Du ved, jeg kom hjem en dag, åbner døren, og så er der den der underlige, trykkende stilhed. Det første jeg lægger mærke til, det er, at ingen små poter løber mig i møde ikke et eneste lille mjav. Hjertet synker helt ned i maven, og hele huset føles pludselig tomt på en måde, jeg bare ikke havde forestillet mig.
Jeg kigger på Signe, min kone, der sidder ved spisebordet med sin telefon. Jeg spørger nærmest panisk: Hvor er kattene? Hun kigger ikke engang op, sukker bare lidt og siger: De er væk. Jeg kunne simpelthen ikke holde den pels ud længere, alt var dækket. Nu er her rent. Jeg stivner kan ikke engang få sagt noget tilbage. Mine tre katte, de var min familie længe før vi blev gift. Nu var de bare… forsvundet.
Jeg kommer til at hidse mig helt op, stemmen ryster: Hvad mener du med væk? Hvor er de?
Hun ser endelig på mig, helt kold i blikket: De er kommet videre. Du burde faktisk være glad nu slipper du for at være slave af de dyr!
Efter det kunne jeg slet ikke sidde stille. Næste dag begyndte jeg at ringe rundt til lokale internater, satte opslag op alle vegne, printede flyers ud og gik hele København og omegn tynd for at lede. Jeg spurgte Signe igen og igen, men hun nægtede at fortælle noget som om det var mig, der var helt urimelig.
En dag skriver en bekendt fra Frederiksberg Dyreværn til mig; hun mener bestemt, hun har set tre katte, der matcher mine, blive afleveret for nogle dage siden af en kvinde. Mit hjerte hamrer derudad, og jeg skynder mig at ringe til internatet: Er de der stadig? spørger jeg håbefuldt.
Men de havde allerede fået nye hjem. Vi må desværre ikke udlevere navnene på de nye ejere, men jeg lover dig, de er hos nogen gode, siger hun. Hele verden ramlede for mig. Jeg trak nærmest ikke vejret. Tanken om, at jeg aldrig skulle se dem igen, var ubærlig.
Da jeg kom hjem igen den dag, sad Signe der stadig og smilede nærmest overbærende: Er du færdig nu? Rolig nu, de har det sikkert godt.
Men der ramte det mig virkelig: hvordan skulle jeg kunne være sammen med et menneske, der bare kunne tage sådan en beslutning for mig, bare slette dele af mit liv uden at blinke? Jeg pakkede mine ting samme nat og flyttede ud. En uge senere kontaktede jeg advokaten og begyndte på skilsmissen.
Måneder gik. Jeg kunne næsten ikke få mig selv til at gå på internatets hjemmeside, men en dag sad jeg alligevel der og bladrede igennem fanen Succesfulde adoptioner. Og der var de alle tre, hver på et nyt billede fra et nyt hjem. Tre lykkelige katteansigter, tre forskellige sofaer, tre nye familier. Jeg kunne næsten ikke lade være med at græde, men denne gang var det lettelse.
De var okay. Mere end det de så faktisk ud til at trives. Tænk at det kunne føles som sådan en lettelse at se sine katte være lykkelige et andet sted. Ved du hvad, jeg fandt faktisk også ud af, at jeg var okay.
