Lykken børn ikke er til hinder for
Jeg kan levende forestille mig, hvor bøvlet det må være at bo under samme tag med andres børn. Især teenagere Tanja så med overdreven medfølelse på sin veninde. Hver dag hos dig må jo nærmest være som deltagelse i en overlevelsestur, er det ikke rigtigt?
Johanne lod svaret hænge et øjeblik, rettede lidt på ærmet af sin cardigan og forsøgte at trække på smilebåndet resultatet blev dog en smule anstrengt.
Du overdriver altså temmelig meget, sagde hun venligt. Der er ikke så meget drama; vi har det faktisk rigtigt fint sammen. Det er ikke noget, man ikke kan klare.
Tanja rynkede på næsen og slog en tot hår bag øret med den slags mistroiske mine, man ellers kun ser, når nogen foreslår at droppe andestegen til jul.
Nå nå, sagde hun trækkende. Men du kan vel ikke påstå, at de allerede kalder dig mor? Sig nu sandheden, der må da være knaster i familiesuppen! Vi er jo veninder, du får ikke skældud tværtimod, jeg har altid et godt råd! Rådgivning er vores yndlingssport.
Johanne rystede roligt på hovedet, hendes stemme var fuldkommen rolig:
Hvorfor skulle de kalde mig mor? Der er kun tretten år mellem mig og ungerne! Jeg har heller aldrig haft ambitioner om at overtage pladsen fra deres mor det ville være helt forkert. Jeg fungerer meget bedre som en slags voksenven; en, man kan betro sig til eller spørge til råds. Jeg prøver ikke at erstatte nogen, men at være et voksent menneske, der lytter og hjælper, når det brænder på.
Hun tog en tår kaffe. Tanja kiggede på hende med det samme skeptiske blik danskerne ofte reserverer, når nogen fortæller, at de synes hvidt brød smager af noget.
Johanne var efterhånden grundigt træt af at forklare omverdenen, hvorfor hun var glad, som tingene var. Det virkede som om hveranden dansker nærmest følte det som sin borgerpligt at stille spørgsmål eller dele velmente råd om hendes livssituation. Men sagen var i virkeligheden ret ukompliceret: hendes mand, Emil, var indbegrebet af den mand, som mange nok kun kunne drømme om. Han var både flot, opmærksom, kunne mærke på hende, når hun trængte til et kram eller en kop the, og så lod han ikke de sure sokker ligge hist og pist. Han havde fast job med god løn (for ikke at nævne god pensionsordning!) og klarede både risengrøden og støvsugeren uden brok.
Men ét punkt blev alle ved med at vende tilbage til Emils to døtre fra første ægteskab, som boede sammen med dem. Historien var trist Emils første kone var død, og nu stod han alene med to piger. Johanne havde aldrig set dem som en byrde. For hende var de bare børn, der havde brug for et varmt hjem, et trygt sted at hænge deres skoletaske.
Johanne vidste i øvrigt godt, at det ikke var hendes skæbne at blive mor. Allerede som sekstenårig havde lægen sagt, at graviditet ville være risikabelt for hendes helbred, ja i værste fald livsfarligt. Det havde hun for længst affundet sig med, og hun havde lært at finde glæde i andre sider af livet.
Men familien blev ved med at lægge pres på. Især moster Birthe arbejdede på højtryk: Man skal da prøve at få børn, sagde hun, og præsenterede næsten triumferende landets dygtigste specialist for Johanne en sprudlende kvindelig læge, der glad meddelte, at lægevidenskaben kunne mirakler, og at det da var muligt at få et sundt barn i dag.
Johanne lyttede, nikkede og følte sig egentlig bare træt. Moster Birthe var ikke til at stoppe. Du vil fortryde det, når du ser alle de andre kvinder med barnevogn, og du ikke har nogen. Så er det for sent! gentog hun. I Birthe logik var ingen dame overhovedet noget værd uden et barn. Hvilken mand, tror du, vil blive hos en kvinde, der ikke kan give ham en arving! Det var åbenbart et livsmantra.
Men Johanne rørte det ikke. Hun vidste, at hendes egen lykke ikke afhang af andres målestok det vigtigste var at leve på den måde, der gav mening for hende, sammen med mennesker, hun elskede.
