Dagbog, tirsdag
Hvad glor du på som en ulv? Er du ikke færdig endnu? Slå videre, drenge! Lauras ellers blide stemme forvandlede sig til et skingert hvæs, og jeg trak skuldrene op og satte næverne op foran brystet.
Det nytter jo ikke. Hvem skulle blive skræmt af mig? Spinkel, lille, arme og ben tynde som grene, og hovedet dingler på en lang hals som et overmodent æble på grenen. Kort sagt Kylling!
Det navn fik jeg straks, den dag jeg kom ind i plejefamilien.
Se mor, han spiser som en kylling! Det ser nærmest ud, som om han pipper maden op fra tallerkenen!
Den yndige, lyshårede pige, der snarere lignede en porcelænsdukke end et barn, rynkede sjovt på næsen og rakte mig sin tebirkes.
Her! Spis! Har de slet ikke fodret dig på børnehjemmet?
Jeg tog ikke imod tebirkesen, rystede bare på hovedet, så min plejemor, Rikke, med det samme udbrød forskrækket, sikkert bange for, at mit hoved ville falde af. Jeg orkede ikke at forklare dem, at jeg faktisk ikke var sulten, og at jeg faktisk fik ok mad på hjemmet. Jeg spiste bare ikke så meget. I starten. Senere lærte jeg at spise op de store portioner, som Rikke så rundhåndet øste op, og at der altid stod en kurv med bolsjer og småkager, og en skål frugt midt på bordet. Jeg vænnede mig til bare at tage, hvad jeg havde lyst til, uden at spørge om lov.
Rikke var lige ved at græde de første gange jeg spurgte, om jeg måtte tage et æble:
Selvfølgelig, min skat! Du behøver ikke spørge. Bare tag, og spis løs!
Men jeg kunne ikke lade være. Det var vigtigt for mig at få lov. Så ingen bagefter kunne se mærkeligt på mig, eller sige at jeg tog uden at spørge.
Laura, den lille porcelænspige, grinede af min forsigtighed men andre fik hun ikke lov til at grine med. Det forstår jeg først nu, at hun faktisk bare legede med mig som katten med musen. Hun kunne bestemme alt, og alle, der boede hos Rikke, blev på en måde hendes legetøj. Hun morede sig med at se brødre og søstre komme op at skændes.
Marie, hvor er dine fletninger bare flotte i dag! Mor har virkelig været god. Forstår ikke, at Peter sagde, at du har hø på hovedet? Hvad betyder det egentligt hø på hovedet?
Marie, fjorten, naiv og godhjertet som mor Rikke, men blev farlig som en løvinde, når nogen sagde noget om hendes udseende. Hendes bror, Peter, som Rikke tog med hjem lige efter Marie, da hun hørte, de var søskende, tudede og tudede, når hun slog ham og Laura stod bare sødt og smilede. Hun havde jo ikke sagt noget ondt, bare gentaget noget, hun havde hørt i skolen. Sådan kunne hun altid vikle ting ind eller fordreje det lidt som det passede hende.
Eller når Peter, der altid var med til oplæsning og tit vandt præmier i konkurrencerne, stod foran spejlet og trænede, dukkede Laura straks op:
Godt gået Peter! Hvorfor er det egentligt, at Lars siger du er dum og ikke kan finde ud af noget?
Og pludselig var jeg, midt i mine danske stile, væltet på gulvet i børneværelset, og Peter prøvede at tæve mig, helt ligeglad med om jeg slog munden.
Og så spænede Laura selvfølgelig ud til mor:
Mor! Drengene slås! Jeg tror Peter slog Lars alt for hårdt!
Og så kom Rikke løbende, ofte bagefter at Marie havde fået hævet drengene fra hinanden, og så var det ellers bare at gribe bilnøglerne og haste på skadestuen. Man ved jo aldrig!
Nej, Laura snoede ikke sine intriger hver dag. Hvorfor skulle hun? Så ville alle lure hende. Hun var forsigtig, opfindsom og klog. Og nogle gange synes jeg hun fik noget ræveagtigt over sig, som om hun havde en lang, rød hale, der vippede, når hun fik sine vilje.
