Tvangs-sammenføring på dansk manér
Astrid sad fordybet over sit skrivebord med brillerne halvt nede på næsen og en kaffekop, der for længst havde passeret bedst-før. Foran hende lå en mægtig stabel papirer: rapporter, fakturaer og fragtbreve, sirligt lagt i bunker, så man næsten kunne få mistanke om, at ordnung muss sein var hendes livsmantra. På det ellers dødsstille kontor kunne man høre svage ekkoer af sløve kontorsamtaler fra naborummet og den velkendte klimpren på tastaturet. Solen sneg sig ind mellem persiennerne og lavede striber som moderne kunst på hendes skrivebord.
Pludselig brød en telefonlyd stilheden så skarpt, at Astrid var ved at tabe kuglepennen. På displayet stod det entydige: Mor. Hun fik et lille ryk for hvor ofte ringer ens mor kl. tre om eftermiddagen? Lille fakta: Normalt råbes man op om vasketøjets skæbne ved aftensmadstid, ikke midt i eftermiddagstrætheden.
Hun tog telefonen med et suk.
Astrid, skat, kan du komme forbi nu? Mors stemme lød usædvanligt bævende, sådan en lille vibration af krise, Astrid straks fangede.
Indeni strammede det lidt. Hun rettede sig op, satte rapporterne til side og forsøgte at lyde rolig, selvom hendes indre allerede så formodede ulykker eller dramatiske begivenheder for sig.
Er du okay? Er der sket noget?
Nej, nej, jeg har det fint, afbrød moren i et forsøg på at undgå panik. Men vi skal tale. Det haster.
Astrid kiggede på det kontrollerede papirkaos på bordet og overvejede, om Excel-arket ville tilgive, at hun gik tidligere. Morens stemme efterlod dog ikke nogen exits.
Okay, jeg er der om en time.
Jo hurtigere, desto bedre, svarede moren og sænkede stemningen til det halve. Der… er folk, der venter.
Folk venter. Astrid fik et genkendeligt jag i panden. Eksamen? Bibelstudiekreds? Babyselvforsvar? Nej, mor brugte kun det udtryk, når det var den slags situationer, hvor det forventedes, at hun sad rank og konverserede høfligt.
Hun samlede sine ting sammen dokumenterne røg i mappen, mobilen og Dankortet i håndtasken, og hun svingede hurtigt en blazer over skuldrene. Chefen fik en lynbriefing på vejen ud han var heldigvis af den forstående slags med kaffevarmer på skrivebordet. Ude af døren, bestilte hun en taxa på den der app, som halvdelen af København lever af, og sendte en hurtig besked for at høre, om hun skulle tage kanelgifler med. Svaret?
Ingenting. Bare kom.
Hun stod snart på gaden og opdagede, at hendes tempo havde sneget sig op i jeg-har-mistanke-om-familiekrise. Tankerne cirklede hele den tur den ene mere absurd end den anden.
Morens arbejde var stressende, det vidste hun: den famøse deadline og alle de håbløse kolleger. Eller måske havde noget ramt tante Linda? Der var jo ikke det, hun ikke kunne finde på. Eller måske mere eksotiske familieudfordringer, Astrid i sin vildeste fantasi ikke kunne regne ud?
Da taxaen svang ind til den klassiske københavnske etage, betalte hun kontant med 230 kr. (det var ikke på hendes regning, mente hun) og trippede op ad trapperne. Hun havde nær ikke nået døren, før den blev revet op så dramatisk, at hun lige manglede et klaverindslag.
Endelig! Kom så, kom så! Moren nærmest trak hende ind i entréen.
Duften af hjemmebagte vaniljeboller slog mod hende som et bagholdsangreb. Den slags duft, som indebar noget stort fødselsdag, julefrokost eller en overraskelse af den særligt rodede slags. Men det akutte udtryk og morens nervøse stabling af servietter passede bare ikke ind i ligningen.
Astrid sparkede skoene af og fulgte efter.
Mor, hvad sker der? spurgte hun og trådte ind i stuen.
Hun stivnede. Ved bordet med den pletfri dug sad Simon. SIMON. Søn af morens veninde, det notoriske barndomstryne hun havde kaldt Træmanden siden de delte Lego Duplo. Han havde altid virket lidt langsom, klodset, rodede med ordene og tabte halvdelen af kopperne til eftermiddagskaffen. Nu sad han og rettede på sin skjortekrave og lod som om, han hørte til.
Ved siden af blomstrede tante Linda som en busk forårsmagnolia. Hun lyste så fornøjet, at det næsten klædte hende.
Hej, Astrid, sagde Simon, rejste sig og prøvede at se selvsikker ud.
