Gullegøjer
My, du er da helt skør, Sonja! Hvordan fik I den idé ordentligt tænkt igennem?! I har jo dårligt været gift! Kirsten rablede forvirret rundt mellem salatskåle og stegebradepander i det nyrenoverede køkken.
Ni år, mor… Sonja snittede løg og blinkede væk de arrige tårer.
De kom dog ikke af løgene. Hun var blevet kørt over! Hvordan kunne det være, at hun stadig skulle have tilladelse til alt? Var hun virkelig så lille i familiens øjne?
Lille skat, forstår du virkelig ikke, at det her ikke er for sjov? Det er et kæmpe ansvar, et livslangt ansvar! Er du klar til det? Det er du da ikke du har altid haft hjertet med, men hovedet i skyerne. Kom nu ned på jorden, Sonja, det er alvor!
Tror du, vi ikke forstår det, mor? snappede Sonja og smed kniven på skærebrættet. Vi er jo ikke børn længere…
Det lyse, rummelige køkken havde været deres domæne lige siden Sonjas forældre byggede huset færdigt, da Sonja var tretten år. Hun havde med begejstring udvalgt både farve på væggene, klinkerne, komfuret og servicen sammen med sin mor. Hun havde altid haft sans for indretning og elsket madlavning højt. Langt det meste køkkenudstyr indkøbte hendes far til Sonja. Især hendes kager og bagværk blev legendariske blandt venner og familie. Ingen fest uden, at nogen ringede:
Sonja, ordner du ikke det søde indslag? Ingen kan matche dig!
Hvor Sonja skulle videre efter folkeskolen, var aldrig rigtig oppe at vende. Mens hun snusede til den travle restaurationsverden i en fransk café midt i København og ved siden af læste erhvervsjura på aftenkursus, sparede hendes forældre sammen til at hjælpe Sonja med hendes drøm.
Se, Sonja! Synes du ikke, stedet er fantastisk? Din far har ledt længe! Det er kun et lille konditori, og det har stået tomt længe, men det ligger tæt på centrum! Og der er et lille bageri bagtil også. Skal vi turde det?
Det gør vi, mor! Sonja trådte forsigtigt over glasskår på gulvet.
En eller anden havde knust butikken, hendes far havde udset sig, men Sonja så allerede for sig, hvordan hendes konditori ville tage sig ud. Hun havde langt hen ad vejen allerede forestillet sig det hele i hovedet: farver, menukort, udtryk.
Vi starter småt og arbejder os op. Kan du huske bageren på hjørnet af vores barndomshjem? De lavede byens bedste kartoffelkage.
Og søde sprøde snitter! Du kunne hamstre dem til hele måltider!
Ja, indtil jeg fik ondt i maven, da far købte lige så mange, jeg ville have. Så var min lyst til snitter forbi alt med måde…
Det har du ret i! Skal vi sige, vi prøver lykken?
Ja! Sonja lukkede øjnene og takkede for, at hun havde en familie og troen på sin drøm uden at ane, at den drøm engang ville kræve mere af hende, end hun troede muligt.
Sonjas konditori blev populært. To år efter åbningen havde hun udvidet med en ny produktion og fik med sin fars hjælp omlagt forretningen helt anderledes, end hun havde troet. Fra at være et lille specialbageri blev hun leder af et større foretagende. Hun opsøgte gårdbutikker på Sjælland, spejdede efter frisk mælk og smør og overvejede, om hun skulle åbne en lille butik for råvarer.
Men selvom butikken gik godt, var Sonja ofte melankolsk. Kun hendes mor kendte grunden. Det blev kun værre, for kærligheden lod vente på sig. Hendes hjerte higede efter familie, men det var, som om det slet ikke nærmede sig.
Sonja havde ingen særlig ydre pragt, men var heller ikke grim. Hendes lange mørkeblonde hår lagde hun i en knold under arbejdet, de klare grå øjne strålede af varme, og hun havde en fin figur. Alle nye opskrifter testede Sonja selv, før de blev sat på menukortet.
En dag, da hun sendte sin far på jagt efter friske æg til bageriet, blev hun præsenteret for en ny gæst sit livs kærlighed.
Unge mand, det går altså ikke chefen taler ikke med gæster, sagde Sonjas uundværlige medhjælper og veninde, Vita.
Hvad sker der dog? Sonja kiggede spørgende på Vita.
Ingen panik, smiler hun. Én larmer. Jeg tager hånd om det.
Vita stod for alt det, Sonja ikke gad at holde styr på råvareleverancer, ordne regnskab og tage diskussionerne, hvis noget ikke var i orden.
Jeg egner mig ikke til at skælde ud, grinede Sonja. Du ser straks, hvis nogen prøver at snyde!
Du er for godtroende! Folk mærker, du er ærlig, så de prøver at sno dig men ikke mig. Dem napper jeg på stedet. Blevet opdraget sådan af min far man skal passe på sine nærmeste! Og du er nær for mig, Sonja. Stol på mig jeg styrer det her.
Sonja, og hele byen, vidste om Vitas barske baggrund hvordan hendes mor engang forsvandt, og hvordan hendes far, med Sonjas far som allieret, selv fandt frem til sandheden. Vitas far tog ansvaret og Vitas opvækst blev delt hos Sonjas familie indtil sin tidlige løsladelse, hvor første punkt på dagsordenen var karateundervisning. Vitas talent voksede hende til mester, men nysgerrigheden mod mad og bagværk førte hende i stedet ind i konditorfaget.
