En tilfældig gensyn
Blæsten for rundt med de gulnede blade mellem brostenene i midtbyen, løftede dem op, kun for at lade dem dale tilbage på den våde asfalt. Line spadserede langsomt ad Strøget, kraven på det nye, mørkeblå uldfrakke let løftet mod efterårskulden. Hun var netop trådt ud fra sin frisør, håret sat i bløde bølger, makeuppen præcis, som hun ville have det hver eneste detalje nøje gennemtænkt. Nederst i tasken stak en seddel frem med dagens gøremål: Yogaen måtte hun tilmelde sig snart, kjolen til fest hos veninden helst valgt inden weekenden, og den nye butik nede ved Kongens Nytorv fristede også. Tankerne dansede energisk, nærmest joget fremad af vinden over byen.
Det var i dét øjeblik, hun helt tilfældigt stødte ind i én. Et let stød, frakens knitren og pludselig forvirring.
Undskyld! udbrød Line, næsten refleksivt, mens hun så op.
Foran hende stod Mikkel. Ja, netop den Mikkel, der for længe siden havde været blandt vennerne ti år, måske mere, var der gået. Årene var ikke forbi hans tindinger uden spor lidt gråligt anes, små rynker om øjnene gav hans blik noget træt, men stadig levende. Og øjnene var ikke forandret de havde stadig det let drillende glimt, som om han i samme øjeblik forsøgte at gennemskue, hvad der gemte sig bag hendes smil.
Line? Kan det passe? Han smilede bredt, men Line syntes dog at mærke noget stift i det smil. Hvilke veje bringer dig her til København?
Jeg er ovre for at besøge familien, svarede hun, mens hun lynhurtigt vurderede hans påklædning med et køligt blik. Helt almindelig uldfrakke ingen luksusmærker, ingen synlige tegn på status. Præcis som de fleste, der passerede. Og dig? Er du stadig i gang med de der… computer-ting?
Programmering, Line. Jo, det er stadig mit arbejde. Men du skinner da stadig Paris eller Milano, mon?
Åh, jeg har det fint, hun rørte legende ved håret med et smil, let og vægtløst, Hvad med dig? Familie? Børn?
Kone, to drenge. Helt almindeligt liv, han trak på skuldrene, lidt stolthed sneg sig dog ind i stemmen. Og du? Jager stadig efter drømmeprinsen?
Jeg bestemmer selv, hvem jeg søger, replicerede hun køligt og rettede sig op. Apropos, har du hørt fra Steen for nyligt?
Mikkel stoppede kort, som om han overvejede, om han skulle svare. Til sidst lod han ordene falde, næsten nydende øjeblikket:
Steen? Du er bagud. Han er noget til noget særligt nu. Afdelingsleder, ordentlig løn vi taler vigtig stilling, villa i Gentofte, Audi… Livet har artet sig for ham!
Line mærkede et stik dybt inde. Steen? Hende Steen, der altid var usikker på penge, som kunne gøre hende så gal med sin manglende fremdrift? Og nu direktør, fin bil, villa i et af de bedre kvarterer? Hun kunne slet ikke begribe det.
Det kan da ikke passe, fik hun presset frem, mens hun famlede efter at skjule sit urolige sind. Hun fik dog hurtigt styr på sig selv. Han har da aldrig været typen, der kæmpede for at få succes.
Netop! lo Mikkel, denne gang overrasket og måske også imponeret. Men han overraskede os alle. Hans kone er også gudesmuk, to børn ja, nærmest et lille eventyr.
Line knyttede uvilkårligt hænderne i frakkelommerne. Hun var et kaos af misundelse, irritation men især en brændende nysgerrighed. Hvordan vendte han det hele? Og hvorfor havde hun ikke vidst noget, hun som engang kendte ham allerbedst?
Spændende, sagde hun ligegyldigt, men stemmen afslørede en flig af spænding. Hvor arbejder han så? Måske skulle jeg give ham en håndtryks-hilsen…
Mikkel så på hende med et løftet bryn. Blikket sagde tydeligt: Mener du dét?
Er det nu en god idé? Efter alt, der skete?
Hvad skete der da? hævede hun øjenbrynene, upåvirket. Vi gik jo bare hver vores vej. Det forhindrer mig ikke i at glædes for hans skyld.
Tjoh, Mikkel rystede let på hovedet, lidt advarsel sneg sig ind i stemmen. Men sig ikke, jeg ikke advarer dig. Steen er en anden mand nu. Livet er forandret for ham.
