Eksamen
– Nu er det nok! Jeg gider ikke mere! Hvis du ikke stopper med at hakke på mig, så afleverer jeg slet ikke noget! Jeg går simpelthen ikke til eksamen! Så kan du bare se hvad du gør, mor! Sigrid slyngede sin rygsæk hen i hjørnet af entréen og rev huen af hovedet.
Mor svarede ikke og gik stille ud i køkkenet med et hovedryst.
Sigrid tog jakken af og var på nippet til at kaste den samme vej som tasken, men ombestemte sig. Åbnede garderobeskabet og hængte den pænt op på bøjlen. Hun sukkede dybt.
For pokker da, så har vi skændtes igen Og endnu engang uden grund.
Hvorfor skal mor altid blande sig og komme med sine formaninger? Tror hun virkelig, jeg er et barn? Eller tror hun, jeg ikke kan tænke selv?
Selvfølgelig vidste Sigrid godt, der var tid med den nye lektiehjælper i dag ingen grund til at nævne det hvert kvarter! Hun lovede sig selv ikke at lade sig påvirke, men alligevel var det som om hendes temperament løb af med hende. Selv et lille spørgsmål fra mor føltes som total kontrol, og nu var det næsten blevet en vane at reagere med vrede.
Sigrid vaskede hænder og så på sit eget spejlbillede over vasken.
Smuk? Arh, det kan diskuteres Bumser, fars lille næse, og mors ildrøde hår, der stak ud overalt. Hvor mange gange havde hun ikke plaget om at få lov at farve det? Mor sagde bare, at skønhed tager tid, og at Sigrid en dag ville blive hende taknemmelig.
Ha! Som om! Alle andre så normale ud, og selv gik hun rundt som et fugleskræmsel. Fletninger hvem i alverden gider dog at gå med det mere?
Minderne fik Sigrid til at smile skævt, da hun tænkte på dengang, hun selv klippede fletningerne næsten helt af med et par sløve skolesakse, hun fandt i penalhuset. Mor blev forbløffet og ked af det:
– Sigrid, hvorfor dog?
Fordi alle skal bestemme! Men det er mit liv, og det bestemmer jeg over!
Alle siger man skal lytte til forældrene men hvorfor dog? Det de kalder klogt er jo mere gammeldags end noget andet! De aner slet ikke, hvordan verden hænger sammen nu. De havde jo ikke engang internet, da de var på min alder! Det er kun at finde alt på sekunder nu man behøver ikke sidde timevis med bøger! Mor siger godt nok, at internettet ikke kan lære én at være menneske eller snakke med folk, men hvad ved hun om det? Hun kunne jo tage et kursus om teenagere!
Sigrid pillede lidt i en bums under hagen og trak på skuldrene. Godt mor ikke så det hun slog altid et kors for sig og sagde, at arrene ville blive der for evigt. Men Sigrid var ligeglad. Ender jo ikke med at blive bedømt på udseendet, men på hvem hun er, ikke?
Mor ja, hun har da født hende, det er sandt men det betyder jo ikke, at man ejer sit barn!
Sigrid blinkede til sit spejlbillede.
Sådan, bare smag på den, mor! Skulle aldrig have tvunget mig til at rende til alle de lektiehjælpere eller skubbet til mig for at blive jurist! Hun vidste jo allerede mere om regler og love end nogen af forældrene. Hvis bare de var halvt så smarte, havde deres skilsmisse måske ikke endt så kikset.
Mor havde hverken ambitioner eller stolthed. Far gik sin vej, efterlod hende og fordelingen af alt det praktiske gik, som det gik. Ja, Sigrid fik lejligheden, hun havde arvet fra mormor men sådan burde det jo også være! Til gengæld: Hvor var retfærdigheden for mor? Sigrid så jo godt, hvordan de boede de sidste år.
