun ikke kunne passe ind i hans netværk med de moderne venner og pæne piger.
Men det var Anne, han blev ved med at vende tilbage til. De var sammen flere gange, også alene, og til sidst kyssede de.
Edvard præsenterede ikke Anne for sine omgangskredse, og hun skubbede ikke på men hun ville gerne have vist ham frem for moster Tove og sine forældre. Alligevel valgte hun at vente, især når han ikke rigtigt ville kalde sig hendes kæreste. Hun holdt igen med den fysiske side, indtil hendes position var afklaret.
Alligevel voksede følelserne. Edvard kunne ikke modstå Annas natur. Hun var ærlig, ligefrem, stærk og kærlig, og kunne håndtere alt. En aften ringede Edvards bror, Vagn, og gjorde oprør derhjemme. Han havde lavet ballade med naboerne og Anne tog med Edvard hjem for at hjælpe.
Hun fejede de unge vildbasser af banen og tog snakken med naboen på en måde, så alt blev løst med et smil og forståelse. Edvard blev imponeret denne pige var virkelig noget andet, end dem han kendte i Odenses natteliv, dem han før havde beundret.
Efterhånden blev det dem to, selv om Edvard stadig holdt fast i sin egen vennekreds, og han var tilbageholdende med at vise vennerne, at han faktisk elskede Anne.
Tiden gik; Anne blev færdiguddannet og begyndte at tænke på fremtiden. Hun snakkede med Edvard om, hvor de skulle bo, og han sagde usikkert, at han gerne ville have hende tæt på. Moster Tove tilbød Anne at blive boende, også fordi hun havde testamenteret lejligheden til hende.
Bliv i Odense, sagde Tove, her er mulighederne, du har dit arbejde og din frihed.
Det vil jeg gerne, men jeg skal også have mit eget liv, svarede Anne.
Endelig turde Edvard sige det, Anne længtes efter at høre: Jeg kan ikke undvære dig. Lad os være sammen.
Det blev de og efter et skæbnesvangert opkald fra hospitalet om moster Toves pludselige død faldt alt ansvaret på Anne. Men Edvard var der hele vejen, hjalp til, holdt hende oppe igennem sorgen.
Nu var der mere ro på. Anne beholdt sin stilling i Odense, hun og Edvard boede sammen i den lejlighed, hun havde arvet. Hun tjente godt og klarede sig selv, mens Edvard nød hendes selskab, hendes mad og den solide hverdag, hun skabte.
Men efter noget tid mærkede Edvard uro. Han savnede sine gamle venner, koncerter og byens lette liv. Anne spiste sild i stedet for sushi, drak øl i stedet for vin og brugte aldrig penge på det, han kaldte unødvendigt. Hun var ligefrem, klædte sig praktisk, lavede mad til flere dage, og ligesom hjemme på landet.
En dag under en middag med Edvards gamle ven Jørgen, talte de sammen på køkkenet, uden at vide at Anne var kommet tidligt hjem og kunne høre det hele bag døren.
Det er jo en gave, du har hende, Anne, sagde Jørgen. Hun er en af de få ordentlige; ingen sminke, ingen styr på håret, men hun kan både lave mad og holde styr på økonomien.
Jeg ved det, svarede Edvard, men jeg savner nogen at gå på café med, snakke musik med, noget let. Hun er fra landet, og det mærkes i alt.
Anne følte hjertet synke i brystet; det var den største skuffelse nogensinde. Hun gik ind, uden at give sig til kende, og begyndte at pakke Edvards ting.
Da han kom ind, stod hun roligt og pegede på hans tasker: Du skal flytte. Nu.
Edvard prøvede først at forklare, så at tigge, så at blive vred men Anne var kold. Der var ikke mere at sige.
Hun græd hele natten. Men langsomt fandt hun fodfæste. Hun lavede sin lejlighed om, arbejdede hårdt og tog på ferie til landsbyen, hvor hun blev budt hjerteligt velkommen.
Da hun kom hjem, stod Edvard der med blomster og bønfaldt. Men noget i Anne var slukket hun var ikke længere interesseret.
Senere mødte Anne Michael en tryg, rolig mand, og med ham stiftede hun familie og fandt lykken. Edvard prøvede stadig at vende tilbage, men måtte indse, at kvinden fra landet virkelig havde været noget for sig selv og at han havde mistet hende for altid.
