Forkert valg
Josefine klikker med musen, og en fane med Facebook åbner sig på skærmen. På profilbilledet hos hendes veninde Signe stråler et foto fra en tropisk strand. Billedet emmer af sommerhede: turkisblåt vand glimter i solskinnet, sandet er helt hvidt og rent, og palmerne vugger langsomt i vinden, som om de hilser på alle, der kigger med.
Josefine læner sig tættere på skærmen og suger alle detaljer til sig. På billedet sidder Signe i en liggestol iført en lyserød bikini. I hånden har hun et glas med en farvestrålende drink pyntet med en skive appelsin. Bag hende breder havet sig uendeligt ud og smelter sammen med horisonten. Og på Signes læber sidder det smil, som Josefine kender alt for godt roligt, selvsikkert, og med det der lidt drillende glimt.
Under billedet har kommentarerne allerede hobet sig op. Folk har ikke holdt sig tilbage med begejstrede beskeder: Wow, hvor er det smukt!, Mit drømmested!, Jeg vil også dertil!. Uvilkårligt kører Josefine hånden over sin gamle, lidt flossede, uldsweater. Hun sidder stille et øjeblik, sukker sagte, og scroller videre.
Det næste billede viser Signe i en elegant kjole på havnepromenaden i en eller anden europæisk by en stenhøjt mur, smukke gadelamper og svagt oplyste gamle bygninger i baggrunden danner rammen om en romantisk rejse. Dernæst kommer et billede af Signe i skitøj, hvor hun står foran snedækkede bjergtoppe, hendes ansigt stråler af glæde, og sneen ligger tungt og uberørt omkring hende.
Josefine swiper videre. Et andet billede Signe sidder på en hyggelig restaurant. Foran hende står en lækker ret; bare synet vækker appetitten. Den sprøde skorpe, friske grøntsager og delikat anretning. Signe holder et glas vin og ser ud til at være blevet afbrudt midt i en god samtale.
Hvordan når hun alt det? tænker Josefine, mens en velkendt bitter smag breder sig indeni. Det er misundelse ikke den onde slags, men en rolig, stædig følelse, som en summen i mørket: Det kunne have været dig. Det kunne have været dit liv.
Hun lukker ned for browseren, læner sig tilbage og stirrer et øjeblik på den slukkede skærm. Inde fra stuen brummer fjernsynet monotont hendes mand ser fodboldkamp. Hans udbrud er utydelige, enten glæde eller irritation, men Josefine lytter ikke længere efter. Børnene sover, og lejligheden synker ind i den særlige aftenstilhed, som åbner for minder, der ellers er gemt væk under lagen af hverdagens gøremål.
For fem år siden så livet ganske anderledes ud. Dengang arbejdede Josefine som projektleder på et lille reklamebureau i indre København. Hver morgen gik hun ud af døren med forventning endnu en arbejdsdag fuld af små eventyr. Vejen til kontoret bragte hende forbi vinduerne med smukke kjoler, korte støvler og tasker med elegante logoer. Hun satte tempoet ned, lod blikket hvile på udstillingen og forestillede sig selv købe noget lignende. Ikke nu, men snart bare lige det store projekt afsluttes, bare næste kontrakt falder på plads, så er der tid og penge.
Dengang føltes dagene som en strøm af små sejre og håbefulde forventninger. Hver afsluttet opgave gav tilfredshed, hver underskrift på en kontrakt vækkede håbet om nye muligheder. Josefine elskede snakken med kollegerne, idéudvekslingen over eftermiddagskaffen, og planerne for fremtiden. Hun dagdrømte om sommer, om ferie ved havet, palmeblade, lange aftenture langs havnen. Alt var fyldt med forudsigelse lykken var lige rundt om hjørnet, hvis bare hun knoklede lidt mere endnu.
Henrik dukkede op i hendes liv ved et tilfælde. En fælles ven holdt fødselsdag i en stor andelslejlighed med udsigt over byens tage, bordet bugnede af tapas og vinglas. Josefine lagde straks mærke til ham: lav, lidt buttet, briller og et genert smil. Han forsøgte ikke at stjæle rampelyset, afbrød ikke andre, sagde ikke så meget. Men når han åbnede munden, lytter folk. Historier om teknologiens verden, om hvordan fremtiden kan tage sig ud, og om hvilken forskel lidt kode kan gøre. Hans øjne lyste, når han talte, og han formåede at forklare selv det sværeste for de uindviede Klog, tænkte Josefine, meget klog.