Hun huskede den kolde stemning ved aftensmaden, far, der svarede tak som en fremmed, mors skæve morgensmil. Den dag Sigrid fyldte fjorten, sagde hun selv, at nu måtte de finde ud af det alle havde fået nok. Voksne! De gav sig altid ud for at gøre alt for hendes skyld bullshit! Folk lever for sig selv. Hun har masser af eksempler på det. Selv da det galte hendes “bedste”, handlede de kun om sig selv. Hun var bare brikken i deres aftaler.
Tag bare lejligheden. Samme bygning, men nu en toværelses i stedet for tre. Ja, flot istandsat og nyindrettet, men kun fordi mor havde solgt far skyldfølelsen på Sigrids bekostning. Nu havde Sigrid det store værelse ikke fordi nogen tænkte særligt på hende, men fordi det var praktisk for forældrene. Hun var stødpudens, der forhindrede at tingene kørte helt af sporet
Med et suk fandt Sigrid salven fra apoteket, som lægen havde udskrevet. Det havde ikke noget med mor at gøre det var bare fordi, den faktisk virkede, og det havde hun brug for i dag.
Det var nemlig aften det betød taget.
Taget var dukket op i Sigrids liv for ikke så længe siden, et par måneder måske. Indtil da havde hun kun beundret Mads på afstand skolens mest populære dreng og aldrig troet, han ville tage kontakt. Men så skrev han pludselig: “Gå en tur?”
Først troede hun, det var en spøg. Alle vidste jo, hun var lun på Mads. De grinede en smule, men ikke ondt hun var vellidt, for Sigrid var altid hjælpsom. Hun lod alle kopiere, stillede altid op for andre.
– Nielsen, jeg spurgte dig sidste time! Hvorfor rækker du op nu?
– Men fru Lauridsen, emnet er jo så spændende synes De, Christian d. 8. kan kaldes en diktator?
Historielæreren, som alle frygtede, faldt lige i Sigrids fælde og klassen åndede lettet op nu blev der ikke eksamineret i dag.
Da hun viste beskeden til sin “bedste fjende” Karla, sagde hun bare:
– Og? Gå dog hen og spørg! Vi lever jo ikke i stenalderen! Piger inviterer altså selv drenge!
Men Sigrid svarede ikke, hun kunne slet ikke forklare, hvordan det føltes at læse Mads besked. Alligevel mødte hun op. Og efter det startede noget helt nyt.
Taget på den gamle boligblok var ikke det tryggeste sted, men hver gang Mads tog hendes hånd og hviskede “Pas nu på!”, glemte hun frygten og talte bare trinene.
Femten, seksten Kom nu! Treogtredive Hvad er du bange for? Han er jo lige her!
Det var også dér, han første gang lagde armen om hende foran alle de andre. Ingen sagde noget, selvom hun så blikkene fra pigerne i parallelklassen. Han havde gået i skole med dem siden første, men valgte hende.
Og det var dér, han kyssede hende første gang.
Da de blev på taget, mens de andre gik i biografen, var Sigrid lykkelig for ikke at skulle med. Mads gav hendes hånd et klem, og sagde de bare kunne tage i biffen en anden gang, bare dem to.
Hun husker stadig, hvordan han hviskede:
– Siggi, jeg kan ikke sige tingene så flot, men du skal vide, du er den bedste pige, jeg har mødt Må jeg?
Hans læber så varme, så ømme
Sigrid lukkede øjnene og mærkede den glade uro i brystet. Men så bankede mor på døren:
– Sigrid, du bliver for sent på den. Der står mad fremme.
Vreden blussede op. Hvorfor nu igen!
Hun fór ud, så rasende som en heks fra en af de billeder, hun havde set online.
– Hvad vil du mig?! Jeg ved det! Lad mig dog være! Skal du ikke også plage far? Han gik! Nu går du efter mig? Så går jeg også! Far har plads!
Hun nåede ikke at råbe færdig. Mor så bare på hende, slog ud med armene og gav hende en lussing.