Jeg vil også eje min egen restaurant, Sonja! Ikke kun kager, men mad som din mor laver. Jeg vil have dansk mad på menuen ikke sushi og ikke pizza! Vil lave gryderetter og lune boller. Dine kager må du stå for.
Så sig til jeg bakker dig op! En drøm skal leves ud!
Vitas restaurant måtte dog vente, da hun fik barn nummer ét og kort efter nummer to.
Det skal gå, sagde hun, mens hun vuggede sønnen i den ene arm og tjekkede ordrer med den anden. Min mand hjælper, og svigermor er sød.
Du kan da tage en pause?
Nej, du kender mig børnene kommer altid først, men jeg må da også udrette andet! Ellers bliver jeg mærkelig.
Sonja iagttog veninden og drømte også selv om familie et lille barn i favnen, total lykke…
Men først mødte hun Alex.
Sonja, du bliver kaldt på, sang Vita fra bageriet og kom ind til hende med en mand i hælene.
Er der noget galt? spurgte Sonja.
Normalt håndterede hendes far alle autoriteter; Sonja overholdt altid reglerne.
Den fremmede i jakkesæt så forvirret ud.
Hvor har du opskriften fra til de her vandbakkelser? Min mor lavede kun sådan nogle og kun hende! Det var hendes opskrift! hans blik lå på Sonja, som havde hun horn.
Det er min egen, svarede Sonja, min mor lærte mig den, da jeg var ti. Men smag gerne her har du.
Men manden rakte slet ikke ud efter æsken. I stedet kom det:
Er du gift?
Vita så måbende til bag hans ryg. Men Sonja lo og svarede blot:
Nej.
Må jeg invitere dig til middag?
Sonja tøvede, men svarede ja.
Godt. Efter klokken syv har jeg fri.
Jeg venter på dig!
Da han var gået, måtte Sonja høre for det. Vita himlede:
Du kender ikke engang hans navn! Jeg følger med, bare så han ikke gør dig ondt!
Hvorfor det?
Han er ikke herfra det ser man. Hans tøj siger alt. Du tager ingen chancer!
Sonja skævede men Vita fik ret: han var repræsentant fra et stort firma, der skulle bygge fabrik i nærheden. Alex havde forelsket sig i Sonja ved første blik og sagde det ligeud han magtede ikke forstillelse.
Jeg har ledt efter dig hele livet, smilede han til brylluppet. Endelig fandt jeg min lykke…
Du mener mine vandbakkelser!
Også dem!
Ægteskabet blev harmonisk. Ingen store skænderier Vitja kunne kun grine.
Det er næsten for kedeligt, når I aldrig diskuterer!
Hvorfor skændes, når man kan tale sammen? svarede Sonja.
Sådan levede hendes egne forældre også. Hvis de blev irriteret, løste mor det med farens yndlingsretter, han fiksede småting i huset, og derefter tog de måske på fisketur, for at tale ud i stilhed.
Vita, når vi arbejder så meget, og Alex ofte er på forretningsrejse, hvornår skulle vi skændes? Vi vil det samme familie, børn… Men selvom lægerne siger, at alt er, som det skal, lykkes det bare ikke.
Giv det tid! Du synger snart godnatsange for dine unger, ligesom jeg. Kan du huske, hvordan du ville lære den?
Ja, Vita… Hvis det dog bare ville ske…
Tiden gik. År uden børn. De prøvede alt, men lægerne sukkede:
Alt er normalt. Vent storken skal nok finde jer.
Men intet skete. En dag sagde Alex:
Måske skal vi adoptere. Vi har kærlighed nok hvorfor ikke give den videre?
Det har jeg også tænkt, men været bange for at sige, indrømmede Sonja.
Lad os ikke være bange for hinanden. Så bygger vi ikke noget godt.
Sådan besluttede de at blive plejeforældre og gjorde alt, der skulle til. Forventningens glæde fyldte huset igen.
Så valgte Sonja at fortælle sine forældre, at de snart skulle være bedsteforældre men ikke på den måde, de måske forventede.
Nej, Sonja! Ved du, hvad du risikerer? Hvis arven er slem eller barnet sygt…?
Mor! Hvorfor tænker du kun det værste? Du har lært mig at være frygtløs! Det her er vores chance. Vi kan ikke få egne børn. Men vi kan give hjem og kærlighed til dem, som har brug for det. Du tog Vita til dig nu gør jeg det samme.
Ej, Sonja! Kirsten græd. Det er svært at forstå…
Du må tage stilling vil du kun elske de helt rigtige? Da Vita kom til, tog du hende som din egen. Hvorfor skal du så afvise et barn, du aldrig har set?
Du har ret. Jeg tænker over det…
Tiden gik, og da Vita havde fødselsdag, blev Sonja og Alex ringet op. De fik ansvar for to små søskende, Emma på to år og lillebror Malte på et. De tog begge børn til sig med åbne arme, da de ingen bedsteforældre havde tilbage.
Syv år senere oplevede Sonja miraklet: tidligt forår blev hun mor til sin egen søn. Kirsten holdt ham for første gang, tårevædet.
Sonja… nu har vi tre børnebørn og det er lykke.
Ja, mor. Tak! Sonja omfavnede hele flokken. Så, skal vi sige hej til lillebror?
Ja!
Langt ud på natten, da huset sank i søvn, flød der sagte gennem Sonjas soveværelsesdør en særlig vuggevise:
Sov sødt, mit lille barn,
her i nattens lune favn…
Nu hvisker vinden milde ord,
og livet vokser dag for dag…
Livet bar dem, fordi kærlighed er stærkere end alt andet og den vokser kun, når man tør give plads til, at alle slags børn og familier kan rummes i hjertet.
