Ida-græskar
– Ida! Ida! Vend lige din skalle! Græskar! Se, drenge! Græskar!
Skolegården, badet i den stærke formiddagssol, rungede af grin ovenpå sluttid for formiddagsklasserne. Midt i det hele gled de drilske råb ikke bare ubemærket hen over fliserne de ramte alle. Et sekund dæmpedes legen, børn og voksne lyttede, og Ida, lille og forvirret, stod helt stille foran skolens hoveddør. Hun trak sig sammen i sig selv, knugende om sin store, tunge skoletaske.
– Hey, Ida-græskar! Hva’, blev du bange? Drenge, jag hende!
Drengene, der for blot fem minutter siden havde siddet side om side i klassen, fór mod Ida. Hendes øjne blev kæmpestore af rædsel, hendes hænder rystede, hun forsøgte at løbe, men benene ville ikke lystre.
Hvor mange gange har jeg ikke senere set Ida genopleve det øjeblik i søvne? Det kan jeg ikke tælle.
Den klistrede frygt, altopslugende og sød som doven honning, besatte først fingerspidserne, tvang dem til at give slip:
– Slip tasken! Lad den ligge her ved døren! Kommer du hjem uden, får du ballade, det fortjener du! Man skal passe på sine ting, vi har ikke råd til nye!
Ida prøvede at knytte hænderne, men kunne ikke holde fast. Tasken røg på jorden, benene ville ikke makke ret, og det blev til en slags småhop, der ikke bragte hende nogen vegne. Det var, som hun sad fast i fliserne. Hun bevægede sig, men kom aldrig et skridt længere. Panikken voksede indeni og trængte ud i verden som en hvisken:
– Lad være
Hun så aldrig sine forfølgere i drømmen, kun stemmerne var der. Det hjalp ikke.
Men så, gennem mørket, sprængte en klar, barnlig stemme:
– Nu stopper I lige! Er I selv helt fra den? Kommer her og mobber de små!
Panikken lettede i øjeblikket, hvor Idas veninde trådte til, og hun vågnede badet i svedog lettet.
Den stemme førte hende tilbage til virkeligheden, hvor hun ikke længere var førsteårselev, og hvor fortidens smerte kun var et ekko.
Men dengang, i skolegården…
– Så er det nok! Nu er det slut!
En spinkel, krøllet pige med store, hvide sløjfer i de lange fletninger fór gennem skolegården, ignorerede bestemte råb fra sin mormor.
Ligesom Ida, blev Line altid hentet. Hendes morfar og begge hendes bedstemødre kappede om at hente hende hjem.
Lille hvirvelvind med pjusket fletning kastede sig frygtløst ind mellem drengene for at kæmpe for Ida. Hele skolegården standsede igen for at se, hvad udfaldet blev.
– Så kan I lære det! Stop med at grine! I har selv store hoveder! Line svingede med Idas rygsæk efter de store drenge.
Ida, stadig lammet af frygt, prøvede at hjælpe sin omsorgsfulde veninde, men kunne ikke få benene til at makke ret. Til sidst blev alt sort, men inden mørket overmandede hende, hørte hun Lines mormors stemme:
– Line, slip nu drengen! Han har ondt!
“Og hvad med mig? Gør det ikke ondt på mig?” nåede Ida lige at tænke, før hun gled væk i ensomheden.
Voksne stimlede sammen, sendte børnene væk og bar Ida ind til sundhedsplejersken.
Min mor blev straks hentet fra arbejde. Hun talte med rektor uden at tøve:
– Hvad foregår der?! Hvordan kan I have sådan noget her? At mit barn bliver mobbet?!?
– Jamen, du må forstå…
– Nej! Jeg skal intet forstå! Få styr på det, så taler vi senere!
Hun satte sig blidt til rette ved Idas side, løftede hende forsigtigt op og holdt hende tæt ind til sig, mens Ida stirrede tomt op, for hun måtte ikke rejse sig.
– Hvordan har du det, skat?
Ida puttede sig ind mod sin mors trygge bryst, indåndede duften af lavendel og varm mælk. Hun kæmpede imod tårerne.
– Ikke græd, lille ven. Det skal nok gå! Ingen rører dig igen, jeg lover det!
Hvor hun dog tog fejl, min mor dengang…
Mobning ville hun stadig opleve. Og øgenavnet, “Ida-græskar”, sneg sig med i ryggen på hende gennem årene.
Men én ville aldrig kigge på hende som de andre. Ville ikke se andet end Ida. Ikke se skævheder. Mærke sjælen.
For Idas sind var rummeligt. Der var plads til alt levende. Familie, katte, naboens hund, biller og edderkopper som hun brugte timevis på at studere i Kongens Have med hovedet nysgerrigt på sned.