Hej, vrissede Astrid, lagde armene over kors og sendte moren det dér blik. Nå mor, hvorfor skulle jeg rive mig løs fra både fakturaer og en halvfuld kop kaffe lige nu?
Mor undveg ganske snedigt hendes øjne og nussede servietten (nu for tredje gang).
Skat, vi har lige tænkt… Du og Simon kender jo hinanden fra små, begge to er voksne, selvstændige…
Og hvad så? Kommer jeg nu i tvangskampagne? Astrid kunne ikke skjule sin irritation. Jeg har folk, der venter på mig kolleger altså, ikke folk som jer. Jeg har revet mit arbejdsliv i stykker for det her?
Tante Linda blandede sig naturligvis straks, da stilhed ikke lå til hendes temperament:
Simon har fået fast job! Og andelslejlighed på Frederiksberg! I kan jo bare snakke lidt.
Vi ville bare gerne have, at I hyggede jer, nu løftede hendes mor endelig blikket, men stak hende et diplomatisk flakkende et.
Astrid mærkede, hvordan hendes temperament steg proportionalt med antallet af sukkerkringler på bordet. Hvorfor skulle hun høre på endnu et han er så god for dig, du misforstår bare? Hun lagde bånd på stemmen, men den knirkede alligevel.
Mor. TAK for omsorgen. Men jeg bestemmer altså selv over mit datingliv.
Simon så ud som én, der hellere ville til regionsrådsmøde, men prøvede alligevel:
Astrid, måske skulle du lige slappe af lidt? Vi kunne jo bare… ses? Du har altid været sød, og…
Tak, men du sagde tre ord til mig på gymnasiet og tabte mit penalhus i håndvasken. Jeg føler ikke den store kemi, hun gav ham et blik, der kunne få en surdejsbolle til at falde sammen. Sorry.
Simon krøb endnu længere ind i sin skjorte.
Men jeg er altså seriøs… Jeg mener det, mumlede han, men det var der vist kun ledningerne i lampen, der hørte.
Astrid lukkede øjnene og talte til ti. Hun KUNNE have svaret spidst, men lod være.
Simon, du er sød. Du har styr på livet. Du fortjener nogen, der kan se det. Men ikke mig. Fornemmelsen opstår altså ikke, bare fordi to mødre har lagt sig i selen.
Nu begyndte spændingen så småt at sive ud. Moren så ud, som om nogen havde nappet hendes marcipanbarn.
Jeg tror, jeg smutter nu, Astrid tog tasken og gjorde det klart, at hun faktisk mente det. Tak for arrangementet, men jeg vil helst undgå, at vi leger, det er et interview til Dagens Mand.
Astrid! Vent nu lige, moren tøvede, men broen var brændt. Vi mente det jo bare godt.
Det ved jeg. Bare, ikke flere overraskelser, okay? Jeg har haft ondt i maven lige siden du ringede, Astrid stak hovedet ud ad døren og undgik øjenkontakt.
Med et lille klik røg døren i bag hende. Luften udenfor var frisk og lugtede af våde birketræer for selvfølgelig havde det lige været dansk forår: regnstorm med solskær. Hvad er det med mødre og evig dattering? Skal hun virkelig ende med at tage kæreste på til forårsklarering i det lokale forsamlingshus, hvis det stod til moren?
Hun fandt sig selv på sin barndomsti gennem parken. Alt var, som det plejede: børn med mudder i håret, damer med barnevogne, gamle ægtefolk på bænkene. Astrid hoppede udenom de værste pytter, lod sig ikke slå ud af dryppende grene hun var trods alt hærdet urbanite.
Mobilen brummede i lommen. Selvfølgelig: Mor.
Astrid, hvorfor gik du bare? Vi havde jo en aftale!
Mor, jeg hverken skal eller vil giftes med ham, bare fordi du og tante Linda delte en pakke Smørbjørg til en påskefrokost for 20 år siden.
Det handler jo bare om at mødes! Han er ordentlig han drikker ikke, og han har sin egen stegepande!
Han er sød, jeg siger det jo. Men jeg vælger selv.
Men hvem venter du så på? nu lød moren træt, som om hele verdensskyld lå på Astrids single-eksistens Du har været single lige så længe som strømpebukserne har været inde i modebilledet.
Jeg venter ikke. Jeg lever. Jeg vil ikke have en kæreste bare for syns skyld, Astrid stoppede op ved en bænk og betragtede børnene, der legede Titanic i regnpytterne.
Skal du så bare sidde og arbejde dig ihjel? Jeg vil bare have dig glad.
Men jeg ER glad, hun satte sig og smilede stille, mest over sin mors evigt tilbagevendende bekymringer. Du må tro mig, mit liv er ganske fint.