En anden mand, siger du? Line smilede, men hendes øjne blinkede af nysgerrighed. I tankerne overvejede hun allerede, hvordan hun kunne bruge denne mulighed, som nærmest var landet for hendes fødder et lykkelod fra skæbnen. Vil du ikke fortælle lidt mere?
Mikkel rynkede panden og fortrød næsten, at han var faldet i snak med hende. Hvorfor lod han sig rive med? For et øjeblik siden havde han travlt, nu trak han sig selv igennem denne samtale.
Hvorfor i alverden skulle jeg det? sagde han nu irritabelt, skarpere end han ønskede. Hold dig fra hans liv. Steen har det forrygende; han har familie, to dejlige børn. Der er ikke plads til dig især ikke efter det, du gjorde.
Line løftede hagen, ydre rolig, men indeni kogte hun. Ikke så meget ordene, men måden han sagde det på. Hun var vant til folk prøvede at tilfredsstille hende, ikke belære hende.
Lad nu være med at belære mig! fnøs hun, indså straks at hun ikke fik mere ud af Mikkel. Det gjorde ikke så meget hun kendte jo miljøet, hun vidste hvad hun skulle spørge sig til. Heller ikke ønsket om at hjælpe fra Mikkels side kunne slukke hendes ild. Nu var det mere spændende! Hun frygtede kun, om han ville sladre til Steen om samtalen eller også ville det bare gøre det lettere: Så ville Steen i det mindste undre sig over, hvorfor hun nu pludselig dukkede op.
Jeg vil bare høre, hvordan min ekskæreste har det. Vi var alligevel sammen i tre år, Lo hun, næsten fornærmet, som om hun skulle retfærdiggøre sig overfor en dommer uden ret til at dømme.
Han har været sammen med Katrine i over ti! smilede Mikkel skarpt. Hvorfor er du kommet tilbage til byen egentlig? Gik den flotte bejler, du skiftede ud med, sur på dig?
Line stivnede kort, men parerede hurtigt med et stort smil, som om intet havde ramt hende. Indvendigt rasede hun dog hvor var det typisk Mikkel, at prikke til hende. Hans smålige triumf glimtede ubehageligt. Men at vise sig såret dét fik han ikke lov til.
Det rager ikke dig. Og ja, hvis jeg får lyst til at genskabe noget med Steen, så stopper Katrine mig ikke. Du ved jo godt, hvem han i virkeligheden stadig tænker på, ikke? Hendes stemme lød nonchalant, men hun fulgte opmærksomt hans reaktion, i smug på jagt efter en antydning af usikkerhed. Jeg kan se på dig, at du ved det. Så bliv ude af det.
Et kort øjeblik tav Mikkel, usikker på, om han gad fortsætte den samtale. Alvor malede sig på hans ansigt, men så tog han pludselig et trin baglæns, som om han rystede noget af sig.
Godt så, mumlede han ligegyldigt. Hvem er jeg til at blande mig? Men jeg siger dig hvis Steen går fra Katrine og drengene for dig, så mister jeg al respekt for ham.
Line holdt masken, selvom hænderne knyttede sig hårdt i lommen, og stemmen forblev jævn:
Som om det ville gå ham på, at DU ikke respekterede ham. Vi finder selv ud af vores liv, forstået? Hvis vi vælger at åbne for gamle følelser…
Ja, ja, det er helt jeres sag, afbrød han hende hurtigt.
Han kastede hende et blik, gennemsyret af misbilligelse, og havde pludselig travlt med at forsvinde. Uden et ord gled han udenom, som frygtede han at få noget på sig.
Mikkel smilte tørt for sig selv, mens han gik væk. Hun kunne bare prøve han ville næsten nyde at overvære det hele! I sit stille sind troede han ikke, at Steen for alvor ville smide sit liv væk for Line. Steen havde for meget at miste. Men hvis han gjorde det så havde han kun sig selv at takke.
************************
Line stod foran spejlet og lod blikket glide ned over sit spejlbillede. Hun hviskede en melodi, der havde siddet fast i hovedet hele dagen og tjekkede for tredje gang, om alt nu sad, som det skulle. Denne aften var særlig. Hun ville se perfekt ud til det møde, der måske ville forandre alt. Kjolen fremhævede hendes figur, skoene var elegante, øreringene diskrete, parfumen den samme, hun altid havde brugt, da hun og Steen var sammen.
Elleve år var gået, siden de skiltes tre år havde de haft sammen, og det føltes nu som et andet liv. Hun så tilbage på de dage med et let smil, næsten nysgerrighed, som at bladre i en ældre roman. Grunden til bruddet havde været helt banal: Hun troede aldrig på, at Steen kunne eller ville blive til noget.