For Idas hoved rummede noget ganske særligt. Lærere opdagede hurtigt, at hun havde fotografisk hukommelse og opslugte viden. Men Ida skjulte sin viden, bange for flere tilråb.
– Ja, ja, man kan da godt have mange hjerner i den græskar-skalle, men dum er du alligevel, Ida! Fatter du det?! Klog bliver du aldrig!
Drengene lod hende heldigvis være i fred for deres næver, blandt andet fordi Line gik til angreb uden at tøve. Men binde sladderdrengenes tunger kunne hun ikke, så hun rettede bare standhaftigt Idas krave på frakken:
– Ida, de kan bare sige, hvad de vil! Du er smuk! På din måde. Mormor siger, at alle har deres egen slags skønhed.
– Men hvad er der smukt ved mig, Line? De har jo ret… Mit hoved er for stort…
– Nej, det har de ikke, afbrød Line vredt. Giv dem ikke lov! Giv aldrig slip!
Ida svarede ikke. Hun ville gerne, men kunne ikke. For Idas mor var også klog. Meget klog. Bare ikke lykkelig.
Hun havde mødt Idas far, og hendes egen lovende karriere som fysiker sluttede. Elena blev “bare” kone og mor. I familien var der ikke plads til to talenter, mente Idas farog ville ikke vige for sin kone.
Han arbejdede i rumfartsindustrien. En “lysende stjerne” efter eget udsagn. Hverdagens gøremål var ikke for ham. Til det havde han kvinderkonen og moderen.
Ida kunne ikke fordrage sin farmor. Hun satte sig i fars stol og begyndte straks at hakke på Idas mor.
– Hvor mange gange skal jeg sige det, Elena?! Her skal være orden! Og du har støv og et tomt køleskab. Hvad er så vigtigt, at du ikke har tid? Børnene er beskidte, dig selv ligeså! Du ved, det skuffer Jørgen han er fortjent bedre.
Idas mor, med tre børn på armen (en lillebror, næsten ny), svarede ikke. Hun ville ikke synke ned på farmors niveau. Hun kastede et blik på Ida, der straks vidste, hvad hun skulle.
Hun trillet babybroderen i barnevognen ud til opgangen, ventede der sammen med søster og mor, og sammen gik de tur i al slags vejr. Far var aldrig med.
Farmor kom altid tirsdage og torsdage, og Ida lærte hurtigt at tilpasse sig tidsplanen.
Elena elskede sin mand, men det var en smertefuld og skæv kærlighed. Hvordan kan man elske én, der ikke regner en for noget?
– Nej, Elena, vi har børn! Ingen karriere! Du er mor og kone, så lad det andet ligge! Fysik for kvinder det er jo helt skævt!
– Jørgen, jeg har en universitetsgrad… Hvis du har glemt det.
– Jeg har ikke glemt det! Men hvor var du uden mig?! Jeg gav dig muligheden for at realisere dig som kvinde! Er du ikke glad for det? Min mor har retuden min hjælp var du aldrig kommet så langt!
Som lille forstod jeg ingenting. Men hen ad vejen blev det klart: Mor elskede far. Far elskede ikke mor.
Udtrykket “grotesk egoist” hørte jeg i skolen en dag og det sad fast. Når jeg senere så min far skælde ud, lignede han ikke en bred, halvskaldet kontormand, men mere en tyk, grim larve. Oftest blev jeg ramt af trangen til at trampe den flad med min sandal. Men det var naturligvis ikke tilladt.
Mor var dog klog nok til at vente.
Men folk var bundet af omstændigheder. Min mor havde ikke sit eget hjem. Hendes barndomshus i Skanderborg var brændt nedhun fik det først at vide længe efter, via et brev. Hun sørgede over tabet, men da naboen Rigmor ringede og tilbød hende at blive indskrevet som kontaktperson mod at få hendes lejlighed senere, greb hun chancen.
– Elena, jeg er til ingen besværjeg kræver næsten ingenting. Et halvt rundstykke og rent sengetøj sådan er jeg. Til gengæld testamenterer jeg min lejlighed til dig. Personligt! Hos notaren! En kvinde må have et hjem, især hvis skæbnen ikke er med hende…
Rigmor var den eneste, der forstod, hvad Elena følte.
– Åh, det er trist, Elena! – sukkede Rigmor med høj dramatik.
– Hvad, Rigmor?
– At vi kvinder er sådan afhængige af mænd! Sådan er det nu engang. Vi prioriterer andre før os selv Indtil et punkt. At tage sig af sine børn? Det er smukt og rigtigt. Når man glemmer sig selv helt for en mand, så er det katastrofeden sikre vej til at miste sig selv!
– Er det virkelig mig?
– Nej, ikke endnu. Hvis det var, sad du ikke her og vaskede mit gulv. Din mand ved ikke, hvad du laver disse timer vel?