I røret var der stille. Kun lidt puslen, som når moren havde brug for en slurk kaffe eller tid til eftertanke.
Beklager, jeg pressede dig, sagde moren lavt. Man vil jo ikke have, du ender alene med dine stuebirk.
Jeg ved det godt. Men næste gang, du har et surtprise, må du meget gerne advisere først. Jeg nåede at forestille mig både ild, vandskade og straf fra Skat.
Jeg lover det, sagde moren, og Astrid kunne høre håbet smile mellem ordene. Men lover du at fortælle, hvis der en dag er en, som virkelig betyder noget?
Selvfølgelig, mor.
Astrid rejste sig igen. Hun skulle hjem, og der var faktisk et par mails, der måske skulle kastes et blik på (ja ja, total arbejdsskade).
De næste dage gik Astrid nærmest i militærtilstand på job. Projektet slugte alt tid hun levede af rugbrødsklemmer og sort filterkaffe, og ellers var der ikke meget spas over dagene. Om aftenen dånede hun på sofaen, men om natten listede hendes hjerne sig tilbage til den mikrodramatiske matchmaking med mor og tante og stakkels Simon som den uskyldige statist. Helt fri for skyldfølelse var hun ikke, men ophidselsen var nu blevet erstattet af tydelig forbløffelse over, hvad mødre tror, voksne dattere behøver.
Fredag aften løb hun ind i en invitation på arbejdsmailen: kollega inviterede til fødselsdag. Det bliver sjovt god musik, gode snakke, højt humør! Underligt nok hørte hun sig selv svare: Jeg kommer!
Kaffebaren ude på Nørrebro summede af gæster, da hun trådte ind. Murstensvægge, træborde, stearinlys og lugten af nystegt kardemommesnurre blandet med snakken. Værten viftede hende hen til et bord ved vinduet og hilste, som kun folk, der elsker at holde fest, kan gøre det.
Astrid! Godt at se dig.
Hun satte sig, hilste pænt og blev hurtigt fanget ind i en snak om, hvorvidt man egentlig kunne overleve en vinter kun på havregrød i København.
Hej, du må være Astrid? Jeg hedder Mads, sagde en fyr og satte sig overfor hende. Han så helt almindelig ud, sådan en, man kunne diskutere både valgår og hjemmebag med, uden at nogen tabte ansigt.
Jeps, svarede hun. Du kendte værten fra gymnasiet?
Nej nej, gennem arbejde. Jeg sidder i analyse. Hjælper faktisk med budgettet til din afdeling.
Og således begyndte en samtale mere flydende end en pakke Kærgården på brunchbordet. Mads var ikke kun nogenlunde morsom han lyttede, og han spurgte, uden at det blev small talk for idioter og Astrid måtte indimellem bide sig i kinden for ikke at grine for højt.
Efterhånden blev baren så proppet, at Mads foreslog en tur udenfor. København ved nattetide frisk luft, fjerne scooters, og et sted i baggrunden: hakken fra fem cykler i stime.
Hvad laver du egentlig, når du ikke håndterer Excel-kriser? spurgte Mads, mens de lænede sig op ad caféens alt for lave mur.
Læser. Løber. Holder af biografbesøg og saltkaramel-is, hvis man kan opdrive det, svarede Astrid.
Rejser du?
Sjældent. Jeg har for meget at lave. Trænger til mere havudsigt.
Så må vi lave om på det, blinkede han. Måske skal jeg invitere dig til Vesterhavet næste forår?
Astrid lo så højt, at en forbipasserende kat sendte hende et skævt blik.
Det var lige til højrebenet.
Men ærligt, Mads grinede med Jeg synes du er spændende. Skal vi ikke tage en kaffe i morgen? Helt uforpligtende.
Jo, lad os gøre det.
Da Astrid landede hjemme i sofaen, ringede mobilen igen og surprise: det var mor.
Hvordan har du det? spurgte hun forsigtigt.
Fint. Jeg har mødt en sød fyr. Ikke nogen Simon, bare rolig.
Og for første gang grinede hendes mor ægte i røret.
Nå, så måske behøver jeg ikke planlægge næste bryllup endnu? Du klarer dig selv.
Astrid smilede, mens hun kiggede ud over byen. Fra lejlighedens vindue så hun lysene på Vesterbrogade, bilernes forlygter, mennesker på vej på eventyr og hun følte sig uventet let.
Verden var præcis, som den skulle være. For hvem sagde overhovedet, at livet skulle følge en vej der var lagt af andre?
Hun lænede sig tilbage i sofaen, drak sidste slurk lunken kaffe og vidste: Alt går, som det skal. På sin egen, helt igennem københavnske måde.
