**Dagbogsnotat – 15. oktober**
Der var ingen smukkere par i landsbyen end Mette og Mads. Sammen løb de gennem de små gader som børn, gik i skolen på bakketoppen. Om vinteren, når Mettes hænder frøs, bar Mads hendes taske og opmuntrede hende:
“Kom nu, Mette, skynd dig. Jo hurtigere du løber, jo hurtigere bliver du varm.”
“Se, hvor omsorgsfuld Mads er – han bliver en god mand en dag, det kan man allerede se,” lo landsbykvinderne, når de så dem sammen. “De er altid sammen.”
“Åh, hold nu op,” sagde andre. “Nu er de sammen, men når de bliver større, kigger de på andre. Det er sådan, drenge er. Sådan er venskaber.”
Men Mette hørte ikke efter. Hun vidste det godt, og sagde det til sin mor:
“Mads er min bedste og mest trofaste ven.”
Børnevenskabet voksede til kærlighed. Mette og Mads mærkede knap, hvordan de blev ældre. I niende klasse var Mette blevet smuk – en slank, lyshåret pige med store blå øjne, mens Mads var mørkhåret med brune øjne og en lille hagegrube.
Nu gik de om aftenen hånd i hånd, mens de andre piger hviskede misundeligt:
“Hvorfor bliver Mads ved med at hænge ved Mette? Er hun ikke ked af ham efter alle disse år? Han følger hende som en kalv og opfylder alle hendes krav.”
Mange drenge kiggede også på Mette, men ingen turde komme tæt på, for de vidste, Mads ville beskytte hende. Livet gik sin gang, og trods alt og alle giftede Mette og Mads sig. Selvom mange kvinder rådede hende:
“Mette, tag ikke Mads for alvor som mand. Man kan ikke stole på så smukke mænd. Alle ved, at en smuk mand tilhører alle andre. Han lever med dig et par år og begynder at kigge på andre – det er deres natur.”
Men Mettes hjerte lod sig ikke påvirke af sladder. Hun vidste, det kun var Mads, hun ville have.
Efter brylluppet holdt landsbyboerne øje med dem. De ventede på, at deres forhold ville gå i stykker.
Men Mette havde fået en god mand – omsorgsfuld, kærlig og smuk. Og Mette passede perfekt til ham. En god mand er en stor lykke for en kone, og når der også er børns latter i huset, er lykken dobbelt så stor.
“Madsen, jeg har det underligt i dag,” sagde Mette en morgen. “Jeg føler mig svimmel og kvalm…”
Mads blev bange.
“Skal jeg hente lægen?”
“Nej, jeg går selv,” svarede hun. “Du skal på arbejde, og jeg kan tage forbi klinikken på vejen.”
Lægen foreslog, at hun tog til regionshospitalet.
“Du er sandsynligvis gravid, Mette.”
Da de kom hjem fra hospitalet, var de begge lykkelige.
“I skal blive bedsteforældre!” sagde de til deres forældre, der også blev glade.
Sønnen Emil blev født, og alle jublede – de unge forældre, bedsteforældrene. Ikke engang tre år senere kom Oliver, en lige så smuk dreng som Emil, mørkhåret ligesom Mads, med den samme hagegrube.
“De har så smukke drenge,” sagde landsbyboerne.
To år senere fik de også Lukas, med blå øjne og blødt hår, der lignede Mette. Tre sønner voksede op i kærlighed. Ingen familie i landsbyen var lykkeligere. Alle så deres kærlighed gennem årene og kunne ikke sige noget ondt.
Mette passede omhyggeligt på sine drenge. Mads kom hjem fra arbejde om aftenen og arbejdede hårdt for sin familie. Den ældste, Emil, startede i skole og gjorde det godt.
Mads arbejdede som mekaniker og passede landbrugsmaskiner – traktorer, lastbiler, plukmaskiner. Der var altid travlt, især under høst.
Ved skovkanten lå et børnehjem for forældreløse børn. Mette brød sig altid om dem. Nogle gange bagte hun kager og bragte dem til børnene.
“Stakkels børn,” tænkte hun. “Hvem skal bage dem hjemmelavet kage?”
En af pædagogerne, Lise, havde gået i skole med Mette, så hun bragte ofte mad derhen. Eller plukkede æbler og pærer fra deres have.
“Tak, Mette. Du har et godt hjerte,” sagde Lise.
Mette fortalte ingen om det.
En dag, da Mette kom fra butikken, stoppede Karen, en ubehagelig gammel kone, hende. Karen spredte altid dårlige nyheder i landsbyen.
“Mette, du bliver ved med at arbejde hårdt. Tre drenge, og din mand er altid på arbejde. Tror du virkelig, han kun tænker på dig og jeres børn? Nej, han har en anden datter – jeg har hørt hende kalde ham far. Hun er på alder med jeres yngste, Lukas.”
Mette blev bleg. Karen gik videre.
Mette kunne ikke tro, at hendes mand kunne bedrage hende. Hun stolede på ham som på sig selv. Men alligevel blev hun bekymret.
Dage senere hørte hun det igen, denne gang fra en anden nabo.
“Mette, jeg må fortælle dig noget. Bliv ikke vred før du ved mere. Mænd er… sådan,” sagde fru Jensen. “Nogle har set din Mads med en lille pige, der kalder ham far.”
“Er det sandt?” sagde Mette. “Jeg troede, Karen løj.”
“Snak med ham roligt, Mette. Forstå først.”
Mettes hjerte blødte for den lille pige. Hvis hun var på børnehjemmet, havde hun ingen mor.
“Uanset om jeg tilgiver Mads eller ej,” besluttede Mette, “så skal den pige ikke bo på børnehjem, når hun har en far. I aften taler vi.”
Hun var ked af det. Hun havde aldrig haft hemmeligheder for Mads, og hun troede, det var gensidigt.
Mads kom hjem tavs. Mette satte varm mad foran ham.
“Lad ham spise først,” tænkte hun.
Da han skubbede tallerkenen væk, spurgte Mette:
“Kom nu med det. Jeg kan se, du har noget på hjerte.”
Mads tog hendes hænder.
“Ved du, børnehjemmet i udkanten…” begyndte han.
Engang, da Mads kom hjem fra marken, hvor en traktor var gået i stykker, gik han forbi børnehjemmet. En bold rullede ud under hegnet. Han samlede den op, og en lille pige med blå øjne som Mettes kiggede på ham.
“Her, lille ven,” sagde han.
Pludselig råbte hun: “Far! Du er min far!” Hun rakte hænderne gennem hegnet. “Bliv her, far!”
En pædagog tog hende ind. Mads gik, men kunne ikke glemme hende.
Han besøgte hende tre gange. Pigen, Mathilde, holdt fast i hans hånd og kaldte ham far.
Nu fortalte han Mette alt med t
