Freja, hvorfor er du ikke i skole? spurgte Julie, mens hun stillede de tunge indkøbsposer fra sig i entreen og sank sammen op ad væggen med et træt suk.
Hvilken dag! Ikke nok med at alt flød over på arbejdet og endnu en gang blev hun skældt ud af chefen, nu havde den yngste datter tilsyneladende også fundet på problemer igen. Hvorfor skulle alt falde sammen?
Mor, jeg har ondt i maven Freja stod halvt bøjet foran døren til børneværelset med hænderne slapt ned langs siden.
Julie kneb øjnene sammen. Den der attitude, som Freja de sidste måneder havde gjort sig til vane, gik hende på nerverne. Hvor svært kunne det være at holde ryggen rank? Astrid og Mads, de to ældste, klarede det jo fint. Selvfølgelig Astrid gik til gymnastik, og hendes holdning blev overvåget konstant. Og Mads? Med alt det svømning og karate, skulle man tro, han havde ikke engang hørt om dårlig ryg. Men Freja, hun var altid sådan lidt slatten, uformelig på en eller anden måde. Og hele tiden var der noget galt hovedpine, mavepine, eller begge dele på samme tid. Efter at hun havde fået en skideballe af sin mor, havde Freja dog ikke længere forsøgt at slippe for skole. Så hvorfor var hun kommet tidligt hjem i dag?
Julie sparkede støvlerne af og gik direkte ud i køkkenet og glemte alt om Freja. Hun havde masser andet om ørerne i aften havde Kasper fødselsdag, og hun skulle nå at få maden lavet, inden familien kom fra hele regionen.
Freja blev stående lidt i gangen, hvorefter hun vendte tilbage til sit værelse. Hun kravlede op i sengen, trak benene op til brystet og krammede sin gamle, slidte bamse Bjørnefar ind til sig.
Hun vidste udmærket, at hendes mor ikke havde overskud til hende nu og hvorfor også forstyrre? Hun havde allerede taget en Panodil med det samme, hun kom hjem, og nu var smerten ikke længere slem og skærende, men bare en lille irriterende gnaven fornemmelse, der bevægede sig rundt i maven, kløede lidt, bed lidt, bare lige nok til, at hun ikke kunne glemme det.
Bjørnefar, som havde fået en knap som øje, efter Freja mistede det original, virkede som altid. Det undrede Freja, hvordan han gjorde det, men hendes smerte faldt altid lidt til ro, når hun havde ham hos sig. Hun kyssede hans nussede snude, satte sig ved skrivebordet, som hun delte med Astrid, og begyndte på lektierne. Snart kom Astrid hjem fra gym-træning, så skulle pladsen være ryddet og alt i orden, ellers blev det ballade. Astrid kunne være så strid, at moren straks ville sukke, gnide sig i tindingerne og udbryde:
Vil I tage livet af mig? Få nu bare styr på det mellem jer!
Men gennemskuet ingen gad for alvor løse konflikterne. Astrid nøjedes med at nive Freja hårdt i armen selvfølgelig når forældrene ikke så det og hvæsede:
Nu er det slut! Så har du selv bedt om det!
Så måtte Freja bide tænderne sammen og vente. Og når lyset blev slukket i børneværelset om aftenen, gældte det om ikke at skrige, når Astrid holdt hendes “opdragelsessamtale”, så Freja måtte sidde nede i gymsalens omklædningsrum flere dage, rød i hovedet, mens klassekammeraterne gjorde nar:
Nielsen, ikke igen? Du har godt nok ofte ondt, hva! Måske skulle du tage til læge
I Frejas klasse elskede de idræt. Kun to ting kunne fritage én en seddel fra lægen, eller ja, den anden behøvede de ikke sige højt længere: Niende klassen havde ekstra biologiundervisning, så ingen var i tvivl.
