Det var en aften som alle andre, indtil min kat pludselig begyndte at bringe hvalpe hjem ud af det blå. Så bankede der på døren en politimand stod udenfor, og hans ord fik mit hjerte til at stå stille.
Aftenen havde været rolig. Jeg foldede vasketøj, da en skræmt stemme pludselig lød fra stuen:
“Mor! Hun har noget i munden igen!”
“Hvem?” Jeg standsede midt i en bevægelse.
“Freja! Hun har en hvalp! Endnu en!”
Jeg skyndte mig hen til vinduet og kunne ikke tro mine egne øjne: min stribede kat gik gennem haven med en lille, sort klump dinglende fra munden. I hjørnet af stuen, i en kurv, lå der allerede fire andre små, med lukkede øjne og bløde, fløjlsbløde kroppe.
Freja lagde den nye forsigtigt ned, slikkede den ømt og krøllede sig om dem alle, som om hun ville beskytte dem mod hele verden.
Jeg forstod det ikke: Hvor fik hun de hvalpe fra? Og hvorfor kom hun med dem én efter én?
Senere bankede det på døren så hårdt at ruderne rystede.
Jeg frøs, og Lærke klamrede sig til min hånd, som om hun anede uvejr.
Jeg åbnede døren. Udenfor stod en politimand og fru Nielsen, vores nabo, kendt for at lægge mærke til alt. Hendes ansigt var mørkt som en truende sky.
“Har De en kat?” spurgte betjenten uden omsvøb.
“Ja” nikkede jeg forsigtigt. “Hvorfor spørger De?”
Han så mig længe ind i øjnene og sagde stille:
“Det er nok bedst, De sætter Dem ned.”
Jeg vidste ikke endnu, hvad der ventede, men en kold kuldegysning løb ned ad min ryg, og mit hjerte sprang et slag over.
Jeg satte mig på kanten af sofaen, mens kaffen i min kop blev kold. Lærke klyngede sig til mig, og Freja, som om hun forstod, at det handlede om hende, kom langsomt ud fra køkkenet og satte sig foran politimanden med sit grønne, uforstyrrelige blik.
“Tidligere i dag,” begyndte han, “blev der fundet en tom hundehus i nabolaget. Hvalpene var væk.”
“Og hvad så?” min stemme rystede.
“Ejeren hævder, at hun så Dems kat bære dem væk én efter én.” Han tav et øjeblik.
Vores nabo sukkede og sagde med sænket blik:
“De hvalpe de var mine. Deres mor døde i morges. Og så fandt jeg Dems Freja”
Jeg så forvirret på min kat, der blot fortsatte med at bade hvalpene i sit varme spind.
“Jeg beklager misforståelsen. Måske gjorde hun det, fordi vi allerede har fundet nye hjem til dem men hun havde brug for at føle sig som mor.”
Fru Nielsen stod et øjeblik og så på det fredelige billede Freja, der ømt passede hvalpene og tilføjede så:
“Lad dem blive her. Jeg tror det er bedst for alle.”
Jeg nikkede, og Freja, som om hun forstod hvert ord, trak sine nye små endnu tættere ind til sig.
