Forkert enke
Mit navn er Jens Nissen. I dag vil jeg fortælle om noget, der har fået mig til at tænke: Hvorfor forestiller man sig altid, at kvinder efter 60 kun drømmer om at finde sig en mand, putte ham under dynen og fôre ham med hjemmelavet frikadeller? Men lad mig begynde fra begyndelsen
Det var onsdag, og jeg var på vej hjem fra arbejde. Jeg sad bag rattet, træt og småirriteret over endnu en dag på kontoret i Herlev, hvor jeg egentlig har haft nok af at flikke regneark sammen og lytte til chefens småsløve vitser. Synes egentlig ikke jobbet er rædselsfuldt, og mine opgaver kan jeg klare, men jeg hænger med hovedet over tanken om, at jeg burde have været folkepensionist allerede for tre måneder siden, hvis det altså ikke var fordi pensionsalderen blev hævet igen. Nu sidder jeg der, 66 år og stadig på arbejde.
Denne onsdag var det dog ikke hjem til Amager, jeg kørte. Min søster havde kaldt. Bodil bor alene i Brønshøj og havde købt et stort IKEA-skab, som hun havde brug for hjælp til at samle. Selvfølgelig kunne jeg ikke sige nej til min lillesøster hun har haft det skrækkeligt hårdt de seneste to år. Først mistede hun sin mand gode gamle Tage, Gud have ham selvom han var sund som en hest, sportede og det hele. Hjertet sagde bare stop. Dernæst blev hun fyret fra trykkeriet et eller andet pjat om, at stillingen var nedlagt, men i virkeligheden havde de bare fundet en yngre model.
Men Bodil giver ikke op. Hun fandt da et nyt job. Lønnen er lavere, men hun overlever, og hun køber selv nye møbler. Det er godt gået. Selvom, hun savner stadig Tage. Og hvem ender så med at skulle skrue møbler sammen for hende? Det gør storebror jo.
Da jeg kom op ad trappen, satte Bodil straks kaffe over og placerede mig i køkkenet. Ingen kan samle skabe på tom mave, mente hun og hun havde ret. En mad med røget makrel, æg og radiser røg hurtigt ned.
– Undskyld Jens, men der var ikke meget i køleskabet, sagde hun lidt undskyldende og satte rugbrødsmaden foran mig. Jeg bor jo alene, børnene kommer sjældent forbi, og så gider jeg ikke stå og lave det store.
Jeg udbrød: Arh, du plejer da ellers at være dus med gryderne. Dengang Tage levede, var der altid både suppe og steg og de boller du bagte! Uhm.
Hun lo afvæbnende: Det er efterhånden længe siden, jeg har bagt. Jeg får endda sjældent varm mad på arbejdet, det ender tit med rugbrød og ost.
Tja, havde du en mand i huset, måtte du jo til gryderne igen. Så fik du da ofte varm mad, lo jeg og gned mig på maven.
Nå, skal vi nu den tur igen? spurgte hun drillende.
Det er jo snart to år siden, du blev enke, Bodil. Kunne du ikke overveje at finde dig en ny en? Vi har kun det ene liv og det ville gøre det hyggeligere for både dig og dine skabe.
Hun lo hjerteligt: Du godeste… Hvem skulle dog ønske sig sådan en gammel moster? Det er nemmere for mænd du kan jo rende rundt og fri til du fylder 90! Men vi kvinder, vores marked ruster hurtigt…
Jeg nikkede anerkendende. Sandt nok. Men så lod hun nu ikke snakken ligge:
For den sags skyld, storebror, du har jo selv været single i ti år, efter du blev skilt fra Karen. Hvorfor har du ikke fundet én?
Jeg blev tavs. Efter bruddet med Karen havde jeg svoret aldrig at stikke næsen indenfor rådhuset igen. Men med årene begyndte længslen efter varm suppe, nybagte franskbrød og rene lagner da at gnave. Jeg kunne da godt klare basalerne, vaske tøj og gøre rent, men det blev aldrig rigtig godt man er jo ikke nogen kvinde. Og kontoret stjal al min tid. Tænk hvis man havde en sød og handlekraftig hustru at komme hjem til…
Bodil smilede skævt: Jamen, hvad er det så, du venter på? Vi bliver jo ikke yngre.
Jeg foldede instructionen til skabet ud og mumlede: Det er ikke så nemt. Jeg gider altså ikke dele adresse med en gammel kone. Så hellere være alene.
Giv dig dog, Jens! Du drømmer om en ung én, men de nutidens unge vil hellere bestille take-away end lave mad selv, fnisede hun. Kig bare på min datter, Mette hendes lejlighed flyder i rod, og hun bestiller pitabrød på Wolt. Er det dét, du savner?
Jeg skulede. Nej, sådan én ville jeg slet ikke have jeg drømte om en frisk, livsglad kvinde, der lavede gammeldags mad, holdt orden og smilede til mig ved køkkenbordet. Ligesom pigerne i sagnene og mor i gamle dage.