– Nej, svarer Elena.
– Godt. Ikke fordi du skjuler noget, men fordi du har besluttet dig.
– Hvad har jeg besluttet?
– Det ved du bedst selv, Elena.
– Jeg forlader ham…
– Og det har du så sandelig ret i! Jeg plejer ikke at give gode råd, men denne gang gør jeg en undtagelse. Sælg min lejlighed så snart du kan og køb noget i en anden bydel. De vil altid jage jer, din mand og din svigermor. Hvis man først er væk, glemmer de jer hurtigt.
– Og hvis de ikke gør?
– Ja, så er det vel bare, hvad det er! Du er klog, Elena. Brug din uddannelse! Kun du kan bane vej for dig selv og børnene.
Mor nikkede, jeg lyttede, gjorde mentale noterville hun følge Rigmors råd?
Og jeg drømte. Drømte om at forstå verden som Rigmor. Da jeg opdagede, hvor meget hun vidste om mine forældres forhold, vidste jeg, hvad jeg selv ville være. Jeg sad mange timer ved hendes seng, lyttedeog lærte.
– Lyt, lille ven! Lyt og husk. Alt det du hører her kan komme dig til gode, sagde Rigmor og klappede min kind. Jeg skal nok sørge for, at du bliver den bedste læge i København!
Hun holdt sit løfte.
Jeg kom ind på Københavns Universitet, blev færdig med topkarakter og lagde ikke livet i hænderne på tilfældigheder.
Elena gik hver til sit med min far. Hun nåede kun delvist at indfri løftet til Rigmormin far døde få måneder efter, hun havde indgivet skilsmisse. Min farmor var rasende, især da hun fandt ud af, at min mor arvede lejlighed, penge og opsparing, alt det min far havde gemt hjemme, ikke hos sin mor.
– Hvis jeg hører ét ord mere fra dig, får du ikke en øre mere end din del!
Min mors stemme var så stærk og rolig, at jeg stod målløs i køkkenet. Farmor var rasende.
– Hvordan vover du?!
– Det kan jeg godt! At jeg har givet dig lov til at tale sådan, var mit valgikke din styrke. Du troede, jeg var svag. Det var bare min strategi.
Mor smilede ikke, men der var styrke i hende, og farmor så i det øjeblik ikke ud af noget.
Den del, mor syntes farmor skulle have, fik hun, og så spurgte mor os børn:
– Vil I fortsætte kontakten til farmor?
Vi tre sagde alle nej.
Siden så hverken jeg, min søster eller bror hende mere.
Det gamle øgenavn blev hurtigt glemt, da mor flyttede mig til en ny skole på Østerbro. Takket være Rigmors rådher var både biologi og kemi fremragende.
– Hun får brug for dethun vil være læge.
Line græd længe, da vi sagde farvel. Jeg måtte hæve stemmen:
– Hør, Line! Jeg flytter ikke til månen, jeg får bare en ny skole! Vi ses stadig.
– Nej, Ida! Det bliver aldrig det samme…
Hun fik lidt ret. Der var meget at se til: Jeg skulle hjælpe mine søskende og havde knap tid til at ringe til Line.
Så flyttede Lines forældre til Gentofte, og kontakten blev mindre, indtil den forsvandt, selvom vi havde telefon og sociale medier.
Livet gik videre.
Jeg fik min kandidat, blev gift, fik en sønog blev skilt igen, for jeg havde lært af Rigmor at lytte til mig selv. Jeg var tilfreds. Lejlighed i centrum, arbejde på hospitalet, familie, barn. Ingen mand at være afhængig af og det passede mig fortrinligt. Græskar-komplekset var for længst lagt væk, jeg frygtede ikke midnat eller ubehagelige overraskelser.
Kun i perioder med særligt pres dukkede den gamle drøm op, og jeg hørte Lines stemme kalde på mig.
For mange år siden havde jeg prøvet at finde Line på nettetsiden lod jeg fortiden være.
Men tilværelsen er mærkværdig. Skæbnen snor tråde på kryds og tværs, og pludselig kan man betale gamle regninger.
– Stå stille! Ja dig! Vender du om, gør jeg det af med dig!
Jeg cyklede gennem Fælledparken med min søn, tænkte ikke nærmere over råbet fra den anden allé.
Det kunne jo være en vred hundeejer.
Indtil en skikkelse med blodig vindjakke for ud foran mit forhjul. Jeg bremsede så skarpt, at jeg næsten fik smadret næsen, men nåede at styre udenom.
– Line? Er det dig?!
Min gamle veninde var næsten ikke forvandlet. Trods årene, stadig lille, krøllet og lys. Men i hendes blik var kun frygt.
Uden at tænke stillede jeg cyklen imellem hende og den mand, der forfulgte hende.
– Stop!