De begyndte at skrive sammen ikke sådan tæt, men de stødte på hinanden efter arbejde, tog en kaffe på Vesterbrogade, eller havnede i de samme vennekredse. Henrik pressede sig aldrig på, skrev kun, hvis der var god grund, og forventede aldrig øjeblikkelige svar. Men hvis Josefine havde brug for hjælp, stod han der.
En aften, da Josefine manglede sin paraply, begyndte regnen pludseligt. Inden hun nåede at ringe efter en taxa, tikkede en besked ind fra Henrik: Har du husket paraply? Jeg svinger lige forbi og kører dig hjem. En halv time senere holdt han nede foran hendes arbejde.
En anden gang brød hendes computer ned lige inden en vigtig præsentation. Hun prøvede at ringe rundt, men ingen kunne hjælpe på så kort tid. Ud af instinkt skrev hun til Henrik uden at forvente noget. Efter fyrre minutter kom han og fik roligt styr på det hele, og forklarede hende tålmodigt, hvordan hun undgik lignende problemer fremover.
En dag mødtes Josefine og Signe på stamcaféen. De sad ved vinduet, lod snakken flyde. Midt i det hele ser Signe på hende, smilende:
Du ved godt, Henrik er vild med dig?
Josefine ler så hun næsten spilder sin kaffe:
Nej da, han er bare sød. Sådan er Henrik altid hjælpsom.
Signe rører i sin cappuccino, ser alvorligt på Josefine:
Man møder mange søde mennesker. Men der er få, der husker, du kun drikker cappuccino med vanilje og ikke kan udstå kanel.
Josefine overvejer og det er sandt, han har styr på de små detaljer, som andre overser. Han bestiller altid vanilje til hende, og han ved, hun siger nej til salat med løg. Når film skulle vælges, foreslog han komedier han havde husket hun ikke kunne lide thrillers.
Men udseendemæssigt var han slet ikke hendes type. Josefine forestillede sig en høj, atletisk mand med markerede ansigtstræk, selvsikkert smil. Lige sådan en var Thomas, ham hun lærte at kende til firmafesten.
Thomas stjal straks opmærksomheden. Høj og rank, med lette bevægelser og en blændende udstråling. Hans jokes fik hele selskabet til at grine, og hans historier fængslede. Josefine tog sig selv i at kigge efter ham, lytte ekstra opmærksomt, og hjertet bankede hårdere, hvis han smilede til hende. Forelskelsen kom snigende stille, men urokkelig.
Senere betroede Josefine sig til Signe om romancen. Signe svarede tøvende, brynene rynket:
Jeg tror ikke, han er den stabile type. Hold lige øje lidt.
Josefine trak på skuldrene:
Men vi har det sjovt! Med ham føles hver dag som en fest. Henrik ja, han er rar, men ikke min type, kan du følge mig?
Signe sagde ikke mere, men blikket fortalte alt vi får se.
Imens forsvandt Henrik ikke. Han var stadig i hendes sfære, uden at kræve noget. Engang inviterede han hende med ud at spise på en ny restaurant i Indre By:
Folk siger, de har spændende mad og god stemning. Hvis du vil, kan vi tage derhen efter arbejde.
Josefine sagde ja. Ikke fordi hun brændte for det, men fordi der ikke var nogen grund til at sige nej. Aftenen var rar. Henrik fortalte spændende ting, holdt øje med, at hendes vandglas aldrig var tomt, bestilte hendes yndlingsretter uden at hun skulle sige noget. Men inde i Josefine var fornemmelsen der stadig hun spillede en rolle. Ikke sand involvering, bare høflighed.
En anden gang inviterede han hende til en udstilling med moderne kunst. Han havde læst op på det hele og kunne fortælle om både kunstnere og teknikker. Josefine nikkede, smilede og gav sig godvilligt i snak, men tankerne fløj igen til Thomas hans store, trygge smil, den lette stemning.
Efter udstillingen spurgte Henrik, næsten hviskende:
Keder du dig?
Josefine tøvede:
Nej slet ikke. Det var spændende. Du kan virkelig noget med ord.
Henrik smilede blot og nikkede han forstod godt, selvom hun ikke sagde det direkte. Der var ikke kemi, uanset hvor meget hun prøvede. Hun manglede den gnist, den magnetiske kraft hun mærkede ved Thomas. Fornuftsmæssigt så hun Henriks kvaliteter, men hun lagde ikke hjertet dertil.
