Fremmede barn
Du har ikke ringet i to dage. Jeg begyndte allerede at tro, der var sket et eller andet.
Der er ikke noget galt. Jeg har bare haft virkelig travlt. Møder, samtaler du ved, hvordan det kan være.
Jeg ved det. Selvfølgelig ved jeg det.
Jeg satte tallerkenen med suppe på spisebordet og gik over til vinduet. Udenfor var det marts. Gråt, vådt, med den særlige duft, der kun hører sig for helt tidlig forår, hvor sneen for længst har overgivet sig, men jorden stadig ikke ved, hvad den skal gøre med det hele. Jeg kiggede ud på gaden, men så den ikke rigtigt. Jeg så kun hans stemme i røret. En stemme, der lige var et par toner anderledes end ellers. En anelse mere kontrolleret, lidt mere forsigtig.
Toogtyve års ægteskab lærer én meget. Lærer én at høre det, der ligger mellem ordene.
Jeg sagde ikke noget og ønskede ham bare godnat, før jeg lagde på.
Min mand skulle hjem fredag. Toget kom ind klokken halv otte om aftenen, og som altid skulle jeg hente ham på Hovedbanegården. Ikke fordi han bad mig om det sådan havde det bare altid været. I toogtyve år havde jeg stået ved vogn to med hans foretrukne teboller fra bageren på Valby Langgade, den bager, han altid kaldte vores.
Torsdag aften bagte jeg en æblekage. Pudsede spejlene i entreen. Skiftede sengetøjet. Jeg gjorde alting roligt, metodisk, kun på kanten af tankerne sad det lille usikre noget, jeg ikke ville give et navn.
Fredagen kom med køligt regnvejr.
Jeg tog min grå frakke på den, han kaldte pæn tog posen med teboller og tog ind til stationen. Jeg stod som altid ved vogn to, så folk stige ud af toget, mens jeg på forhånd småsmilte. Rutine. Man smiler, når man ved nøjagtigt, hvem der er på vej gennem mængden.
Han kom til syne. Mørkeblå frakke, kuffert på hjul, lidt træt, en smule ubarberet. Så mig. Smilte. Gik hen til mig, lagde armene om mig, kyssede mig i tindingen.
Så er jeg her.
Ja, nu er du her, sagde jeg og lagde hovedet mod hans skulder et øjeblik.
Og i det øjeblik skete der noget. Noget småt, næsten usynligt. Min hånd, der omfavnede ham, gled over hans venstre håndflade. Og der, hvor hans guldring altid havde siddet den vi satte på hinanden for toogtyve år siden i det lille rådhus på Frederiksberg Allé var der nu blot hud. Blot en hånd uden ring.
Jeg sagde ikke noget. Tog hans arm og gik ved siden af ham. Tebollerne i den anden hånd. Regnen bankede stille og ensformigt.
Var turen god?
Ja, sov halvdelen af vejen.
Er du sulten?
Lidt. Hvad har vi hjemme?
Æblekage.
Dejligt.
Han talte, jeg svarede. Alt var, som det skulle være. Alt havde sin plads. Bortset fra ringen.
I taxaen kiggede jeg ud ad vinduet. Han fortalte noget om rejsemødet, om Aarhus, hvor han havde været i to uger, om kollegaen Svend, der igen havde fået alle til at grine. Jeg lyttede, nikkede, sagde indimellem nå eller det var pudsigt. Men jeg tænkte kun på én ting. At en vielsesring ikke forsvinder ved et tilfælde. Den tages af med vilje. Eller byttes ud med noget andet.
Hjemme tog han overtøjet af, vaskede hænder, satte sig. Jeg hældte te op, satte kagen frem, satte mig overfor.
Det er godt at være hjemme, sagde han. Og det mente han faktisk. Det kunne jeg mærke.
Jeg er glad for det.
Vi tav lidt. Jeg kiggede på hans hænder, der hvilede på bordet. Venstre hånd vendt nedad, helt tilfældigt, eller hvad?
Sig mig, sagde jeg lavt, hvor er din ring?
Han kiggede op. Et splitsekund løb noget igennem hans øjne. Og væk. Så kom smilet, lidt undskyldende, lidt akavet.
