Hun lovede at vente, men mødte en anden.

Det hele begyndte som noget fra en billig kioskbog den slags, som Margit elskede at sluge om aftenen, svøbt ind i sit gamle uldplaid med en kop te, der mest smagte af varm vand. Men slutningen blev ikke nogen lykkelig en af slagsen; nej, nærmere en vaskeægte, dansk tragedie, hvor lykken havde pakket sit bindebrev for længst.

Vibeke det var hende, den rødhårede pige kom til deres lille by, Tjele, før hun var fyldt sytten. Hun var tynd som en brændegren, højbenet og med et hår så kobberrødt, at det glødede om kap med solen, og de gamle damer på markedet hviskede og mumlede: Den slags bringer bare ulykke. Vibeke trak på skuldrene af sladderen og så mødte hun Anders, og så gik det hele ellers med stormtempo, som man siger.

Anders var et år ældre, boede tre gader væk og gik i samme 3.g de havde knap ofret hinanden et blik, før lynet slog ned. Han: alvorlig og indelukket, så det nærmest raslede i øjnene, hun: sprudlende, højrøstet, centrum af enhver snak i kiosken. Men som vi jo ved, mødes modsætninger som modløbende S-tog.

Hør, rødtop, hva så med en tur til søen i aften? sagde Anders en majdag.

Vibeke løftede et bryn, gav ham et lumsk smil og kneb læberne sammen:

Siger du det til mig, Andersen? Jeg troede, du kun kunne snakke med matematiklæreren og dine bøger. Ser ud til, dit ordforråd er større end antaget.

Hvis du ikke vil, så… Anders vendte sig for at gå, men Vibeke greb fat i hans ærme.

Hvem siger jeg ikke vil? Spørg ordentligt.

Vibeke, vil du tage med os til søen i aften? sagde han, denne gang med lavere stemme og lidt røde kinder.

Ja da, kom så, svarede hun.

Margit kunne ikke døje Vibeke fra dag ét. Hun stod på dørtrinet med korslagte arme, og glanede på hvordan hendes søn slæbte den rødhårede ind i huset og så helt henført ud.

Mor, det er Vibeke, sagde Anders, så glad at Margit var lige ved at smide opvaskebaljen efter dem.

Jeg kan da se, det er Vibeke, jeg er jo ikke blind, vrissede Margit, og kiggede på Vibeke, som havde pesten med sig. Kom ind, men vi plejer ikke at lave mad til gæster.

Jeg er mæt, Margit Jensen, tak, svarede Vibeke stille.

Aftenen forløb med sure miner og tavse pauser. Margit flyttede ikke blikket fra Vibeke, som var hun ved at stjæle noget eller værre, havde stjålet: Sønnen, hans fremtid, det der var udstukket med tjeklister: universitet, god stilling, ordentlig kone med opsparing, ikke én eller anden fattig rødhætte uden hverken navn eller fremtid.

Vibeke, hvad laver dine forældre? spurgte hun, mens hun serverede en så sur hyldebærsaft, at selv sukker nægtede at hjælpe.

Mor arbejder på posthuset, min far gik, da jeg var syv, sagde Vibeke tørt.

Nåå, sådan, trak Margit på det, med tonefald skarpere end snaps. Anders svarede hidsigt:

Mor, hold nu op! Hun er gæst, opfør dig nu!

Mig? Jeg opfører mig pænt?! Se på dig selv, mand! Hun binder dig om sin lillefinger, og du tripper lykkeligt efter! Vi havde planer! Og nu…

Margit Jensen, sagde Vibeke og rejste sig, glattede nederdelen. Jeg kan godt forstå din bekymring. Men jeg binder ikke Anders om nogen finger; vi elsker bare hinanden. Hvis du ikke bryder dig om mig, så skal jeg nok holde mig væk.

Vibeke gik, Anders løb efter, og Margit blev siddende tilbage med knyttet næve om skeen, og mærkede vreden brænde som snaps på tom mave.

De så alligevel hinanden. Margit nægtede at tale om Vibeke, hun åbnede bare for TV2 på fuld knald. Men alle i Tjele vidste, de sås, og de gamle damer begyndte at spille: Hvornår kommer bryllupsinvitationen?

