I baren Nordlys i indre København er luften tyk af latter, sved og musik, som den altid er fredag aften. Astrid står ved bardisken med et glas mojito, mens hun betragter menneskemylderet på dansegulvet. Hendes veninde Freja snakker ivrigt om et nyt projekt på arbejde, men Astrid lytter kun halvt. Hun kan bedst lide at iagttage folk, digte historier om dem, gætte, hvem de er.
Hører du overhovedet efter, Astrid? siger Freja og prikker hende på albuen.
Ja ja, noget om databasen og din chef.
Ikke chefen, Astrid, det er kunden. Hvorfor svæver du altid væk?
Astrid smiler og skal til at svare, da hun lægger mærke til noget ovre ved et hjørnebord. En høj mand i dyr skjorte drejer sig brat mod sin ledsager, en lyshåret kvinde i rød kjole. Musikken buldrer, men hans stemme trænger alligevel igennem.
Hvor tror du, du skal hen? Jeg sagde, du skulle blive. Sæt dig.
Pigen stopper op på vej mod baren, stivner, sænker blikket og går lydigt tilbage. Han kigger ikke mere på hende, men fortsætter snakken med sin ven. Hans hånd hviler på stoleryggen bag hende, afslappet, men alligevel bestemmende.
Så du så det? hvisker Freja til Astrid. Typisk dominerende type. Hold dig fra sådan en, seriøst.
Astrid siger intet, stirrer stadig mod hjørnebordet. Noget ved scenen vækker en underlig fascination. Se, tænker hun, det er en mand, der ved, hvad han vil. Sikker, myndig så langt fra de tøvende fyre, hun før har mødt, dem der ikke engang kan vælge café uden at spørge. Denne her siger bare, hvad han vil have og pigen adlyder. Hun må da elske ham.
Du ser forvirret ud, siger Astrid og trækker blikket væk. Måske kender vi jo ikke historien. Det kan jo bare være en hård periode.
Hård periode? Astrid, for pokker. Han behandler hende som en hund.
Åh, overdriv ikke. Nogle mænd har bare stærk vilje, de har brug for at være i førersædet.
Freja ryster på hovedet.
Hvor får du de idéer fra? Har du læst for mange tåbelige romaner? Det er ikke styrke, det er råddenskab.
Astrid vifter det væk og tager en slurk mere af sin mojito. Samtalen irriterer hende. Freja er altid så rationel; tror ikke på de store følelser, kun på fornuft, tryghed, stabilitet. Men hvor er romantikken i det? Hvor er vingerne i maven?
En halv time senere går Astrid ud på toilettet. Hun støder ind i pigen fra hjørnebordet, som retter makeuppen ved spejlet. Hænderne ryster, øjnene er blanke af tårer.
Er du okay? spørger Astrid stille.
Pigen farer sammen, men smiler hurtigt, anstrengt.
Ja, det er bare varmt, det er alt.
Jeg hedder Astrid.
Stine.
De står lidt i en klodset stilhed. Stine samler hurtigt sit makeup, vender sig mod døren.
Jeg må gå. Han kan ikke lide, jeg er væk for længe.
Med en sky af billig parfume og vemod forsvinder hun ud. Astrid tænker, at hvis hun selv var i Stines sted, ville det være anderledes. Hun kunne inspirere en sådan mand, støtte ham så ville han ikke behøve være så skarp i tonen.
Da Astrid vender tilbage til bardisken, er Freja væk. Hun finder hende ved garderoben.
Skal du hjem allerede?
Ja, jeg orker ikke mere. Hvad med dig?
Jeg bliver lidt endnu, stemningen er god.
Freja sender hende et langt blik.
Lad nu være med at gøre noget dumt, ikke?
Hvilke dumheder mener du?
Jeg kunne godt se, hvordan du kiggede på den fyr. Astrid, lov mig, at du ikke involverer dig, hvis han prøver at snakke med dig.
Astrid ler.
Du overdriver. Han er der jo med sin kæreste.
Præcis. Med en pige han tydeligvis ikke behandler godt. Løv mig det.
Okay, okay, bare rolig.
De krammer, Freja forsvinder. Astrid finder et gratis bord ved vinduet, bestiller en mojito mere. Hun elsker at sidde alene i sådanne steder, føle sig som del af byens puls, være i live. Hjemme er det småt, trygt og altid lidt kedeligt. Freja sidder med sin laptop, Astrid bladrer i magasiner eller ser gamle film. De er begge 22 år, men Astrid føler sig af og til som om livet er forbi, før det rigtig er startet.
