Parat arvestykke fra svigerdatteren
Karen-Marie Sørensen ringede klokken halv otte om morgenen.
Signe, har du husket brochen?
Signe stod lige og lynede sin taske. Brochen lå allerede i den, pænt pakket ind i en lap gammelt ruskind, helt som hendes mor havde instrueret aftenen før. Signe havde måske tjekket det lidt mere end nødvendigt bare for at være sikker.
Ja, mor. Alt er med.
Vær nu forsigtig med den. Den er gammel.
Jeg ved det godt, mor.
Det er ægte topas, ikke bare glas eller plastik.
Ja, siger du hver gang, Signe svarede lavt. Men nu skal du altså prøve at sove lidt videre.
Hvem kan sove nu? Karen-Marie trak vejret dybt i telefonen. Og kjolen har du den på?
Jeg har den på.
Klæder den dig?
Signe kiggede i spejlet. Kjolen var støvet lyserød, gik lidt under knæet, med små bløde læg i taljen. Mors gamle kreation, fra en tid med designere man stadig rynkede på næsen ad. Signe havde syet den lidt om for to uger siden; taget skuldrene ind, lagt op nedefra, fjernet en mærkelig flæse. Nu var den diskret. Men kunne man bruge ordet pæn? Den var okay. Den var absolut okay.
Den klæder mig, bekræftede hun.
Du skal ikke være nervøs.
Jeg er ikke nervøs.
Det er du. Jeg kan høre det.
Signe kunne ikke lade være med at smile. Moren havde altid haft røntgensyn gennem både telefon og kilometers afstand, uanset hvor længe det var siden, de var sammen.
Mor, jeg skal nok klare det.
Det ved jeg, Signe. Min kloge pige.
Signe sagde farvel, stak telefonen i tasken og blev et øjeblik stående ved vinduet. København var allerede ved at vågne biler, cykler, mennesker, lyden af metroen nede under jorden. Hun havde kun været her to døgn, hun var endnu ikke vant til larmen. I Hasselager om morgenen kunne hun høre, når nabokonen talte med sin kat gennem hækken, og når solsortene lavede ballade over brødkrummer på fortovet.
Hun mærkede efter brochen i tasken én gang til. Den var der.
Restauranten ‘Guld Fasanen’ lå midt i Indre By, mellem høje, skæve byejendomme med alt for mange opgange og cykelstativer. Anders havde bestilt en taxa til hende han skrev: Taxaen er der 18:30, kom til tiden, mor bliver knotten hvis man kommer for sent. Signe tænkte: Godt, han får sagt det.
Hun gik ud 18:15.
Hun sad rank bag i bilen og lod være med at tale chaufføren var heldigvis også tavs. Gennem hovedet rullede hun forskellige sætninger: Godaften, fru Andersen, det glæder mig at møde dig. Eller: Anders har talt meget om dig. Eller måske bare smile, rakte hånden frem den skulle helst ligne et rigtigt smil. Moren havde altid sagt, at hendes ægte smil var hendes stærkeste kort.
Restauranten var et kapitel i sig selv stukloft, dæmpede lamper, mørkt træ, kridhvide duge. Der var allerede masser af mennesker: damer i festkjoler, mænd i jakkesæt, og Signe følte sig klog af skade, da hun så nogle af kjolerne den slags havde hun kun set i modereportager fra Illums Bolighus eller på mannequiner i vinduerne i Bredgade. Hun spottede en eller to House of Bruuns, et par Mads Nørgaard-etiketter, kunne Signe kende på snittet. Én kvinde var i mørkegrøn fra top til tå helt Marianne Kruse, sådan én havde Signe selv gået forbi på Strøget uden nogensinde at have råd til.
Hun mærkede lidt fugt i håndfladerne. Bare en smule.
Anders fandt hende først. Han rejste sig fra et bord, kom hurtigt hen og tog hendes hånd.
Du kom. Godt. Han sagde det hurtigt, som om han prøvede at berolige sig selv snarere end hende. Du ser godt ud.
Tak. Signe så på ham. Han var i mørkeblåt jakkesæt, sølvgråt slips, håret sat på en måde, hun aldrig havde set derhjemme. Han var mere Københavner end Jydske Aarhus-dreng.
Min mor er derhenne, han nikkede diskret. Hun er… lidt oppe at køre i dag. Mange gæster, mange ting, der skal spille. Tag det bare roligt, hvis hun virker… lige på.
Signe hævede øjenbrynet.
Hvad skal jeg tage roligt?