Af alle Rikkes børn, og vi var fem, kunne kun Nikolas være helt kold overfor Lauras optrin. Ham ragede resten ikke. Han er datamatiker, computer-geni, har sit eget kongerige sit værelse. Den ældste, Simon, flyttede ud, så Nikolas kunne for alvor indrette sig der. Han lader også os spille lidt engang imellem, og fortæller hvordan man gør, men han har sjældent tid. Han er kun seksten og allerede ferm til programmering; han forsvinder ind i sin verden så tit han kan.
Jeg ved, at Nikolas har fået sig en kæreste. Det er der ingen af de andre, der ved. Kun mor Rikke. Jeg opdagede det selv og jeg fik faktisk lov at sige hej til Sara, over Skype. De bor i hver sin by, men snart er de færdige i gymnasiet og vil starte på universitetet sammen det glæder Nikolas sig til. Og jeg forstår ham. For jeg ved alt om at vente.
Når man sidder på den kølige vindueskarm, med knæene under sig og fingrene krydset, og hvisker: “Lad det bare gå, please, du kan alting!” Hvem dette ‘du’ er, ved jeg ikke, men jeg tror, jeg bliver hørt. Hos Nikolas er der fred. Når jeg sidder med hans kæmpestore, røde hankat Hippokrates på skødet og klør ham bag ørerne, føler jeg mig tryg. Ingen skal drille eller sige noget dumt. Bare sidde og lytte til Nikolas, der murmeli-programmerer for sig selv. Nogle gange rejser han sig pludseligt, strækker sig hele vejen op, sparker med benet og gnæger, og så:
Nu går jeg i køkkenet skal du med, Lars?
Så spurter jeg med tusinde skridt, mens Hippokrates snor sig om benene, vi laver te, som Rikke har lært mig, og sidder længe og taler bagefter. Om lejre, gymnasiet, om Simon som var Nikolas idol og bedste ven, ud over Rikke.
Simon er Rikkes eneste biologiske søn, resten har hun valgt til. Han bor nu i Aarhus og arbejder på universitetet besøger kun et par gange om året. Når han er hjemme, falder roen på huset. Jeg har set det kun to gange, men hver gang var jeg så glad, at jeg nær havde tigget ham om at blive.
Han er gift, har en lille datter Vibe, så sjov og kælen, at jeg blev stiv af skræk første gang, hun kravlede op på mit skød. Katja, hans kone, beroligede mig.
Hun vil bare sige hej du er hendes onkel! Stor og stærk. Og hun er din niece.
Hun lagde armen om min nakke, og jeg kunne slet ikke holde tårerne tilbage.
Rikke forstod straks hun tog mig på skødet og vuggede mig længe, præcis som jeg havde gjort med Vibe.
Ingen grinede ikke engang Laura. Hun stod ved os og strøg mig over ryggen.
Græd ikke, Kylling Åh, undskyld, Lars!
Hvorfor hun pludselig blev så omsorgsfuld? Jeg forstår det stadig ikke. Nogle gange jog den pige mig væk, andre gange havde hun ondt af mig. Men der var jo også de andre Nikolas for eksempel. Og Marie og Peter. De skal bare lære det hele.
Og så var der Rikke. Mor Rikke jeg kaldte hende det kun inde i mig selv. Tør ikke sige det højt. Tænk hvis de ikke forstod, eller endnu værre tog imod mig, og så smed mig tilbage på hjemmet, ligesom sidste gang, hvor den gamle plejefamilie fik deres eget barn og pludselig ikke havde brug for mig længere. Jeg blev hentet af to kvinder, den ene i uniform, og sat af tilbage på hjemmet.
På hjemmet lærte jeg, at børn som mig ikke kan elskes. Ingen af pædagogerne sagde det, men de havde for travlt til at have noget med hjertet med de mindste at gøre.
Om sådanne tanker sagde jeg ikke noget til nogen, heller ikke Nikolas. Kun Hippokrates vidste alt det, der rørte sig. Han lyttede og så på mig, som om mine bekymringer var verdens vigtigste.
