Kedelig kærlighed…
Inga mødte den charmerende Mads i en vennekreds en aften ved Søerne i København under et mærkeligt blinkende skær af natlige cykler. Han kaldte sig selv både fotograf, kunstner og spillede nogenlunde akustisk guitar ingen rockstjerne, men stemningen var fortættet, drømmende og levende, når han lod stemmen glide over sangene. Følelsen i hans stemme, lidt sprød og et sted imellem melankolsk og smørblød, var som en duft af gammel marcipan og regn over brosten, nok til at pigehjerter kunne slå en ekstra gang.
Inga var vant til mænds opmærksomhed. Hun kendte sin værdi, aldrig et sekund i tvivl om, at hun, ligesom en eksklusiv lakridskonfekt, fortjente det bedste. I relationer valgte hun sig selv eller det troede hun i hvert fald indtil Mads.
Den nat, hvor Mads under de mærkelige, halvkølige stjerner spillede svenske viser om tabte duers morgen, blev Inga fanget ind, som hun aldrig var før. Hans blik var som isflager i Furesøen, og hun kunne ikke kigge væk. Han bad om hendes nummer og fulgte hende hjem igennem et mærkeligt forvrænget København, hvor busserne kørte baglæns og gadelamperne talte i rim. Inga ventede på hans kald; noget, hun ellers aldrig gjorde. Normalt skulle hun skubbe mænd væk med venlige smil. Hun blev næsten stakåndet af sin egen venten.
Men Mads ringede ikke. Ikke den nat, ikke næste dag. Ingas tanker snurrede rundt, som havde hun fået for meget af den sødeste kirsebærlikør, og hun forstod ikke sig selv.
Åh Inga, dét kalder vi kærlighed i Danmark, grinede hendes veninde Freja hen over en kop stærk filterkaffe og hjemmebagte tebirkes på hendes altan i Vanløse.
Jeg har aldrig før sprunget op bare fordi telefonen vibrerede, sukkede Inga. Jeg vågnede endda om natten for at tjekke, om der var en besked.
Det sker for os alle før eller siden. Det skal nok gå over om lidt er han bare endnu én i rækken, der tjekker sin telefon hvert femte minut for at se, om du måske vil ud at spise smørrebrød med ham, skyndte Freja med et skævt dansk smil.
Men hvordan skal jeg mødes med ham, hvis han… ikke ringer? udbrød Inga.
Gør noget du holder af, tag til frisøren, se en af dine mange bejlere sving dig ud, han skal nok ringe, svarede Freja.
Hvem kan jeg lure nummeret af fra? spurgte Inga pludselig, hvilket føltes lige så mærkeligt som om at skulle tage S-toget mod syd, når man faktisk skulle nordpå. Hun var den, der blev jagtet ikke den, der jagtede.
Freja rystede bestemt på hovedet. Nej du, det bør du nok ikke. Lad ham ringe først, det er nu engang tradition.
Inga prøvede at fordrive sine mærkelige drømmende tanker med arbejde, Netflix og fitness. Men så, da hun havde opgivet at vente, ringede Mads endelig. Det lød som om hans stemme genlød inde i en tom kaffekop.
Hej, Karamel, sagde han grinende med et glimt af Nørrebros brosten i stemmen. Hvad skal du lave i aften?
Inga havde glemt, hvad hun ville sige, og hun undrede sig over kælenavnet.
Du sagde jo, dit hår var karamel, svarede han med et drillende grin.
Hun lo. Alt blev let, som når legepladsen på Islands Brygge står under vand og man alligevel har gummistøvler på.
Skal vi tage en tur i parken og spise en flæskestegssandwich? forslog han. Normalt ville Inga aldrig takke ja til sådan et første delvis komisk, delvis uromantisk møde.
Ja da, sagde hun pludseligt, overrasket over hvor muntert hendes stemme lød.
De mødtes i Kongens Have. Mads var forsinket med fem minutter men undskyldte med drama og lune, så selv statuerne i haven drejede hovedet efter ham. Aftenen var som en scene fra et H.C. Andersen-eventyr: de spise flæskestegssandwich, grinede, og Inga mærkede, at det var overraskende eventyrligt, på den uperfekte måde. En gademaler tilbød at male hendes portræt, men Mads hviskede, at han selv ville male og snart sad Inga i halvanden time og poserede for den mærkeligste, mest usammenhængende kærlighedsscene hun endnu havde oplevet.
Portrættet blev sødt, måske lidt firkantet, men hendes hjerte bankede, fordi det var hendes elskede der havde malet det.
Hun kom hjem under en mærkelig regnbue, lagde sig på sengen med hovedet fuld af Mads og et hult sug i maven. Hun var lykkelig.
Mads sendte hende en besked den nat Sov godt, Karamel. Hun kunne ikke genkende sig selv: så glad for en besked fra en mand? Det var som at vågne op i et skævt spejl.
Men næste dag ringede han ikke. Eller dagen efter. På femte dagen, hvor misteltegen bag gardinet allerede visnede, ringede hun selv.
Hej Karamel! sagde Mads. Skal vi mødes hos mig?