Endeløse samtaler om moderskab havde dog efterhånden nået smertegrænsen. Så snart nogen opdagede, at hun ikke havde (egne) børn, begyndte forhør, opslidende råd og velmente blikke, som om hun havde mistet et ben. Hun lyttede tålmodigt, men kunne mærke en voksende stædighed: det her måtte få en ende.
Så Johanne tog affære. Hun fandt kontaktinfo på en af Danmarks førende fertilitetseksperter med flere bogudgivelser og lang ventetid. Hun bookede en konsultation kun muligt i København og til ikke helt SU-venlige priser. Hun købte togbillet, lejede et billigt værelse via Airbnb og drog mod hovedstaden. Pungen blev mærkbart lettere, men beslutningen var taget.
Klinikken tog hende imod med hele den københavnske professionalisme: grundigt interview, læser alle papirer, detaljerede spørgsmål og ekstra blodprøver. Konsultationen tog over en time, og for første gang følte Johanne sig hørt, fremfor blot at få floskler.
Da resultaterne kom, blev konklusionen leveret uden omsvøb: En graviditet var forbundet med uacceptabel risiko, både for hende og et potentielt barn. Lægen forklarede, tegnede grafer, gav statistikker og svarede på alt. Til sidst kom anbefalingen: Lad dig aldrig overtale til det går nok. Det er uforsvarligt og hvis læger ignorerer risiciene, bør du anmelde dem.
Johanne kom til at tænke på den smilende specialist moster Birthe havde hevet hende til. Og så traf hun sin beslutning hun sendte en klage til Styrelsen for Patientsikkerhed, med beskrivelser og dokumentation. Efter en rum tid blev lægen fyret. Ikke skadefryd, bare lettelse: ingen skal risikere livet på grund af ukritiske ekspertråd.
Da hun vendte hjem igen, mærkede hun en sjælden lethed. Ikke mere forklaring og undskyldning, ikke flere åndeløse debatter om, hvordan et rigtigt liv bør se ud. Endelig plads til det, der var vigtigt for hende.
For eksempel Emils døtre! Tvillingepigerne nærmede sig nu deres tolvårs fødselsdag. Nu var de store nok til at klare det meste selv: der var ingen natteroderier med bleskift, ingen grødbjerge og ingen løbende næser. De pakkede selv taskerne til skole, lavede lektier og kunne tilmed bikse en rugbrødsmad sammen uden at gå konkurs i pålæg.
Det vigtigste, Johanne kunne bidrage med, var faktisk ikke det store men det var uvurderligt: Hjælp til en svær matematikopgave, gode råd, når veninderne drillede, tips til outfits til skolefesten. Eller bare at være der, når nogen havde brug for en voksen, der lytter, eller fejre de små sejre sammen.
Johanne havde aldrig illusioner om at kunne eller skulle erstatte pigernes mor. Hun var bare et andet vigtigt menneske i deres liv. Og det var faktisk mere end nok.
Indtil videre går det fint, sagde Tanja med et verdensvant nik. Men bare vent et halvt år, så vil du tude dig i søvn! Tag nu min advarsel alvorligt du bør tage hånd om det inden, det bliver værre.
Johanne stoppede op. Ske-len klirrede mod kaffekoppen. Hun kiggede direkte på Tanja med et roligt, men lettere opgivende blik.
Mener du virkelig, børnene er en problematik? hun kunne mærke nerven trække i det ene øje og gad knap nok skjule forundringen.
Tanja trak på skuldrene med et lumsk smil.
Kom nu, lad være med at spille uskyldig. Du tænker nøjagtig det samme. Andermands børn tager for meget tid. Start nu bare stille og roligt med at brokke dig lidt sig de ikke hører efter, svarer igen, laver ballade Bare nævn det, jævnligt. Så skal du se, din mand nok ændrer dagsordenen. Skab bare en passende anledning.
Johanne stirrede måbende på hende og prøvede at overskue, hvad det egentlig var, Tanja foreslog. Situationen virkede helt surrealistisk. Hun trak vejret dybt og forsøgte at være tålmodig:
Hvad mener du så, Emil skal gøre med børnene? spurgte hun. Ikke fordi svaret egentlig havde interesse, men hun ville gerne høre, hvor langt Tanja turde gå.
