Og alting vil forandre sig
Emma, vi skal tale sammen.
Lige om lidt, Anders, vent et øjeblik, jeg gør det lige færdigt, ikke?
Emma hakkede hurtigt den sidste persille til salaten, lagde låg på gryden med næsten færdig suppe og vendte sig så mod sin mand.
Færdig. Hvad er det, Anders? Hun sendte ham et mere opmærksomt blik og så straks, at noget var galt. Anders stod lænet op ad væggen i det lille køkken med blikket rettet ned i de skæve fliser. Hvad så? Du gør mig nervøs, hvis du ikke siger noget.
Anders sukkede. Han skulle jo sige det, men nyheden var ikke rar og det ville slå sprækker i det lille hyggelige univers, som Emma havde bygget for dem de sidste to år et univers han frygtede at vågne fra hver morgen, bange for at det hele bare var en venlig drøm. Og hvad der ville komme i stedet, var uvis.
Du ved jo, at jeg har en søn?
Emma satte sig roligt på en taburet og kneb viskestykket mellem hænderne.
Ja, det ved jeg.
Min ekskone ringede i dag. Hun sagde, at enten tager jeg ham, eller også sender hun ham på børnehjem.
Vent Hvorfor børnehjem? Hvor gammel er han? Seks?
Næsten syv. Hun vil tage arbejde i udlandet og der er ingen til at tage sig af drengen. Lise mistede sin mor for nylig og der er ingen andre fra hendes familie.
Jeg forstår ikke. Hvorfor rejse så langt væk og efterlade et barn? Er der slet ingen arbejde tættere på?
Aner det ikke. Hun sagde ikke så meget. Bare at det var sådan, det var.
Emma tænkte sig om. Det var alt sammen mærkeligt, men det var jo et barn Hun vidste godt, at Anders havde en søn. Hun havde aldrig fået skjult noget af ham.
Hun havde mødt Anders på jobbet. En tårnhøj, mager fyr, der hoppede ind på kontoret, let foroverbøjet for ikke at slå hovedet på døren. Nærmere trillet end gået, med en skæv stok, der var alt for kort, men uden hvilken han umuligt kunne komme fremad. Højre ankel var så hævet, at han ikke kunne få sko på og havde måttet tage en hjemmesko med et bulldog-ansigt.
Hvad er der sket?
Glat føre. Skvattede lige uden for opgangen.
Hvornår?
I går.
Og du kommer først i dag?
Havde for meget at lave i går. Men i dag er anklen så hævet, at jeg ikke kan støtte på den. Det gør vanvittigt ondt bare at røre ved den.
Sådan lærte de hinanden at kende. Emma, der var kirurg på sygehuset, og Anders, der underviste i fysik på en folkeskole.
Lærer og læge, grinte Emma bagefter, det er da nærmest definitionen på kernefamilien.
Dengang var Anders allerede skilt, noget han havde haft svært ved at komme igennem; han havde mistet al tillid til kvinder. Emma spurgte ham aldrig ud om, hvorfor det var endt sådan det var hans farmor, Karen, der som havde taget sig af ham, som i al diskretion fortalte, hvad der var sket.
Du skal være mild ved ham, Emma, hvis du kan. Han har været så uendelig såret af Lise. Hun var et rart menneske, ordentlig og rolig, men hård og ikke meget for kærtegn. Alting var en kamp, et krav. Anders har altid været nænsom allerede som lille kom han bare hen og lagde sig ind til mig. Når jeg spurgte hvorfor, sagde han bare: “Ingenting, mormor. Jeg elsker dig bare.” Lise skældte altid ud på ham, kaldte ham tøset fordi han ville krammes. Hun ville ikke engang have, han forkælede deres søn, Max. Barnet skulle vokse sig til en mand. Når Max var lille og græd, måtte Anders ikke tage ham op. Men til sidst, da Max blev ældre, blev det mere roligt, men Lise ville stadig væk til kurser, udvikling mærkelige ting. Jeg spurgte, men hun blev irriteret, så jeg lod det være og så efter Max. På et af de der kurser mødte Lise den mand, hun drog væk med. Hun sagde til Anders, at hun ikke ville spilde tiden på ham og tog drengen og flyttede.
