Du er grim. Jeg har aldrig elsket dig!
***
Helene og Mille havde været veninder, siden de løb med bare fødder gennem regnvåde baggårde i Aarhus, hvor de delte alt hemmeligheder, sorger og knuste glas af saftevand. Deres venskab bølgede op og ned som Vesterhavets grå bølger, men de var uadskillelige.
Barndommens uskyld ventede ikke på nogen, og da årene gled ind, begyndte små frø af konkurrence at spire mellem dem. Helene var slank og havde et blik, som fangede alles øjne. Hun bar altid flotte kjoler, og hendes forældre lod hende farve læberne røde som ribs og håret skinne om kap med solen.
Mille havde korthåret pande, som begyndte at snavne ind, for hendes mor anså tynde, matte lokker for at kræve sådan en frisure. Hun led under hudens ubønhørlige oprør, og hendes far forbød hende at bruge sminke, som om det var noget blåt fra helvede. Familien lo højt, hvis nogen nævnte kosmetolog.
Men Helene, med næse for forvandling, greb fat i Mille og hjalp så godt hun kunne. En let voks og et snuptag forvandlede de korte hår til noget smart og skandinavisk. Og med lidt dagcreme og lunkent kamillevand blev huden venligere.
Et simpelt blåternet sommerkjole, lånt fra Helenes skab, fik Mille til at ligne noget fra et reklamemagasin. Til skolefester delte Helene rundhåndet ud af sit garderobe, og Mille strålede.
De dimitterede gymnasiet sammen og startede på Københavns Universitet. Forældrenes stemmer blev lavere i Milles liv, og snart begyndte hun at bruge mascara og vælge egne jeans. Hendes askebrune hår blev gyldent, takket være et tilfældigt farvebalsam. Snart begyndte drenge at komme omkring begge piger, men alle syntes stadig, Helene var den funklende stjerne, der tændte gadelamperne på Nyhavn.
Mille bar det med stoisk ro, men indeni gnavede misundelsen. Hendes veninde var populær, og Mille kunne dårligt nok vælge mellem to bejlere, for hun fik sjældent til mere end smil fra den side. Alligevel holdt venskabet, og Mille forsøgte desperat at overvinde de ubehagelige følelser.
Sådan snoede deres liv sig indtil, de stødte på to unge mænd på universitetet. Den ene, Sune, høj som et bøgetræ, lod sig straks betage af Helene, mens Søren, larmende og bramfri, henvendte sig til Mille. Begge læste jura og var både begavede og velklædte.
Mellem Helene og Sune blussede kærligheden op med en febrilsk iver, og de levede i en boble af sene solnedgange og smser skrevet med varm kaffe i hånden. Søren gjorde tilnærmelser til Mille, men fra første øjekast lå hendes hjerte knuget om Sune.
Hver gang de var sammen, håbede hun, at et øjebliks blik fra Sune måske betød, han i virkeligheden elskede hende: at alt hendes hårarbejde, det perfekte lag eyeliner, det korte sorte nederdel alt det var for ham. Men hun vidste godt, at drømmene forsvandt som den varme damp fra en kop kakao på Altan.
Søren, kæk og venlig, indså hurtigt, at Mille kun kunne tilbyde ham venskab. Og sådan gled han bort, fandt en anden at fnise med over øl på en snusket bodega.
Ærgerligt, at det ikke blev til mere med dig og Søren, sukkede Helene over en latte på deres yndlingscafé på Nørrebrogade.
Tja, jeg regnede nu aldrig med, at de fyre var noget at samle på, svarede Mille. Hverken Søren eller Sune. Sådan nogle indbildske typer. Dem kan man da ikke stole på.
Nej, min Sune er altså ikke sådan, frisagde Helene uden tøven. Han elsker mig. Vi skal ikke sidde her og dømme.
Mille trak bare på skuldrene. Hun ønskede, at noget usynligt ville drive Helene og Sune fra hinanden eller endnu bedre, at Sune en dag så hende, Mille. Men skæbnen var skæv, og intet rykkede sig.
Indimellem skændtes Helene og Sune, og i de dunkle stunder knugede Mille hænderne i lommen og hviskede ønsker om, at de aldrig blev venner igen. Men de blev altid forsonede, og Sune gjorde alt for at vise sin kærlighed: overraskede med chisandra-roser, lejede en sort Tesla og tog Helene med gennem nattens sne på Amager.
Han tricker dig bare, så du slapper af og ender med at tilgive. Jeg hader sådan nogen fyre, spruttede Mille, som påstod, hun kun kæmpede for Helenes skyld.
Men Mille var drevet af sit eget begær; hendes kærlighed var heftigere og mere fortvivlet end Helenes. Og hun begyndte at lægge små dråber af tvivl i Helenes øre.