Freja forsøgte altid at dække mærkerne efter Astrids “samtaler” med ærmet, og koncentrerede sig stærkt om skolebøgerne. Hun vidste, at det eneste, der virkelig kunne gøre mor og far stolte, var gode karakterer. Ikke middelmådige, næ nej! Heldigvis kunne Freja faktisk godt lide at gå i skole, hvis ellers bare hendes helbred holdt til det. Men at klage hjalp ingenting. Moren kaldte det pjat, faren ignorerede det. Svaret lød hver gang:
Du er jo ung! Du kan da ikke fejle noget. Hvorfor har Astrid og Mads ikke ondt, men altid dig?
Lille Freja havde grædt engang, men den nu store Freja gjorde det aldrig mere. Hun tog bare selv piller fra kassen, som farmor havde vist hende efter den der tur til lægen. Ved elleve års-alderen vidste hun præcis, hvad hun skulle tage for hovedpine, og hvad når maven gjorde ondt. Ved femten havde hun styr på det hele alene og spurgte for længst ikke om råd.
Tiden nærmede sig, hvor Astrid ville komme stormende, så Freja skyndte sig igennem matematikken. Hun havde lige åbnet sin geometriopgave, da døren fløj op og Astrid hvæsede:
Er du her endnu?! Væk fra bordet, jeg skal læse til eksamen!
En lynhurtig bevægelse, så var Frejas bøger skovlet sammen, inden Astrid kunne smide dem på gulvet for det var Astrids definition af “orden”: Alt Frejas blev bare kylet væk.
Jeg er færdig!
Fint! Vær venlig at forsvinde jeg får besøg af Emil nu, du er totalt i vejen!
Jeg kan gå ud og hjælpe mor.
Gør da det! Astrid rodede i den røde sminkepung, som hun stolt ejede og som moren havde købt på tilbud, overbevist om, at hvis man brugte makeup, så skulle det være af god kvalitet.
Sådan noget kunne Freja slet ikke drømme om. “Hvad skulle du dog sminke dig for?” forklarede Julie tørt, mens hun drejede datterens hoved i vindueslyset, så hun kunne se hendes hud tydeligt.
Astrid har aldrig haft sådan noget. Min hud er ren, jeg behøver ikke engang creme. Hvem har du dog det fra? Selv din far ja, endda han ser bedre ud. Gå nu lige ud og vask dig noget oftere. Makeup er ikke for dig. Og du skal slet ikke tænke på drenge endnu!
Freja tænkte egentlig slet ikke på drenge. Hun var bange, hun aldrig ville blive nogen, nogen har brug for sådan en “skønhed” som hende! Farmor sagde jo, det gik over, teenageårene bestod ikke for evigt, men Freja ville ikke høre. Ét blik på sin mor og Astrid og hun vidste, hun var familiens grimme ælling. Hun forstod ikke, hvordan hun blandt så mange smukke kunne blive så ja, sådan: Tynd, bumset, brillebærende, uden illusioner om nogensinde at høre de værdsættende ord: “Hvor er din datter blevet køn, Julie!” Den ros var forbeholdt Astrid.
Hun så hvordan alle, fra familie til naboer, elskede Astrid. Slank, porcelænsfin og smilende alle smeltede for hende, men ret tidligt havde Astrid lært at opføre sig perfekt, at sænke blikket beskedent. Kun Freja vidste, hvordan hendes storesøster var bag facaden.
Når Astrid rasende smed bøgerne på gulvet, kunne Freja mærke en mærkelig medfølelse i stedet for vrede. Hun ville aldrig sige det højt hun vidste, hvad det ville medføre. Hun samlede bare sine ting op og blev ved at huske farmors ord:
Freja, det er synd at grine ad dem, der ikke har så meget i hjertet. Had mod dem er endnu værre. Når hjertet er tomt og intet godt har rørt det, bliver livet sort og forpestet af vrede og misundelse. Man kan virke stærk udadtil, men engang vil det gå op for én, hvordan det egentligt står til det kan være det værste af alt.
Farmor Gerda var den eneste, der elskede hende og aldrig fik hende til at føle sig unødvendig. Selv med Mads havde Freja kun et slags neutralt, ikke-fjendtligt forhold han så hende bare ikke rigtigt. Og Astrid fik først respekt for ham, da hun selv var begyndt at hænge ud med de pæneste piger.