Tror du, jeg får lov at blive her?
Han svarede ikke, men lagde sig på ryggen, så jeg kunne klø ham på maven. Han vidste jo om nogen, at Rikke og Gregers aldrig gav slip, når de først havde lukket én ind.
Det er Rikke, der har givet katten navnet. Hun fandt ham, gennemblødt af regn, i siden af landevejen på vej hjem fra nattevagt på hospitalet. En gang var han sikkert smuk og velholdt, men da var han bare et sølle kræ.
En bil havde ramt ham. Han havde prøvet at gå, men benene ville ikke bære. Han hylede, som da han var killing og i stedet for et koldt snude mærkede han Rikkes varme hånd.
Pelsen på frakken, mens Rikke bar katten hjem, blev aldrig helt ren igen, uanset hvor meget hun vaskede. Til sidst sendte hun den på landet, kaldte det bare klude, hun var alligevel aldrig til fancy tøj, brugte hellere pengene på børnetøj.
Katten lå i sin papkasse og så til, mens Rikke ringede til dyrlægen og til hans tidligere ejer. Hans gamle navn var langt og indviklet. Hun dukkede faktisk op, så ham på briksen og fnyser:
Han kommer aldrig til at gå igen? Nej, så kan I bare aflive ham. Jeg betaler ikke for behandlingen det er billigere med en ny.
Rikke fnøs, men dyrlægen blinkede til hende og sagde:
Så skal du bare underskrive på, at vi må aflive ham.
Hvorfor det?
Så vi kan skille os af med ham på den rigtige måde. Det plejer faktisk at koste, men for dig gør vi det gratis du skal ikke være ked af det.
Hendes øjne flakkede, hun sukkede, og så var det slut ingen navn, intet hjem. Men Rikke strøg ham blidt, og dyrlægen spurgte:
Du smider ham ikke væk, vel?
Nej, det gør jeg ikke, sagde Rikke stille.
Operationen lykkedes, og Hippokrates var ikke bange længere. Det værste var sket alt andet måtte blive bedre. Hvorfor ellers var han ikke død? Hvorfor standsede bilen lidt, hvorfor kom denne lille kvinde og ikke den gamle ejer? Han blev ved, selvom den ene forpote var slap.
I huset var der masser af børn og problemer. Men også glæde, varme, tryghed fra Rikke og hendes mand Gregers, der dog sjældent var hjemme fordi han kørte lastbil hele landet rundt. Men når han kom hjem, søgte Hippokrates selv hen til ham. Hans store hænder var varme og stærke ingen smerte kunne overleve der længe, og katten ville ønske, at jeg, Lars, en dag forstod at det samme gælder børn.
Rikke råbte ofte til Gregers, at han skulle tage en snak med mig. Men han sagde altid:
Du ved, hvordan sådan nogle drenge er, man skal give dem tid før de snakker.
Men de slås indimellem. Laura kalder Lars Kylling.
Den slags øgenavne skal ikke være. Ingen pige skal få lov at udfordre på den måde. Hvis man kalder andre ved navn, gør hun det også.
Der gik lang tid, før jeg forstod det derhjemme. Nikolas lod mig hænge ud på hans værelse; han sagde jeg havde en kvik hjerne, jeg skulle bare hjælpes lidt på vej.
Marie og Peter de hadede ikke ligefrem hinanden, men der var altid knas, og Rikke overvejede, om hun skulle få Katja til at komme på besøg, hun var jo psykoterapeut. Gregers mente dog, hun havde nok at gøre. Men det ender ofte med, at tingene løser sig inden man når at tale om det.
Det store slagsmål, Laura havde tæsket sammen i ugevis, brød alligevel ud, men endte ikke helt som hun ønskede.
Hvorfor står I bare der! Han sagde grimme ting om mor, og I gør ingenting! Laura stirrede på mig, mens jeg langsomt gled ned ad væggen. Hun vidste nu, at jeg aldrig ville råbe på hjælp jeg havde aldrig lært det.