Anders blev lidt rød i kinderne.
Hun kan være… ret direkte. Men det er ikke for at være slem.
Det er ikke for at være slem, gentog Signe for sig selv. Ok.
De nærmede sig hovedbordet. Fru Andersen stod omgivet af tre jævnaldrende kvinder, høj, lidt mere rank end man normalt forventer, i en kjole i mørk blommefarve, store øreringe, håret sat nærmest perfekt, som det kun kan gøres på salon. Hun lo larmende med sine veninder. Det var en kvinde, man kunne høre på tværs af lokalet.
Så fik hun øje på Signe.
Latteren stoppede ikke brat, men gled ned i styrke som radioen blev skruet lidt ned. Fru Andersen så på Signe først i ansigtet, derefter ned ad hende og op igen.
Anders, er det din… hun stoppede, lavede en kort pause Signe?
Ja, mor. Mød hende.
Signe trådte frem.
Godaften, fru Andersen. Det glæder mig meget.
Fru Andersen rakte hånden ud, sådan som fine damer gør, ikke med håndfladen, der skal trykkes, men hvor man nærmest skal kysse hånden. Signe tog hendes i et rigtigt håndtryk.
Ja, ja, godaften, godaften, Fru Andersen så hende an. Så du kommer hele vejen fra… hvor er det nu?
Hasselager. Uden for Aarhus.
Ja, det har jeg vist hørt.
Fru Andersens veninder udvekslede blikke. Det bemærkede Signe, men hun viste det ikke.
Så fandt hun brochen frem. Hun besluttede sig for at give gaven med det samme, før maden og bølgeskvulpet af samtaler for alvor begyndte. Pakkede ruskindet ud ved bordet.
Brochen var, i Signes øjne, smuk. Sølvet var mørknet af alder, men havde snarere fået en dybere, dunblå tone, som oktoberhimmel. Midten var en blå topas, lille men klar som morgenis. Fine indgraveringer snirkler, blade, tråde. Håndværk af den gamle slags.
Den er til dig, fru Andersen. Signe rakte brochen ud. Det er en familiearv. Den blev givet til min oldemors oldemor i 1870erne af hendes forlovede. Siden har kvinderne vores familie givet den videre fra mor til datter. Min mor gav den til mig til denne dag.
Fru Andersen så på brochen. Tog den ikke. Lænede sig blot lettere tilbage.
Så trak hun på smilebåndet. Bare en lille smule.
Er det sådan noget bedstemors dims, du kommer med? spurgte hun. Stemmen var afdæmpet, men mærkeligt nok blev der stille omkring hovedbordet. Det er da bare gammelt skrammel.
Signe forstod ikke med det samme, hvad der skete. Hun hørte ordene, men de ramte ikke rigtigt. Hun stod stadig med brochen i hånden og kiggede på fru Andersen.
Det er sølv, sagde Signe, overraskende roligt.
Jojo, sølv. Fru Andersen var blevet højere i stemmen. Veninderne ved siden af begyndte at smile. Har set den slags på Loppemarked ude på landet. To hundrede kroner stykket.
En af veninderne fnyste stille.
Mor, sagde Anders dæmpet.
Hvad, mor? Jeg siger det, jeg ser. Din mor gik rundt i træsko ude i provinsen, og så kommer hun her med juveler. Hun kneb øjnene sammen. Signe, har du forstået, hvad du er kommet til? Det her er ikke landsbyhygge. Her er folk, der ved, hvad der er op og ned.
Det var her, Signe mærkede det. Ikke som skam eller vrede mere som om jorden under hende pludselig blev porøs. Hun undgik at se på Anders. Ikke af frygt, bare… ikke nu.
Men så gjorde hun det alligevel.
Han stod små to meter fra hende. Ansigtet var blankt, nærmest udtryksløst. Ikke vredt, ikke undskyldende. Bare tomt. Han kiggede et sted mellem hende og sin mor. Sagde ikke noget. Bare stod.
Den tavshed vejede tungere end alt, Fru Andersen lige havde sagt.
Signe knugede brochen. Kulden fra metallet var velkendt.
I dét øjeblik fik hun det helt skidt. Ikke over svigermors ord men over hans stilhed.
Da hun var tolv, døde hendes far. Hun huskede ikke så meget fra den dag, kun fragmenter moren, der græd i køkkenet, og Signe, der sad udenfor døren og ikke vidste, om hun måtte gå ind. Hun huskede, at moren om aftenen tørrede tårerne væk og sagde: Nå, Signe, nu er det dig og mig. Og aldrig siden græd foran hende.