Synes du ikke, det er mærkeligt, han taler om at flytte til Aalborg? Skal du bare vente på ham? spurgte Mille med en fræk stemme.
Joh, men han får sikkert et arbejde der. Og når jeg er færdig, så flytter jeg op til ham, svarede Helene med et fortrøstningsfuldt smil.
Måske lykkedes det Mille at plante uvejret: Helene blev mere mistroisk, og Sune måtte stå model til flere forhør end statsministeren under valgkamp.
Efter et halvt år flyttede Sune. Han fik job ved et større advokatfirma og lagde planer for, at Helene og barnet, som skulle komme, senere kunne flytte op til ham, måske i et lille lejlighedskompleks under skyerne i Nordjylland.
Helene var knust, men bar sorgen i det stille. Mille trådte varsomt i skyggen og fandt trøst i forholdet til en ældre kunstmaler, der malede billeder i hendes ansigt.
Da Helene endelig fortalte Mille, at hun var gravid, forsøgte Mille at overtale hende til at tie stille overfor Sune.
Han vil bare hade dig, hvis du smadrer hans planer nu, hvislede Mille og klemte hendes hånd.
Men Helene ringede alligevel og Sune tog nyheden forbavsende pænt. Planerne blev lagt: Hun skulle komme til Aalborg, han ville spare op, forældrene hjalp, de ventede kun på barselsorloven.
Efterhånden blev Helenes mave mere rund, hendes skønhed mere fyldig, og hun fik en ny bejler: Emil, ejer af en brun Volvo og altid klar med gule liljer. Han blev hendes støtte, kørte hende til lægen, tog billeder sammen med hende.
Mille skubbede diskret til venskabet mellem Helene og Emil, snuppede flere billeder og gemte dem som beviser på alt, hvad hun fandt mistænkeligt.
Så rejste Mille til Aalborg under dække af en syg tante. Hun lovede Helene at kigge efter Sune. I denne mærkværdige tid, hvor Sune sjældent fandt tid til at ringe, spredte Mille sine tvivlens rådne frø: hun viste Sune billeder af Emil og Helene, fortalte dæmpet, at deres forhold gik langt ud over venskab.
Hun har ikke været ærlig. De er næsten som et par, sukkede Mille.
Efter mødet fremstillede hun sig selv som uundværlig sjælefrænde og tryglede Sune om omsorg. Samme aften ringede hun hjem til Helene og fortalte, at Sune havde fundet en ny en arbejdsbekendt, ikke andet.
Begge blev båret væk af drømmenes tåge, løgnene groede hurtigt fast som ukrudt omkring dem.
Enden blev, at Sune, overvældet af sorg og tvivl, lagde Mille ind i sit hjem som en slags hult selskab. De indgav papirerne til borgerligt ægteskab, og Mille droppede universitetet for at arbejde i Aalborgs mørke regn.
Helene sank sammen i fortvivlelse, overtalt af Mille til at tro, Sune havde glemt dem begge hende og barnet. Emil, hendes sande ven, forsøgte at trøste men så kun hendes sorg. Alex, der kendte til sandheden, vækkede sin mistanke og kontaktede Sune for at opklare vildfarelsen.
Det tog mange opkald, men til sidst blev Sune konfronteret med virkeligheden: Helene havde aldrig været utro, barnet var hans. Overvældet af skyld følte han sig bortdømt.
Jeg burde have fløjet hjem i samme øjeblik, udbrød han fortvivlet.
Sune konfronterede Mille, som græd og forsøgte at forklare sig med sit kærlighedens kor, men han lo koldt:
Du har aldrig betydet noget for mig. Du er og bliver intet i sammenligning med Helene. Du er grim, både på ydersiden og indersiden.
Med knust stolthed forlod Mille hans hjem; og Sune satte kursen mod Aarhus.
Sent om aftenen sad Helene alene, drømmede om død eller forsoning. Men så bankede det på døren. I drømmens slørede logik blev hun omfavnet af Sune, som knælede for hende, bad om tilgivelse og kyssede hendes kinder våde af tårer.
***
Dagen efter gik de hånd i hånd til rådhuset, ingen lod mærke til den voksende mave, stemmen rungede svagt mellem væggene da de sagde ja. Brylluppet blev lille, for ingen havde penge i overskud men glæden var stor, og forældrene fra begge sider bidrog.
Denne gang var det Helene, der flyttede væk. Skæbnen trak dem ud på det nordjyske, måske ind i en ny bolig, måske bare op i skyerne.
Mille? Hun gled ud af livet som en skygge. Engang, fra et skjult nummer, tikker en kort sms ind: “Undskyld.” Helene tænkte længe, så trak hun på skuldrene og slettede med et snuptag alt som man vågner og glemmer selv den mærkeligste drøm.