Hun så næsten skuffet ud over, hvor let det var at få mig i defensiven. Men pludselig blev hun blød om hjertet. Her stod jeg, så åndssvagt med hænderne oppe hvad kunne jeg stille op mod Peter og Marie? Peter gik til judo, mor sagde, det skulle kanalisere hans energi nu blev den brugt helt forkert.
Laura lukkede øjnene. Hun husker kun brudstykker fra sin tidlige barndom.
Hun kunne se sig selv sidde under spisebordet med beskidte hænder og fingeren i munden af sult, mens de voksne råbte. Hun kunne ikke se deres ansigter, kun ben som en skov. Hun vidste instinktivt, at det ikke var trygt for små piger.
Hun huskede at smugspise foder i hundens skål i gården, for hendes mor var væk på anden dag. Hun levede, fordi naboen, gamle Valborg, stak hende brød gennem plankeværket indimellem.
Valborg ringede til kommunen det næste Laura husker er børnehjemmet: store sovesale, duften af rent sengetøj og mad. Hun var nem spiste alt, sagde ikke meget, og var aldrig påtrængende. Hun kaldte aldrig nogen mor, aldrig løb hun med de andre og råbte:
Mor! Er du kommet for at hente mig?
Nej, hun vidste det på en måde hendes tid skulle nok komme. “Sådan en fin pige får altid held.” Det gik i opfyldelse.
Rikke og Gregers.
Laura tog Rikke i hånden med det samme og slap ikke før de stod i hendes nye hjem.
Problemet var bare de to drenge Simon og Nikolas. Simon flyttede hurtigt, men Nikolas ham måtte Laura lære ikke at tage mor fra hende. Gregers, med benet i gips og hjemme hele tiden, gennemskuede hende, og forbød hende at lave intriger.
Han er din bror hvis du altså har forstand. Det er ikke en konkurrence, vi har altid ønsket os en datter, og det er dig.
De blev ikke tætte, men de skændtes aldrig siden. Nikolas hjalp tit Laura med lektierne, og hun begyndte at sætte pris på freden hjemme. Hun blev elsket, og det var det vigtigste.
Men Lauras trygge verden blev igen skubbet omkuld, da Marie og senere Peter dukkede op.
Hvorfor? tårerne pressede sig frem da hun så, hvordan Rikke hjalp Marie ud af bilen og ind.
Nogle har også brug for en familie, sagde Nikolas, uden at se op fra computeren.
Det er min familie! mumlede Laura nærmest uhørligt.
Hun sagde ikke mere den dag, smilede bare ved præsentationen, og gav Marie et par hårelastikker, som fik mor til at smile tilfreds:
Dygtige pige!
Men indeni bed Laura tænderne sammen og tænkte: Hun skal ud igen.
Det lykkedes ikke. Marie og Peter blev og forblev, og Laura lærte at affinde sig. Men da så Lars kom, bristede tålmodigheden.
Hvorfor skulle hun også finde sig i så mange børn? Simon talte ikke, for han boede jo ikke hjemme, men ellers hvad med hendes kærlighed til far og mor? Hun ville gøre alt for dem, og nu skulle hun dele alting?
Lauras mørkeblå øjne blev nu helt sorte, som kun de blev når hun var allermest gal. Nu skulle Lars få at vide, at han burde forsvinde, og så ville alt blive som før.
Hun greb Lars om håndleddene og hvæste:
Du er ikke velkommen her!
Men noget var anderledes. Han var ikke bange længere han kiggede bare på hende. Bag sig hørte hun grin Marie og Peter.
Åh Laura, du er sørme misundelig!
Gregers’ rolige stemme båndt hun fast.
Hun turde ikke vende sig om, bange for at nu var det sket nu blev hun sendt væk igen. Men Lars vristede sig fri. Peter sagde:
Slog jeg for hårdt?
Nej, det går.
Det skulle være.
Jeg ved det.
Marie så spørgende på far:
Far, skal mor vide det her?
Egentlig ja, men jeg tror, I finder ud af det selv. Ikke?
Marie nikkede, gik hen til drengene og gav Lars et kram:
Han er ikke Kylling, Laura! Han er lige så meget vores bror som du. Fremover er det slut med at tryne ham; vi har været dumme og lod os lokke af dine tricks.