Aldrig, snerrede Margit i bagerkøen, da nabokonen Jytte bragte emnet op. Min søn skal altså ikke giftes med postdatteren. Han har fortjent bedre ellers ender han i samme slam som hende.

Åh Margit, nu er du urimelig, Vibeke er sød, og Anders forguder hende, prøvede Jytte, men Margit klaskede bare luften.

Sød? Har du set, hvordan hun kigger på mænd? Hun render over hækken, hvis det skal være. Anders har hun tryllebundet, og selv… føj!

Rygtet løb hurtigt. Vibeke hørte dem, og græd ned i puden om aftenen, så hendes mor ikke kunne høre det. Men hun sagde ingenting til Anders undtagen den ene aften, hvor de sad på en bænk ved forsamlingshuset.

Din mor hader mig, sagde Vibeke, og så på dansegulvet, hvor ungerne samledes. Hun siger, jeg er fattig, og hun gør dig fattig. Måske burde vi bare lade være?

Er du rigtig klog? sagde Anders og holdt hendes hoved i hænderne. Vil du droppet mig, fordi min mor skælder ud?

Jeg vil ikke, du skal skændes med hende, hviskede hun grådkvalt. Hun er din mor. Mig… jeg skal nok klare mig.

Sludder. Jeg bliver hos dig hverken min mor eller nogen anden skal bestemme over det.

Hun nikkede, og så var det ikke et emne mere.

Da Anders missede sin optagelse på Aarhus Universitet, tog Margit det personligt.

Nervøs? Ja, sikkert! Det er den rødhåredes skyld! Nu ryger du i forsvaret, som en tåbe!

Mor, det er ikke Vibekes skyld… jeg klarede det bare ikke.

Måske bliver der mandfolk ud af dig i forsvaret. Så kan din lille postdatter jo vente. Hvis hun ellers kan finde ud af det. Piger nu om stunder er ikke til at stole på, ligesom katte.

Anders sagde ikke noget det sidste, han ville, var skænderi før indkaldelsen.

De mødtes inden afgang, og Anders lød som om, han skulle dø, selvom han kun skulle være væk i to år.

Vibeke, vent på mig, sagde han, mens hendes hænder rystede i hans. Jeg kommer tilbage, får job, læser videre, og så bliver der bryllup, så Tjele får tics. Lover du at vente?

Jeg lover, Anders, græd hun, tårer dryppede ned over hænderne. Bare skriv hver uge. Lover du det?

Hver uge, sagde han, og kyssede hende i panden, på kinden, på munden. Og du skal også skrive, ellers bliver jeg skør derinde.

Hun nikkede, smilede og håbede.

De første måneder var de hårdeste. Breve fra Anders kom næsten oftere end regninger. Vibeke læste dem igen og igen, forestillede sig duften af hans hænder på papiret, følte ham mellem linjerne. Han skrev om kasernen, soldaterlivet, og sluttede hvert brev: Jeg elsker dig, rødtop. Vent på mig.

Hun ventede. Søndag efter søndag skrev hun tilbage på ternede papirer: Om jobbet på posthuset, om nye støvler, om tankerne om ham. Hun sluttede altid: Jeg elsker dig også, Andersen. Kom hurtigt hjem.

De måneder blødte Margits hjerte op. Måske var hun bare blevet blød af savnet til sin søn. Måske så hun, at Vibeke faktisk ventede. Først standsede hun Vibeke på gaden og spurgte, om hun nu havde sendt brev, og alt var vel.

Jeg har også sendt, sagde hun, stemmen blødere end normalt.

Det skal nok komme frem, Margit Jensen, smilte Vibeke første gang i måneder.

Nå, så må vi jo vente begge to, sagde Margit undseeligt, og Vibeke sagde ja.

Siden begyndte hun at komme forbi. Først fem minutter, så en halv time, snart sad de hele aftener, drak kaffe, talte om Anders og livet bagefter. Margit begyndte endda at kalde henne med fornavn næsten uden giftighed.

Har du egentlig tænkt på bryllup? spurgte Margit en dag, de ryddede ud i gamle billeder.

