Kærlighed på godt og ondt
Og husk nu, Mille, der er aldrig nogen, bortset fra din mor, der vil elske dig ubetinget. Der er ingen andre, der virkelig har brug for dig, forstår du? Kun mig! Det var mig, der fødte dig, opfostrede dig og fik dig på rette vej.
Og hvad med Mikkel, mor? Mille drejer foran spejlet, retter på sin nye kjole.
Mikkel? Helt ærligt, Mille. Han er som alle andre mænd! Lige nu flytter han ikke blikket fra dig, gør alt for dig, men vent du bare til I får børn, og problemerne begynder. Tror du han kommer til at kigge lige så forelsket på dig? Nej, mit barn, det kan du glemme!
Karen rykker lidt ved sin datters bælte, træder et skridt tilbage og smiler skævt. Hvor er hun dog blevet smuk. Karen vidste, hun dengang gjorde det rigtige, da hun valgte Jon frem for Thomas, som var forelsket som en kat, men knap så spændende på andre måder, til forskel fra Jon, som både så godt ud og var populær blandt pigerne. At han så senere drak alt for meget, ja det opdagede hun først efter brylluppet. Men Karen fandt sig ikke i det hun gik sin vej. Hvad så, at hun blev alenemor? Sådan er der nu så mange, der har det. Til gengæld blev Mille fantastisk slank, tindrende øjne og et tykt, gyldent hår, man kunne lave en fletning af i armtykkelse. Karen har passet sådan på hendes hår, ikke engang vasket det med almindelig shampoo kun med urter, skyllet i rent kildevand langt op i gymnasietiden. Mille plagede om at få det klippet, men det fik hun ikke lov til det hår blev hun glad for, det vidste Karen.
Og det viste sig da også, at det var hendes fletning, der fangede Mikkels opmærksomhed allerførst. Siden fulgte han Mille overalt på universitetet fra den dag, de mødtes. Efterfølgende lo Mille, når hun fortalte:
Mor, han spurgte mig ikke engang om mit navn. Han spurgte bare, om han måtte røre min fletning! Tænk sig, er han ikke underlig?
Men han viste sig at være alt andet end underlig. En god familie, fornuftige forhold og ovenikøbet en ejerlejlighed!
Karen og Mille boede selv i en lille lejlighed, knap stor nok til at de kunne undgå at gå op og ned ad hinanden. Hvor skulle de få penge fra til noget større? Karen måtte spare på alt for at få Mille ordentligt klædt på og få hende igennem gymnasiet. Ikke at Mille ikke klarede sig flot hun var knivskarp. Men der skulle jo private timer til at forberede hende ordentligt, og det kostede. Heldigvis var det pengene værd denne gang.
Og Mille kom ind og nu skal hun giftes. Karen er nervøs, men hvad kan hun gøre? Mille er allerede midt i tyverne, så det er på tide. Og Mikkel er en god fyr, uanset hvor meget Karen brokker sig. Hun er jo mor og svigermor og så skal man brokke sig!
Dørklokken ringer, og Mille stivner lidt. Hun kigger nervøst på sin mor:
De er her
Hvorfor er du så nervøs? I kender da hinanden. Hvad er der at være bange for?
Mor, du forstår det ikke. Det er altså noget helt andet nu
Mille mærker, hvordan det hele snører sig sammen indeni. Det er én ting at være på besøg hos sin kærestes forældre, noget ganske andet når man skal forlovelsesbesøges. Mikkels mor virker streng ikke så mærkeligt, hun har gennem mange år været leder og har også opdraget sin søn selv. Det kan man mærke Mille er lidt bange, men også fuld af respekt for hende. Men farmoren, Astrid Petersen, hun er simpelthen godheden selv. Hun kalder Mille for Mille-pigen, og man kan straks mærke varmen. Det bliver nok lettere med hende.
Buketter, chokolade, lagkage Der bukker og smiles. Og så begynder det!
Mille udveksler blikke med Mikkel og drømmer om bare at flygte væk. Helt ærligt, det føles næsten som om man er til slagteri Her er varen, hvor er kunden? Alt bliver vendt og drejet fra farens historie til de fjerne slægtninge med fire børn. Det er især svigermoren, der fører ordet, mens Astrid mest nikker og smiler.