Du burde nu finde én på din egen alder, Jens eller i det mindste én, der er vokset ud af deres børnekjole, sagde Bodil bestemt. De har erfaring, pengene er deres egne, og så kan du måske endda få en, der kan forkæle dig lidt tilbage.
Har du mon en i tankerne? spurgte jeg skeptisk.
Jaså! svarede hun. Hvad med Anna Pedersen nede fra stuen? Blev enke for fem år siden. Bor alene, pæn bil. Hun er aktiv går til pilates, svømmer hver morgen og hun kunne trænge til lidt selskab.
Jeg kiggede ud af køkkenvinduet, og dér kom Anna faktisk gående. Slank, nydelig, i smart jakke, låste sin Toyota op og vinkede til en nabo. Jeg studsede over, at hendes bil faktisk var nyere end min egen. Tænkte straks, at vi kunne bytte bil, hvis det blev os to, og smilede over min egen plan.
Bodil lyste op: Kunne det ikke være noget? Jeg synes, du skulle møde hende! Synes du ikke, hun virker rar? Og så kan jeg da også få min samvittighed lettet.
Resten af aftenen gik med at planlægge, hvordan vi skulle få arrangeret et møde. Anna var ikke tæt med naboerne. Hun hilste altid pænt, men havde travlt med sine fitnesstider.
Stakkels kvinder, de opfinder alle mulige aktiviteter for at holde ensomheden på afstand, sukkede jeg. Hun fortjener da lidt selskab.
Bodil nikkede, og hun bestemte sig for at finde på et påskud. Dagen efter ringede hun mig op, nærmest euforisk: Anna har problemer med støj fra radiatorerne, og jeg har sagt, at du er ekspert. Tag en blomst med, og vær sød!
Hvilken blomst? sagde jeg. Jeg har ikke købt blomster i årevis. De er dyre.
Så lad da være med at købe de dyre. Spørg efter dagens buket eller noget billigt. Men MØD op med en buket!
Jeg sukkede, købte en enkel buket tulipaner i Brugsen og trådte op i Annas opgang. Hun åbnede i hyggelige hjemmebukser, håret i knold og udstrålede noget ret så livligt. Jeg rakte buketten frem:
Til dig, Anna! Håber de kan lyse lidt op.
Anna blev nærmest paf. Eh, tak? Er det fordi, du skal kigge på radiatorerne…?
Ikke nødvendigvis, svarede jeg indsmigrende. Måske kunne vi spise lidt sammen og snakke om både rør og alt muligt andet?
Altså… jeg har faktisk kun inviteret dig, fordi Bodil sagde, du kunne hjælpe med varmeinstallationen…
Det gik hurtigt op for mig, at det her var ikke en date. Hun ledte efter en VVS’er, ikke en kæreste. Jeg forsøgte at gøre mig lidt morsom om, at jeg også kunne reparere biler og måske hjælpe, hvis hun blev sulten måske hun havde lyst til lidt hjemmelavet mad og selskab?
Anna lo opgivende og sagde, at hun var ganske tilfreds alene. Hun spiste godt, holdt orden, fik hjælp af sin svigersøn en gang imellem, og ville hellere ringe til en automekaniker, hvis der blev problemer med bilen. Hun ville ikke have nogen mand, der forventede at blive opvartet.
Næh, Jens, jeg har det faktisk udmærket uden en bejlende enkemand, smilede hun.
Jeg gik slukøret derfra hun havde ikke engang sat kaffe over. Men på vej hjem havde jeg også tid til at smile ad miseren: Se, man kan altså godt være glad for sit liv, selvom man er blevet enke og har passeret de tres.
Resten af aftenen gik jeg forbi Bodil, der lynhurtigt forstod situationen og satte lidt hjemmelavet solbærlikør på. Give it some time, Jens, sagde hun. Anna skal bare have vent sig til tanken om, at der findes gode mænd endnu.
Jeg kluklo: Lad os nu lige se, Bodil. Måske er det på tide at indrømme, at danske kvinder er sværere at eje end så mange andre. De vil hellere gå til tango, cykle Sjælland rundt og drikke kaffe med veninderne, end de vil bytte deres frihed og friske sengetøj ud med en smånusset enkemand fra Amager.
På vej hjem, blomsterne i favnen, tænkte jeg, at måske er lykken faktisk at have sit eget og ikke resignere til, at alene nødvendigvis er det samme som ulykkelig. Mit største indtryk efter denne dag? At man aldrig skal tage for givet, hvad andre mennesker drømmer om især ikke modne danske kvinder.
Nogle gange skal vi mænd lære, at lykke ikke nødvendigvis handler om varm suppe og rene boxershorts, men om frihed og om evnen til at være tilfreds med lige præcis det liv, vi lever, også selvom det ser lidt anderledes ud end det, vi drømte om i 1980erne.
