Hastig skilsmisse…
Forstemt sad Anders og betragtede Rikke, der var ved at gøre sig klar til at tage hjem. Han havde vænnet sig til de fortrolige samtaler med den smukke kollega, de havde efter klokken seks, når kollegerne én for én forlod kontoret.
I hele den forgangne uge havde Margrethe Klevgaard arbejdet længe. Det passede også Anders ganske fint han havde alligevel ingen grund til at skynde sig hjem. Hans datter Lærke var midt i teenageårene hun var konstant utilfreds, rullede med øjnene og kunne finde på at flippe ud over de mindste ting.
Snakken med konen, Oline, glædede ham heller ikke. Hun virkede permanent anspændt og optaget af huslige pligter. Når hun trådte ind ad døren efter arbejde, styrede hun direkte mod køkkenet, hvor hun hakkede salater, ordnede kød og vaskede op i de øjeblikke turde Anders knap nærme sig hende. Hun reagerede eksplosivt på enhver bemærkning eller spørgsmål.
Bare prøv at påpege, at tomaterne i salaten kunne være skåret lidt mindre så fik man et blik, der sagde alt. Ville man brokke sig over de beskidte gulve, var det omtrent at sammenligne med at springe ud fra Rundetårn uden sikkerhedsnet.
Oline og Lærke skændtes hyppigt. De hvæsede som to vilde katte. Stak man næsen frem, risikerede man at blive revet midt over.
En eksplosiv kone er da meget godt, grinede hans ven, Viggo, som Anders betroede sig til om stemningen hjemme det betyder, der er temperament, og man keder sig ikke i soveværelset.
Tjah, jeg kan faktisk ikke huske, hvornår vi sidst har været der, sukkede Anders. Hun har masser af energi til skænderier, men lige så snart hun når sengen, sover hun.
Så må du da vække hende! blinkede Viggo kækt. Du ved jo, hvordan kvinder er lidt kærlighed og en sød bemærkning, så kører det nok.
For at være helt ærlig har jeg ikke længere lyst. Oline har forandret sig meget. Siden hun fik det nye job, har hun bare været sur og træt, næsten som en gammel kone. Og samtidig ramte Lærke teenagealderen det hele ramlede sammen.
Nyt job, siger du? Får hun god løn der? spurgte Viggo nysgerrigt.
Tja, hvad skulle hun kunne få? Nok det samme. Selvfølgelig begyndte vi at indbetale ekstra på realkreditlånet, da hun startede der. Om et halvt år er vi måske færdige med at betale af.
Nå, så det er bare en phase. Realkreditten suger energi ud af de fleste familier. Når I er færdige med banken, lysner det garanteret.
Samtalerne med Margrethe Klevgaard var blevet Anders åndehul. Han hjalp hende med opgaverne, fortalte historier og nød hendes selskab efter arbejdstid.
Det var let og uforpligtende med Margrethe. Hun var altid venlig og velklædt, og der hang en skøn duft omkring hende, som Anders ikke kunne få nok af.
Margrethe var alene med sin datter, Vera, som var jævnaldrende med Lærke. Det førte naturligt til snakke om børnene.
Det er bare en fase, sagde Margrethe smilende, når Anders beklagede sig over Lærkes opførsel, tålmodighed og kærlighed er vejen frem. Det klarer I!
Du er ekspert, kan jeg høre, lo Anders. Har din pige aldrig problemer?
Ikke endnu, men jeg holder øje. Og min niece gav sine forældre nok at se til, da hun ramte puberteten.
Det føles nogle gange uoverskueligt for mig. Hun var sådan en god pige engang, tænker jeg.
Vera er sød endnu, men jeg bilder mig ikke noget ind, sagde Margrethe med et lille grin.
Ofte følte Anders, at deres samtaler blev mere end blot kollegiale. Små berøringer, tilfældig kontakt, en duft der snurrede i hovedet.
Han begyndte at glæde sig til deres tid sammen. Men en dag pakkede Margrethe sammen allerede klokken seks.
Rikke, skal du hjem nu? spurgte Anders overrasket.
Ja, svarede hun venligt. Jeg er færdig for i dag. Tak for hjælpen i denne uge.
Men…?
Margrethe standsede op og så alvorlig ud.
Anders, jeg tror, vi skal stoppe med de her aftener, sagde hun dæmpet.