Tanja tænkte sig ikke længe om.
Internat er en mulighed. Eller måske finder Emil nogle familiemedlemmer, der midlertidigt kan tage dem Hovedsagen er at komme i gang, før det er for sent.
Johanne satte koppen hårdere i bordet end beregnet hun kunne mærke sit eget blodtryk stige. Hun så fast på Tanja:
Ved du hvad, det havde jeg aldrig troet, jeg skulle høre fra dig. De børn er ikke en forhindring de har bare brug for kærlighed og opmærksomhed. Jeg har ingen planer om at lægge skumle planer for at slippe af med dem. Det ville være decideret nederdrægtigt.
Tanja blev rød i kinderne, men samlede sig hurtigt.
Okay, okay, jeg prøvede bare at hjælpe. Måske udtrykte jeg mig klodset Men du forstår da godt, det er svært at bo med andres børn?
Det gør jeg, svarede Johanne roligt. Men det gør dem ikke til et problem. Det gør dem bare til en del af mit liv. Og det er jeg glad for.
Hun tog en tår kaffe for at genvinde roen. Tanja var endnu ikke færdig:
Men de vil jo spænde ben for dine egne planer. Måske får du endda lyst til at få dit eget barn?
Johanne kunne mærke irritationen stige.
Du ved jo, hvordan det hænger sammen, svarede hun roligt, men bestemt. Det er fysisk umuligt for mig at få børn. Det har jeg forklaret dig før.
Tanja afviste den detalje som uvæsentlig med et vift:
Så må I finde en rugemoder! Emil har råd, gør nu ikke tingene sværere end de er! Få ham bundet til dig, ellers ender du med at stå med ingenting, Johanne!
Johanne så på hende med et lille, ironisk smil ikke vredt, bare lidt sørgmodigt.
Det siger du vist baseret på egen erfaring? Du fik barn med din mand og hvor er han nu? Forsvandt så snart han fik besked om, at du var gravid. Din lænke var måske ikke stram nok, hva?
Tanja blev ildrød i hovedet. Hun satte sin kop så hårdt fra sig, at kaffen var tæt på at havne på dugen.
Hvis ikke det var for hans børn, havde vi stadig været sammen! udbrød hun. Jeg nåede bare ikke at sætte mig igennem de unger pressede mig ud! Det var aldrig til at gøre dem tilfredse!
Johanne blev et øjeblik ramt af medfølelse. Men så huskede hun, hvordan Tanja havde talt om bonusbørn og det forsvandt hurtigt igen.
Mener du virkelig, det var børnenes skyld, din mand gik? spurgte hun stille. Måske havde det mere med jeres måde at være sammen på at gøre?
Tanja blev tavs. Hun kiggede ud ad vinduet, som om hun håbede at S-toget ville køre forbi med en løsning. Johanne tog endnu en slurk kaffe og overvejede, om det var på tide at skifte emne.
Måske lagde du ud med den forkerte strategi, sagde hun tørt. Du gik ind til det som chef, ikke som ven. Jeg tror min tilgang er lidt klogere jeg valgte at blive deres ven. Prøv at tænke over det, kære veninde.
Der blev et kort ophold. Johanne havde ikke til hensigt at såre kun at gøre Tanja opmærksom på, at forhold til børn kræver tålmodighed og åbent sind.
Tanja svarede kun med et forurettet fnys og skubbede koppen væk, som om den selv havde sagt noget groft.
Du forstår det bare ikke, mumlede hun. Jeg prøvede at være god ved dem, men de kunne mærke med det samme, at jeg ikke var deres rigtige mor. Så begyndte de bare at udnytte mig!
Johanne rystede på hovedet.
Har du prøvet bare at være til stede? Ikke forvente noget med det samme, men langsomt vinde deres tillid? Børn kan mærke, hvis man mener det ærligt.
Tanja drejede sig mod hende og sukkede dramatisk.
Ærligt? Hvordan kan man være ærlig, når man hver dag bliver mindet om, at man er fremmed? Hver dag støder ind i rester fra et liv, ens mand egentlig ikke vil slippe?