Senere blev Josefine slået ned af en værre omgang influenza. Feberen rasede, kroppen gjorde ondt, og hun kunne ikke rigtig komme på benene. Hun lå under dynen, stavrede kun ud i køkkenet for at fange lidt te eller vand.
Thomas sendte en kort sms: God bedring. Josefine forventede at han måske kom forbi, eller ringede. Men efter få dage lå der billeder fra fester på hans Instagram han smilede, morede sig, uden savn eller bekymring.
Det var Henrik, der dukkede op med varme sokker, poser med indkøb, et glas rødvin, suppe han havde lavet selv, og et par Panodiler. Uden omsvøb gik han i gang i køkkenet, så efter hende, gjorde rent, fodrede hende med te, og sad tavs ved siden af hende, indtil hun faldt i søvn. Så efterlod han en lille seddel på bordet: Ring hvis du mangler noget når som helst.
Alligevel ændrede det ikke hendes valg. Josefine drømte stadig om Thomas, og hans smil blinkede for hende. Hun vidste, logisk set, at Henrik var den trygge havn, den stabile. Men hjertet ville andet.
En dag gik de en tur i Frederiksberg Have. Træerne gulnede i vinden, bladene lå knasende under fødderne, og luften var klar. Josefine stoppede, så på Henrik:
Jeg elsker Thomas. Undskyld.
Henrik stivnede kun et sekund, nikkede så og så væk.
Jeg forstår.
Han forsvandt gradvist, uden drama. Ingen sure beskeder, ingen bebrejdelser. Han lod bare være med at skrive først, forsvandt roligt ud i kulissen.
Efter et par måneder hørte Josefine, at Henrik begyndte at komme sammen med Signe. Hun blev overrasket aldrig forestillet sig de kunne finde sammen. Men snart glædede det hende oprigtigt: De passer sammen. Signe kan sætte pris på hans ro og stabilitet.
Henrik og Signes bryllup blev holdt på et populært badehotel i Nordsjælland. Josefine var blandt gæsterne. Hun stod i baggrunden og betragtede brudeparret, hvordan Henrik holdt Signes hånd fuld af hengivenhed og ro, akkurat som han engang havde kigget på Josefine. Pludselig mærkede hun et stik af fortrydelse, men slog det hen det hele var, som det skulle være.
Livet gik videre. Josefine giftede sig med Thomas. De første måneder var gode: romantiske aftener, hurtige smutture rundt i landet, masser af fester. Pengene flød til det unødvendige, men det føltes ligemeget.
Så kom graviditeten. Datteren, Asta, blev født uden de store problemer. Men derefter ændrede alt sig. Thomas, engang sorgløs og let, blev hurtigt irritabel. Arbejdet vaklede enten blev han fyret fra projekter eller var chefen utilfreds. Han blev ofte sur på Josefine, bebrejdede hende for at have bundet ham, at han ikke længere kunne leve, som før.
En dag, da Asta græd tredje time i træk og Thomas bare sad foran TVet, kunne Josefine ikke mere:
Vil du ikke hjælpe lidt? Jeg har ikke sovet ordentligt i tre måneder.
Han drejede hovedet, irriteret:
Hvad tror du, jeg kan gøre? Jeg er knust, når jeg kommer hjem.
Josefine sagde ikke noget. Det havde hun lært ikke nyttede. Hun tog Asta op og begyndte sagte at synge vuggevise, mens hun gik rundt med hende, til hun faldt i søvn.
Pengene blev et konstant problem. Josefine tog et ekstra arbejde for at få økonomien til at hænge sammen, mens Thomas gang på gang måtte låne penge af venner eller familie. Om aftenen var der bare tavse, trykkede stuer samtaler blev til bebrejdelser og stilhed.
Nu sidder hun og ser på skærmen, på andres glade liv, mens én tanke kører rundt i hovedet: Hvad nu hvis…? Men Josefine jagter tanken væk, vender tilbage til virkeligheden til opgavelisten på spisebordet, til Astas rolige åndedræt fra børneværelset, til stilheden i en lejlighed, hvor Thomas latter ikke længere findes.
Fra stuen hører hun Thomass stemme:
Jose, hvor er mine sokker?