Hvad mener du? Anders blev helt urolig.
For det første må du gerne kalde mig Margrethe, svarede hun mildt, og for det andet er vi vel begge klar over, at stemningen mellem os er blevet ret anspændt.
Anders rødmede. Selv om intet fordækt var sket, var stemningen imellem dem faktisk ret intim. Noget han sjældent oplevede med sin hustru.
Men du kan jo også godt lide at snakke med mig mumlede han.
Det kan jeg, men du er gift. Og jeg ønsker ikke at rode mig ud i nogen situation.
Over tid tænkte Margrethe ikke mere over de aftener, men Anders gjorde. Skænderierne hjemme blev hyppigere, og ethvert intimt samvær ophørte. Selv maden, som Oline ellers var så god til, smagte ham ikke.
Så spurgte Margrethe en dag, om kolleger kunne hjælpe med hendes flytning. Anders tilbød straks at arrangere vognmand.
Kender du nogen med en varevogn? spurgte hun.
Ja ja, løj Anders, villig til at betale for det, bare han kunne hjælpe.
Margrethe flyttede ind i en ny, stor treværelses lejlighed. Hun havde byttet med sine forældre, og nu boede hun og Vera her efter en større istandsættelse.
Imponerende bolig, roste Anders.
Vi får masser af plads, grinede Margrethe.
Måske er der plads til endnu en? forsøgte Anders og blev straks rød i hovedet.
Margrethe rystede på hovedet.
Anders, vi må være helt klare. Du er en skøn mand, og jeg holder af din venlighed. Men du er gift, og det betyder, at alt med antydning af romantik er udelukket. Ellers stopper vi kontakten helt.
Må jeg spørge, hvis jeg ikke var gift?
Det er du, så der er ingen hvis, afsluttede hun beslutsomt.
Noget i hendes blik gav Anders mod. Han bøjede sig frem og kyssede hende.
I et sekund slappede Margrethe af og gengældte ham, men så trak hun sig og tårerne glimtede.
Leg aldrig med mine følelser! Ja, jeg har fået følelser for dig, men jeg må ikke tænke sådan. Gå til din kone!
Malingen var dog sand Margrethe følte ligeså. Og hvis ægteskabet var det eneste, der stod i vejen, så kunne det ægteskab ryge sig en tur.
Jeg vender snart tilbage, sagde Anders, da han gik.
Da han kom hjem, var diskussionen med Oline uundgåelig. Hun lod ham knap ind, før ordene fløj:
Du er aldrig hjemme, og når du er, glor du i din mobil!
Skal vi ikke bare skilles, så? foreslog Anders tørt.
Et voldsomt skænderi fulgte, men denne gang følte han ny styrke. Lærke kom grædende ind og råbte, at hun var træt af deres skænderier, og at de hellere måtte blive skilt, hvis det skulle være sådan.
Senere den aften tog Anders emnet op med Oline igen. Animert af tanken om Margrethe, var han fast besluttet.
Oline græd og forsøgte at overtale ham til at vente. Men han var afklaret.
Jeg har mødt en anden. Lad mig gå.
Han lovede, at børnebidraget ville gå automatisk fra lønnen.
Lærke og jeg bliver boende her, ikke? spurgte Oline.
Selvfølgelig. Du kan beholde boligen mod at jeg får bilen. Og så tager du resten af realkreditlånet.
Til gengæld for bilen og ansvaret for resten af afdragene fik Oline hele lejligheden. Via jobbet kunne hun optage lån til at betale restgælden hurtigere. Anders tænkte ikke meget over aftalens fordelagtighed, han ville bare hurtigt være fri.
Oline blev overrasket over, at hun kunne diskutere økonomi så køligt, mens hendes liv faldt fra hinanden. Måske var det hendes arbejdserfaring eller overlevelsesinstinkt, der tog over.
Anders boede midlertidigt hos forældrene. Margrethe havde det samme distancerede forhold på kontoret; han nikkede blot godmorgen.
Det fik hende faktisk lidt mere interesseret, men hun gjorde ikke kur til ham.
Da skilsmissepapirerne kom, mødtes han med Margrethe efter arbejde.
Der er intet, der hindrer vores lykke nu, sagde Anders med papirerne i hånden.
Jeg er ikke sikker på, jeg kan gå ind i noget nyt så hurtigt, svarede hun forsigtigt.