Helt ærligt? Næ, jeg vil bare have, Anders kommer hjem i ét stykke. Alt andet finder vi vel ud af.

Unge i dag… sagde Margit, trak vejret dybt. Skal I blive i Tjele, eller flytte?

Jeg tror, vi skal til Aarhus, forsigtigt, der er flere muligheder.

Margit blev stille, nikkede bare.

Senere trak hun en trææske frem. Inde i lå et sølvhjerte med en lille ametyst. Min farmors ring, gik i arv. Skulle gå til Anders hustru nu syns jeg, du skal bære den. Når han kommer hjem, giver jeg dig den rigtigt.

Margit det er for meget jeg har jo ikke gjort noget for at fortjene

Fjols, lo Margit venligt. Det største er allerede gjort. Du elsker min søn og venter på ham. Jeg har aldrig prøvet noget lignende.

Vibeke gik hjem, ringen i lommen under frakken.

Hun ventede. Bar ringen i skjult kæde om halsen og tænkte: Nu er det hele vel på vej mod den lykkelige slutning.

Det blev. Men ikke på den måde.

En aften efter fyraften mødte hun ham: En flot fyr med dyr parfume, læderjakke og smil så bredt som Storebælt. David fra København sagde han, på besøg hos onklen, ledte efter et sted at feste.

Må jeg have denne dans? spurgte han, blødt og selvsikkert. Vibeke blev svimmel ikke af frygt, men noget helt andet.

Jeg danser ikke, peb hun. Men han smilede, og dannede magi rundt om sig.

De dansede natten væk, han fulgte hende hjem og fortalte om sin lejlighed på Østerbro, sit job, sin frihed, og hun følte sig som hovedpersonen i alle Margits bøger.

Du er noget særligt, sagde David, smukt, forførende. Så levende. Dem fra København… de er plastik.

Jeg er ventende, stammede Vibeke og greb om halskæden med ringen. Jeg har kæreste. Han er soldat.

Er du sikker på, det er kærlighed? spurgte David, eller er det bare, fordi alle forventer det?

Hun vidste ikke.

To uger senere pakkede hun en sportstaske, og tog toget til København, lagde en seddel til moren, men intet til Anders. Hun dukkede bare op i David liv.

De første måneder i København var ren glæde. Lejligheden lækker, alt var glimtende og spændende. David forkælede hende, hun arbejdede i en fashionabel tøjbutik og tjente mere end et kvartal hjemme i Tjele. For første gang kunne hun trække vejret troede hun.

Men om natten kom samvittigheden krybende. Hun læste Anders breve igen og igen. Hun havde forrådt ham. Og det stak.

En aften sagde hun til David:

Jeg skal fortælle dig noget.

Om soldaten? sagde han og smilede trist. Jeg ved det, du mumler hans navn, når du drømmer.

Du sagde intet.

Hvad skulle jeg sige? Du er her, det er alt, jeg har brug for.

Jeg bliver nødt til at skrive til ham og forklare det. Han skal ikke vente.

Gør det. Men han tilgiver dig nok aldrig. Mænd bærer nag.

Først skrev hun til Margit. Forklarede, at hun elskede en anden. Ingen reaktion.

Så til Anders. Det sværeste brev i livet. Hendes hånd rystede mere end kaffen.

“Anders, tilgiv mig. Jeg kunne ikke vente. Jeg har mødt en anden, og jeg elsker ham. Jeg er en tåbe og en forræder, men jeg kan ikke være anden. Slet mig fra dit liv. Jeg håber, du finder én, der elsker dig, som du fortjener. Undskyld.”

Intet svar.

To måneder senere kom brev fra Margit. Kuverten bulet, nærmest mast.

“Vibeke. Du har slået min søn ihjel. Han hængte sig, da han fik dit brev. Jeg forbander dig. Du skal aldrig kende glæde. Holder du dig ikke væk, slår jeg dig ihjel, hvis jeg ser dig.”

Vibeke læste det igen og igen, og på tredje omgang faldt hun om på gulvet, skrigende, indtil naboerne ringede 112. David så brevet, så hende, og hans blik blev fremmed.

Tænkte du, det kunne ende sådan? spurgte han koldt.