Forældrene ringer engang om ugen fra Odense, spørger, hvordan det går. Astrid siger, at alt er godt, lønnen er fin, der er måske udsigt til en forfremmelse. I virkeligheden laver hun det samme dag ud og dag ind i det lille designstudio Form, hendes chef kalder hende bare for pigen. Men hun vil ikke indrømme over for sine forældre, at København ikke var helt den eventyrby, hun havde forestillet sig.
Hun drømmer om, at noget vildt og virkeligt skal ske. En kærlighed som i filmene, ikke de sløve dates med Frejas kollegaers venner, der kun kan snakke om computerspil og pizza.
Er der plads her?
Astrid ser op. Det er ham fra hjørnebordet. Høj, bredskuldret, kort hår og selvsikker mine. Et dyrt armbåndsur glimter.
Jeg venter egentlig på en veninde, lyver hun.
Nej, det gør du ikke, svarer han og smiler. Jeg så, hun gik. Jeg hedder Mads.
Han rækker hånden frem, hun tager den automatisk. Fast greb, varm hånd.
Astrid.
Smukt navn. Det passer til dig.
Han sætter sig uden at vente på hendes tilladelse. Hun mærker modvilje, men beder ham ikke gå. Det er trods alt spændende, at sådan en mand lægger mærke til hende.
Bliver din kæreste ikke sur? siger hun og nikker mod Stine, der nu sidder alene med telefonen ved hjørnet.
Det er ikke min kæreste. Bare en bekendt. For at være ærlig går vi fra hinanden. Kemi mangler.
Nå, okay.
Du er her alene?
Egentlig var jeg med min veninde, men hun ville hjem.
Og du bliver bare ved? Er du ikke træt?
Jeg elsker sådan nogle steder. Det er sjovt at se på folk.
Mads smiler; smilet gør næsten hans lidt grove ansigt pænt.
Jeg kan også godt lide at observere. Især særlige mennesker. Som dig. Sidde alene og kigge ud du kunne være med i en film.
Astrid rødmer. Ingen har sagt så noget før.
Bruger du altid den slags replikker?
Kun når folk fortjener det.
De snakker indtil baren lukker. Mads fortæller om sit arbejde i en importvirksomhed, om forretningsrejser til Tyskland, den nye BMW han netop har købt. Astrid lytter betaget. Han virker så erfaren, målrettet; hun føler sig som en pige, der intet ved om verden.
Mads følger hende ud, tager hendes nummer og lover at ringe. Hun smiler hele vejen i taxaen, hans ord du er speciel rumsterer i hovedet. Måske er det begyndelsen på det eventyr, hun har ventet på.
Freja sover allerede, da Astrid kommer hjem. Hun lister i seng, men kan ikke sove for alle tankerne om Mads.
Han ringer næste dag klokken 12 præcis.
Godmorgen Astrid. Sovet godt?
Ja, tak.
Jeg har tænkt på dig. Vil du ud at spise i aften?
Astrid tøver. Hun har jo egentlig planlagt hyggeaften med Freja og film. Men hun vil gerne se Mads.
Ja, jeg kan godt.
Super, jeg henter dig klokken syv. Skriv din adresse.
Han lægger på, før hun når at bekræfte. Hun trækker på smilebåndet. Det er egentlig rart, at han bestemmer.
Om aftenen snurrer Astrid foran spejlet, prøver den ene kjole efter den anden.
Er du seriøs? spørger Freja skeptisk. Du lovede
Jeg har ikke lovet noget. Du kender ham jo ikke. Vi havde det sjovt i går.
Jeg så, hvordan han talte til den anden pige. Astrid, pas nu på.
Han sagde, de alligevel går hver til sit. De passede bare ikke sammen.
Freja sukker.
Jeg har en dårlig fornemmelse.
Du ser altid problemer. Jeg går bare ud at spise, ikke noget mere.
Okay. Men tænk dig om, lov mig det.
Astrid nikker, selv om hun godt ved, hun ikke ringer, hvis noget går galt. Freja er bare for forsigtig man må turde satse lidt.
Mads dukker op præcis klokken syv i sin sølvgrå BMW, åbner døren for hende. Astrid føler sig som en dronning. De kører til en dyr restaurant på Østerbro. Personalet hilser på Mads, han er tydeligvis stamgæst.
Hele aftenen er han charmerende, bestiller dyr fransk vin, fortæller vittigheder fra forretningsrejser. Astrid synes, han er det tætteste på en idealmand, hun har mødt: stærk, flot, succesfuld.
Hvad laver du? spørger han til dessert.
Jeg arbejder som designer. Bare på begynder-niveau.
Du må have god smag.
Astrid rødmer.
Jeg prøver bare at gøre mit bedste.
Du mangler måske selvtilliden. Du burde turde vise, hvad du kan. Jeg har kontakter, kan hjælpe dig ind et bedre sted, hvis du vil.
