En høj lyd gjaldede gennem hospitalsgangen en sen aften: Da lægerne skyndte sig derhen, stivnede de af chok over det, de så

I den stille gang på et sygehus i Aarhus lød der pludselig en høj lyd sent om aftenen. Da lægerne skyndte sig hen, stod de helt målløse af hvad de så.
Nattelejet var roligt, og personalet passede deres arbejde, da der pludselig kom en voldsom larm fra gangen. Alle skyndte sig derhen for at finde ud af, hvad der foregik.
Da de nærmede sig, opdagede de en hund fra den danske politis eliteenhed, der havde arbejdet med dem i årevis.
Sådanne hunde er ikke kun trofaste venner de kan mærke fare og redde liv, hvor mennesker nogen gange står magtesløse. Hunden, der normalt var afslappet, virkede urolig, og dens alarm gjorde alle på vagt.
Larmen kom fra et værelse, der havde stået tomt længe. De fulgte hunden og nærmede sig forsigtigt døren.
Da de åbnede den og trådte ind, blev de alle chokeret over synet.
På sengen lå der gammelt, glemt udstyr, og ved siden af stod der æsker med medicinske arkiver, der tydeligvis ikke var åbnet i årtier.
Men det mest overraskende var den lille, skræmte killing, der var klemt fast mellem dokumenterne og dirrede af angst. Ingen havde forventet at finde et levende væsen der.
Max, en dansk fårehund, listede forsigtigt hen til killingen og gav den et blidt slik, som for at sikre sig, at den var uskadt.
Personalet lettede dyret var i live og havde heldigvis ingen skader.
Takket være hundens instinkt og vedholdenhed undgik de en tragedie. Hvis killingen var blevet glemt længere, kunne det være gået galt.
Betjent Mikkelsen og lægerne blev igen mindet om, hvor værdifuldt samarbejdet mellem mennesker og hunde er. Max havde igen bevist, at troskab, mod og opmærksomhed kan redde liv selv i de mest uventede situationer.

Rate article
Add a comment

;-) :| :x :twisted: :smile: :shock: :sad: :roll: :razz: :oops: :o :mrgreen: :lol: :idea: :grin: :evil: :cry: :cool: :arrow: :???: :?: :!:

