Jens, hvordan kunne det gå sådan, vi har jo glædet os så meget til ham, hviskede Katrine grådkvalt og så op på sin mand gennem et slør af tårer.
Han skulle gå. Hendes elskede mand, hendes støtte og faste holdepunkt, havde lige fortalt, at han ville skilles og var på vej til en anden kvinde. Åh, hvis bare han råbte kolde sætninger og truede med hverken at efterlade hende en krone eller lejligheden ja, så havde det været en katastrofe. Men smerten over forvirringen, tvivlen og skylden i Jenses øjne gjorde ubærligt ondt.
Katrine, stop nu, bad han lavmælt. Han ville gerne få det overstået så hurtigt som muligt, og diskussionen hørte blot til i det fortidige. Kun det praktiske måtte han forholde sig til nu. Katrine, selvfølgelig, skulle kaste sig ud i de følelser.
Fra børneværelset lød små grådklynk, og Katrine løb straks derind. Jens sukkede tungt. Dér var hele forklaringen. Deres lille søn Mikkel, der ved fødslen fik diagnosen CP det var skyld i alt. Siden den dag blev Jens liv vendt på hovedet, og han så kun problemer, når han kiggede på den skrigende og hjælpeløse baby.
Han vekslede mellem afmagt og skyld, had og medlidenhed. Mikkel fik alle Katrines vågne timer, og Jens følte sig glemt. Han havde jo ligesom Katrine ønsket sig et barn, og sammen havde de kæmpet for, at hun til sidst blev gravid.
Da han stod i døren og skulle gå, fløj minderne forbi hans indre blik: De sidste måneder af Katrines graviditet var lykkelige, straks afløst af et traumatisk fødselsforløb med iltmangel og lang indlæggelse på Rigshospitalets neonatalafdeling. De dage, hvor Mikkel kæmpede for livet, var skræmmende, og lægernes forbehold om, hvad der kunne vente dem, rumsterede i deres tanker.
Men dengang var der stadig håb. Da Mikkel blev seks måneder, konstaterede de CP, fordi han stadig ikke bevægede sine ben normalt eller rakte ud efter ting. Da begyndte helvede.
“Jeg orker ikke engang at tænke på det,” tænkte Jens. “Jeg vil ikke mere. Katrine fyldte hele dagene med genoptræning, massage, boldøvelser og elektroterapi.”
Ind i Jenses liv kom Louise let, lattermild og sprudlende. Der var altid tid og plads til Jens i hendes liv, ingen ansvar eller bekymringer om syge børn. Lidt kærlighed, lidt eventyr, Jens var hurtigt solgt.
Venner og familie så igennem fingre med hans beslutning. Faktisk forstod Louises forældre også, at han trak sig.
Hvilken mand kunne holde til det? sagde Katrines mor, som kun modvilligt hjalp datteren. Hun nød at passe sit ældre barnebarn, men Mikkel var et problem, ikke en fornøjelse.
Jens tumlede med skyldfølelsen. En dag talte han med en ven, Thomas. Han bestyrkede Jens.
Du er ikke den eneste. Der er tusinder, der går fra deres koner. Katrine er sød, men…
Jeg elsker hende stadig, indrømmede Jens, hun har altid været den bedste både ven og kone. Og en fantastisk mor. Men… du ser også, hvordan det er blevet.
Det forstår jeg, nikkede Thomas. Men bare fordi Katrine tager ansvaret på sig, skal du ikke bære alt på dine skuldre. Et sygt barn æder dig op. Det stjæler dine dage, dine år, hele dit liv.
Jeg kan ikke klare det sagde Jens og holdt sig for panden. Han elskede Katrine, men han ville ikke opgive sit liv til en uendelig kamp med små sejre.
Penge løser det hele, foreslog Thomas. Efterlad hende lejligheden, den ene bil. Skriv at du vil have børnebidrag trukket direkte fra din løn. Giv hende lidt med på vejen, du har jo penge?
Ja, min mor solgte fars værksted, og jeg fik min del, nikkede Jens. Og lønnen er god jeg klarer det fint.