Åh, hvor er det dumt. Jeg tog den af på hotellet, da jeg skulle smøre hænderne ind i creme. Må have glemt den i natbordsskuffen. Ringer til dem i morgen.
I natbordsskuffen, gentog jeg.
Ja, du ved jo, hvordan jeg kan være.
Ja, sagde jeg. Spis kage, før den bliver kold.
Jeg rejste mig og gik ud i køkkenet. Stod der i tre minutter, holdt mig mod vasken og så på væggen. Så hældte jeg vand op, drak langsomt. Vendte tilbage og satte mig. Smilte.
Han fortalte om Aarhus. Jeg lyttede.
Om natten kunne jeg ikke sove. Lå ved siden af ham, lyttede til hans rolige åndedræt og tænkte. Ikke så meget på ringen. Mere på, hvordan han havde været de sidste seks måneder. En anelse mere varsom med ordene. Bare en lille smule mere opmærksom, når han kom hjem fra forretningsrejser. Altid lidt mere. Som om han forsøgte at gøre noget godt igen.
Kvindelig intuition er ikke magi. Det er bare en meget lang hukommelse for detaljer. Jeg opfandt ingenting. Jeg lagde sammen, hvad jeg havde.
Morgenen efter stod han tidligt op, tog et bad, drak kaffe og tog på kontoret. På en lørdag. Sagde, at der lige var noget presserende at ordne.
Jeg drak min kaffe alene og kiggede ud gennem vinduet. Regnen var forbi. Himlen hvid og flad.
Han havde glemt sin mobil til opladning i soveværelset. Det var usædvanligt i sig selv. Han gik aldrig hjemmefra uden telefonen. Jeg gik ind i soveværelset uden mål. Bare for at rede sengen.
Telefonen lå på natbordet med skærmen op. Og på skærmen stod en meddelelse. Jeg søgte ikke noget. Jeg så det bare.
Butik ‘Børnelykke 4.870 kroner trukket.
Jeg stod og så på den linje. Foldede dynerne sammen, lagde puden til rette. Forlod værelset.
Børnelykke.
Vi havde aldrig fået børn. Ikke fordi vi ikke ville. Det var bare sådan, det blev. Vi havde for længst accepteret det, længe siden vi havde talt om det, vænnet os til vores liv sammen i vores trekammers lejlighed, hvor det tredje rum var mit værksted med mapper om boligindretning og stofprøver.
Børnelykke.
Måske en gave. Måske til nogen anden. Måske til Annika, min mands niece, der fik en søn sidste år. Måske.
Jeg gik ud i køkkenet, tog kluden og begyndte at skrubbe komfuret. Længe, grundigt, indtil tankerne stilnede lidt af.
Måske.
Men noget inden i vidste allerede, at der ikke var noget måske. Noget havde allerede bestemt sig. Og det var næsten for roligt. Farligt roligt.
Han kom hjem til frokost. Med en eller anden pose, satte den ved døren og nævnte ikke, hvad der var i. Bagefter var den væk. Jeg spurgte ikke.
Ved middagsbordet sagde jeg:
Har du fået ringet til hotellet om ringen?
Åh nej, det glemte jeg. Gør det i morgen.
Fint.
Han spiste. Jeg så på hans hænder. Lysere hud på venstre finger, der hvor ringen havde siddet. Ikke længe siden den blev taget af. Altså bar han den for nylig. Et andet sted.
Efter frokost sov han på sofaen. Jeg sad i mit værksted og bladrede i stofprøvemappen. Så den ikke engang. Bladrede bare.
Jeg tog beslutningen stille. Uden tårer eller dramatik. Fangede bare mig selv i, at jeg måtte vide det. Ikke for at fange ham eller skabe skandale. Men fordi den løgn, du mærker fra din ægtefælle, men ikke kan pege på det er det værste. Lidt ligesom at gå i mørke og være mere bange for ikke at vide, hvor du falder, end selve faldet.
Mandag tog han igen tidligt afsted. Sagde, at han skulle mødes med nogle partnere, normalt først hjemme ud på aftenen. Jeg gjorde mig klar tyve minutter efter, han var gået. Tog bilnøglerne, den grå frakke. Kørte efter ham.