Unødvendig Det ord hørte Freja først som femårig. Den nat vågnede hun bange, trykkende Bjørnefar ind til sig, mens mor og far skændtes i stuen.
Jeg sagde jo, vi ikke behøvede flere børn! Vi havde to, en af hver! Men du ville ikke høre, og nu står vi her
Hvad skulle jeg gøre? Min mor er for gammel! Din din… Nej, ikke engang en kat ville jeg betro hende
Du skal ikke tale sådan! Min mor opfostrede mig jo!
Hun ville bare ikke have flere unødvendige i familien. To var rigeligt!
Jeg synes også, det er rigeligt. Men vi kendte da på turen til Bornholm den campingferie! Nu har vi en ekstra. Hvad skulle vi ellers gøre?
Ja, det er, som det er
De blev ved længe endnu, mens Freja, i det lille værelse, de delte med mor og far, gemte ansigtet i puden. Hun tænkte: Hvis hun nu bare gik sin vej, så ville mor og far være gladere, og farmor Ingrid, som Freja egentlig frygtede, ville også få fred. Der eksisterede kun ét menneske i verden, som Freja følte virkelig elskede hende: Farmor Gerda, morens mor, der boede på Fyn.
Søndag morgen, da ingen skulle i børnehave, listede Freja ud af sengen med sin lille sportstaske, hvor yndlingsbogen og de nye strømper lå klar. Bjørnefar stod på natbordet med sit knap-øje og så lidt bebrejdende ud, da hun tog regnfrakken og de gule gummistøvler på.
Lad være med at kigge sådan! Det er vådt udenfor, og på landet er der altid mudret. Jeg gør det, der er nødvendigt så ingen opdager noget.
Hun var nået næsten til busstoppestedet, da fru Jensen stoppede hende:
Hvor skal du hen, Freja? Hvor er din mor?
Hjemme.
Og din far?
Han er der også.
Går du helt alene?
Jeg skal til farmor!
Helt alene? Hvorfor?
Jeg er jo bare i vejen hjemme. Hos farmor er jeg ikke.
Freja nikkede pænt, som hendes mor havde lært hende, og gik videre. Men fru Jensen blev stående forbløffet bag hende, indtil hun pludselig indså alvoren, løb efter, tog Freja i hånden og spurgte:
Hvordan vil du komme til Fyn, Freja?
Med toget!
Men, søde, du kan ikke komme med toget uden din mor og papirer.
Hvorfor ikke?
Der skal man vise ID for at købe billet. Passet eller sygesikringsbevis og din dåbsattest.
Er det som i bussen?
Ja. Men i bussen kan du tage uden. Til Fyn kræver de det.
Freja rystede på hovedet.
Jeg har ikke noget med.
Så må vi hente det. Skal vi ikke først gå hjem og få de rigtige ting?
Freja tog hendes hånd og lovede Bjørnefar: “Vi er snart tilbage, så skal vi videre.”
Først da fru Jensen ringede på døren, opdagede forældrene, at Freja ikke var der. Julie sukkede, slukkede gassen under panden med pandekager, og kaldte på sin mand:
Kasper! Kom nu!
Efter et par forhør sendte faderen Freja ind på værelset. Astrid, der vågnede, gned sig i øjnene og skulede:
Hvad har du gjort nu?
Søndag tilbragte Freja i hjørnet. Faderen havde beordret hende derhen og sagt, hun først måtte gå, når han sagde til. Astrid grinede, lavede abefjæs, men endte med at give hende Bjørnefar:
Ta ham! Pyt, far bliver hurtigt god igen, hvis du tier. Du skulle have tænkt dig om!
Den sætning hørte Freja uendeligt tit og blev hver gang vred på sit hoved, som aldrig tænkte rigtigt, som Astrids.
Farmor lo bare:
Freja, der er folk, som lever med hovedet, og så er der dem, der lever med hjertet. Det kan være svært, men det er Guds gave. Du har et gyldent, men sårbart hjerte derfor er jeg bange for dig, mit barn.
Hvorfor?
Jeg vil ikke, at nogen skal gøre dig fortræd.