nineteen − 12 =

En høj lyd gjaldede gennem hospitalsgangen en sen aften: Da lægerne skyndte sig derhen, stivnede de af chok over det, de så
– Alt det der kærlighed fik dig smidt ud af DTU! Vi sendte dig til København for at studere, ikke for at gifte dig! Som om vi manglede en bondepige i familien, – rasede faren. Forældrene ville stoppe sønnens vilde forelskelse ved at sende ham i militæret. På farens opfordring tog Viktor uniformen på. Victoria gjorde hovedrent i huset. Hun satte nye tapeter op, skiftede gardiner, og nu forsøgte hun at skabe orden på loftet. Victoria holdt af at der var ryddeligt — så var der også ro i sjælen. I det fjerneste hjørne fandt hun en æske med Viktors breve. Hvor længe var det ikke siden, hun havde åbnet den? Og hun glemte alt om rengøringen. Victoria begyndte at læse det ene brev efter det andet… …Viktor og Vika mødtes på Danmarks Tekniske Universitet. Viktor var fra byen, og Vika kom fra landet. Han blev betaget af hendes strålende ydre: langt, sort hår, fortryllende øjne, rank figur. Viktor og Vika begyndte at komme sammen. For den rolige og generte Vika var larmende Viktor som en orkan. Hver dag fandt han på nye måder at vinde hendes gunst: blomster foran hendes kollegieværelse, godnatbeskeder midt om natten gennem vinduet i stueetagen. Vilde studenterfester, gåture, kys – første studieår fløj afsted. De var uadskillelige. Men Viktor forsømte studierne. Han havde aldrig brændt særligt for bøgerne, og nu var der kærlighed oveni. Han blev smidt ud. Men det gjorde ham ikke noget. – Jeg får mig et arbejde, så læser jeg videre på fjernstudie. Så kan vi blive gift, min skat, forklarede han Vika. Han fik arbejde på fabrikken og fortalte sine forældre, at han ville giftes. De kendte Vika en smule — hun havde besøgt dem et par gange. Han var forberedt på manglende begejstring. Forældrene havde altid håbet, han skulle giftes med deres venners datter. Men Viktor og Zina var enige — det var ikke, hvad de ønskede. Viktor troede på, at han kunne overtale forældrene, at de ville forstå hans kærlighed til Vika. Men virkeligheden blev en anden. – Du blev smidt ud af DTU på grund af kærlighed! Vi sendte dig for at tage en uddannelse, ikke for at gifte dig! Tror du, vi vil have en bondepige ind i familien? – brusede far op. Forældrene ville stoppe forelskelsen med adskillelse. På farens opfordring gik Viktor ind i militæret. Vika savnede sin kæreste. Det eneste, der gav hende styrke, var Viktors breve, fyldt med ømhed og længsel. Men pludselig stoppede brevene. En måned, to, et halvt år – intet nyt. Vika kunne ikke finde ro. – Sådan går det, følelser dør ud i adskillelse. Det var nok kun en forelskelse, betryggede hendes studiekammerat, Alex. Alex var også Viktors ven. Vika vidste ikke, at Alex skrev til Viktor, at han nu datede Vika og ville giftes med hende — og bad Viktor om ikke at forstyrre mere. Vika overgav sig, gik op i sine studier og venner. Alex var der altid; han havde længtes efter hende og den bevidst arrangerede afsked med Viktor gav ham nu chancen. Alex’ omsorg og kærlighed var ægte. – Så lad i det mindste Alex blive lykkelig, tænkte hun, og sagde ja til hans frieri. Hun ville egentlig smide Viktors breve ud men kunne ikke, og lagde dem væk. Hun begyndte på et nyt liv. Viktors forældre sørgede dog hurtigt for at fortælle ham, at Vika nu var gift med Alex. Tiden gik. Årtier passerede. Vika og Viktor boede i samme by i Danmark, uden at mødes. Vika hørte rygter: Viktor havde giftet sig — ikke med Zina, men en anden, og de fik en søn. Men lykken udeblev for Vika. To døtre og et liv fyldt af arbejde og omsorg – men ikke glæde. De gled fra hinanden og glemte, at livet kunne være lykkeligt. 35 år gik. Vikas ægteskab smuldrede. Uanset hvordan de prøvede, ville kærligheden til Alex ikke gro. Han mærkede det – og fandt en anden. Døtrene var voksne og væk. Intet bandt dem længere. Efter skilsmissen indrømmede Alex, hvordan han havde arrangeret hendes brud med Viktor. Viktors ægteskab var også slut, og nu var han alene. …Victoria læste det sidste brev. Hun græd og smilede på én gang. Pludselig indså hun: hun måtte finde Viktor. Bare se ham, høre hvordan livet var gået. Så hun skrev et brev til hans gamle adresse og inviterede ham på cafeen overfor hendes lejlighed. Beslutsom som hun var, lagde hun straks brevet i postkassen. Næste dag bebrejdede hun sig selv: Hvorfor gjorde jeg det? Viktor tjekkede sin post. Et brev? Sikke en sjældenhed i vores tid. Han så afsenderen og troede næppe sine øjne. Han læste brevet — og tiden blev sat tilbage. På det aftalte tidspunkt gik han ind i cafeen. Hjertet bankede. Der var tomt, kun en kvinde sad ved et bord. – Vika, sagde Viktor næsten hviskende. – Ja, svarede hun, så op. Hendes blik havde han husket hele livet. Det var hende, hans Vika. Så talte de, græd, grinede. Sammen forlod de cafeen – hånd i hånd, med et stille løfte om aldrig mere at skilles. P.S. Der er nu gået næsten 5 år. Victoria og Viktor bor sammen og sætter pris på alle øjeblikke. Ægte kærlighed forsvinder aldrig – det er de nu helt sikre på!