Karen-Marie havde altid været den slags, der ikke knækkede. Ikke fordi hun ikke følte smerte, men fordi det ikke var en mulighed. Signe voksede op på samme vis, troede hun.
Det føltes stadig rigtigt.
Hun så på Fru Andersen. Ikke vredt, bare lige på. Hun tog forsigtigt ruskindet, pakkede brochen ind.
Salonen var ikke stille, men her, ved bordet, virkede luften stiv.
Fru Andersen, sagde Signe.
Stemmen var bemærkelsesværdig rolig.
Jeg vil sige noget ikke for at diskutere, men for at du skal vide det.
Et løftet øjenbryn hos Fru Andersen.
Brochen her er mere end 150 år gammel. Lavet af en anonym guldsmed, givet som kærestegave til min tipoldemors bedstemor i 1870erne. Siden har kvinder i min slægt passet på den. Det handler ikke om penge, men om minder. Det er vigtigere end hvad du kan købe hos Illum. Signe talte stille og uden de store armbevægelser. Jeg ville give dig den, fordi du er Anders mor. Fordi jeg troede det var det rigtige at vise respekt og give noget personligt. Det tog jeg fejl af.
Fru Andersen åbnede munden, lukkede den igen.
Du er rig, Fru Andersen og det er intet galt i. Signe bøjede hovedet. Men hvis man kun har penge og ingen forståelse for mennesker og deres minder, så er man fattig på en helt anden måde. Det kan måske ikke ses, men det mærkes.
Talerne fra nabobordet var forstummet.
Min bedstemor ville aldrig have givet brochen til nogen, der ikke kunne sætte pris på kærlighed eller historie.
Hun lagde den lille bylt i tasken igen.
Fru Andersen stod ligefremme som en statuette, ansigtet hørte tydeligvis ikke hjemme i følelsesregistret hvordan-smiler-man-nu.
Signe vendte sig mod Anders.
Han så på hende; og der var for første gang et eller andet bag blikket. Hvad det var, lå hen i det uvisse.
Farvel, sagde hun stille.
Og gik mod udgangen.
Det føltes som ti minutter, hun gik gennem restauranten, selvom der ikke var mere end tyve meter. Hun gik ranke ryg, blikket ligeud. I sideblikket så hun gæster dreje hovederne i hendes retning. En yngre tjener stod frosset med en bakke og stirrede som en forstenet Signe så aldrig udtrykket, for hun var allerede kommet ud.
Det var blevet mørkt udenfor. Regnen havde lige været forbi, lamperne lavede genskær i asfalten. Rådhuspladsens bylyd summede et sted i baggrunden.
Signe stod et øjeblik ved trappen. Sugede luft ind, fugtigt og med lugt af muld og regn.
Her lige her ramte mismodet for alvor.
Hun tænkte på sin mor. På, hvordan Karen-Marie havde fundet brochen frem fra cigaræsken, holdt den varsomt med begge hænder og sagt: Signe, det her er ikke bare pynt. Det er vores historie. Giv den nu til et godt menneske.
Signe havde prøvet at give den væk.
Venstre ben rystede let. Hun bemærkede det og sagde irriteret til sig selv: Hold nu op. Nu ER det nok.
Døren gik op bag hende.
Signe.
Det var Anders.
Hun vendte sig ikke først, men kiggede ud i gaden, hvor et kærestepar gik hånd i hånd; kvinden grinede højt af et eller andet.
Signe, vent.
Hun vendte sig til sidst.
Anders stod på trappen, jakken over armen, slipset skævt. Han så… friere ud. Ellers var det bare gadelyset.
Hør, begyndte han.
Jeg lytter.
Jeg… Han gned sig i panden. Jeg stod der og sagde intet. Det ved jeg. Jeg… jeg blev bange. Det er for pinligt at sige, men det er sandheden. Det gælder min mor, og jeg har været bange for hende hele mit liv. Sådan er det bare.
Signe sagde ikke noget.
Det er ikke en undskyldning, sagde han. Jeg forklarer bare, hvorfor jeg opførte mig så sølle. Eller ikke gjorde noget, rettere sagt. Det var lavt. Jeg ved det godt.
Han så ned på regnglansen ved sine sko et øjeblik. Et eller andet dryppede fra et tagudhæng.
Anders, indskød Signe.
Hvad?
Hvorfor kommer du efter mig?
Han kiggede på hende længe, før han gik ned af trappen hen til hende. De var næsten lige høje.