Det var ikke svært. Jeg kendte hans bil, vidste at han altid kørte roligt. Jeg holdt et par biler bagved, roligt med hænderne på rattet. Forunderligt roligt.
Han kørte ikke mod kontoret. Drejede af mod Amagerlandevej og kørte ud af byen. Jeg holdt snor i ham, selv da vejen blev mere og mere øde. Ikke let at forsvinde, men han så ikke engang i spejlene. Kørte, som om han var hjemmevant.
Efter fyrre minutter svingede han ind på en lille grusvej. Jeg trak ind til siden, ventede lidt, kørte så langsomt videre. Vejen gik gennem en lille granskov. På den anden side åbnede sig en lille forstad. Små pæne huse med hegn og haver.
Hans bil holdt ved et lyst træhegn. Porten stod åben. Bagved lå et lysegult træhus, med overdækning og gynger i haven.
Jeg standsede lidt væk. Gik roligt hen, så jeg kunne se gennem porten.
Han var steget ud. Stod ved trappen. Så gik døren op. Ud løb en lille dreng, ikke mere end fire år, i blå jakke og gummistøvler, grinende og højlydt.
Far! råbte han. Far, du er her!
Min mand satte sig på hug og løftede ham op. Krammede ham tæt, trykkede ansigtet ind mod hans hals. Drengen grinede og trak ham i kraven.
Jeg stod og så på.
Så kom en kvinde ud. Ung, omkring femogtredive. Behagelig, småblomstrede bukser og sweater, mørkt hår, en bestemt ro over sig, som folk har i eget hjem.
Han rejste sig. Drengen løb ud i haven. Kvinden gik hen til ham, han kyssede hende. Ikke hastigt, ikke skjult. Bare som med én, man elsker og er vant til at elske.
På hans venstre hånd glimtede en ring.
Ikke min ring. En anden.
Jeg mindes ikke, hvordan jeg kom ud til bilen. Jeg sad bare, udenfor var skov, alt duftede af forår, stilheden var total.
Dobbeltliv. Det var det, det hed. Et dobbeltliv tæt ved dig. I din seng, ved dit spisebord, sammen med din æblekage.
Drengen var fire. Så er det fem år. Eller mere. Fem år siden, jeg valgte ny farve til køkkenet og spurgte ham til råds. Du vælger bare, du er jo designeren, sagde han. Jeg valgte terracotta. Han sagde, det var smukt.
Fem år.
Jeg kørte hjem. Langsomt, uden musik. Jeg tænkte ikke på ham, men på den blå jakke. På et barn, der råber far. På, at det barn intet ondt har gjort.
Hjemme tog jeg frakken af og gik ind i soveværelset. Åbnede hans del af skabet. Lagde tøjet sammen pænt skjorter, bukser, sweatre, undertøj, strømper. Slipsene tog jeg også. Dokumenter rørte jeg ikke. Kun de personlige ting.
Vi havde tre kufferter. To fyldte jeg helt, den tredje halvt. Satte dem i entreen.
Så tog jeg ringen af min finger. Kiggede længe på den. Toogtyve år havde den boet på min hånd. Nu lagde jeg den på vindueskarmen i entreen. Og lagde mine ekstra nøgler ved siden af dem, han engang gav mig.
Så gik jeg ud i køkkenet og satte vand over.
Sad og drak te for mig selv. Kiggede ud. Mørket faldt hurtigt i marts.
Klokken var halv ni, da hoveddøren blev åbnet.
Jeg er hjemme, lød han ude fra entreen. Som han altid sagde, i toogtyve år.
Pause. Jeg kunne høre ham stå derude, se kufferterne.
Hvad er det? spurgte han.
Jeg kom ud, stillede mig i døren. Så på ham.
Dine ting, svarede jeg.
Hvad? Hvad sker der?
Det ved du udmærket.
Han så på mig. Så på kufferterne. Så på mig igen. Hans ansigt ændrede sig. Først overrasket. Så noget andet.
Vent. Vi må snakke om det. Hvad er der sket?