Sådan! sagde Thomas tilfreds. Så kan ingen komme og påstå, du har efterladt hende og Mikkel uden midler.
Tanken om at slippe fri fra skyldfølelsen tiltaler Jens. Han gav faktisk penge fra værkstedssalget til Katrine, bad selv om børnebidrag skulle trækkes hver måned. Han beholdt kun den gamle bil, lod den nye SUV overgå til Katrine og afgav alle rettigheder til ejerlejligheden, som de havde købt sammen.
Netop nu ville han helst sige ordene, tage sin taske og smutte uden at se sig tilbage. Men Katrine stirrede på ham, stadig med håb. Og det var næsten uudholdeligt.
Katrine, jeg kan ikke mere, sagde Jens stille. Send mig ikke flere billeder af Mikkel. Jeg kan ikke høre mere om “små fremskridt”.
Han vidste, at hvis hun sagde ét ord mere, ville han blive. Men da Katrines opmærksomhed rettedes mod det grædende barn, åbnede Jens hoveddøren og forlod lejligheden.
Udenfor var luften pludselig ren. Den underlige tunge lugt, som havde hvilet over hjemmet i måneder, var væk. Han vidste ikke hvad det lugtede af, kun at han havde svært ved at trække vejret derinde.
Han ville ikke længere tænke på Katrine og Mikkel. Han følte sig næsten lettet, nærmest løftet, da han hastede hen til Louise legende og fri. Det var, som brød han familiens bånd med voldsom kraft for altid.
Da han var væk, begyndte Katrine næsten at hulke. Alt i hende gjorde ondt, hun havde kun gråd i sig, for at lette trykket. Men endnu engang lød der gråd fra værelset. Hun gik ind, og midt i smerten så hun pludselig noget: hendes otte måneder gamle søn smilede. Eller gjorde han?
Du smiler! hviskede Katrine, Mikkel, du smiler til mig!
Ingen havde set det før. Lægerne sagde, at hvis hun arbejdede videre med Mikkel, kunne han måske smile og vende sig i seng selv, når han blev ti måneder. Lyset i Katrines øjne tændtes det var et mirakel.
Gud, hvor er det vidunderligt! sagde hun, tårerne trillede, men denne gang af glæde. Hun tog ham op og kyssede hans lille kind, næse og fingre. Giv mig et smil mere, skat!
Så ringede hendes veninde, Lærke, Katrines eneste urokkelige støtte. Lærke kendte til det forestående skilsmisse og havde hele tiden troet på, at Katrine kunne vinde kampen for sin søn.
Gik han?
Ja, Lærke, han gik. Tog sine ting, sendte penge
Katrine græd. Hun fortalte, hvor hurtigt Jens havde forladt det hjem, de havde delt. Han efterlod alt…
Lad nu være med at græde, kære ven, sagde Lærke. Du har lejligheden, bilen, fik penge. Mange kvinder bliver ladt med mindre. Du har noget at stå op på.
Det føles som om han forsøgte at købe sig fri, forstår du? Det gør virkelig, virkelig ondt.
Lærke vidste, hun måtte dreje Katrines tanker. Hun spurgte til Mikkel, og straks lød Katrine opløftet hun fortalte ivrigt om Mikkels første smil.
Hvor er det skønt! jublede Lærke. Ingen mand i verden kan veje glæden op over dit barns smil.
Det har du ret i, lo Katrine. Hun elskede sin veninde. Kun til hende kunne hun åbent fortælle om de små sejre, fordi hun vidste, Lærke ville glæde sig med hende ligeså vel som hun lyttede til smerten.
Du trænger til at blive forkælet, foreslog Lærke. Din eks-mand har ikke ruineret dig økonomisk, tag da i frisøren!
Ja, men hvem skal passe Mikkel? Min mor har altid undvigelser, og min søster kunne drukne mig i medlidenhed, sukkede Katrine.
Glem dem, sagde Lærke. Jeg passer Mikkel jeg kører ham i barnevognen rundt om salonen, eller hygger med ham hjemme. Med mig skal han nok både smile og måske synge.