Mener du det?
Klart. Jeg kan se, du har potentiale. Du må tro på dig selv jeg kan hjælpe dig frem.
Astrid bliver helt varm indeni. Endelig nogen, der forstår hende.
Mads kører hende hjem, kysser hende farvel på kinden, lover at ringe.
Han er fantastisk, Freja, du tog fejl, siger Astrid hjemme.
Freja sukker, men siger ikke mere. Astrid drømmer hele natten om Mads, dyre restauranter og en fremtid, hvor nogen virkelig ser hende.
De næste uger flyver forbi. Mads ringer hver dag, inviterer på dates, giver blomster, byder hende med til teater og udstillinger. Astrid føler sig som en romanheltinde. Han kalder hende speciel, siger, han aldrig har mødt én som hende.
Freja trækker sig mere og mere. En morgen siger hun:
Det går for hurtigt, Astrid. Han ringer konstant, vil vide, hvor du er det er ikke sundt.
Han passer bare på mig. Bekymrer sig for mig.
Nej. Han vil kontrollere dig. Ser du slet ikke det?
Jeg kan godt lide, han gider mig hele tiden.
Han vil ikke være kæreste, han vil eje dig.
Du er bare misundelig!
Freja bliver bleg.
Mig? Okay Gør, hvad du vil.
Hun smækker døren bag sig. Astrid bliver alene med sine tanker. Hvorfor kan Freja ikke være glad på hendes vegne?
Senere samme uge overrasker Mads hende med en dyr sort blondekjole.
Tag den på i aften, vi skal til firmafest.
Nu, altså? Jeg havde egentlig planer.
Du er smuk, du behøver ingen forberedelse. Skift vi kører.
Astrid har egentlig projekter til arbejdet, men kan ikke sige nej. Under arrangementet holder Mads hende tæt ind til sig, præsenterer hende som sin kæreste og lader hende ikke ude af syne. Hun smiler, men indeni vokser udmattelsen.
Senere bemærker han:
Du snakkede lidt længe med min kollega, Simon. Det var ikke så smart.
Det var bare en almindelig snak om arbejde.
Jeg kan ikke lide, hvis andre mænd viser dig opmærksomhed. Du hører til mig.
Han kysser hende blidt godnat, men Astrid ligger længe vågen bagefter. Følelsen af uro hænger ved.
Tre måneder går. Astrid flytter mere eller mindre ind hos Mads i en ny lejlighed på Islands Brygge med alt, hvad hjertet begærer. Han siger, han ikke kan undvære hende. Freja siger ikke meget, men siger:
Behold nøglerne til lejligheden. Bare for en sikkerheds skyld.
Astrid tvivler på, hun får brug for dem. Livet med Mads er som en drøm. Men småting begynder at irritere. Som da hun en dag kommer hjem i jeans:
Hvorfor ligner du en håndværker? spørger han.
Det er rart på arbejdet.
Så behold dem på arbejde, men herhjemme vil jeg gerne, du klæder dig pænt. Du er min kvinde.
Astrid tier. Hun begynder at gå i nederdel, selv derhjemme.
Senere siger han om Freja:
Din veninde er skadelig for dig. Hun er for selvstændig, det påvirker dig dårligt.
Astrid trækker sig fra kontakten. Freja ringer sjældnere.
Arbejdslivet skurrer også. Mads foreslår gang på gang, hun skal sige op:
Jeg kan forsørge dig. Hvorfor nedgøre dig på det lille bureau?
Men jeg kan godt lide mit arbejde.
Synes du, det er vigtigere end vores forhold? Har du ikke tillid til mig?
Efterhånden giver Astrid sig, siger op. Mads fejrer det. Hun kan mærke tomheden vokse.
Freja kontakter hende bekymret.
Hvorfor sagde du op?
Mads har styr på det jeg finder nok noget bedre.
Hun lover Freja at mødes, men får det aldrig gjort. Dagene flyder sammen. Astrid indretter sit liv efter Mads’ ønsker. Hun slår hurtigt tanker væk om en anden slags liv. Det ville jo være utaknemmeligt, når nu han gør alt for hende.
En dag overmander savnet hende, da Freja skriver, hun er i området. De mødes på det lokale kaffested. Freja ligner en, der kender sin værdi; Astrid føler sig som en skygge.
Hvordan har du det? spørger Freja.
Fint, alt er fint.
Freja ser igennem hende.
Du kan altid bo hos mig, hvis der er noget.
Jeg har det ærligt talt godt, Freja. Tak.
Efter en kort hyggestund skynder Astrid sig hjem. Hun ved, Mads hader, når hun er væk for længe. Han sidder i lejligheden, mørk i blikket.
Hvor har du været?
Bare ude at handle.