Til sidst kan Mille ikke lade være med at fnise i hånden, så hun må hoste, så ingen tror, hun gør grin med situationen. Det her minder om et gammeldags bryllupsforslag, som i gamle dage. Bare godt hun ikke skal i sauna bagefter som dengang! Men alt bliver spurgt ind til: helbred, vaner, temperament.
Astrid, hvordan var det egentlig, at du kom til at opdrage din søn alene?
Mille ser overrasket på sin mor. Et snedigt spørgsmål; mor spørger aldrig noget uden bagtanker.
Mille vidste kun, at Mikkels far var en kendt tekniker han byggede visst nok fly eller noget i den stil, men detaljerne kendte Mille ikke. Hun ville egentlig have spurgt Mikkel, men fik det aldrig gjort.
Mikkels far døde i en ulykke, da han kun var syv.
Mille ser forskende på sin kommende svigermor. Hvorfor blev hun så mørk i blikket, og kigger nu ikke op fra tekoppen?
Karen ser straks uroen. Astrid sidder og smiler, men svigermor ved ikke helt, hvor hun skal kigge hen. Karen skifter hurtigt emne. Der bliver tid nok senere til at finde ud af det. Lige nu er der nok at tage sig til.
Brylluppet bliver, som de ønskede stille og roligt uden nogen form for stor fest. De bliver viet og tager med de nærmeste på restaurant. Mille sparker skoene af under bordet og læner sig op ad Mikkel, mens hun drømmer om, at i morgen skal hun for første gang i sit liv opleve havet
Mille og hendes mor havde aldrig rejst sydpå. Hvorfor skulle de? De havde jo kolonihaven! Den lille grund, Karen fik fra fabrikken, blev i årenes løb det dejligste sted på jorden for Mille. Karen nægtede at gøre haven til et arbejdslejr, så hun byggede et lille havehus, plantede roser og solbær og jordbær, og lod to store æbletræer vokse, som naturen nu har bestemt. Hun hang en hængekøje op imellem dem:
Her får vi fred og ro. Alt andet finder vi i byen. Jeg har slidt nok på min mors kartoffelmark. Det fortjener du ikke, Mille. Nyd nu livet, mens du kan!
Mille løb med de lokale knægte ned til søen, sad ved bålet til natten faldt på, brændte fingrene på bagte kartofler i gløderne, skrålede sange til en falsk guitar brødrene Jensen havde schleppet med nøjagtig som moren havde sagt hun skulle gøre.
Men indimellem, når klassekammeraterne fortalte om blå bølger og bjerge nede sydpå så begyndte Mille at drømme. Hun vidste godt, at mor aldrig ville sende hende på lejr eller selv tage med til havet. Karin ville bare sige:
Hvor skulle pengene dog komme fra til dine ønsker, min pige?
Det gjorde ondt at høre. Mille begyndte tidligt at tage småjobs og lagde stolt pengene foran moren for at få bare et ungdommeligt Flot! Du gør det rigtigt! Husk nu, Mille, en kvinde skal aldrig være afhængig af nogen. Sådan bliver du selvstændig og ingen kan køre dig over!
Mor, hvad mener du med det?
Du forstår det, når du bliver voksen! Karen rystede på hovedet og skar det af der.
Mille turde ikke spørge mere. Hvis mor sagde stop, var det kun at notere sig det, og så lægge sine drømme tilbage i fantasikisten en smuk, udsmykket æske i hovedet. Her lægger jeg ønsket til side for nu, en dag bliver det tid at tage det frem
Og nu har Mille mulighed for at se det hav hun har drømt om så længe. De fjorten dage med Mikkel på den jyske vestkyst bliver for Mille en åbenbaring. Hun kan bade i timevis, sidde på stranden og bare stirre mod horisonten. Mikkel er vant til havet og smiler af sin forelskede kone, men sætter sig ved siden af og spørger:
Hvad drømmer du ellers om?