Intet, sagde jeg stille. Jeg ved bare det hele nu.
Hvad ved du?
Jeg var i dag i Granlunden. Ved det gule hus med gynger i haven. Jeg så dig. Jeg så kvinden. Jeg så drengen.
Stilhed. Tæt og tung.
Jeg så ham løbe hen til dig og råbe far, fortsatte jeg. Han hedder Jonas. Jeg så det syddet i gult på hans jakke, da du krammede ham. Jonas.
Han lukkede øjnene.
Hør nu, begyndte han. Det er ikke som du tror.
Lad nu være.
Nej, vent. Jeg vil forklare. Det er kompliceret, og jeg har længe ville…
Nej. Jeg vil ikke høre forklaringer. Ikke i dag.
Men du skal forstå…
Jeg skal ikke noget.
Han tav. Så på mig. Hans blik træt, ikke engang skyldfuldt. Mest bare træt, som en der har båret på noget for tungt, alt for længe.
Gå nu, bad jeg.
Hvor skal jeg tage hen?
Det ved du.
Jeg vendte mig, gik ind for at tage frakke og taske.
Hvor skal du hen? spurgte han.
Ud lidt. Du skal ikke være der, når jeg kommer hjem.
Jeg gik. Lukke døren stille bag mig. Ikke smækkede bare lukkede.
Luften var kold. Jeg gik langs fortovet og trak vejret. Bare vejrtrækninger, én efter én. Under lygten stod en vandpyt, himlen spejlede sig. Jeg rundede den og gik videre.
Jeg vidste ikke præcis, hvor jeg gik hen. Bare fremad. Gennem gaderne, under gadelys, hvor man længst ude kunne høre en sporvogn.
Min veninde boede i blokken ved siden af. Jeg trykkede på dørtelefonen uden at tænke.
Hvem der?
Det er mig.
Pause.
Kom op.
Hun lukkede op uden spørgsmål. Vil du have te? spurgte hun bare.
Ja.
Vi sad i køkkenet, det store rodede køkken der altid duftede af kaffe og kat. Hun satte te over, skubbede småkagedåsen frem, sagde ikke noget.
Han har en anden familie, sagde jeg til sidst.
Hun satte koppen fra sig.
Hvor længe?
Dreng på fire. Mindst fem år. Måske mere.
Åh Gud.
Undskyld. Ikke noget dramatisk. Jeg må bare sige det. Jeg græder ikke.
Det er okay.
Er det det? Jeg sidder bare og tænker på, at toogtyve år er så mange år. Et helt liv. Og jeg ved ikke, hvad der nu skal ske.
Min veninde sagde ikke noget. Lagde bare sin hånd oven på min.
Jeg sov på hendes sofa. Sov dårligt, vågnede ofte, men græd ikke.
Om morgenen kørte jeg hjem. Kufferterne var væk. Ringen lå stadig på karmen. Nøglerne også. Han havde kun taget sit.
Lejligheden føltes tom. Jeg gik gennem rummene. Stod lidt i soveværelset. Gik ud og lavede kaffe.
Skilsmissen begyndte. Ikke fra dag til dag, mere som en langsom, tør proces. Papirer, underskrifter, notarer og ventetider. Han ringede et par gange. Første gang for at forklare. Jeg tog den ikke. Anden gang for at tale om lejligheden. Jeg tog den. Kort, nøgternt. Hans stemme sagte.
Lejligheden er din, sagde han. Jeg gør ikke krav på den.
Fint.
Hvordan har du det?
Jeg har det fint.
Jeg… jeg er ked af det.
Det er jeg også, sagde jeg og lagde på.
Jeg var virkelig ked af det. Ikke over ham. Men over de toogtyve år. Over kagerne, samtalerne, turene til Vesterhavet, der nu blev set i et andet lys. Alt havde nu fået en hinde af tvivl. Han smilede til mig, og samtidig var der et andet hjem med gynger. Han sagde jeg elsker dig, og samtidig ventede en lille dreng på ham. Hvordan kan man holde det alt sammen i hovedet?
Jeg gav slip på de spørgsmål. Tillod dem at være.