– Gå! Men når du kommer hjem i aften, så husk, du har danskprøve i morgen. Du må hellere få noget søvn…
Sigrid stivnede. Mor havde aldrig lagt hånd på hende før. Ikke en eneste gang i hendes, indtil da, korte liv. Det gjorde ikke ondt, ikke rigtigt, men det var alligevel et chok, at mor nu ikke længere fandt sig i hendes udfald.
Men at give op uden kamp? Det lignede ikke Sigrid. Rygsæk, jakke, høretelefoner Hun ville gerne smække med døren, så hele opgangen hørte det, men holdt sig tilbage. Hun ville ikke give mor grund til at kalde hende hysterisk.
Ude på gaden så hun på klokken. En time til og fra, en time hos lektiehjælperen. Det betød, hun tidligst kunne mødes med Mads ved seks. Fint! De kunne sidde på taget, mens mor blev nervøs. Det kunne hun bare have godt af. Far tog jo heller ikke telefonen første gang, mor ringede. Så havde Sigrid lidt tid med Mads måske havde han et råd? Hans forældre blandede sig jo aldrig. Han styrer selv. Har sit dankort, sit tøj, og de presser ham ikke. Faren siger, at seksten er den helt rigtige alder til at lære at være voksen. Han må selv vælge fremtiden.
Sådan nogle forældre burde alle have!
Ikke som mor
Far ringede, da Sigrid nåede opgangen til lektiehjælperen.
– Hva nu? Mor sagde, du ville flytte hjem til mig?
– Slap nu af, far! Jeg gider ikke jeres problemer. Katja føder jo snart skal jeg tage mig af en baby? Jeg har mine egne ting!
– Gå ikke så hårdt til din mor. Ellers lukker jeg for pengene, hører du?
– Det er noget af det, jeg altid har kunnet lide ved dig, far du siger det, som det er. Jeg har forstået!
– Godt. Og lad nu være at give din mor ondt i livet det fortjener hun ikke.
Samtalen sluttede. Og Sigrid trak på skuldrene.
Ja, sådan kørte det altid! Kæmpe stridigheder indbyrdes, men holdt sammen, så snart det galt hende. Sært!
Den nye lektiehjælper var ikke nogen favorit. Da Sigrid begyndte at snakke om idiomer, puffede han bare en bog hen til hende læs de markerede kapitler til næste gang. Først blev hun fornærmet, men efter et par af lærerens egne eksempler, besluttede hun, at det måske ikke var spildt.
Dum var det sidste hun ville være Mads var så klog. Hun ville kunne tale med. Hun havde selv set den ene video efter den anden om at være en stærk ung kvinde. At være selvstændig og klog. Selvstændighed måtte vente, men intelligens kunne man jo opøve. Mor havde nu ret i, at det tog tid at samle sig sammen og få en uddannelse hun gjorde det jo selv, da hun endelig fik muligheden.
Mor måtte lægge universitetet på hylden, da Sigrid blev født. Først var det orlov, så arbejdet han op, og så bare barn. Ingen bedstemødre, der kunne tage over, så ingen daginstitution Sigrid var ofte syg og holdt sig helst til mor. Først da Sigrid kom i anden, fandt mor en nabo til at hente hende, så hun selv kunne tage fjernstudier og arbejde.
Rigtigt valg, tænkte Sigrid nu. Bedre end at sidde derhjemme og tælle skillinger. Selvstændig lille virksomhed med udsmykning af festsale. Det var flot, det mor havde bygget op. Der på arbejde var mor stærk, sikker og nærmest beundringsværdig.
Men hjemme var der kontrol. Al den omsorg, selvom det ikke var med skældud. Men alligevel overdøvende.
– Sigrid, hvordan gik din dag? Hvad skal du nu? Er du sulten?
Sådan blev det bare for meget. Nogle gange råbte Sigrid, stampede i gulvet og bandede over, at mor opfattede det alt sammen som børnevrøvl.