De ord huskede hun altid, og når nogen var uretfærdige mod hende, blev det nemmere. Så slem var hun trods alt ikke, hvis farmor mente, hun havde et godt hjerte.
Efter den fejlslagne “flugt” overgav Freja sig. Astrid og Mads forklarede hende kontant, at børn tilhørte forældrene, indtil de blev voksne. Hun ventede på sin 18-års fødselsdag. Hun havde allerede udset sig en uddannelse, hvor hun ville gøre, som hun selv ønskede. Hun havde ikke andre valg.
Dyrlæge? Dig?! Julie vred sig.
Hvorfor ikke, mor?
Det er jo ikke et rigtigt arbejde! Se på Astrid økonomi! Det er penge og fremtid i. Hvad har du tænkt dig?
Mor, jeg beder dig, lad mig vælge!
Gør nu bare, som du vil! En straf af en unge er du, Freja. Aldrig har du lyttet til nogen!
Freja hørte på tiraden uden at stejle, glædede sig i det stille: Hun var fri. Hun måtte selv finde vej ind på studiet ekstrahjælp ville de forældre ikke betale.
Hvis du tænkte med hovedet, som Astrid og Mads, så hjalp vi. Men det gør du ikke. Klare dig selv, Freja.
Dørklokken lød, og Freja lagde biologibogen fra sig. Gæster så måtte man ud og gøre sin pligt i en halv time.
Freja! Herregud, hvor er du dog tynd! Får du ikke noget at spise? Og de mørke rande! Julie, det barn skal til læge! Jeg bryder mig ikke om det.
Oldemor, altid elegant, trak vanter af hænderne og irettesatte straks Julie:
Og Astrid? Er hun ikke hjemme? Jeg regnede da med at se hende. Hvorfor har hun helt glemt mig? Sidste uge ringede jeg tre gange!
Oldemor, jeg kan besøge dig på tirsdag, hvis du vil have hjælp.
Nej tak! Jeg vil have Astrid!
Jeg har ikke tid, Astrid svævede grinende ind, lagde armen om oldemor og skubbede Freja væk. Flyt dig!
Astrid, men
Oldemor, du tænker kun på dig! Jeg har eksamen og et liv selv!
Jamen
Oldemors sure mine forsvandt, da Astrid bød Emil velkommen “min forlovede.”
Freja listede ud i køkkenet for at hjælpe nu var hun for alvor glemt. Imens hørte hun samtalerne i stuen og blev mere og mere indesluttet.
Ja, Astrid er en perle! Klog, smuk, alt lykkes! Og så Freja, det er jo ikke glat alle steder
At blive dyrlæge hvad tænker man på? Hvorfor ikke læge og redde mennesker? Det er da et rigtigt job!
Freja plejede at tie stille. Hendes mening betød ingenting i denne familie.
Astrid, der tog fadet med laks fra hende, øjnene mod himlen:
Se lige, hvilke ringe vi har valgt! Ikke, Emil? En drøm!
Freja nikkede taknemmeligt. Nu kunne hun trække sig ind i køkkenet uden at nogen bemærkede det. Madlysten var væk. Smerten begyndte at gnave igen; hun tog en Panodil mere og lagde sig.
Næste morgen var der kommet forandringer: nu fik hun værelset for sig selv, for Astrid flyttede sammen med Emil. Freja hjalp hende med flyttekasserne.
Jeg rører ikke dine ting, lovede hun.
Nej, og det må du heller ikke! Men så pakkede Astrid en ny mascara, læbestift og nogle cremer op, lagde dem på bordet. Tag det, lær at bruge det. Nu er du voksen. Klare det selv!
Freja skulle til at svare, men lod være. Hun takkede stille, mens hun kiggede på de eftertragtede små bøtter.
De følgende år gik præcis, som Freja havde forestillet sig. Kun studier intet andet. Astrid fik to små børn hurtigt efter hinanden og stjal forældrenes opmærksomhed, hvilket passede Freja fint. Det gav ro til at fokusere på sig selv.