Min underbo, Bodil, halvfjerds år, stoppede mig en dag ved postkasserne:
Jeg ser ikke din mand mere. Alt okay?
Vi er gået fra hinanden, Bodil.
Ak, hvor ærgerligt. Så mange år.
Ja, så mange.
Og hvad gør du nu?
Lever.
Bodil nikkede og gik. Jeg gik op og kom for første gang til at grine. Fordi og hvad gør du nu var det ærligste spørgsmål i lang tid. Og lever det eneste sande svar.
Måneder gik. Sommeren blev varm og med torden. Jeg åbnede vinduerne til værkstedet og arbejdede. Der var lidt arbejde. Ikke meget, men nok. Jeg havde arbejdet med indretning i mange år. Nogle gange mindre, andre gange mere. Nu fyldte arbejdet mere.
I juni fik jeg en ny kunde. Et ungt par, ny lejlighed, ville have det lyst og levende. Jeg mødtes med dem, hørte deres ønsker. Han holdt hende i hånden hele tiden. Ikke demonstrativt bare sådan. Jeg følte ingenting, bortset fra min professionelle interesse for rummet.
Det var et godt tegn.
Om sommeren tog jeg til København. Alene, for nogle dage. Bare fordi. Gik på museer, sad på caféer, så på havnen. Købte et akvarelhæfte, tegnede ved kanalen, selvom jeg ikke havde tegnet i evigheder. Resultatet var ikke godt, men det var ligegyldigt.
På en café sad der en kvinde på min egen alder ved nabobordet. Vi faldt i snak, fordi tjeneren havde blandet vores bestillinger sammen, og vi grinede. Hun hed Lone, var fra Odense, også alene afsted.
Rejser du også alene? spurgte hun.
Første gang, faktisk.
Jeg har gjort det i tre år nu. Efter skilsmissen.
Og hvordan er det?
Mærkeligt i starten. Så vænner man sig. Så bliver det faktisk helt godt.
Vi snakkede lidt mere. Gik hver til sit. Men samtalen fulgte mig i lang tid.
Til efteråret satte jeg mit værksted i stand. Hvide vægge, nyt bord, en stor lampe, jeg længe havde ønsket mig. Nu syntes jeg, jeg kunne.
Min veninde kom forbi, så værkstedet.
Det ligner dig. Den rigtige dig.
Hvad mener du?
Altså, det er lyst. Luftigt. Ikke overfyldt.
Jeg tænkte på det bagefter. Hvad betyder den rigtige dig? Jeg var jo også mig før. Måske lidt mindre. Lidt mere stille. Sjældnere. Lidt tilpasset hans billede af mig.
Nu var jeg tydeligere. På den gode måde. Bestilte det, jeg havde lyst til. Satte min musik på. Sov, når jeg ville. Stod op, når jeg ville. Små ting. Men de små ting fylder dagene. Og dagene bliver, som vi ved, til livet.
En vinter ringede hans søster, Helle. Vi havde altid haft det godt. Hendes stemme var forsigtig.
Jeg ville bare høre, hvordan du har det.
Jeg har det godt, Helle. Rigtigt godt.
Han… han har fortalt det nu. Jeg vidste det ikke før. Jeg håber, du ved, jeg ikke vidste noget.
Jeg ved det. Jeg tror dig.
Det var meget forkert af ham.
Det var, hvad det var. Jeg tænker ikke på det hver dag mere.
Pause.
Du er stærk, sagde hun stille.
Jeg ved det ikke. Jeg lever bare.
Hun sagde, jeg altid kunne ringe. Jeg takkede.
Utroskab. Det lyder vældigt dramatisk. Som noget, der vælter verden. Men egentlig kommer det stille. I små bidder. Den aflagte ring. Tomme pauser. Kvitteringen fra børnebutikken. Og pludselig ser man det hele og forstår, at det allerede for længst har ændret sig. Man vidste det bare ikke før.
Jeg lærte at tænke på det hele med ro. Ikke med det samme. Cirka fire måneder efter den fredag på Hovedbanegården. Jeg havde nogle gange en drøm. Ikke skræmmende bare sær. Jeg stod i entreen, fyldt af kufferter, og anede ikke hvis de var. Vågnede, lå i mørket, faldt i søvn igen.