Josefine vender sig ikke engang. Hun sidder stille og stirrer ind i skærmen. På Signes side lyser stadig billedet fra stranden guldlys over alt, bølger, og Signe der ler, og Henrik, med armen om hende, hans blik fuldt af den samme stille kærlighed, Josefine engang mærkede rettet mod sig.
Josefine lukker computeren, skubber den fra sig. Batteriets varme luner ryggen, men hun fryser alligevel, som om vinden suser ind gennem ruden og fryser hende helt ind i knoglerne. Hun trækker benene op under sig, favner dem, stirrer på væggen, der hvor familiebilledet engang hang. Kun en bleg firkant i tapetet afslører, at det har været der.
Det kunne have været mig, tænker hun igen og igen. Tanken er ikke bitter, men den bliver ved at vende tilbage som et stædigt omkvæd.
Jose, hvor er min telefon? lyder Thomass stemme igen.
Hun rykker ikke en mine, men går roligt hen til vinduet. Sneen daler roligt, store fnug falder blødt i gadelampens skær, og byen bliver dækket af et tungt, hvidt tæppe. Et sted, langt herfra, sidder Signe og Henrik måske foran pejsen i deres lejlighed på Østerbro. Måske griner de, måske planlægger de weekend. Og hun selv…
Jose! Thomass stemme bliver skarpere, bryder ind i hendes tanker. Hører du overhovedet noget?
Josefine vender sig langsomt. Thomas står i døren i gamle joggingbukser, ubarberet, med røde, trætte øjne. Hans blik glider over laptoppen, over tekoppen.
På bordet, siger hun stille.
Han mumler, tager telefonen, kaster et blik tilbage:
Sidder du igen på Facebook? Du kunne hellere lave mad. Jeg er sulten.
Der er ingen vrede i stemmen, blot den trætte irritation fra én, der ikke længere bemærker kvinden ved siden af sig. Josefine kigger på klokken: ti minutter i ni. Hun har ikke spist hele dagen, men diskuterer ikke. Knap nikker, går i køkkenet og varmer de rester af frikadeller op fra i går.
En halv time senere ser hun, hvordan Thomas går tilbage i soveværelset. Indeni strammer noget ikke vrede, ikke skarp sorg, men en træg, tung tristhed, som om noget gammelt og mørkt har fyldt hende til randen.
Jeg kan ikke mere, tænker hun, mens hun sætter sig på køkkenstolen. Blikket glider over det velkendte: koppen med kold te, den sammenlagte avis, børnetegninger på køleskabet. Alt ser velkendt ud, men alligevel så fremmed, som om hun ser nogen andres liv.
Næste morgen kan Josefine næsten ikke få sig selv ud af sengen. Hun gør rutinemæssigt det daglige fodrer Asta, gør rent, laver morgenmad men indeni gentager tanken sig: Jeg er nødt til at gøre noget. Efter at have afleveret Asta i børnehave, sætter hun sig foran computeren, åbner Messenger og skriver til Signe:
Hej. Har du tid at snakke?
Svaret kommer med det samme, Signe er tydeligvis online:
Ja, selvfølgelig! Hvad sker der?
Josefine stirrer på det tomme tekstfelt, begynder at taste, men sletter straks. Ordene sidder fast. Hun prøver igen, langsomt:
Jeg kan ikke mere. Jeg vil gå fra Thomas.
Ingen svar i flere minutter. Hun sidder og stirrer på cursoren, lytter til væggens tikken. Hvad nu hvis hun ikke forstår? Hvis hun siger jeg dummer mig? Så lyser skærmen op:
Kom hjem til mig, jeg er hos min mor i dag. Kom nu. Jeg sørger for det hele.
Josefine sidder længe, læser de få ord om og om igen. I dem er en varme, ikke glæde, men følelsen af ikke at være alene længere. Hun slukker computeren, rejser sig, begynder at pakke. Hænderne ryster, men i brystet tændes en svag, ny glød af håb.
To timer senere står Josefine foran Signes dør. Følelserne hvirvler: frygten for det ukendte og en spinkel, stærk beslutning. Hun tager en dyb indånding, løfter hånden og trykker på dørklokken.
Signe åbner hurtigt, som om hun har ventet. Hun giver Josefine et langt kram, fører hende uden et ord ud i køkkenet, sætter vand over.
Te? Kaffe? spørger Signe, allerede i gang uden at virke nervøs, som om hun vidste, det blev en svær dag.
Te, hvisker Josefine.