Katrine grinede let og varmt for første gang i lang tid. Ja, Lærke var noget særligt.
Efter skilsmissen hjalp Lærke oftere og mere end nogensinde. Nogle gange bare et par timer, så kunne Katrine komme til tandlæge eller få massage.
Tiden gik. Selvom hun gjorde alt, var Mikkel stadig ikke særlig mobil som ti-måneders. Først tæt på etårs begyndte forandringen han kunne sidde med støtte. Benene var stive som fjedre, men der var fremskridt!
Katrine havde ikke tid eller overskud til at sørge synderligt over Jens. Ofte kastede hun sig i søvn, udmattet, uden at tænke over fortiden.
Hverdagen var fyldt med modgang og små sejre i skøn forening. Halvandet år gammel kunne Mikkel krybe afsted på maven, og endnu bedre, han interesserede sig nu for legetøj. Farverige klodser var lykken og han prøvede at bygge små tårne, selvom fingrene ikke altid ville.
Da Mikkel fyldte to, besluttede Katrine lave en rigtig børnefødselsdag. Hun sendte en venlig besked til Jens om han ville komme. Indbød også sin søster Marie, veninden Lærke og sin mor.
Mikkel sad i jakkesæt og byggede med klodser, da gæsterne kom. Katrine håbede, de ville glædes over alt, han havde opnået.
Mikkel, du er sej! jublede Lærke og satte sig straks ned på gulvet for at lege med klodser. Hun havde givet ham nye, farverige klodser. Mikkel udstødte et glad lille råb, og Katrine og Lærke lo sammen.
Desværre viste de andre gæster ikke samme begejstring. Bedstemor rystede på hovedet, da hun så Mikkel.
Nå, lille ven, jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Jeg har sendt lidt penge til din mor, så hun kan købe det, du behøver.
Tak, mor, svarede Katrine høfligt. Hun vidste, hun ikke skulle forvente entusiasme fra sin mor, men syntes nu alligevel, det gjorde ondt, for Mikkel så nuttet ud i sit tøj.
Har Jens egentlig ønsket tillykke? spurgte moren fraværende, mens hun rettede på frisuren i spejlet. Måske dukker han op?
Han sendte et billede og penge på MobilePay, svarede Katrine, men han kommer ikke.
Forståeligt nok, nikkede moren. Hvem har lyst til at overvære sådan noget?
Hun så over på barnebarnet, der legede med Lærke. Katrine bed det i sig.
Søsteren Marie kom med hendes søn Rasmus, fire. Med det samme kastede bedstemor sig over ældste barnebarn. Roste hans nye jakke, kyssede ham, hjalp ham af med skoene.
Rasmus har lært at svømme! pralede Marie.
Hvor ER du dygtig! sagde bedstemor stolt, og klappede knægten på hovedet. Har du lært et digt, Rasmus? Det må du recitere, så får du en ordentlig chokolade.
En stor en? spurgte drengen lystigt.
Sådan én! Bedstemor slog ud med armene.
Katrine satte sig og observerede scenen de glemte jo, det var hendes barn, der havde fødselsdag. Hun styrede sig og sagde, Rasmus, vil du prøve at lege med alle Mikkels klodser? Han har så mange
Drengen ville gerne, men Marie bremsede ham straks med et blik til Katrine.
Katrine, de to skal måske ikke lege sammen, vel? Du ved godt hvorfor.
Jeg ved godt, Mikkel ikke er som de andre, sagde Katrine. Men du ved ikke, hvor meget han har opnået. I gider jo ikke høre om fremskridtene.
Hvad er det, han kan? vrængede Marie. To år og han kan sidde og kravle? Bliver begejstret over nye klodser? Bygger måske et tårn på tre og kun hvis han gider?
Katrine blev tavs, gråden pressede sig på. Også moren brød ind. Søde, vi har jo ondt af dig, men du skal ikke overdrive. At kravle er ikke et mål er det ikke uværdigt at prale med det?
Mor, hvorfor skal du såre? sagde Katrine stille.