Han knoklede, javel, men hans job bar ikke det store løfte. Han virkede tilfreds med hverdagen arbejdsuger med faste rutiner: arbejde, hjem, tv, weekender hos forældrene og aldrig ude over Danmarks grænser på ferie, kun sommerhuset ved havet eller barndomsgården nær Skanderborg. To-værelses lejlighed i Brønshøj, pænt, men spartansk. Og det var fint for Steen.
Line drømte om andet. Hun var 23, sprængfyldt af ambitioner, vant til opmærksomhed fra mænd og hun ville have noget mere. Ikke lange arbejdsdage for lidt, ikke nøjes med, hvad du er givet. Nej: Syden, luksuriøse gaver, opmærksomhed, beundrende blikke.
Steen kunne ikke følge med. Han prøvede, men delte ikke hendes drømmescenarier. Hun havde vendt og drejet det, overvejet for og imod. Var der mening i at blive hos en mand, som ikke kunne give hende det liv, hun længtes efter? Hun sagde nej.
Dengang mødte hun en kendt erhvervsmand, ældre og fast i hele sin fremtoning Hans blik sagde: Jeg får, hvad jeg vil have. Han var single. Line slog straks til hele sin charme og rutinerede forførelse på banen. Han faldt for det, hun bød på, og snart fløj de sammen mod Sydfrankrig med flybilletter for flere tusinde kroner, mens Steen var alene tilbage med sine beskedne vaner og små ambitioner
Hvem havde troet, at han virkelig ville tage sig sammen? mumlede hun, strøg let gennem frisuren. Nu har han direktørpost, villa og Audi Se lige, hvor langt du kom, Steffen! Jeg troede ikke på dig
Hun lod blikket hvile på sit spejlbillede med et underligt smil, blandet af fortrydelse og spilleglæde. Men hun gav ikke sig selv lov til sentimentalitet. Det handlede om at vinde denne gang: Vinde Steen tilbage, mens hendes forspring endnu varede, før tiden løb fra hende. Hun var stadig fri, stadig attraktiv men hvor længe endnu?
Erhvervsmanden, der førte hende ud i verden, havde aldrig giftet sig med hende. Han lovede meget, men undskyldningerne hobede sig op: arbejde, tid, penge. Til sidst skiftede han hende ud for en yngre model. Den dag han sagde det, mærkede hun bunden forsvinde under sig nu stod hun uden familie, uden sikkerhed og uden illusioner.
Hun prøvede at vende tilbage til Steen, men han var stadig på samme spor, de samme vaner, og nu også med flasken i hånden, dog stadig beskedent. Hun tog ud til ham den formiddag, men stemningen, rodet og trætheden i hans blik fik hende til at vende på hælen. Heldigvis havde hun stadig en lille lejlighed i København lidt betalt ud af pengene fra erhvervsmanden. Der var flere muligheder i storbyen.
Årene gik. Mænd kom og gik. Korte eventyr, lange forhold, men ingen var villige til vielsesringen. Line overbeviste sig selv om, at fremtiden stadig var lys men for hvert år blev hun mere usikker.
Så kom hun til København for at besøge familien, og mødte Mikkel, som helt uforvarende afslørede hele sandheden om Steen. Steen er blevet vellykket, havde han sagt og det tændte straks Lines nysgerrighed og håb.
Nu stod hun her, klar til tilfældig at støde ind i Steen. Alt var planlagt hvor og hvornår, hvilket smil, hvilke ord, hvilken kjole. Hun forestillede sig allerede scenen: Han ser hende, bliver rørt, kommer til at tænke på deres fortid, og indser, at hun stadig er den eneste, han har elsket. Snart ville han opgive alt. Line troede fuldt og fast på det så fast, at hun næsten rystede af glæde.
Ups, undskyld! med et let sving med armene snublende hun alt var planlagt, hendes stemme, de lidt opspærrede øjne. Selvfølgelig dukkede Steen op netop dér ned af Frederiksborggade. Jeg mente ikke at gå ind i dig
Det sker, lo han blidt, trådte naturligt et skridt nærmere for at standse hende hvis hun skulle falde.
Hvis ikke du havde været der, var jeg styrtet, sagde hun let, og trak en smule på skuldrene og kiggede derefter overrasket op. Steen? Er det dig?
Han kneb øjnene sammen, og tøvede ikke et sekund med at genkende hende. Line. Kvinden han engang elskede så højt, som han længtes efter længe, som han næsten ikke kunne glemme.