Om sin største drøm fortæller Mille ham først flere måneder senere, mens hun rødmer og Mikkel tager pludselig hendes hånd, overrasket af nyheden, der ændrer alt for dem:
Er det en dreng eller pige?
Mikkel, det kan man jo ikke se endnu! griner Mille. Som lægen sagde: Det er for tidligt.
Nyheden om det kommende barnebarn bliver modtaget vidt forskelligt. Karen jubler og omfavner Mille og Mikkel og kræver højlydt, at barnebarnet skal opkaldes efter hendes far. Astrid kysser Mille på begge kinder, spørger hvor hun går til konsultation, og ringer straks til en veninde, som er jordemoder på Hvidovre Hospital.
Marianne passer på dig. Hun er dygtig, du skal bare gøre som hun siger.
Mille husker straks sin mors ord om, at man ikke skal give svigermor for meget indflydelse, og hun protesterer:
Jeg har en fin læge, jeg er glad for.
Mille, din læge følger kun med i konsultation men det er jo ikke sikkert, det er hende, der skal tage imod barnet, når du føder, vel? Tænk på at det er bedst, hvis den, der skal hjælpe ved fødslen, også har fulgt dig under graviditeten. Og hospitalet har perfekt barselafsnit både neonatal og alt det, man kan få brug for.
Tror du, mit barn kommer til at fejle noget?
Nej, det tror jeg ikke. Jeg tror bare, det er klogt at være forberedt på alt. Tænk over det og sig så, hvad du mener.
Mille tænker sig om og beslutter, at svigermor har en pointe hun siger ja.
Åh, min pige! Hvorfor er du sådan en godtroende én! Karen sidder i den unge families køkken, rører rundt i teen med skeen, så det klirrer.
Mor, lad nu være! Jeg har ondt i hovedet, Mille bleg som et lagen, sidder og gnaver på et stykke knækbrød og undgår at se på den lagkage moren har haft med. Karen elsker fed og tung lagkage Mille kan slet ikke fordrage det. For ikke at såre hendes mor tænker hun at kyle den direkte i skraldespanden senere, når hun er gået.
Hvad er det for noget med hovedpine? I din alder? Jeg var sund og stærk som en hest! I dag jamrer I bare. Lyt nu til mig, lille ven! Hvorfor siger du ja til alt det? Nu ved svigermor pludselig alt om dine helbredsproblemer! Orker du det? Jo mindre hun ved, jo bedre! Det gælder dig også! Jeg prøver virkelig at lære dig det
Mille tør ikke svare imod. Mor har jo levet livet og ved bedst. Og desuden er lægen, som Astrid anbefalede, virkelig god Marianne er en lun og lattermild kvinde, som undersøger Mille nænsomt og taler både til mor og baby:
Nå, mine kære, vi skal opføre os pænt, ikke? Baby, du skal vokse og blive stærk, og nu skal jeg lige høre dit hjerte Dejligt! Og Mille, du skal passe lidt på dig selv. Din puls og dine prøver kan blive bedre, men det hjælper vi dig med. Ring til mig om du savner mig eller bare har brug for en snak, forstår du? Altid! Ikke gå og hold tingene for dig selv. Vores opgave er én: At få det her lille vidunder født rask. Er det en dreng eller pige, du ønsker dig?
Jeg ved det ikke
Det vigtigste er, at barnet er sundt, Mille. Så ser vi bagefter, om du vil have endnu et barn men ikke for tidligt, vel? Du skal hvile dig og passe på dig selv først.
Anders blev født til tiden, men dog ved kejsersnit efter komplikationer. Da Mille vågner fra bedøvelsen, beder hun straks om at se sit barn og spørger med et grin til sygeplejersken:
Han har vel alle sine ti fingre og ti tæer?
Efter udskrivelsen og da familien er kørt, går Mille i bad, men Anders giver hende ikke engang tid til at tænde for bruseren han hyler. Mille griner:
Jamen, hvor er du dog en lille sirene!
Hun kom til at gentage sætningen gang på gang men smilet blegnede. Drengen skreg højlydt og ofte, Mille fik hverken ro eller søvn. Han faldt kun til ro, når de gik tur i barnevognen hvis hun sad stille på en bænk, begyndte han straks at klynke igen.