Hun skyndte sig hen mod skolens port, hvor hun plejede at møde Mads og glædede sig til et øjeblik at glemme forældre og eksamen. Livet gik forbi, mens de voksne kun tænkte på pligter!
Men ved porten var Mads der ikke. Han svarede heller ikke på opkald, og Sigrid blev urolig. Noget var galt.
Hun gik op ad trapperne, følte sig tung. Før føltes trinene lette, når Mads tog hendes hånd, nu føltes hvert skridt tungt.
Taget tog imod hende med kold forårsvind og stilhed.
Der var ingen. Ingen venner
Hun ville til at gå, tændte for lommelygten, men hørte så, at noget rørte sig. På kanten af taget sad Mads, benene dinglende ud over, skuldrene faldet sammen. Sigrid gættede straks, at noget var helt galt, at en sorg havde lagt sig over ham.
Frygten for, hvad han måske havde tænkt at gøre, fik hende til at reagere uden at tænke. Forsigtigt satte hun tasken, gik ud på taget.
– Hej
Hun satte sig ved siden af ham ikke på kanten, det turde hun ikke. Hun lod fødderne forblive trygt på taget, og kiggede ikke ned.
– Hej han så ikke op, hendes hånd fandt hans, og hun mærkede, hvor kold han var.
– Du fryser…
– Hva? Hans blik var tomt, slet ikke, som hun kendte det. Der var noget farligt og dragende på samme tid.
Måske, først der, forstod Sigrid virkelig, hvordan hendes mor følte, hver gang hun rasede. Den frygt for, aldrig at nå ind til den, man elsker.
Og pludselig mindede hendes stemme om mors.
– Hvordan har du det?
– Skidt Rigtig skidt, Siggi hans hånd greb svagt fat i hendes.
– Er der sket noget?
– Ja.
– Må jeg høre hvad? Vi er måske ikke så tætte men hvis du vil?
Han så op, hendes ord rørte alligevel noget i ham.
– Synes du ikke, vi er tætte?
– Det ikke det Jeg mener, du betyder meget for mig, men måske har jeg ikke samme plads hos dig.
– Siggi, du er den eneste, jeg har.
Hjertet hamrede, hun frygtede, han kunne høre det.
– Hvorfor? Dine forældre?
Reaktionen på hendes spørgsmål trak ham straks ned i mørket igen. Han rystede, og hun hviskede:
– Pas nu på!
– Ja! Hold bare fast i mig, skub mig væk, som de gjorde!
– Hvem?
– De, jeg kaldte mine forældre men de er det ikke! Min mor fortalte mig i dag Jeg er adopteret, Siggi! Jeg var ikke klar. Jeg har altid gættet det men nu føles alt forkert. Jeg har levet på en løgn! Altid været den forkerte…
Tårerne trillede ned ad hans kinder, og Sigrid tvivlede ikke på, at han kunne finde på at hoppe, hvis hun slap.
Hun havde set igennem hans facade før.
Pludselig skammede hun sig over sin såkaldte kamp mod forældrene. Det var så ligegyldigt her sad han, tvunget til at blive voksen på et sekund. Uden støtte, som hun alligevel havde haft.
– Jeg er bange, Mads! Sigrid begyndte at græde.
– Hej, du? han tørrede hendes tårer væk. Hun klamrede sig til ham.
– Lov mig, du ikke gør noget! Du er den vigtigste for mig Jeg slipper dig ikke!
– Jeg hedder ikke Mads Der var et noget fortabt over hans stemme.
– Hvad?
– Mit rigtige navn er egentlig Anders. Og jeg havde et andet efternavn.
– Det er ligegyldigt. Du er stadig dig! Og du betyder alt for mig!
– Måske for dig men ikke for alle. Hvad gør jeg nu, Siggi? Hvor skal jeg gå hen?
– Kan du ikke komme hjem? Smider de dig ud?
– Nej. Mor græd og bad mig blive Far jeg slog ham
– Hvorfor?