Jeg råbte så min søn stoppede op og hurtigt spurtede videre, for at hente hjælp fra min bror og ex-mand, som ofte gik i parken med os.
Manden nærmede sig, men jeg havde allerede mobilen oppe til øret:
– Politi! Overfald!
Der dukkede straks en stor mand op med en stor schæferhund, der knurrede truende. Min ex-mand ankom næsten samtidig. Da overfaldsmanden rodede efter min telefon, stødte jeg hårdt cyklen ind i ham. Han faldt, jeg satte foden på stangen og sagde:
– Bliv bare liggende. Der er ikke mere at gøre.
Der var så meget styrke og myndighed i min stemme, at selv Line søgte tryghed ved min hånd.
– Er du okay, Ida?! spurgte min bror, mens de trak en grædende Line væk.
– Mig? Jo, fintmen Line har brug for hjælp.
Jeg tog hende ind til mig.
– Hvor er det dejligt at se dig igen…
– Hej sagde Line og gav op, flød sammen mellem mine arme. Nu måtte nogen tage over.
– Livet går i ring… – sagde jeg senere, da jeg så Line ligge i hospitalssengen.
Det var sidste gang jeg hørte hendes gamle, krøllede stemme råbe mod mobberne efter Ida-græskar. Siden hjemsøgte den drøm mig aldrig igen. Vores roller var byttet. Nu var det tid til at hjælpe Line.
– Hvad er der galt, Line? spurgte jeg, mens jeg holdt hendes hænder og så gamle og nye blå mærker.
– Alt er galt, Ida… – Line græd uden at åbne øjnene.
– Din mand?
– Kæreste. Vi er ikke gift. Jeg blev alene med min datter, da mor døde. Ida, du ved sikkert intet. Min første mandjeg elskede ham, men han spillede. Jeg tilgav, hjalp, fandt ham i bodegaerog han slog mig. Jeg troede, det var sygdom. Man bliver jo ikke vred på en syg, vel?
– Nej. Men man må holde afstand, som til en gal hund. Du ville ikke lade dig bidedu må gå.
– Han døde, ikke? Hvor?
– Man fandt ham ved Hovedbanegården, lige før jeg fødte. Underlige omstændigheder…
– Og ham her?
– Han var ven til min eksmand. Vi havde fælles omgangskreds. Da han gik fra konen, flyttede han ind. Vi var begge ensomme… jeg manglede nogen, og håbede på tryghed.
– Fandt du den?
– Ved du du har selv set…
– Undskyld. Nok. Hvor er dine nøgler?
– I min lomme…
– Fint, hvil nu.
– Jeg kan ikke, Ida! Min datter, hun venter i børnehaven! Klokken?
– Sent. Jeg kører. Du ringer nu og beder dem give hende til mig.
– Hvem ellers kunne hente hende?
– Ingen…
Skæbnen smiler, binder nye tråde. Sådan.
Historien går ind i nye spor. Måske er Line og jeg ikke længere de små piger ved samme pultmen vi har fundet hinanden igen.
Vores børn kan få glæde af hinanden, støtte hinanden, ligesom vi engang gjorde.
Og må ingen af dem høre et ondt tilnavn, og må “Ida-græskar” kun være et minde om, hvordan venskab kan begynde, trods alt.
Nogle siger, rigtigt venskab ikke findes. Men skæbnen trækker på skuldrene. Lidt dumt sagtden ved bedre.
Sand kvindevennskab findes faktisk. Især dér, hvor hovedreglen lyder: Giv, og du får igen.
Jens BirkfeldtOg sådan, i den sene eftermiddagssol, sad vi på Lines altan med te og trygge blikke, mens børnene tumlede nedenunder og min søn lo højt sammen med Lines datter. Hver gang hun så nervøst på døren, rakte jeg hende blot håndendu er ikke alene nu. Og i vores tavse, stærke selskab lød verden igen mild og mulig.
Et sted inde i mig mærkede jeg stadig arrene fra dengang, de råbte græskar og drev min barndom gennem frygtens smalle korridor. Men det gjorde ikke ondt længere. For lige her, hvor to kvinder sad bakket op ad hinandens historie og fremtid, fik det en ny betydning: det blev til frø, sået i sorg, groet i styrkeog i venskabets muld bar det omsider blomster.
Jeg vidste nu, at man kan bære hvad som helst, når man er to om det. At mod måske ikke begynder med at råbe stop i et klasseværelse, men lever i det at tænde lys for hinanden, hver gang natten nærmer sig.
Og når skyggerne alligevel kom snigende, slap vi aldrig hinandens hænder.
For sådan lever helte, tænkte jegikke som dem i eventyrbøgerne, men dem, der bliver, når alle andre går, og visker jeg er her, bare rolig.
Sådan endte Ida-græskar med at finde hjem.