Anders lovede, at de skulle tage det roligt, og spurgte om de skulle spise sammen. Vera var hos hendes bedstemor, så Margrethe sagde ja.
Aftenen var uforglemmelig. Anders følte sig lykkelig og erklærede sin kærlighed. Margrethe tilstod, hun havde kæmpet imod sine følelser.
De begyndte at ses, gik ture og på caféer. Anders foreslog at de skulle flytte sammen.
Jeg ved ikke, om det er en god idé, sagde Margrethe, min datter er ikke vant til en anden voksen i huset. Måske vi skulle prøve at mødes alle tre først?
De gik i biografen sammen, og Vera var høflig og venlig. Anders blev næsten misundelig over, hvor rolig og høflig hun var sammenlignet med egen datter.
Der gik nogle weekender, før Margrethe sagde, at Anders kunne flytte ind. Men på én betingelse: respekt for hendes datters behov.
Anders flyttede ind i den velduftende, nyistandsatte lejlighed. Han nævnte forsigtigt, at han håbede på at tage med Margrethe og Vera på ferie, men Margrethe insisterede:
Ferien er min og Veras tradition. Hun har brug for mit nærvær. Vi tager alene afsted.
Anders blev skuffet, men accepterede.
De to uger uden Margrethe var tunge for Anders. Han glædede sig som et barn til gensynet. Men lige så snart hun kom hjem, blev hun tvær:
Hvorfor er her så rodet? Jeg forventede en ren lejlighed!
Der var jo ingen her, svarede Anders.
Du burde selv rydde op. Vera skal ikke gøre rent efter dig.
Det nagede Anders, og han savnede pludselig Olines varme måltider. Margrethe lavede aldrig de store danske middage hun og Vera spiste let. Det ærgrede ham.
Den aften røg de for alvor i totterne på hinanden første gang.
Du laver aldrig suppe til mig, sagde han fornærmet.
Du kan selv lave mad. Vera og jeg tager gerne en portion, lød svaret.
Uvennerne endte med hver sin seng. Margrethe sagde koldt, at han måtte sove i stuen.
Han blev ude natten over i afmagt. Margrethe ringede ikke, heller ikke næste dag. Til sidst måtte Anders selv tage kontakt og spurgte, om han måtte flytte hjem.
Nej, jeg kan mærke, at Vera og jeg faktisk har det bedst alene. Tag dine ting, sagde Margrethe roligt.
Anders prøvede alt for at overtale hende, men hun stod fast.
***
Han pakkede sine ting sammen og håbede, hun ville bede ham blive. Men det skete ikke.
Undskyld, Anders, men det fungerede ikke for mig. Det var en flirt, en forbigående følelse. Jeg har det bedre uden dig, sagde Margrethe.
Anders hjerte sank. Han havde ikke lyst til at tage tilbage til forældrene og kørte instinktivt forbi barndomshjemmet, hvor Oline og Lærke boede. Han stoppede bilen, gik op og bankede på.
Jeg havde ikke ventet at se dig, sagde Oline. Vil du have en kop te?
Der duftede hjemligt og rent. Oline havde lavet om, køkkenet var opgraderet, og det var hyggeligt på en ny måde.
Vil du spise med? Der er kartofler og oksesteg.
Anders takkede ja og spiste i stilhed. Oline så godt ud måske havde hun tabt sig lidt, og så ikke længere så nedslidt ud.
Hvor er Lærke? Oline forklarede, at hun var på tur i Århus med sin klasse.
Han tog mod til sig, Oline, tror du, der er håb for os?
Nej, Anders. Jeg er videre. Du er velkommen her for Lærkes skyld, men mere bliver det ikke.
Er du stadig vred? Jeg kan vente
Du skal ikke vente, Anders. Jeg har vendt det kapitel. Jeg holder ikke nag, men Lærke og jeg har ikke savnet dig bortset fra de to månedlige SMSer om børnebidraget.
Anders mærkede tårerne presse sig på. Han ville ikke tabe ansigt, men nu var han helt alene og ingen savnede eller havde brug for ham længere.
Han spiste færdig, takkede for mad og gik. Til det sidste håbede han, Oline ville kalde ham tilbage. Men ingenting skete.
Ude i bilen sad han længe. Da han hvilede hovedet mod rattet, gik det op for ham, at han nu var fuldkommen alene og ikke havde nogen, der ventede på ham.