Det er ikke let, Johanne smilede blidt. Men går du ind i det som en kamp, så ender det også sådan. Jeg prøver ikke belære dig jeg deler bare hvad der virker for mig.
Tanja kørte frustreret en hånd gennem håret.
Måske har du ret Men når jeg ser min søn vokse op uden far, og han spørger, hvorfor hans far ikke kommer, så virker det som om alt gik skævt på grund af andres børn. De tog pladsen, der skulle have været min.
Johanne så på hende med forståelse.
Det er voksne, der beslutter at skilles børn følger bare med. Hvis han virkelig ville sin søn og dig, havde han fundet en måde.
Tanja svarede ikke. Snet blev ved at dale udenfor, og stemningen i caféen var blevet dæmpet. Johanne lod samtalen dø ud. Det gav ingen mening at fortsætte for nu.
*****************
Tanja havde heller ikke opgivet tankerne.
Hun havde ellers været sikker på, at hendes nye ægteskab var vejen til den store danske parcelhus-livskvalitet: rar mand, ordentlig job, og selvfølgelig en komplet kernefamilie. Hun forsøgte ikke at fokusere på, at hendes nye mand havde to børn en otteårig pige og en tiårig dreng; de fulgte med i pakken.
I starten bildte hun sig selv ind, det straks ville glide. Børn vænner sig hurtigt, jeg får nemt kontakt, tænkte hun.
Men allerede et par uger inde kunne hun mærke modstanden. Ungerne nikkede pænt, men holdt afstand. Tanja besluttede: Regler! Ingen skal rode sig ind under huden på mig. Hun havde ikke lyst til at være den hyggelige tante hun sigtede på kombinationen af matriark og politibetjent.
Navn: Ingen tante, kun fornavn. Hård fast struktur: Værelser selvrensende, uden undtagelser. Kokkendienst med turnusordning. Ingen multimedier efter kl. 22 dansk punktlighed og orden på børneværelset.
I bor i mit hus, sagde hun bestemt til dem så følger I mine regler. Jeg kræver ikke mirakler, bare orden.
Børnene forsøgte, med varierende held, at protestere. Datteren savnede sin gamle rytme med sent sengetid og teenageforlystelser, drengen sagde ikke meget men hans øjenbryn sagde det hele. Tanja nægtede at give sig; kompromiser var for amatører.
Hun begyndte nøje at overvåge deres sociale liv. Hvem? Hvor? Hvor længe? Alt skulle indberettes, ellers var det varsel om karantæne. En dag opdagede hun anmærkninger fra lærerens side om datteren; straks blev hun indkaldt:
Hvorfor glipper det for dig i skolen? Det går ikke, at du sjusker med karaktererne.
Det er kun to anmærkninger, jeg lover at rette op på det. Mor plejer ikke at være så striks…
Du bor her det er mine betingelser, afbrød Tanja. Jeg tager ansvar for din fremtid, og du kvajer dig!
Pigen gik, næverne knyttet, og Tanja følte både irritation og tilfredshed. Regler det var vejen til respekt.
Med tiden blev børnene mere og mere indadvendte. Dørene lukkede sig bag dem, og fællesmiddagene føltes som et tvunget klassemøde. Drengen begyndte at forsvinde efter skole og svarede monosyllabisk, hvis hun spurgte ind til hans dag. Tanja tænkte: Nu tager han magten, jeg må stramme. Så hun begyndte at snage i telefonen og gennemtrawle beskeder, for at afdække uheldigt selskab.
Endda Emils tålmodighed var dog ikke uendelig.
Lad os bare tage den lidt med ro, foreslog han stille. De er jo kun børn…
Hvis du ikke vil tage dig af opdragelsen, gør jeg det! svarede Tanja arrigt. Nogen skal jo forhindre dem i at gå i hundene!
Stilheden bredte sig hjemme, stemningen blev trykket. Heroverfor var børnene åbne omkring deres følelser: datteren svarede igen, drengen lukkede sig inde. Små hævnnumre begyndte: salt i sukkerkrukken, nøgler gemt for sjov. Det eneste logiske svar for Tanja var flere regler. Flere korsetter.
En aften kom datteren hjem en halv time for sent. Tanja eksploderede:
Hvor dælen har du været? Vi har en aftale! Før klokken otte er du hjemme!