Mikkel er blevet forfremmet og må ofte rejse i arbejdsøjemed, så Mille er mest alene.
Kan du ikke ringe til din mor? Kan hun ikke hjælpe lidt?
God ide, men Mille tier stille. Hun har allerede spurgt sin mor.
Hvad brokker du dig for? Jeg har opdraget dig alene uden farmor, uden barnepige! Og jeg klarede den! Du er ung, rask, stærk! Hvad sidder du og jamrer for? Du har jo nærmest givet helt slip! Hvornår vaskede du gulv sidst? Se på støvet. Jeg forstår dig ikke. Regner du med at jeg skal tage over nu? Det kan du glemme. Det er forår jeg skal til kolonihaven. Tag Anders med, når han bliver ældre så kan han løbe rundt derude.
Mor, han skal lige lære at gå først Jeg er bare så træt. Jeg drømmer om søvn, selv mens jeg sover, forstår du? Bare to timer om ugen, kan du hjælpe?
Mille, altså! Er det ikke pinligt? Jeg arbejder stadig! Kan du virkelig ikke klare en baby selv? Hvor er Mikkel? Han skal da hjælpe!
Han arbejder også, mor. Ny stilling, det hele. Du ved, det betyder alt for fremtiden.
Ja ja, men det forpligter også! Han har fået en søn, men mærker han det? Hvorfor siger du ikke til ham, at du har brug for hjælp? Du skal ikke være blød, Mille! Man skal tænke sig om, før man får barn!
Men du sagde jo, du gerne ville være mormor mens du stadig var frisk.
Ja, og jeg vil, men først når han er større. Du er mor, det er dit ansvar, mens han er lille. Jeg har brugt alle mine kræfter på dig. Nu må det være nok.
Det er forstået, Mille går ind til sin grædende søn.
Du må ikke invitere Astrid herind, forstår du? Man slipper aldrig af med hende igen! Og klager hjælper ikke du får kun bebrejdelser.
Hvorfor skulle hun gøre det?
Først og fremmest vil hun sige, at du ikke kan finde ud af at være mor! Ikke engang til ét barn.
Mille siger ikke noget. Hendes mors ord runger i hovedet, hver gang hun tager telefonen for at bede om hjælp.
Anders bliver mere urolig. Mille går til lægen, men alt er som det skal. Fortvivlet ringer hun til Marianne, jordemoderen.
Mille, hvad med dig?
Jeg har det ikke godt
Se, det er det! Børn mærker alt. Du er udkørt og nervøs så bliver han også sådan. Læg dig nu bare med ham og sov, så meget du kan.
Jeg kan ikke
Hvorfor ikke?
Hvem laver så mad og gør rent? Jeg arbejder jo lidt hjemmefra for ikke at miste mit job.
Mille, du er ikke en robot! Ellers ender det med, du får en depression, Gud forbyde det. Din søn har brug for en rask mor ikke et sammenklappet menneske. Ellers ender det med, du begynder at trætte på ham, når han vokser og bliver en nysgerrig femårig, der vil have svar på alt. Kan du klare det?
Jeg vil ikke være sådan en.
Så må du altså slappe lidt af, Mille.
Mille beslutter sig for at lytte til Marianne men det hjælper kun lidt, for nu går naboerne i gang med renovering, og Mille må ud af huset med barnevogn flere timer dagligt, for at lille Anders kan få sovet.
Og så sker det, der for altid ændrer Milles forhold til svigermor og hvad familie egentlig betyder.
Den dag starter håndværkerne ekstra tidligt i lejligheden ved siden af. Mille vågner til Anders skrig og bander indvendigt hvad er nu det? Hun får hurtigt pakket ham og barnevognen sammen og går ud.
Det regner let, himlen hænger lavt og vådt. Hun trækker regnslaget over barnevognen, tager hætten op og går i parken. Hendes stamcafé er lukket i dag.
Hvad er det dog for nogen uheldige dage, hvorfor altid mig
Hun trækker vanter på sine kolde fingre og trasker op og ned ad stierne.