Så Anders så stadig sin søn?
Til at begynde med ville hun ikke, men så accepterede hun. Han besøgte Max og tog ham nogle gange med til Vesterhavet. Men til sidst blev det hele så bøvlet, at de måtte fastlægge samværet gennem kommunen. Lise sagde, han påvirkede drengen forkert.
Hvordan det?
Max ville altid tilbage til sin far, når han havde besøgt ham. Det blev værre, da Lise flyttede til København. Anders brugte hele sommerferien på at være sammen med Max han tog ingen egne ferier, han sparrede sammen og tog privatundervisning for at have råd til rejserne.
Sikke en sørgelig historie sagde Emma og rejste sig med kopperne, men stivnede pludselig. Men elskede de hinanden, da de blev gift?
Ja, det tror jeg. De var unge, han var lige kommet hjem fra værnepligten, hun gik stadig på seminaret. Max kom til ved et tilfælde, de havde egentlig tænkt at vente.
Tak fordi du fortæller mig det. Jeg har ikke villet spørge Anders direkte, men nu forstår jeg lidt mere.
Emma forstod nu meget mere om Anders. Hun vidste nu, hvorfor han nogle gange rakte ud efter hende, men i sidste øjeblik trak hånden til sig; hvorfor han, når han glemte sig, tog hendes hånd og straks slap igen. Hun havde brugt alt sin tålmodighed og næsten et år på at vinde hans tillid. Til sidst fangede han sig selv i at gå på gaden hånd i hånd med hende, at holde om hende, og hun svarede igen, åbnede sig. Han var rædselsslagen for at miste det, bange for Emma skulle forvandle sig til Lise, selv om han godt vidste, de var vidt forskellige. Og da hans farmor, der lå for døden, spurgte ham, hvorfor han ikke friede, sagde han ærligt:
Jeg er bange. Hvis hun forlader mig, så ønsker jeg aldrig noget med nogen mere. Hun er min, mormor, forstår du?
Så vent ikke hun er en sjælden gave. Sådan en kvinde stjæler nogen, hvis du drømmer for længe, hans farmor skubbede blidt til ham. Nu er det på tide at tage mod til sig.
Anders hørte efter og snart blev de gift. De flyttede midlertidigt ind hos farmoren, der ikke længere kunne klare sig selv, og efter hendes død rykkede de ind i Emmas lille lejlighed, hvor alt synes at passe dem endnu bedre.
Nu så Emma rundt i det lille køkken, hvor de hyggede sig så fint men snart ville de være tre. Alt skulle til at forandres.
Har du bestilt billetten? begyndte hun at dække bord.
Ikke endnu Vent, så du har ikke noget imod det?
Hvorfor skulle jeg være imod? Det er jo din dreng.
Hun så lettelsen sne sig ind over Anders ansigt, men lod, som hun intet havde bemærket.
Vi spiser aftensmad, og så hjælper jeg dig med at pakke kufferten. Og hvad med dit arbejde?
Jeg har fået tre dages fri og fundet en vikar til eleverne. Jeg har bare ikke fået fat i Natasjas mor kan du ikke ringe til hende i morgen og forklare situationen?
De spiste sammen, snakkede hvad der skulle ordnes, og Emma så, hvordan Anders langsomt blev roligere og igen begyndte at smile.
To dage, mens Anders tog til København, fór Emma rundt i cirkler. Ryddede op, gjorde klar, satte Max’ nye værelse i stand. Alt var klar.
Hun satte en fynsk æblekage i ovnen og kiggede ud: forårssjask, som aldrig rigtigt får fat. Snart måtte varmen komme og så ville ferien følge, hvor Anders ikke skulle rejse væk, men hvor de kunne tage i sommerhus, som hun altid havde drømt om.