Hun burde svare skarpt, men accepterede, som en fortryllet dukke. Da hun trådte ind, gav han hende en pose frosne frikadeller.
Kog lige dem, gør du ikke det, ven?
Hun stod som forstenet, rørte frikadeller i en gryde og tænkte, at der her var mere kaos end logik. Mens Mads hentede remoulade, og lejligheden var rodet, vaskede hun lidt op og samlede sokker op.
Senere blev de kærester. Forholdet var et rod: han spillede guitar og sang for hende, gav blomster nu og da men var ofte væk, og penge var der sjældent mange af. Når han fik en ordentlig hyre for et fotojob eller salg af et billede, gik pengene ikke til Inga. Hun havde ofte betalt deres caféture eller et taxa hjem over MobilePay. Hvorfor stod hun det ud? Fordi hun elskede ham som ingen anden.
Når han ringede, kom hun løbende; uanset om hun skulle op tidligt næste dag. Hans stemme var som Tivolifyrværkeri på en novemberdag.
En nat sagde Mads: Flyt ind hos mig.
Hun pakkede, fuld af håb om dansk lykke midt i hverdagsregnen. Hun tænkte: Nu bliver alt bedre. Men det blev det ikke.
Nu vaskede hun op skænderier om glemte madrester, og skæve opvaskemaskiner. Familien budget kom mest fra hendes løn som HR-konsulent. Økologiske appelsiner? Nej tak, sagde han, men spiste glad hendes dyre morgenmad.
Når hun var tæt på at eksplodere, forvandlede Mads sig pludselig og gav hende blomster, overraskelser og prioriterede hende over vennerne. Hun lod sig forføre af hans pludselige hengivenhed. Igen og igen tænkte hun, at han var verdens bedste mand.
Men så: Jeg har en overraskelse i aften! sagde han. Hun ventede hele natten, men han dukkede først op med morgenlyset, småfuld og fornærmet over, at hun ikke var glad.
Nu begyndte hun at tænke på at forlade ham, selvom det gjorde mere ondt end regn i hår efter en fest på Refshaleøen. Men hun håbede stadig han ville ændre sig.
En morgen blev hun syg og bad ham hente panodiler. Han rynkede næsen, han skulle jo på skiferie i Sverige med vennerne. Han kyssede hende i panden og kaldte piller for overflødige, før han forsvandt kun for en weekend.
Ondt i feberen og hjertet tog hun beslutningen: Nu var det slut.
Tre dage senere, da Mads kom hjem med et letsindigt smil og fortalte om eventyr på pisten, pakkede hun sine ting. Han blev ked af det, fortryllede hende med bløde ord, men hun inviterede ham ikke med.
Inga tog en taxi tårerne løb uhæmmet ned ad kinderne på den mærkeligste, mest regnvåde måde. Hun hørte sin mors stemme gennem nattens drøm: Sådan en knap-mand er han!
Hjemme igen i barndomshjemmet på Frederiksberg sagde hendes mor, Gitte, det uden omsvøb: Han er ikke en rigtig mand, skat! Hendes mor nævnte igen naboen, Søren: en stille gut hun aldrig havde elsket, men som altid var der med sin grønne Folkevogn, klar til at hjælpe.
Søren blev hendes stille selskab på de mørke efterårsaftener ikke spændende, ingen tryllebindende guitarballader, men han skrev pligtskyldigt smser, tilbød sig, og kørte hende på arbejde, selv når han ikke skulle.
Efter et år, hvor hun frøs og blødte efter Mads, foreslog Søren hende ægteskab. Inga accepterede, fordi ensomheden var mærkeligere end tanken om et liv med Søren. Man behøver vel ikke vild forelskelse altid, sagde hun til sin mor, som svarede let ironisk: Kærligheden vælter ikke altid med storm ind, min pige, den kan godt vokse i det små på græsset i forhaven.
Med Søren var livet trygt og lidt kedeligt men han gjorde sig umage, fandt ekstra vagter i Netto, tog initiativ til minigolf og lavede madpakker til hende.
En dag inviterede Sørens firma på weekendtur med wellness og middag. Inga glædede sig, havde pakket sin rødeste kjole og strøget Sørens blå skjorte. Men natten inden faldt hun i feber, drømte at en kæmpe kanelsnegl stjal hendes stemme. Lægen beordrede ro og masser af te.
Søren overvejede ikke engang at tage alene af sted, og da hun insisterede, rystede han bare på hovedet og læste højt for hende af Herman Bang, mens han lavede kamillete med sukker.
Inga kiggede på sin omsorgsfulde, lidt klodsede danske mand, som hverken sang eller talte store ord, men bare var der, og pludselig følte hun sig lykkelig. Hun vidste, at det her var noget ægte, noget blidt, og at hun ikke mere kunne vende tilbage til Mads stormvejr.
Elsker du mig? hviskede hun, mærkelig let i kroppen fra feberen. Ja, svarede Søren, næsten hviskende, og kyssede hendes pande, som var hun lavet af sukker.
Det føltes som kærlighed sådan, samlet af lag i drøm og hverdag, under den danske grå himmel og gennem den ulogiske logik, der nogle gange hersker i både drømme og kærligheden.