Ja, det er mig, stemmen knækkede næsten, Line er det virkelig dig? Eller er jeg begyndt at hallucinere?
Det er mig, svarede hun og sænkede blikket yndefuldt. Jeg havde ikke regnet med, at du ville kende mig igen. Der er jo gået så mange år
Dig glemmer jeg aldrig! sagde Steen, så højt at folk kiggede deres vej, men det bekymrede ham ikke. Du er jo kun smukkere blevet.
Det hele gik præcist efter Lines plan! Hun smilede indvendigt, men nøjedes udadtil med et beskedent, lykkeligt udtryk. Skal vi sætte os nogen steder? Tale om alt det gamle?
Ville din mand ikke blive jaloux? spurgte Steen automatisk, men en slags håbfuld lethed viste sig i hans øjne han ville vide, om hun mon var ledig.
Jeg er ikke gift, sagde Line med et blik under lange vipper. Har aldrig været det.
Det glæder mig, smilede han varmt, og så befriet ud. Jeg drømte altid om, at vi skulle have en fremtid sammen engang
Line jublede indvendigt. Planen fungerede alt for let på bare én aften var han der, hvor hun havde håbet. Hun behøvede ikke længere vente uger bare en aften, et par ord, så var det klaret. Steen sendte straks skilsmissepapirer af sted, uden hensyn til hustru og børn. Line skænkede ikke Katrine eller børnene mange tanker det vigtigste var, at hun havde fået ham, præcis som ønsket.
Nu var det blot at vente på bodelingen så kunne hun rykke ind i villaen i Gentofte. Hun så det for sig: Hendes kjoler i skabet, makeuppen i badeværelset, skoene stillet op i entréen. Katrine arbejdede jo ikke, så alt var jo Steens. Helt rimeligt, tænkte Line, at Katrine og børnene måtte tilbage til den gamle lejlighed.
Med bankende hjerte nåede Line til caféen på Østerbro, hvor de plejede at mødes. Hun smilede mod det faste bord, men standsede brat. Overfor sad Katrine rank ryg, sort kjole, ingen makeup, håret sat i en stram hestehale. Der var intet usikkert i hendes blik kun kølig ro.
Hej, Line, sagde Katrine uden at blinke. Jeg vidste godt, du ville komme. Steen fortalte, hvor han gik hen.
Hvad laver du her? Jeg ventede på Steen, forsøgte Line, stemmen lidt for tvivlende.
Jeg bad ham lade dig vente. Vi skal snakke, uden ham. Katrine smilede let, men koldt. Så ved du, hvad din fremtid bliver.
Hun trak et par papirer op af tasken, lagde dem sirligt foran Line, papirerne klikkede perfekt sammen officielle papirer, bankudskrifter, skøder.
Her kan du se, fortsatte hun roligt. Villaen er købt for mine penge. Arven fra min far. Bilen står i mit navn. Selv Steens direktørstilling… Det var hos min bror. Han blev fyret i går.
Men Mikkel sagde Han fortalte, at Steen havde klaret det hele selv! udbrød Line, den sidste rest af håb vibrerende i stemmen.
Mikkel? Katrine trak på skuldrene. Han kender sandheden. Han ville bare se, hvordan du reagerede.
Line stirrede stumt ned, mens alle hendes drømme og planer om et liv i overflod smuldrede på en gang. Alt, hun havde bygget i tankerne villaen, positionen, de dyre ting var blot korthuse blæst omkuld.
Han elsker dig stadig, sagde Katrine sagte, uden vrede eller vrede, bare som et factum. Han ville give alt op for dig. Men hvad ville du selv ofre?
Hun rejste sig, lagde en 50-krone sedel for sin kaffe og gik mod døren. Ved udgangen standsede hun, så over skulderen:
Lad nu være både for ham og for dig selv, sagde hun stille.
Line blev siddende endnu et stykke tid, synet sløret af forvirrede tanker. Først efter flere minutter løftede hun sig fra stolen, gik ud uden at se sig tilbage. Udenfor slog vinden igen hendes hår, frakken blafrede og for første gang lagde hun ikke mærke til det. Hun fortsatte, hovedet rungende af én tanke: Han har ingenting. Ingenting! Hvorfor skulle jeg dog have brug for ham?
Dagen efter bestilte hun billet til Aarhus. Hun skrev ikke til Steen, ingen besked, intet opkald. Hun pakkede sin taske, ringede efter taxa og forlod København, mens drømmen om luksus for længst var forsvundet…