De sidder i stilhed. Josefine stirrer på sine hænder, der fletter nervøst om taskens rem. Signe presser ikke på, spørger ikke er bare til stede.
Da vandet koger, brygger Signe varm, velduftende te og stiller koppen foran hende.
Fortæl, siger hun roligt. Alt der ligger på hjertet.
Og Josefine begynder. Først tøvende, så mere og mere frit, som om hun frygter ikke at kunne fortsætte, hvis hun først stopper. Hun fortæller hele historien fra begyndelsen til nu. Om træthed, om at dagene er blevet til opgaver uden glæde, om frygten for at indrømme, at ægteskabet hun drømte om, nu er som en kvælende tåge. Om ikke at vide hvordan at gå i gang, hvis hun vover at forandre alt.
Signe lytter tavst, nikker indimellem, og giver Josefine et let klem i hånden. Hendes blik rummer hverken dom eller medlidenhed kun varme og støtte.
Da Josefine endelig er færdig, er stilheden tæt. Signe siger roligt:
Du er stærk. Fordi du tør.
Josefine knuger kruset, fingrene hvide. Angstens bølge vælter igen ind: ikke over beslutningen, men over alle de problemer der venter. Hvor skal hun bo? Hvad med Asta? Hvordan skal hun klare sig økonomisk? Hvad vil hendes mor sige?
Jeg kender en god boligadvokat, svarer Signe lavmælt. Han kan hjælpe dig til noget billigt og trygt. Henrik vil gerne støtte dig, også økonomisk indtil du står på egne ben. Han har også kontakter i reklamebranchen, hvor du har arbejdet før.
Henrik? Josefine ser undrende op. Efter alt
Han er et godt menneske, siger Signe uden tøven. Og han glemmer ikke din støtte den gang, han havde det svært. Det husker han.
Josefine stirrer ned, en tåre presser sig på.
Jeg var så dum. Tænkte jeg vidste, hvad jeg ville, men
Nej, siger Signe og lægger en beroligende hånd på hendes. Du var ung og bange for at indrømme en fejl. Det er vi alle. Nu tør du godt, og det er første skridt. Resten klarer vi sammen.
Stemmen er så sikker, at noget strømmer ind i Josefine et glimt af mod. For første gang i umindelige tider føler hun, at det kan vende.
Dagene flyder sammen i en tåge af gøremål: flyttemænd, papkasser, boligadvokat, børnehave. Til sidst pakker Josefine det sidste og ser Henrik nævne flyttefolkene. Han går ikke ind, men nikker tavst, mens de bærer det hele ud.
Da alt er væk, prøver Josefine at sige tak:
Henrik, jeg tusind tak. Jeg ved ikke
Han løfter hånden:
Det er ingenting.
Han kører væk. Nøglerne til det nye hjem ryster i hendes hånd.
****
Lejligheden er lille, men hyggelig. To værelser, køkken med stort vindue, altan mod gården. Josefine går rundt, tager væggene i betragtning, åbner skabe, mærker på alt stadig vantro over, at det virkelig er deres hjem nu.
Asta undersøger børneværelset:
Kommer far hjem?
Josefine standser et sekund, synker.
Nej, Asta. Men ved du hvad? Vi får det rigtig godt sammen du, mig, og lillebror. Vi kan indrette værelserne som vi vil. Har du lyst?
Asta nikker.
Må jeg vælge hvor bøgerne skal stå?
Naturligvis, svarer Josefine og holder hende tæt.
Om aftenen, da børnene sover, sætter Josefine sig ved køkkenbordet. Hun åbner computeren, finder Signes side frem. Det gamle billede fra stranden lyser op smil, varme, nærhed. Engang fyldte det hende med misundelse, måske også sorg. Nu mærker hun kun et roligt vemod og en stille glæde.
Hun skriver til Henrik:
Tak. For alt. Jeg ved ikke hvordan jeg kan sige det nok.
Svaret kommer straks:
Ingen årsag. Bliv lykkelig.
Hun lukker computeren ned. Månen skinner ind gennem ruden, sneen har lagt sig i løbet af dagen, og himlen er klar og stjernespækket. Hun stiller sig ved vinduet, presser panden mod det kolde glas.
Derude leger børn i sneen, skriger af grin. Herinde er der stille. Roligt. Trygt.
Det skal nok gå, tænker Josefine og mærker et smil brede sig. For første gang et rigtigt smil.