Da hun meddelte forældrene, at hun havde fået eksamensbeviset og nu ville flytte på landet, tog de det næsten roligt:
Til Langeland? Freja, du har altid været mærkelig! Bare du ved, vi ikke regner dig for fornuftig, hvis du kommer krybende hjem.
Hun tog afsked og flyttede ind hos farmor Gerda. Her var hun ventet og følte sig aldrig unødvendig mere.
Farmor Gerda modtog hende med åbne arme men sukkede:
Freja, er du sikker på, du kan leve herude? Du er jo vokset op i byen.
Farmor, bare du ikke skubber mig væk!
Aldrig!
Så lad mig selv vælge min plads, tak. Her har jeg det roligt. Her, farmor, føles det rigtigt!
Det tog ikke Freja længe at falde til. Folk i området begyndte hurtigt at spørge efter byens nye, dygtige dyrlæge. Hun elskede dyrene og forstod at tale med deres ejere, så selv de gamle fiskere gloede forbavset.
Gerda, din pige er kvik. Er hun forlovet?
Det spurgte de ofte om, indtil Freja mødte Viktor, enkemand med stort landbrug og en dreng på syv. Konen var død kort efter fødslen, så Viktor havde stået alene med barnet og hjælp fra sin faster.
Gift dig ikke med ham, Freja! Han er ikke til dig. Enkemand og barn hvad vil du dog stille op? Kan du ikke være lidt som Mads og Astrid?…
Julie duftede sit køkken med kamillete når nerverne skulle tøjles, men Freja vidste, det var ligegyldigt. Astrid, som hun havde fået et bedre forhold til med årene, var ikke så lykkelig gift, som hun så ud. Og Mads havde stadig ikke styr på sit liv.
Freja kørte hjem i rutebilen, hvor gamle Poul kørte.
Farvel Freja! Du bor godt nu!
Tak, Poul. Tak for turen helt hjem!
Man siger, du skal giftes med Viktor. Sandt?
Ja.
Du har valgt rigtigt! En familie, hvor folk passer på hinanden det er det vigtige.
At elske hinanden?
Mere: At have plads til hinanden. Et sted, hvor ingen er alene med sorgen eller glæden. Hvor alle hjælper hinanden. Det er rigtigt.
Svært og alligevel simpelt, sagde Freja, bukkede. Tak for livsvisdommen!
Inviterer du på brylluppet?
Selvfølgelig! Kom med din kone!
Hun har endnu mere at sige om det her. Hun er klog!
Jeg må snakke med hende! Freja vinkede til farmor, der stod i havelågen, og mærkede, hun havde så meget mere at tale om nu
To år gik. Julie fulgte utilfreds, hvordan Freja havde indrettet sit store hus. Hun kiggede ind til Gerda flyttet ind efter et slagtilfælde og vippede barnevognen med Frejas spæde datter et par gange:
Freja! Din gamle bamse er jo slidt op! Hvorfor får dit barn den?
Freja løftede Bjørnefar op, smilede:
Han er slidt, men betryggende. Du skulle bare se: Hun falder til ro med det samme, hvis han ligger hos hende.
Underligt. Men du har altid været sær. Hvilken mor
Mor
Hvad?
Jeg var sådan. Sær, kantet, usikker. Unødvendig
Freja så sin mor i øjnene. Julie rødmede og kiggede væk.
Nu er jeg helt anderledes. Forstår du det? Freja rettede sig op over barnevognen.
Julie nikkede langsomt og så, hvordan Freja skyttede det lille barn.
En rap femårig dreng kom farende fra køkkenet med fingrene stikkende i en varm bolle og kastede sig ind i Frejas knæ:
Mor! Må jeg godt få en mere?
Tag skålen i køkkenet og byd børnene, men spørg moster Astrid først, om de må få inden frokost. Forstået?
Julie rystede på hovedet, men Freja sendte hende et smil.
Poul havde ret: Man skal have omsorg for sin familie, hvor de end er i livet. Man kan ikke ændre dem, men lidt efter lidt forandrer de sig måske alligevel og det er rigeligt, hvis man elsker dem.
Mor, vil du tage hende? Jeg skal tjekke gåsen i ovnen.