Jeg vil heller ikke tilbage derind, sagde han lavt.
Men din mor? Gæsterne? Hendes fødselsdag?
Jeg ved det.
Du kan ikke bare smutte.
Hvorfor ikke?
Signe tænkte sig om. Ja, hvorfor egentlig?
Anders…
Prøv høre, han tog hendes hånd ikke hårdt, bare et let greb. Jeg har altid gjort, hvad hun besluttede. Jeg arbejder i min fars firma, fordi hun bestemte det. Jeg bor i den lejlighed, hun valgte. Min omgangskreds? Hendes valg. Hans stemme blev blødere. Så mødte jeg dig. Og hun reagerede sådan foran alle. Og jeg stod og sagde ikke én lyd. Sådan gør jeg ikke mere.
Signe så på ham.
Det betyder noget, det du gør nu. Det ikke med det samme.
Nu gør jeg det.
De blev stående. En bil dyttede et sted i byen.
Hvor vil du hen? spurgte Signe.
Til Hasselager.
Hun måtte blinke.
Hvad?
Til din mor. Han så hende lige i øjnene. Jeg vil møde hende ordentligt. Ikke som her. Jeg vil præsentere mig, sige undskyld for alt det her. Jeg ved ikke præcist for hvad, bare… undskyld.
Signe blev tavs længe.
Det er en landsby, Anders. Der er brændeovn og grøntsager, ikke tagterrasse og champagne.
Jeg tager det, som det er.
Mor står op klokken fem. Naboens ko bræger uden for vinduet.
Jeg kan godt stå tidligt op.
Signe skottede mod restauranten. Bag ruderne dansede lyset, alt gik videre som før.
Forstår du, at min mor vil kigge på dig. Hun kan kigge.
Lad hende bare.
Og hun vil spørge, hvorfor du kommer.
Jeg siger sandheden.
Hvilken?
Anders tøvede lidt.
At jeg elsker dig. Helt ægte. Ikke noget spil eller facade. Jeg ved ikke, om jeg kan vise det ordentligt endnu, men det er rigtigt. Han så på hende. Der er ting, der er vigtigere end penge. Det har jeg opdaget lidt sent, måske, men jeg har opdaget det.
Signe kiggede på tasken med brochen i lommen. Hun mærkede den. Varm af hendes hånd, solid, lille.
Hendes tipoldemors bedstemor havde holdt den engang og spændt ventet på noget, ingen nu længere kendte. Bare levet. Elsket måske, været bange en gang, glædet sig. Bare været der.
Familie er ikke ord det er handling. Det har Signe altid vidst.
Okay, sagde hun.
Han løftede hovedet.
Så kører vi. Men du må give mig et øjeblik jeg skal have noget varmt at drikke. Føler ikke benene bærer ret meget.
Han åndede ud, næsten et grin.
Der ligger et sted her omkring. Helt stille. Ingen gæster, ingen 70-års fødselsdag.
Det lyder fantastisk.
De gik gennem de våde gader. Sammen, men ikke hånd i hånd. Bare ved siden af hinanden. Asfalten sendte lyset op som spejlbilleder, og Signe følte det som at gå på mørkt vand, der ikke bevægede sig.
Det var ikke glæde, ikke lettelse noget andet, der ikke har et færdigt navn. Lidt som når man har balanceret noget rigtigt tungt længe og endelig sætter det fra sig. Ikke, fordi man giver op. Fordi man beslutter sig.
Caféen lå nede i en halvkælder, træborde, levende lys i små glas og blide jazztoner. Ingen stuk ingen duge, der knaser.
Signe var rolig med det samme.
De satte sig ved vinduet det gik ud til gadeniveau, så kun folks fødder var synlige. Hurtige, slentrede, i sneakers eller laksko. Et helt verden, men kun fra ankler og ned.
Anders tog te, Signe bad om det samme.
De sad tavse længe. Ikke fordi der ikke var mere at sige det måtte bare vente.
Pludselig spurgte Signe:
Tror du, din mor ringer?
Helt sikkert. Hun ringer altid, Anders rodede med sin teske. Men jeg tager ikke telefonen i aften.
Og i morgen?
Det må vi se.
Teen kom. Signe holdt glasset mellem hænderne. Varmt. Det hjalp.
Må jeg spørge dig noget?
Alt.
Inde i salen. Da hun sagde det, din mor hvad tænkte du?