En nat lå jeg og tænkte på drengen. På Jonas. At han nu var fem. At han sikkert var startet i børnehave. At han stadig løb sin far i møde. At han ingenting havde gjort forkert. At hans mor også havde troet på noget. Eller vidste. Eller ikke tænkte så meget. Folk er forskellige.
Jeg følte ingen vrede over for hende. Det overraskede mig. Men vreden var væk. Bare en stille udmattelse over at være blevet trukket ind i andres fortabte historier.
Foråret kom for anden gang. Præcis et år siden den fredag på stationen.
Jeg sad på min yndlingscafé nær hjemmet. Jeg holdt af det sted, fordi der var stille i hverdagen, det duftede altid af frisk wienerbrød og kaffe, og man kunne sidde ved vinduet. Jeg sad med min tablet, hvor jeg arbejdede på en ny opgave. En stor lejlighed i indre by, en kunde ønskede skandinavisk stil, lyst, rent. Vi havde mødtes nogle gange, diskuteret. Et spændende projekt.
Jeg arbejdede, drak kaffe, kiggede undertiden ud. Udenfor var det stadig køligt, men foråret kunne mærkes. Den dér duft. Sneen givet op, jorden tænker endnu.
Ved nabobordet sad en ung kvinde med laptop. Hun arbejdede, løftede blikket og spurgte:
Undskyld, er du indretningsarkitekt?
Ja, det er jeg. Hvordan så du det?
På din tablet. Meget flotte skitser.
Mange tak.
Tager du imod kunder, eller har du egen tegnestue?
Kun privat nu, men jeg overvejer at åbne studie. Leder efter lokale.
Fantastisk. Må jeg få dit kort? Vi skal flytte og trænger til hjælp.
Jeg gav hende mit. Hun kiggede, smilede.
Tak. Jeg skriver til dig.
Jeg nikkede og vendte tilbage til arbejdet.
Studielokale havde jeg været på udkig efter i to måneder. Noget småt, på gadeplan, med store vinduer. Ikke fundet endnu, men jeg har heller ingen hast. Det er nyt for mig, ikke at forcere ting. Men jeg synes faktisk, det er rart.
Jeg tog en slurk af min kaffe og kiggede på min hånd. Ringfingeren virkede næsten normal igen. Lidt lysere end de andre, næppe synligt mere. Ingen ring, bare hånd, bare egne fingre om kaffekoppen.
Jeg troede, det skulle gøre ondt. At jeg ville kigge på stedet og mærke det. Men nu følte jeg intet. Bare genkendelse. Det er min hånd. Jeg sidder her, ude i foråret, med et spændende projekt og varm kaffe.
Ind ad døren kom en kvinde med en lille pige. Pigen i rød jakke, trak sin mor over mod kagedisken.
Mor, den her! Må jeg få den?
Vi skal lige bestille først.
Neeej mor!
Kvinden grinede, bøjede sig ned, hviskede noget. Pigen smilede stort og løb mod et bord.
Jeg betragtede dem uden at føle noget særligt. Bare kiggede. Bare så livet rundt omkring. Forskelligt, levende, ikke altid bekvemt. Men levende.
Om eftermiddagen ringede min veninde.
Hvor er du?
Caféen. Jeg er i gang.
Og hvordan har du det?
Fint. Faktisk godt.
Er det sandt?
Helt sandt.
Nå, det glæder mig. Forresten, kan du huske jeg fortalte om Henrik fra kontoret? Han er enkemand, ordentlig mand. Han har spurgt til dig. Ville gerne møde dig. Jeg har ikke lovet noget, siger det bare.
Jeg tænkte et øjeblik.
Signe, vent lidt med det, ikke? Ikke endnu.
Fint. Jeg nævner det bare.
Tak. Jeg hører dig.
Er du virkelig okay?
Ja. Jeg arbejder, drikker kaffe, foråret er på vej. Jeg har det okay.
Hun fnyste.
Du er blevet anderledes. På den gode måde.
Hvordan da?