Jeg vidste ikke… han sagde, alt ville blive godt…

Han elskede dig, Vibeke. Og du forrådte ham. Nu er han væk.

Er det nu også min skyld? råbte hun. Skal jeg vente hele livet?

Nej, men du skulle være ærlig. Du flygtede. Og nu betaler du prisen.

David gik sin vej.

Snart begyndte Vibeke at få problemer. Først røde knopper over hele kroppen. Så sår, der ikke ville hele. Lægerne var én store hovedrysten og “psykosomatisk, unge dame”. Prøv psykolog.

David var tålmodig. I starten. Men da hendes ansigt blev dækket af sår, begyndte han at trække sig væk.

Du elsker mig ikke længere, anklagede hun.

Jo. Men du er ikke den samme. Du råber, du er blevet bitter. Jeg kan ikke holde det ud.

Så gå, ligesom jeg gik fra Anders! Vrists hun og kastede en kop. Gentag mit nummer!

Stop det, Vibeke.

Nej, du ser væk, hver gang jeg tager tøj af. Jeg kan mærke, du væmmes!

David gik. Efterlod hende med en SMS: “Undskyld, jeg kan ikke mere. Lejligheden er betalt måneden ud, aflever nøglen hos viceværten.”

Så var der kun eneheden og den danske regn, der silede udenfor, og i spejlet så hun ikke længere pigen fra Tjele, men en skygge, hun ikke kunne kende.

Hun vendte hjem til Tjele. Moren græd, Margit gik over på den anden side af vejen, gamle damer mumlede, at “det var Guds straf”, og at ikke engang St. Hans bålet ville tage hende længere.

Ti år gik. Ti år med smerte, ensomhed og håbløs jagt på helbredelse. Psykosomatisk, sagde alle lægerne.

En dag trak hun vejret dybt, tog det lange ærmelige kjole på, og gik til Margit.

Margit lukkede op grå, gammel og afpillet.

Margit, det er Vibeke, begyndte hun. Må jeg komme ind?

Hvorfor er du her? Har du ikke fået nok?

Jo, svarede Vibeke blot. Du har også lidt. Lad os tale sammen.

De sad på køkkenet, samme blomstergardiner, men luften var tungere end en regnvejrsdag på Lolland.

Undskyld, sagde Vibeke knugende. Jeg ved godt, jeg ødelagde dit liv. Jeg forårsagede Anders død. Men jeg kan ikke mere. Jeg vil bede om din tilgivelse. Hvis det er muligt.

Lang, tung tavshed, så begyndte Margit at græde helt lydløst.

Det er jo mig, der skulle sige undskyld, hikstede hun. Det var mig, der forbandede dig. Hver dag glædede jeg mig over, at du led. Men ingenting blev bedre. Kun mere tomt.

Jeg har tilgivet dig for længst, hviskede Vibeke. Nu vil jeg bare prøve at tilgive mig selv. For Anders skyld, så han deroppe kan se, vi har gjort det godt igen.

Kan du tilgive mig? spurgte Margit.

Ja, svarede Vibeke. Hun strakte hånden over bordet og mærkede de gamle fingre.

Fra den dag begyndte hendes hud at læge. Først forsvandt sårene, så kom farven igen. Lægerne mumlede om mirakler, men Vibeke vidste, det var tilgivelsen.

Hun besøgte Margit hver dag, hyggede sig, bagte kager, og de grinede endda af Anders barndom.

Hvor er ringen? spurgte Margit.

Her, sagde Vibeke og fremdrog kæden. Jeg har aldrig taget den af.

Sæt den på fingeren, beordrede Margit fastere end på noget tidspunkt i ti år.

Jeg fortjener den ikke

På med den! befalede Margit, og hen over bordet gled den på Vibekes finger den passede perfekt.

De så ud af vinduet.

Hold op, hvor har vi dummet os, mumlede Margit. Så meget sorg, for hvad? Vi har ikke været klogere end et halvt rugbrød.

Nej folk er dumme. Kærlighed gør blind.

Tror du, han tilgav os? spurgte Margit.

Ja, smilede Vibeke og så på ringen. Han kunne tilgive alt. Sådan var han.

Og Gud?