Han svarede ikke straks. Jeg tænkte, nu skulle jeg sige noget. Men det kunne jeg ikke. Det føltes som at drømme, hvor man prøver at råbe, men stemmen kommer aldrig. Jeg stod bare og tænkte: sig noget, stop hende, det her er galt. Men jeg kunne ikke få kræfterne til det. Så begyndte du at tale. Og jeg følte mig… både flov og… et eller andet andet. At du kunne. Det kunne jeg ikke.
Stolt?
Nej. Forkert ord. Selvrespekt. Eller værdighed. Du var den, der var menneske. Jeg stod bare.
Hun så på ham i lyset fra stearinlyset. Han løj ikke. Det kunne hun mærke.
Jeg er ikke perfekt, sagde hun så uden omsvøb. Jeg var bange. Mine ben rystede. Jeg tænkte, om jeg bare skulle gå og lade være med at sige noget, eller stå fast. Hvis jeg gik, ville de tro, at jeg bare var den dumme bondepige, der ikke tør. Hvis jeg blev, kunne det måske såre dig.
Du sagde ikke noget forkert.
Det vidste jeg bare ikke dengang.
Han kiggede på hende.
Ved du, hvornår man ved, han elsker dig? Signe talte mere til sig selv end til ham. Ikke når han siger det store. Når han går efter dig ud på trappen. Hun så op. Ikke for at rose dig, bare som det er.
Han grinede lavt.
Har du tilgivet mig?
Jeg tænker over det. Indtil videre.
Fair nok.
De røde sko på gaden forsvandt ud af vinduet.
Signe tænkte på Fru Andersen. Hun sad der endnu, blandt sine gæster, sine Bruuns og Nørgaard, sin mousserende vin fra tyske flasker og kridhvidt linned. Hvad sagde hun til selskabet nu? Sagde hun noget om ungdommen? Hvad føltes der indeni?
Det kendte Signe ikke svaret på og ønskede det heller ikke lige nu.
Kvindelig stolthed. Man taler så meget om det. Signe havde lært sin version: Ikke at give efter. Ikke finde sig i alt. Ikke undskylde, at man er, som man er. Moren havde aldrig sagt det hun havde bare levet det.
Fortæl mig om din mor, sagde Anders pludselig.
Signe blev overrasket.
Min mor?
Ja. Karen-Marie. Hvad er hun for én?
Signe tænkte sig om.
Lille bitte. Mindre end mig. Hænderne fyldt med hård hud, det rører hende ikke. Hader telefoner siger man ikke kan snakke rigtigt uden ansigtet. Bager verdens bedste æblekage. Vil aldrig sige, hun elsker dig, men lægger altid et ekstra stykke på tallerkenen og holder øje med om du spiser det.
Anders lyttede.
Tager hun imod mig?
Hun ser på dig først.
Og så?
Hun byder dig måske på te eller måske ikke. Det er svaret.
Forstået.
Hun dømmer ikke på ord. Så sig ikke for meget. Bare vær.
Jeg prøver.
Ikke prøv. Vær.
Han nikkede. Så:
Hvordan ved man, hvad rigtige familie-værdier er?
Signe så ham i øjnene.
Mener du det?
Ja. Jeg er vokset op, hvor alt løses med penge. Vi køber, vi betaler, vi ordner. Min mor løste alle problemer sådan og sådan blev jeg også. Jeg troede, det var rigtigt. Men så…
Såså du, at det ikke er sådan, sagde Signe.
Ja.
Familien er, når ens mor ikke græder foran én, selvom det gør ondt, så du ikke skal være bange. Når brochen gemmes i 150 år, ikke på grund af prisen, men fordi du skal huske, hvem du er. Når du ikke behøver forklaringer for at vide, at noget er vigtigere end penge.
Han nikkede.
Det er faktisk ikke svært. Det er bare ikke alle, der lærer det.
Mørket faldt hurtigt. Færre og færre mennesker i gaden. Snart rigtig nat.
Vi skal afsted, sagde Anders. Nattoget til Aarhus går om lidt, hvis du vil.
Jeg vil.
Så skal det være nu. Han rejste sig.
Signe tog jakken på, mærkede broche-lommen.
Udenfor var det blevet koldere. Luften var tung, et pust af vådt kalk og blade.
Anders fik fat i en taxa. En sort, skinnende sag med lædersæder, lidt duft af grannål fra et træ på bakspejlet.
Bag i bilen sagde chaufføren tiden til stationen, og de kørte gennem København, forbi lys og broer, det mørke vand i kanalerne. Signe så ud og tænkte: Sådan er svigermor-historier altså i virkeligheden de begynder ikke til ens fordel. Måske ikke, til man finder ud af, hvordan man kan vende det.