Dørklokken rev hende ud af tankerne. Hun åbnede og så en mopset dreng på dørtrinnet, der nærmest stod i skyggen af sin far men med stædighed i øjnene.
Hej, Max! Hvor er det dejligt at se dig!
Goddag Max var tydeligvis ikke genert, men stod nu lidt usikkert over for denne ukendte kvinde.
Han huskede tydeligt, hvad moren havde sagt, før han tog afsted.
Du bor der kun midlertidigt. Lad være med at gøre dig umage med at bygge relationer. Du skal ikke begynde at elske nogen der. De skal bare tage sig af dig det skylder de dig. Din far er sjældent forælder for dig; nu må han leve op til sit ansvar. Hende, kvinden dér, kan du ignorere hun er ingen for dig. Hun skal bare vaske dit tøj og lave mad. Din mor, det er mig. Husk det.
Max nikkede dengang, uden at vise følelser. Mænd græder ikke, havde moren altid sagt. Ingen grund til at trygle hende om at blive. Det var ikke til at ændre. Så måtte han vænne sig. Han prøvede at spørge, hvor længe midlertidigt var, men moren blev vred og begyndte at forklare, hvor mange penge det kostede at give ham et ordentligt liv. Da Max hørte de ord, vidste han, at det ingen mening gav at spørge mere. Nu ville alt forandre sig. Virkelig for altid.
Emma viste Max hans værelse, skubbede en fornøjet, sammenrullet kat væk fra sofaen og grinede:
Hvis han bliver for meget, så jag ham væk. Man bliver træt i armene af at klø ham bag ørerne.
Hvad hedder han? Max prøvede at få fat på den kæmpe sorte kat, der gav sig hen, brummende og med honninggule øjne.
Han hedder Bent, men vi kalder ham bare Bente. Han elsker at blive kælet, men han er tung, så bare kald ham så kommer han selv.
Emma smilede, mens Max strøg katten, der smeltede ud på sofaen af ren lykke, spindende så højt, at man kunne høre det i hele lejligheden.
Kan du lide katte?
Og hunde. Men mor ville aldrig have dyr i huset. Max var tavs.
Kan du lide kage? Emma lod som ingenting.
Det kommer an på hvad. Max kiggede ned, lod som om han kun koncentrerede sig om katten.
Vi har både med æbler og kød er det OK?
Drengen nikkede.
Så har jeg ramt rigtigt.
De vænnede sig langsomt til hinanden, forsigtigt prøvende grænserne af, uden at vise deres egne usikkerheder. Med Anders var Max mere åben, han forstod hurtigt, hvad han betød for sin far. Men med Emma var han forsigtig han huskede morens ord hver dag.
Sommeren gik. Efteråret kom, og Max startede i første klasse. Emma hjalp ham med lektier, prøvede at give ham en tryg rytme.
En dag, da Emma hentede ham efter skole, fordi Anders havde aftenvagter, bemærkede hun, at hans skjortekrave var revet, og Max sparkede arrigt til sine sko på trappen.
Fru Kristensen? Max klasselærer nikkede til de andre forældre og trak Emma til side.
Hvad er der sket?
Jeg taler også med Anders om det senere, men jeg ville høre dig først. Har Max klaget over problemer i klassen?
Nej, han siger altid, alt er fint, hvis jeg spørger.
Ikke helt. Han falder svært til blandt drengene og i dag kom han op at slås med to. Noget med hans mor, tror jeg. Og han siger hele tiden, at han kun skal være her i kort tid og det gør det svært for ham at få venner. Skal han virkelig flytte snart?
Jeg ved det ikke. Tal hellere med Anders.
Mmh. Læreren nikkede. Måske kunne det hjælpe, hvis han begyndte til en sport? Han har masser af energi.
Tak! Hvorfor tænkte vi ikke på det? Emma lyste op.
