14 år gammel begyndte jeg allerede at kæmpe med hemiplegiske migræner sjældne anfald, der kan lamme den ene side af kroppen fuldstændigt. I et årti kunne jeg forudsige hvornår de kom, men pludselig ændrede det sig. Anfaldene blev kroniske, vedholdende, og tog min evne til både arbejde og klar tænkning fra mig. Specialisterne prøvede alt: skiftende medicin, Botox-behandlinger, nerveblokader, restriktive kostplaner. Intet hjalp. Kun stærk smertestillende gav mig ro nok til at fortsætte. For to-tre år siden foreslog lægerne pludselig en kontroversiel og for mig chokerende løsning: graviditet. De troede på, at de hormonelle ændringer kunne virke som et reset.
Siden 14-årsalderen har jeg levet med denne diagnose; migrænerne var så usædvanlige, at kun de færreste læger i København havde set det før. De første år dukkede de op cirka en gang om måneden, og lammede ofte min venstre side så jeg dårligt kunne tale. Men ved 24 ændrede alt sig. Migrænerne blev uforudsigelige og kroniske. Skræmmende.
Mit navn er Signe Mikkelsen. Jeg er vokset op på Vesterbro, og arbejdede før migrænerne brød ud som junior projektkoordinator i en arkitektvirksomhed. Jeg elskede hverdagen, fristensernes sus og meningen i arbejdet. Men da smerten blev en daglig følgesvend konstant trykken bag øjet, eller voldsomme neurologiske symptomer, så jeg ikke kunne styre min arm skrumpede mit liv pludseligt ind. I tre år forsøgte læger alle behandlinger. Medicin med endeløse navne, Botox-injektioner i hårbunden og kæben, nerveblokader. Min håbsløshed voksede for hver uge, hvor intet hjalp.
Nogle dage kunne jeg ikke løfte hovedet fra puden. Min mand, Mads, måtte støtte mig i badet for ikke at falde, min venstre side så svag. Jeg mistede mit arbejde, min selvstændighed og til sidst min selvtillid. Kun morfinlignende præparater hjalp nok til at jeg kunne arbejde lidt. Dem hadede jeg, men jeg kunne ikke undvære.
Så kom forslaget fra tre neurologer: Måske kunne en graviditet nulstille mit hormonsystem og standse migrænerne? De havde set det virke før. Mads og jeg blev forvirrede vi havde talt om børn, men ikke som lægeeksperiment. Det er et sats, sagde min neurolog. Men det kan være det stopper migrænerne.
Vi frygtede tanken, men endnu mere frygtede jeg at blive i dette helvede.
Vi undgik emnet i måneder. Når migrænerne ramte, når jeg tabte glas eller ikke kunne formulere mig, behøvede ingen at sige noget. Vi vidste begge hvad vi tænkte: tør vi tage risikoen og få et barn hvis min krop ikke bliver bedre?
Min neurolog forklarede køligt alle risici både for mig og barnet: komplikationer, ingen garanti for bedring. Signe, sagde hun, jeg kan ikke love, at det virker. Men jeg har set det. Det kan ske.
Denne tanke rodede i mit hoved i månedsvis.
En aften, efter et særligt hårdt anfald, lå jeg på badeværelsesgulvet med kinden mod de kolde fliser. Min venstre side slasket væk, ordene kom usammenhængende. Mads sad tavst og strøg mig over håret. Da jeg endelig kunne tale, hviskede jeg: Jeg kan ikke mere.
Han sagde ikke imod.
Vi talte længe. Om angst og ansvar og vores måske-baby. Var det etisk? Ville barnet komme til at føle sig som en byrde, hvis jeg forblev syg? Men til sidst sagde Mads: Hvis det giver dig livet tilbage, vil vores barn altid vide, at de reddede dig ikke var en byrde.
Så besluttede vi os.
Graviditeten kom ikke let. Det tog syv måneder, utallige lægebesøg, blodprøver og utålmodighed. Da testen blev positiv, græd jeg så Mads troede noget var galt af lettelse, frygt og håb på én gang.
Første trimester var hårdt. Hormonstormene sendte mig op og ned. Nogle dage vågnede jeg frisk, andre kvalm og svimmel. Migrænerne forsvandt ikke, men de forandrede sig. Færre anfald. Kortere lammelser. Smerten mindre. Lidt, men mærkbart. Efter år med håbløshed føltes det som et mirakel.
Ved seks måneders graviditet var migrænerne nede på to-tre om ugen. Ikke væk, men til at leve med.
Første dag uden migræne i fem år, græd jeg i kassen i Netto til stor undren for kassemedarbejderen, men jeg var ligeglad. Friheden var tilbage.
Mads smilede igen. Jeg fungerede igen. Vi turde håbe, forsigtigt.
Men graviditeten ville mere.
I syvende måned kom et nyt anfald. Mit syn forsvandt, begge hænder blev følelsesløse. Lægerne sagde ordet jeg havde frygtet: Præeklampsi.
Pludselig var graviditeten, der skulle redde mig, blevet livsfarlig forhøjet blodtryk, risiko for barnet, risiko for mig. Jeg blev indlagt på Rigshospitalet. Alt lugtede af sprit, maskinerne bippede uafbrudt, sygeplejersker kontrollerede mig konstant. Jeg hadede at være afhængig.
Mærkeligt nok blev migrænerne ved med at lette. Hjernen slap.
Men blodtrykket steg.
Lægerne ville måske igangsætte fødslen tidligt. Vi holder dig tæt under opsyn. Dine symptomer er på vippen, sagde neurologen.
Ugerne sneglede sig afsted, hver dag en forhandling mellem min krop og uret. Mads boede nærmest på hospitalet, sov på en hård stol, spiste dårlige sandwiches fra automaten, holdt min hånd under hver måling.
Så steg mit blodtryk til faretruende niveauer i uge 35. Jeg fik et hovedpineanfald så voldsomt, at jeg frygtede det gamle mønster var tilbage, men nu var det andet: tryk, hævelse, noget dybere.
Vi skal have barnet nu, sagde jordemoderen bestemt.
Jeg så på Mads: Er det for tidligt? Bliver hun okay?
Hun er stærk, hviskede han, med grødet stemme.
Fødslen blev sat i gang inden for en time. Fødestuen summede af aktivitet, maskiner og personale. Jeg blev koblet på magnesium, kroppen føltes som bly.
Efter tolv udmattende timer, klokken 03.12, kom vores datter, Anna, til verden med et vræl der lettede hele stuen.
Hun var lille, men rask. Levende. Perfekt.
Jeg holdt hende ind til mig, tårerne løb ned af kinderne. Mads kyssede min pande: Du klarede det. Hun er her.
Det virkelige mirakel lod vente på sig.
To måneder efter Annas fødsel sad jeg en nat og vuggede hende i hendes værelse, da jeg indså, at jeg ikke havde haft migræne i ugevis. Ikke engang den mindste hovedpine.
Efter fire måneder havde jeg været 90 dage uden et eneste anfald.
Efter ni måneder erklærede min neurolog migrænerne i remission.
Jeg begyndte at arbejde fuldtid igen. Begyndte at løbe. Planlagde fremtid uden frygten for at vågne lammet.
Nogle nætter ser jeg på Anna i søvne og forstår ikke, hvordan noget så lille kunne vende alt. Lægerne fik ret: graviditeten ændrede alt. Ikke på et sekund. Ikke som magi. Men som et langsomt solopgang usynlig minut for minut, men uundgåelig når man træder et skridt tilbage.
Migrænerne stoppede ikke bare.
De gav slip.