Signe, sagde Anders Tak fordi du ikke knækkede.
Signe så på ham.
Jeg var tæt på.
Men du gjorde det ikke.
Nej.
Han tog hendes hånd. Nænsomt, som om den var porcelæn. Hun trak den ikke væk.
De kørte videre. Chaufføren sagde intet. Forude lå Aarhus banegård, snart toget mod Hasselager og Karen-Marie, der ville vågne klokken fem og sætte te over.
Signe tænkte: Valgte jeg rigtigt? Ikke hvad angik restauranten det var hun sikker på. Men i forhold til at give ham denne chance. At tage ham i hånden på den måde.
Det vidste hun ikke.
Svigerdatter- og svigermor-historier ender ikke i restauranten. De starter der. I morgen var der Karen-Marie og te eller ingen te, Anders, der måske eller måske ikke var, som hun håbede. Relationerne mellem mor og søn er ikke noget, man syr om på to uger.
Ægte kærlighed er også bare et ord indtil man beviser det. Mere end én gang.
Signe kiggede ud på byen, der blev mere og mere mørk. Snart udkant.
Anders.
Ja?
Tror du, din mor ringer?
Det gør hun.
Hvad siger du så?
Han tænkte, så så han ud.
Jeg ved det ikke. Noget finder jeg på. Måske siger jeg, jeg elsker hende, hun er min mor, jeg forlader hende ikke jeg bygger bare mit eget liv nu. Måske forstår hun det, måske ikke. Det må tiden vise.
Signe nikkede. Ja, det må tiden vise.
Mor/søn-relationer, hvor mor har det sidste ord, skilles ikke uden smerte fra begge sider. Det skal Anders vide.
Men det var et senere snakkemne.
Nu var det nat, taxa, lys i mørket, og hendes hånd i hans.
I skødet havde Signe tasken med brochen. Blå topas, sølv, mønstrede blade. 150 år. Nu havde hun den.
Måske giver hun den videre til en datter engang. Måske til en niece. Eller måske beslutter hun selv hvor. Ingen, ikke engang svigermødre, kan bestemme det for hende.
Kvindelig stolthed er ikke at skabe drama, men at kende sin værdi, helt ærligt, uden larm.
Det vidste hun virkelig den aften.
Taxaen holdt ved banegården. Anders betalte og åbnede døren. Hun steg ud.
På stationen var der larm trods tidspunktet. Et miks af mennesker, informationshøjtalere, nogen der jog mod modsatte perron, nogen der ventede.
De fandt toget på tavlen. Perron syv, afgang om tyve minutter.
Anders tog hendes taske, han havde ikke andet med. Han forlod København uden bagage, i det samme tøj, samme sko. Uden at sige farvel. Uden plan.
Signe tænkte: Det kan livet altså også finde på.
Skal du ikke have tøj med? spurgte hun.
Henter det senere.
Har din mor reservenøgle?
Ja.
Okay.
De steg på toget, satte sig til vinduet. Få passagerer, nogen blundede allerede.
Toget satte sig i gang, først langsomt, så op i fart. København forsvandt bag dem lys, huse, så træer og til sidst kun mørke.
Hun så ud. Hvordan ved man, han elsker en? Der findes ikke en formel. Det finder man kun ud af i bevægelse. Når han tager toget med dig til Jylland, uden sikkerhed, uden pakke, uden at vide hvad der kommer.
Det betyder nok noget. Eller også gør det ikke.
I morgen vil Karen-Marie åbne døren, kigge på Anders med sit stille blik. Måske byder hun på te, måske ikke. Svaret kan kun findes i køkkenet dér.
Anders døsede hen. Signe bemærkede det på vægten mod hendes skulder. Hun flyttede sig ikke.
Toget liste sig gennem mørket. Lidt landsbylys, en station i ny og næ, men ellers kun sort.
Brochen lå i hendes taske. Lille, klimapræget, hendes egen.
Anders, sagde hun sagte.
Han slog øjnene lidt op.
Hvad?
Fortryder du?
Pause.
Nej, svarede han. Ærligt. Og du?
Signe overvejede. Kiggede ud på mørket.
Spørg igen i morgen, sagde hun, og smilet kom næsten helt af sig selv.
Han lukkede øjnene igen.
Signe sad og så ud i natten. Toget kørte. Forude ventede Hasselager, hendes mor, og morgendagen. Hvad der så ville ske, var et mysterium. Men nu kørte hun.