På vej hjem kiggede hun på den sure Max og sagde intet. Da de spiste, satte hun sig med en kop te og begyndte varsomt samtalen.
Sig mig, hvad for noget sport kan du bedst lide?
Max kiggede overrasket på hende.
Jeg troede du ville skælde ud.
For at slås?
Ja.
Jeg tror, du forstår, at det ikke er rigtigt, vel?
Nej Max så ned.
Men nogle gange må man måske slås, hvis der ikke er nogen anden udvej. Må jeg spørge hvorfor, du kom op at slås?
Max var stille, men så så han Emma i øjnene:
De snakkede grimt om min mor. Sagde hun havde forladt mig. At jeg var smidt hen til jer. At jeg ikke har nogen mor mere.
Vrøvl! Emma satte sin kop hårdt på bordet, teen skvulpede ud. Hun snuppede en klud og tørrede op.
Wauw! Max så på hende med et grin.
Hvad? Jeg bandede jo ikke! Sig det ikke til din far, så får jeg ballade.
Da hun havde sat koppen væk, satte hun sig igen overfor drengen.
Max, det de sagde, var noget sludder! Børn kan bo både hos mor og far der sker så meget i livet. Det har ikke noget at gøre med, hvem du er. Måske skulle jeg ikke sige det det er vist ikke pædagogisk men så kan de lære det. Næste gang skal jeg holde min kæft.
Har du slet ingen venner, Max?
Jo! Villy, ham jeg sloges med, bygger fly med sin far. Han viste mig en model.
Så du har ikke noget imod at tale med ham?
Vi taler da. Han spurgte bare, om jeg ville med dem på kanotur næste år, men jeg sagde, at jeg nok skulle flytte fordi mor kommer og henter mig.
Måske skulle du vente lidt med at sige nej?
Tror du heller ikke, hun kommer?
Måske vil hun gerne lade dig tage med på turen?
Max tænkte lidt.
Du har ikke svaret, Max hvilken sport?
Boksetræning, måske. Det er for rigtige mænd. Og så skal man tænke også. Far og jeg har set en film om boksere.
Kunne du tænke dig at gå til det?
Må jeg godt?
Hvorfor ikke? Jeg snakker med din far senere.
De fandt en bokseklub. Max gik glad afsted snart fik han også følgeskab af Villy og nogle af de andre drenge, og læreren sagde at nu var alt gået i hak; ingen flere slagsmål.
Max boede hos sin far i næsten seks år. Han vænnede sig til alt det nye; Emma mærkede, han havde brug for nærhed. Først lidt tøvende, siden med stor selvtillid, omfavnede hun ham, roste ethvert fremskridt, og Max svarede med grin og lagde sine vundne medaljer om hendes hals.
Den her er også din! Du fandt bokseklubben til mig!
Snart måtte de installere endnu en hylde til medaljerne.
Da Emma ventede barn, blev hun først bange for, hvordan Max ville tage det. Men han blev bare glad, da Anders fortalte, han skulle være storebror til en lille pige.
Fedt! Alle i klassen har søskende nu får jeg også en!
Er det ok, hun er en pige?
Helt sikkert! Så kan jeg beskytte hende hun vil elske mig mest!
Det er godt!
Jeg drøner i Netto efter brød på vej hjem, skal jeg købe andet?
Lille Signe blev hurtigt Max allerkæreste.
Forstår du, far, du har Emma, mor er langt væk, men Signe hun er bare min. Svært at forklare, men jeg er glad hun findes.
Emma frydede sig over Max. Mellem lektier og træning hjalp han hjemme og betragtede stolt den lillesøster, som hurtigt gennemskuede hvordan man fik sin storebror til at gøre hvad som helst. Hun så Signe løbe mod Max, som netop var kommet hjem fra skole, droppe rygsækken og svinge hende op, mens pigen klamrede sig til ham. Emma ønskede, det aldrig ville forandre sig.