Så I er kloge nu? Laura hviskede lavt, bange for at mor skulle høre det.
Ja, sagde Marie bare. Vi er flere nu. Og du vinder ikke. Hvis du prøver, vil måske mor Rikke have ondt af dig, men du vil stadig stå alene. Og så bliver vi alle kede af det. Mor vil bekymre sig, far kan ikke køre trygt, og vi bliver sure på hinanden. Er det sjovt?
De sender mig ikke væk! hvæsede Laura, og kløede sig over kinden.
Marie så på hende, brast ud i grin, så Nikolas kom ned ad trappen, hovedet fuld af computerkode.
Hvad foregår der?
Laura tror, hun skal på hjem igen!
Den logik har hun altid manglede, sagde Nikolas og truede os med pegefingeren. Og nu stilhed! Jeg har kode, der skal laves. Forstår I?
Vi nikkede allesammen, og Nikolas gik op; vi andre gik ud og spiste. Ikke Laura. Hun blev siddende på trappen, mens tårerne pressede sig på. Stadig bange for at ende tilbage på børnehjemmet.
Lars satte sig ved siden af hende, fandt et slidt lommetørklæde frem:
Er det helt slemt?
Laura havde ingen lyst til at råbe eller bide fra sig. Hun nikkede bare og tog modvilligt tørklædet.
Tak, Kylling Åh undskyld, Lars!
Det går. Jeg er ikke sur. Det kunne have været værre. Tør næsen! Kom nu.
Hvorhen?
Til bords. Marie har varmet suppe, mor og far kommer snart hjem. Men du sidder bare her og flæber egoist!
Hun rodede med tørklædet og spurgte så forsigtigt:
Er du også bange nogen gange? Sådan helt indeni?
Ja. Meget tit før i tiden.
Nu?
Nu har jeg jo et hjem tror jeg. Jeg har forældre. Nikolas og Hippokrates. Og jeg er ikke så bange længere. Hvad med dig?
Jeg er stadig bange.
Hvorfor? Du har jo været her længe. Lars kiggede hende i øjnene Hvad er der galt?
Hvis ingen elskede mig, da jeg var alene, hvorfor skulle nogen så, nu hvor der er så mange her? Marie, Peter, dig Nikolas tæller ikke, han er allerede voksen.
Du er fjollet.
Hvorfor?
Hvis man har nok kærlighed til én, kan man også til mange. Kan du ikke se det? Rikke elsker Nikolas, men hun elsker dig og Marie ligeså meget. Har hun nogensinde delt op?
Nej.
Så hvorfor være bange?
Ved det ikke. Bange bare. Laura snøftede og rettede sig så. Griner du nu af mig?
Nej. Jeg har selv prøvet det. Folk har grinet nok af mig. Det vil jeg ikke være.
Jeg heller ikke…” Laura svarede sagte.
Så lad være. Det er dit eget valg. Og nu: mad! Marie har lavet suppe, og det er ikke Laura denne gang, der skal spise du er alligevel alt for sur til at smage godt!
Laura fulgte efter Lars mod køkkenet.
Flere år senere vil en ung, glad kvinde styrte ned ad trappen fra Juridisk Fakultet i København, springe om halsen på en lang, brunøjet fyr, og råbe så alle vender sig:
Kylling! Jeg klarede det! Færdig! Kom og fejre!
Fyren krammer hende, roder i håret på hende:
Vent lidt nu kommer Peter. Nikolas og Sara er lige bagefter.
Og Marie?
Hun har vagt hun hjælper mor i dag.
Ha! Jeg vidste det mor har bagt kage?
Snydepels! Selvfølgelig. Og din yndlingssalat står klar. Jeg smagte til tidligere.
Laura nikker, vender sig om og hendes øjne er havblå igen, som kun når hun er lykkelig. Hun tager sin bror under armen og siger med et grinende glimt det navn, hun aldrig slipper: Kylling. Nu er der ikke mere smerte i det ord kun det, der driver os til at elske. Det man på dansk kalder kærlighed.