Jeg havde ekstra matteamatiktimer, begyndte datteren.
Undskyldninger! Tanja afbrød. Du tager aldrig mine regler alvorligt.
Emil kom ind, alvorlig som en juleaften med tør and.
Stop, det er nok nu. De er ikke dine børn, og du kan ikke behandle dem sådan.
Tanja var ikke til at stoppe.
Og hvem bestemmer så? Du, der aldrig vil opdrage dem? Du frikender dem hver gang!
Jeg prøver at forstå dem. Du banker bare ned ovenfra. De er bange for dig, og jeg kan ikke mere.
Så blev der stille. Efterfølgende gik de i hver deres værelse, og i huset bredte sig en tung stilhed.
En måned senere var skilsmissen en realitet. Hurtigt og uden drama. Børnene åndede lettede op. Endelig overstået, sagde datteren til en veninde. Drengen nikkede tavst.
Tanja var alene igen. Hun nægtede stædigt at se sin andel i forløbet. For hende var det klogest at tro det var de små og deres utaknemmelighed ikke hende og hendes hovedreglement
*********************
Fem år senere så Johannes liv nøjagtigt ud, som hun havde drømt om. Hun og Emil boede stadig sammen, og de forstod hinanden på en underspillet dansk måde. Ægteskabet blev kun stærkere med årene samtalerne gik let, arbejdet blev fordelt stille og roligt, og der var altid tid til snak over en kop kaffe. Husets stemning var, ja, næsten dansk: hyggelig, rolig, tryg.
Tvillingerne var blevet store nok til at klare sig selv og studere i Aarhus. Men det ændrede ikke båndet til Johanne. Hver aften ringede pigerne hjem nu brugte de mor, først forsigtigt, siden nærmest som indgroet vane. Telefonrøret summede af historier om nye venner, eksamensstress, og sommetider fortalte de, hvordan de savnede duften af hjemmebag og den trygge atmosfære.
En dag, da de kom hjem på besøg, havde de et overraskende gavekort med sig: en hvalp, en vaskeægte dansk spidshund. Så I ikke får alt for roligt derhjemme! forklarede de. Hunden væltede straks hverdagens logistik og introducerede et væld af nye eventyr, fra sko der blev gnavet på til haletudser slæbt ind på stuegulvet. Om aftenen lagde den sig trofast ved Johannes fødder. Johanne brokkede sig over de nye ridser i skoene, men i virkeligheden nød hun det. Hvalpens logrende hale lukkede det lille hul, der var kommet, da pigerne flyttede ud.
Samtidig udspillede Tanjas liv sig efter et helt andet manuskript. Lidt tid efter skilsmissen fandt hun en ny mand. Hamrende flink fyr, høflig og med styr på økonomi naturligvis kunne det umuligt gå galt! Men én detalje havde hun næsten fortrængt: han havde en femårig datter. Moren var ofte væk på forretningsrejser, så datteren var meget hos faren.
Tanja lagde ud med overskudsagtig entusiasme: hun købte legetøj, bagte småkager med pigen og prøvede småsnakke. Men som tiden gik, voksede irritationen det føltes som om, barnet stjal opmærksomheden (og mandskærligheden). Hun blev småsur over uro, larm, spørgsmål og rod. Kan hun aldrig sidde stille? og Hvorfor skal hun spørge om alt? blev næsten daglige omkvæd.
Faren forsøgte at megle og tale om barnets behov for tilvænning, men Tanja nægtede at give sig. Spændingen voksede, pigen trak sig ind i sig selv, og faren begyndte at tage sin datters parti. Skænderier blev rutine; stemningen i lejligheden kunne måle sig med den danske vinter.
Efter halvandet år var det slut. Faren og pigen rykkede ud. Tanja stod tilbage alene, på sofaen, med et par henkastede hårbørster og et tegnet billede på køleskabet som eneste minder om familieidyllen. Hun kom uvilkårligt på sine gamle diskussioner med Johanne. Nu var alle de råd om regler fra dag ét pludselig ikke så skarpe længere.
Imens fodrede Johanne hunden og lo af pigernes indbyrdes drilleri over telefonen. Hun nød sit liv og vidste hun havde gjort alt for, at hendes lille familie virkelig var en familie.