Jeg har ringet tre gange. Hvorfor tog du den ikke?
Telefonen var på lydløs.
Han rejser sig truende.
Du var sammen med Freja, ikke?
Jo, men det var tilfældigt.
Du ved, jeg ikke vil have det.
Han holder så stramt om hendes skuldre, at det gør ondt.
Du skal ikke lyve for mig. Har hun sået tvivl om mig igen?
Nej! Vi snakkede slet ikke om dig.
Jeg gør alt for dig, og du bagtaler mig bag min ryg. Det må stoppe.
Astrid lover aldrig at gøre det igen. Senere kommer han hjem med blomster, siger undskyld at han kun handler sådan, fordi han passer på hende. Astrid bliver lettet. Men inde i sig mærker hun, at noget er gået i stykker.
Årene går. De bliver gift, brylluppet er stort og festligt. Forældrene fra Odense er stolte, Astrid inviterer ikke Freja, på Mads’ opfordring. Hun sender en sms: Tillykke. Jeg er her, hvis du har brug for mig. Astrid svarer ikke.
Astrid bliver mor til lille Maja. Familien får en dyr lejlighed i Hellerup. Nu styrer Mads alt. Økonomi, venner, indkøb, selv tøj. Astrid er nærmest kun husmor og mor. Til sidst prøver hun at få et job igen, designer i et lille bureau hun får det, men Mads opdager det.
Hvorfor skal du arbejde? Er det ikke godt nok for dig herhjemme?
Hun forklarer, at hun savner at bruge sine evner, men han bliver kold og truende. Hun siger op, knust.
Dagene bliver ens. Freja forsøger at holde kontakt, kommer i ny og næ, men Mads forbyder det. Astrid mister sig selv. Hun lever gennem Maja, bringer hende til skole, går i parker, men føler sig tom.
Engang møder hun Freja i Fisketorvet, og Freja beder hende drikke kaffe.
Helt ærligt, Astrid. Er du lykkelig?
Astrid kan ikke med sikkerhed sige ja. Freja tilbyder hjælp, lejlighed, job, men Astrid afslår: Det er kompliceret. Jeg kan ikke bare tage af sted.
Freja lægger sin hånd på hendes.
Bare lov mig, du holder kontakt. Ræk ud, hvis du får brug for det.
Astrid lover, men ved hun ikke kommer til det.
Månederne går. Alt forværres, Astrid bliver til stadighed mere usynlig. Mads overvåger hende, styrer alle detaljer. Da de en dag skændes, skubber han hende, så hun falder. Hun ser sig i spejlet: en fremmed kvinde stirrer tilbage.
Senere skriver hun forsigtigt til Freja: Hjælp mig. Jeg tør ikke mere. Svaret er der straks: Jeg kommer.
Med Frejas hjælp pakker Astrid og Maja få ejendele og flytter ud. Mads raser, truer med at tage datteren fra hende. Astrid er rædselsslagen, men nu hjælper Freja hende med bolig, job og advokat. Kampen mod Mads og hans advokater er hård, men Astrid finder styrke, hun ikke troede, hun havde.
Hun får arbejde i et lille reklamebureau på Vesterbro, hurtigt ros for sine evner. Maja vænner sig til livet med kun én forælder, og Astrid kæmper for retten til at skabe et trygt hjem. Mads forsøger at gøre det svært, bagtaler hende, men Astrid står imod.
Efter to års kamp vinder hun retten til primær forældremyndighed. Hun flytter i en lille lejlighed, fortsætter med design og begynder at sy tøj igen om aftenen. Hun får venner tilbage, begynder langsomt at tro på sig selv.
Hun ser en aften Mads med en ny kvinde i Indre By. Pigen, smuk men med triste øjne, holder ham i hånden. Astrid føler ikke vrede, kun medfølelse forhåbentlig ser hun faresignalerne, før det er for sent.
En lørdag mødes Astrid og Freja i en café. De drikker kaffe og taler om livet, børn, arbejde.
Tænk hvis jeg dengang havde lyttet til dig, siger Astrid stille.
Du lærte det på den hårde måde, siger Freja. Men nu lærer du Maja, hvad kærlighed ikke er.
Astrid nikker, rolig.
På vejen hjem mærker hun efter. Hun er endelig fri, sig selv ikke princippet om den ideelle kvinde, men faktisk levende. Uanset hvor svært det bliver, vil hun aldrig give sig selv op igen.
En dag, måske om længe, kan hun lære Maja: Tro ikke på eventyret om, at kærlighed kræver, du opgiver dig selv. Den kærlighed er ikke værd at kæmpe for.
For i Danmark, hvor lyset ofte er blødt og himlen stor, kan man bygge sit eget liv, hvis man tør tro på det.