Du virker mere rolig. Sikker. Som om du ved noget, du ikke vidste før.
Jeg tænkte over det.
Måske er det sådan. Jeg fortæller om det en dag.
Jeg holder dig ikke tilbage.
Vi tales, Signe.
Jeg lagde på, kiggede ud på en kvinde i gul regnfrakke og mændene på fortovet. En stor hund snusede til et træ og gik videre.
Livet gik videre. Mit og andres.
Jeg vendte tilbage til min tablet. På skærmen: Lyst stuebillede, plankegulv, sofa i flødefarve. Jeg rykkede lidt på sofaen, tilføjede et standerlampe. Mer helhed.
Da jeg begyndte på indretning, var jeg 28. Det var bare arbejde, troede jeg. Men jeg lærte, at det betød mere. At et hjem næsten er ens indre liv foldet ud. At når folk har det godt hjemme, har de det en smule bedre indeni. Lys, luft, og velvalgte ting gør noget ved stemningen.
Også i min lejlighed havde jeg ryddet op. Lavet værkstedet om, fjernet ting fra stuen, der ikke var mine. De broderede pyntepuder, han havde hentet på en tur. Den store ramme med et feriebillede, hvor vi begge smilte. Væk ikke i affekt. Bare fordi jeg indså, jeg gerne ville se noget andet.
I stedet hængte jeg et lille billede op, købt i København, af en bikube. Det gjorde mig glad.
Vores ting siger noget om, hvem vi var og hvem vi gerne vil være.
Min kunde skrev: Glæder mig til nye skitser! Jeg svarede; onsdag passede fint.
Kaffen var blevet kold, men jeg drak den alligevel. Bad om regningen.
Tjeneren kom med regningen i lille lædermappe. Jeg lagde mit kort, ventede, tog det, pakkede sammen.
Alt nemt. På plads.
For et år siden stod jeg på stationen med teboller og anede ingenting. Eller vidste, men havde ikke sat ord på.
Nu vidste jeg. Og jeg levede. Ikke tungt, bare sådan var det.
Jeg pakkede tabletten, tog frakken, gik ud.
Foråret duftede præcis som sidste år. Sneen opgivet, jorden i tvivl.
Jeg gik, tænkte på onsdag, på skitser, på lampen. Jeg ville forbi butikken. Gad ikke lave mad i aften. Ville ringe til Signe og sige, at alt var, som jeg sagde det var: virkelig godt.
Ved krydset stoppede jeg. Ventede på grønt. En mand med attachétaske kiggede kort på mig, jeg på ham. Bare to mennesker ved et lyskryds.
Lyset blev grønt. Jeg gik.
Lidt længere henne løb den unge kvinde fra caféen op bag mig, i rød frakke.
Undskyld! Jeg har skrevet til dig allerede, men hvis nu du ikke ser det jeg vil virkelig gerne have hjælp af dig. Hvornår kan vi mødes første gang?
Næste uge. Tirsdag eller torsdag.
Torsdag er perfekt! Jeg skriver lige.
Fint.
Tak! Hun smilede rigtigt, løb tilbage.
Jeg så efter hende. Gik videre.
Min venstre hånd holdt remmen på tasken. Ringfingeren bare finger, bare hånd.
Jeg tænkte ikke over, hvad der skulle ske sidenhen. Ikke om en ny ring, om Henrik fra Signes kontor, enkemand og alt det. Ikke om ham, ikke om de toogtyve år, ikke om huset med gynger og lille Jonas i blå jakke.
Jeg tænkte på torsdag. På den nye opgave, et spændende møde.
Det var nok. Helt nok.
Bag hjørnet lå Morgenstund, en café, jeg af og til besøgte om fredagen. Nu var det onsdag, men jeg besluttede at gå ind. Bare fordi.
Inde var der varmt, duftede af vanilje. Bag disken stod en ung pige, så mig, smilede.
Skal det være det sædvanlige?
Nej, ikke i dag. Noget nyt. Hvad anbefaler du?
Hun tænkte sig om.
Vi har en ny kaffe. Med kardemomme og appelsinskal. Vi kalder den Marts.
Marts, gentog jeg. Lad mig prøve den.