Mikkel er igen afsted med arbejdet, og Mille har tusind ting i hovedet: lægebesøg med Anders, jobopgaver, madlavning. Knækbrød og yoghurt er udmærket for hende, men Anders bliver sur, når hun lever så asketisk.
Min lille dreng, Mille retter på kalechen og sukker.
Efter nogle runder i parken beslutter Mille sig for at gå hjem.
Det er forbavsende stille hjemme. Mille får lagt Anders til at sove, snitter hurtigt grønt til suppe, sætter sig til computeren og arbejder så meget hun kan, mens hun lytter efter lyde fra barneværelset. Anders sover! Og Mille arbejder, næsten febrilsk.
Først hen på eftermiddagen går håndværkerne til den igen, men Mille bliver netop færdig, idet boremaskinen sætter i gang igen.
Fantastisk! Måske bliver i dag ikke helt værst alligevel.
Senere står Mille på knæ med Anders ved babybadekarret. Hun spørger ham:
Er du ikke kold? Vi spæder lige lidt varmt i
Hun lægger hovedet på kanten, en hånd på badekarret. Så bliver det sort. Hele verden drejer omkring hende, og hun besvimer.
Da Mille kommer til sig selv, mærker hun nogen slå hende blidt på kinderne.
Mille, søde, vågn op! Kom nu, søde barn! Herregud, hvor bliver den ambulance dog af!
Astrid Petersen, forvirret og våd, ryster Mille under Anders skrig.
Sådan! Du vågnede! Nu er hjælpen på vej!
Hvad sker der? Hvorfor? Mille stivner af rædsel. Anders!?
Rolig, han har det godt! Astrid holder Mille nede på puden. Kan du høre, hvor han skriger? Han er helt okay
Mille lukker øjnene og griber fat i dynen.
Jeg var lige ved at gøre noget frygteligt
Ja, det kunne være gået galt.
Astrids stemme er rolig, hvilket får Mille til at åbne øjnene overrasket.
Skælder du ikke ud på mig?
Hvorfor skulle jeg gøre det?
Min mor ville
Mille, jeg er ikke din mor. Jeg har mest lyst til at råbe, men af en helt anden grund.
Hvilken?
Hvorfor fortalte du ikke, det var så svært? Hvorfor takkede du nej til min hjælp? Frygtede du, jeg ville være den type svigermor, der kun kritiserer?
Mille nikker modstræbende.
Tja, det er delvist min egen skyld.
Ikke for dig at bebrejde dig selv! Mille ser uforstående på Astrid.
Jeg skulle have fortalt dig noget om mit eget liv. Så ville du have set anderledes på tingene.
Fortæl
Nu?
Hvornår ellers? Men tag lige Anders han bliver først rolig, når han mærker mig tæt på.
Astrid kommer med Anders og spørger, mens Mille kærligt lægger ham i armkrogen:
Føler du dig lidt bedre?
Ja. Hvad skete der egentlig? Jeg husker intet
Du besvimede ved badekarret.
Hvordan kom du ind?
Jeg har nøgle vidste du ikke det?
Nej. Du er jo aldrig sådan kommet før
Uden invitation? Astrid smiler. Jeg respekterer jo din mands privatliv. Måske fordi mit eget aldrig blev respekteret, før jeg selv bestemte? Min svigermor og min egen mor underviste mig grundigt i ægteskab og moderskab kærligt, ja, men også hårdt. Men det kan vi tage en anden dag. Jeg kaldte og ringede og da jeg hørte barnet skrige derinde, blev jeg bange og gik ind.
Han kunne
…Være druknet? Nej. Badekarret er med holder, og han sad sikkert. Men du, Mille du gav mig et chok. Du var væk længe, selv ikke lugten af salmiak fik dig straks op. Det må ikke ske igen du er jo ikke alene! Du er ikke forældreløs, ikke alene i ørkenen. Hvorfor sagde du intet? Hvorfor fik jeg først besked fra Marianne? Det er pinligt jeg skulle have gjort mere
Du skal ikke bebrejde dig selv. Det var mig, der sagde nej
Ja ja. Fordomme, Mille. Folk har besluttet at alle svigermødre er hæslige og stride og blander sig for meget. Hvorfor egentlig? Jeg var selv sådan engang min svigermor hadede mig.