Men så blev det hele mærkeligt. Som hvis nogen trak i en usynlig snor i et drømmeagtigt sceneskift, hvor alt allerede har ændret sig: Signes treårs fødselsdag netop som de har sat kagen på bordet, banker det, og Lise står i døren. Uden varsel; hun er der bare, for at hente Max hjem til København igen.
Det skal ikke diskuteres! Lise skubber teen væk, panden rynket. Vi har altid aftalt, det var midlertidigt. Ikke?
Jo, siger Anders, der i over en time har prøvet at tale hende til fornuft, men hendes svar er altid nej.
Hvad er meningen med den her snak? Lad din kone finde Max ting. Jeg har ikke tid.
Min hustru er godt nok et levende menneske og sidder her, Emma fjerner stille koppen. Jeg synes også, jeg har ret til at sige noget barnet har i hvert fald.
Har du spurgt Max, hvem han helst vil bo hos?
Lise sender Emma et blik så fyldt af foragt og sorg, at hun ufrivilligt fnyser.
Hvad? Var du ikke klar over, at hun der kunne tale? Du er ikke på din hjemmebane, Lise. Du behøver heller ikke behandle os som om vi var din hushjælp du ved jo præcis, hvor ydmygende det er.
Lise rødmer. Hendes sidste år var brugt som stuepige i Spanien, hendes drømme sprængt, hun forladt uden en krone, af ham hun troede alt på.
Hvorfor skulle jeg spørge hvad mit barn vil? Jeg er hans mor!
Lise, du har ikke set din søn i årevis. Hans liv er her venner, skole, lillesøster Kan du ikke i det mindste tale med ham?
Jeg gentager mig selv jeg hader det det bliver sådan jeg vil.
Emma vendte øjnene mod Anders, der allerede var helt mørk i blikket vred som hun sjældent havde set ham.
Lise, du taler med din søn og du lytter til hans valg. Ellers må jeg tage sagen op med kommunen igen.
Hvad vil du sige? Lise smiler spydigt.
Argumentere for, hvorfor Max skal blive hos os.
Børn skal bo hos deres mor!
Det er ikke givet. Du har intet hjem, intet job. Du er alene her har vi en familie, Max har hverdag og sport og et liv. Hvem mon kommunen vælger?
Lise bliver bleg.
Du tør ikke.
Jeg tør. Du ødelagde mit liv en gang det sker ikke igen.
Du har forandret dig Lise ser underligt på Anders.
Lad os tale stille og roligt bare hør, hvad Max siger.
Lise nikker tavst. Emma og Anders kalder på Max.
Gå ind, søn, mor vil tale med dig. Anders klemmer drengens skulder. Husk, vi er her vi står altid bag dig. Forstår du?
Ja, far.
Samtalen er svær for Lise. Hun forstår, at han ikke længere er lille og eftergivende, men en anden: stærk, rolig. Hun ser, hvordan det er Emma, der har givet ham det hun aldrig kunne. Det klemmer hårdt i brystet.
Så du vil helst blive hos far?
Hvis du vil tillade det, mor! Jeg kan komme hjem i ferierne. Men alt er her: Signe, vennerne, skolen Alt, mor. Der er ikke noget i København.
Døren glider op, og Signe ser forsigtigt på den mærkelige dame, der slet ikke passer ind hun aner ikke, hvad der sker, men mærker sin bror er utryg. Hun kommer helt stille, gemmer hovedet i Max hænder.
Hvad sker der, Signe? Jeg kommer lige om lidt, ikke? Gå hen til mor så længe.
Signe ryster på hovedet.
Lise ser først sin søn, så datteren, og nikker overraskende.
Godt. Bliv her men i ferierne kommer du.
Yes! Tak, mor! Max gør antræk til at kramme hende, men husker hun ikke bryder sig om det.
Kom her! Lise trækker ham til sig og tørrer tårerne væk. Jeg venter på dig.
Jeg kommer, mor!