– Han prøvede at låse døren, hindre mig i at gå. Skreg, jeg ikke fatter noget
– Måske er du ikke helt færdig med at forstå endnu. Hvorfor siger de det nu?
Vinden tog ordene, men nu kiggede han på hende.
– Jeg ved ikke hvorfor
Det var nok. Noget i hans blik ændrede sig, blev mindre opgivende.
– Skal vi gå sammen?
– Hvorhen?
– Hjem til dine Vi kan høre hvorfor nu. Bagefter hvis du vil går du herop igen. Men du gør noget andet. Jeg stopper dig ikke.
Madss forbløffelse var åbenlys. Men hun blev stående, holdt ham fast som for at lokke ham væk fra kanten.
– Kom.
Han lod sig føre. Hver eneste centimeter væk fra kanten var en sejr.
– Jeg er en svagpisser
– Hold nu op! Sigrid lo lettere, trak ham mod trappen. Hvem ville ikke miste fodfæstet, hvis de fik sådan noget at vide? Kom nu!
Hun snublede, han greb hende.
– Pas på!
– Giv nu mig hånden så går vi! Vi har masser at tage os til.
Den aften gemte sig i deres erindring for altid.
Snakken med Mads’ forældre, tung men ærlig.
Forsoning, da sandheden kom på bordet: At hans biologiske far snart blev løsladt og truede med at kræve sin søn tilbage.
Og tårerne fra hende, der havde valgt at tage sig af ham, da han kun var et år gammel søn af hendes bedste veninde, tragisk død.
– Min mor den rigtige?
– Ja, Mads. Din biologiske far gjorde det.
– Og nu vil han have
– Han vil mødes.
– Jeg vil ikke.
– Det er dit valg. Vi støtter dig uanset.
De talte hele aftenen, og Sigrid forstod, at fra nu af ville hun og Mads aldrig mere opsøge taget. Noget havde ændret sig permanent. Fortid blev til fremtid.
Sent på natten listede hun hjem, åbnede døren uden at tage jakken af, og fandt mor stående i mørket ved vinduet. Sigrid lagde armene om hende, lod næsen hvile mod mors hår og indsnusede den velkendte duft. Det eneste ord, der betød noget, kom frem:
– Undskyld
Og ekkoet, som betød mere end alt andet:
– Og du mig Er du sulten?
– Nej, mor. Tak. Ved du hvad? Jeg tror, jeg bestod en eksamen i dag
– Hvilken én? Du har jo først prøver senere?
– Den vigtigste, mor Men det fortæller jeg i morgen.
– Hvorfor i morgen?
– Fordi jeg har danskprøve, og jeg må hellere sove udFordi jeg skal lige sove på det. Og du du må godt vække mig i morgen, hvis jeg ikke selv vågner. Bare én gang. Ikke som barn, men som din datter.
Mor smilede i mørket. Stillheden var ikke ubehagelig, men fyldt. Noget havde flyttet sig; noget var ved at blive let indeni.
Sigrid hængte jakken op, satte skoene i skabet og gik ind på værelset. Hun standsede foran spejlet. Øjnene var røde efter tårer, men der var også noget andet der en glød. Hun satte håret op, som mor altid havde gjort det, da hun var lille, og hun prøvede at se, om hun kunne finde pigen i spejlet, der var både barn og voksen. Måske var det ikke så vigtigt at beslutte sig. Måske kan man bare være begge dele, så længe man tør række ud og tage imod ligesom på taget.
Hun låste mobilen, lagde hovedet på puden og mærkede, hvordan mor listede døren næsten i. I en verden, hvor alt kunne være usikkert, var noget alligevel sikkert nok, tænkte hun, mens hun gled ind i søvnen: At man kan være bange, rasende, fortabt og stadig elsket.
Så var det måske ikke eksamen i dansk, livet stillede. Men modet til at turde række hånden ud og til at give slip.
Udenfor blev natten stille. En ny dag ventede, og denne gang skulle den nok blive god.