Hvorfor?
Det sagde hun aldrig. Hun kom bare altid, kritiserede, og kunne ikke holde mig ud. Hjalp ikke, at jeg plejede hendes svigermor og hun efterlod mig lejligheden. Tværtimod. Til sidst blev min egen mand og mor også fjender. Og jeg troede på det troede faktisk selv, jeg var elendig mor. Jeg græd, smadrede tallerkener og tænkte på at give barnet væk for alle andre vidste bedre end mig. Jeg så knapt mit barn i frygt for at ødelægge ham Og så kom tilfældet Marianne. Jeg stødte døren i panden på hende. Og hun gav igen ikke med dør, men med ord. Hun får én til at åbne sig. Hun hører folk og vil dem virkelig. Hun var den første, der sagde, man skal ignorere alle de mennesker, der kun har kritik til overs. Hun havde allerede tredje mand, to børn og erfaring som få.
Mille kan ikke lade være med at fnise og tænke på sit eget møde med Marianne.
Marianne ændrede mit liv. For første gang turde jeg sige fra, lukkede døren for både min mor og svigermor og forbød dem at kritisere. Syv gode, lykkelige år fulgte, før min mand, Mikkels far, døde. En tåbelig bilulykke i regnvejr. Han skulle hente sin mor, som lavede drama uden grund, og kørte ud trods alt. Siden blev alt mit skyld det måtte det vel være.
Det lyder frygteligt.
Det var det også. Men nogen skulle have skylden, for det kunne moren ikke bære ellers. Jeg valgte at være den skyldige, så hun kunne leve videre. Men det slog mig, da hun begyndte at vende Mikkel mod mig det ville jeg ikke acceptere. Vi flyttede og afbrød kontakten, undtagen lidt billeder til jul. Da hun returnerede det tredje brev, holdt jeg op. Hun interesserede sig aldrig for sit barnebarn; hun troede han ikke var hendes. Fint, det blev hendes valg.
Men Astrid er hun så ikke Mikkels farmor? Jeg troede, hun var din svigermor.
Nej, hun er min nabo og ven. Mere familie end både min mor og svigermor. Hun hjalp mig med alt, tog sig af Mikkel mens jeg arbejdede, elskede ham som sit eget barnebarn. Mikkel ser hende som sin mormor, og jeg hun er mit livs nærmeste. Det er kærlighed, der blev til af omstændigheder. Hun lærte mig: At rose, give hånd og opmuntre betyder mere, end nogen tror. Nogle gange har man bare brug for, at nogen siger et venligt ord, så man får kræfter igen. Det gør forskellen. Men du du har brug for noget mere end ord!
Astrid kigger ud og nikker:
Ambulancen er her nu. Nu gør du alt, hvad lægerne siger også hvis du skal på hospitalet.
Nej! Hvad med Anders?!
Anders har en farmor, der for alvor går i gang nu, hvis du tør overlade ham til mig. Gør du det?
Ja, gør du det?
Mille kommer ikke på hospitalet presset og træthed bliver diagnosen. Marianne kommer forbi senere med to sider noter og truer med at straffe Mille venskabeligt.
Mikkel kommer hjem og spørger Mille, mens han ser Astrid med Anders:
Hvad er der sket? Du ville jo ikke have hjælp af min mor?
Jeg var dum
Seks år senere samles hele familien i den gamle havekoloni. Mille tørrer jordbærsnask af mindstebarnets ansigt, peger advarende på Anders:
Anders! En kats hale er ikke en klokkesnor! Gå hellere ud til mormor og farmor og spørg, hvornår I skal ud til søen.
Og hvad med dig?
Jeg skal ligge i hængekøjen og læse i ro og fred, uden at nogen hopper på mit hoved eller vil have månen ned fra himlen. Er det i orden?
Det må du godt, mor! Anders løber ned ad trappen. Mormoor! Hvor er I? Jeg vil ikke have månen jeg vil i vandet! Månen kan vente til i aften, den er der jo alligevel ikke endnu!