Marie nikkede. Jeg vil ikke gøre dig ked af det, men ingen af os orker flere historier om “små sejre”. Skal jeg så prale med, at Rasmus nu kan tørre sig selv, hva?
De to, mor og datter, afløste hinanden i en uskøn blanding af vrede og misforstået omsorg. Katrine sad og sagde ikke mere. Men Lærke havde overhørt dem og kom ud.
Damer, har I glemt, hvorfor I er her? Hvordan ville det være, om folk spytter på jer til jeres runde fødselsdag?
Lærke, du fatter ikke, hvad du taler om, forsvarede moren sig, vi holder jo bare af Mikkel, men…
Ingen men, afbrød Lærke. Om et par år er I gamle. Gad vide, om folk taler sådan til jer på jeres fødselsdage?
Marie og moren blev hurtigt klar til at gå. Tag det ikke ilde op, sagde moren, mens Marie sendte Lærke et sigende blik om, at hun skulle vælge sine venner med omhu.
Da døren lukkede, åndede Katrine lettet op. Men hun kunne ikke holde tårerne tilbage. Lærke satte sig ved siden af hende og lagde armene om hende.
Katrine, jeg skal tale med dig har du nogensinde hørt om rideterapi?
***
Første gang Lærke nævnte rideterapi, var Katrine skeptisk. Skulle ridning virkelig hjælpe et barn, der knap kunne stå selv? Men Lærke opfordrede hende til at kontakte en specialist og finde ud af, om Mikkel kunne have glæde af det.
Ja, vi kan mindske spasticitet i musklerne, sagde terapeuten, bedre koordination og balance, mere styrke i ryg og ben.
Vil det skade ham psykisk? spurgte Katrine forsigtigt. Hvad hvis han bliver bange?
Det løfter også følelseslivet! Rideterapi vækker motivation og styrker den psykiske robusthed og kommunikation, svarede terapeuten.
Efter samtalen tog Katrine beslutningen. Hun fik Mikkel testet allergimæssigt, og en dag tog de ud til rideskolen.
Instruktøren Kristian smilede venligt og sagde, at han altid havde haft et godt tag på børn, der hed Mikkel.
Først skulle Mikkel hilse på hesten, en rolig hoppe, Isblomst. Mikkel var nervøs, men snart lyste hans øjne op, da han mærkede den bløde mule mod sin hånd.
Han kan lide det! jublede Katrine, hendes hjerte sprang af glæde.
Den store hest bøjede forsigtigt hovedet, som om den forstod, hvor vigtig denne stund var. Da Mikkel mærkede den varme ånde, kom et lille latterudbrud.
Kære Gud, mumlede Katrine, jeg tror knap mine egne øjne.
Og vi er først lige begyndt, sagde Kristian og smilede.
Katrine blev så rørt, at hun gav ham et kram.
Undskyld, sagde hun forlegent.
Det er helt i orden, grinede han. Så, skal vi?
Alle timerne med rideterapi blev ugens højdepunkt. Mikkel jublede, når han så Kristian og Isblomst, og Kristian hilste altid: Hej, navnebror! Giv mig en knojern!
Allerede efter fem gange så Katrine små markante fremskridt. Hver session var en ny lille sejr, og hun nævnte det for Kristian.
Du har helt ret, det er små sejre, men snart vokser de sig til én stor, sagde han og så hende i øjnene.
Sidste dag fik Mikkel en lille plyshest. Han omfavnede den og lo højlydt noget han gjorde oftere end før.
I har klaret jer flot, roste Kristian, men bliv ved. Mikkel står selv op nu, men det kan blive endnu bedre. Muskler, balance og koordination skal styrkes videre…
Tusind tak, svarede Katrine rørt.
Tro mig, din søn skal nok komme til at løbe en dag, sagde Kristian. Han beundrede Katrines styrke og kampgejst.
Jeg tror på dig, sagde Katrine med tårer i øjnene men nu af glæde.
Kristian gav hende et venligt kram og trykkede den lille navnebrors hånd. Adjøbet var med løfte om, der ventede mange flere små og store sejre i næste forløb.
