Kagen
Tillykke med fødselsdagen! begyndte sangen sagte, men efterhånden tog festen fart. Tillykke med fødselsdagen! Tillykke, kære Mikael! Tillykke med fødselsdagen!
Alle stirrede på døren, hvorfra Alberte snart skulle komme ind med kagen. Lyset var slukket, og spændingen steg i stuen. Pausen blev længere, nogen begyndte nervøst at fnise, mens andre satte an igen på omkvædet.
Hvad sker der? spurgte Anne Mikkelsen, min mor, og pressede sig frem mod døren.
Der var mange gæster. Selvfølgelig! Familien, medarbejderne fra firmaet jeg leder og en hel del venner. Alligevel, det var jo en rund dag 35 år! På trods af mine indsigelser, holdt mor fast i en stor fejring.
Du er ikke noget barn længere! Det gælder om at tænke på sit netværk, sine relationer. Mennesker omkring dig, Mikael! Det handler ikke kun om en fest det handler også om at møde de rigtige folk.
Åh, mor, lad nu det ligge! Du vil jo bare have noget at prale af, ikke? lo jeg, mens hun fnyste. Okay! Nu får du din store fest! Pral du bare og bagefter tager jeg og Alberte et par uger væk! Længst muligt væk fra alle de dér forbindelser!
Hvor har I da tænkt jer at tage hen? Hvorfor nu? Skal du ikke passe dit arbejde? I kom jo lige hjem fra bryllupsrejsen!
Mor! jeg, ranglet som jeg er, bøjede mig ned og krammede hende. Er det ikke lidt overdrevet? Hvorfor den afhøring? Jeg er en voksen mand, jeg gør hvad jeg har lyst til, ikke?
Tja sagde Anne, noget modvilligt, og rakte kinden til et kys.
Perfekt! Du er den klogeste kvinde, jeg kender! Og det har jeg vidst længe.
Jeg ville ønske din kone var lige så klog…
Mor?
Hvad?!
Nu bliver vi uvenner. Vi har talt om det før og du blev enig med mig om, at mit valg må respekteres. Er vi ikke enige?
Jo…
Så er det ikke mere om snakken! Verdens bedste mor og bedste kone! Det er mine to støttepiller, mor, kan du følge mig? Hvis I begynder at kæmpe, hvem står så i midten og får det værst? Præcis. Så fred i lejren! Er det ikke nok, at jeg elsker min kone? Vil du have flere grunde? Vær så god: Alberte er et virkelig godt parti, mor. Har jeg ikke fået det hele som du bad om? Hun er klog, veluddannet, har en god familie og med en medgift, det er vel ikke uvæsentligt? Du lagde listen, og jeg tjekkede boksene, er det ikke sandt? Da du pressede mig til at droppe Frederikke, nævnte du jo det hele.
Jeg fik jo ret i forhold til Frederikke! Var det ikke? Hun ville have CPR-nummer og dine penge. Hun elskede dig aldrig!
Mor, fortiden er fortid! Frederikke har det godt i sit nye ægteskab, jeg er glad for hendes skyld. Ville det være bedre, hvis vi sad fast og hadede hinanden stille og roligt?
Hun var dig utro, Mikael!
Og hvad så? Vi boede ikke sammen længere. Du pressede jo på. Du sagde hun var utro og slet ikke fortjente mig. Men sandheden var, vi var for unge og for forskellige, passion overfor kærlighed. Skulle du have blandet dig? Sætte os op mod hinanden?
Du blev fri.
Men hvad kostede det? Kan du huske det? At jeg mistede år betyder det ikke? Ser du ikke hvor hårdt det var for mig? Jeg er ikke af sten, mor! Jeg ved godt du aldrig finder en kvinde god nok og derfor vil du aldrig være helt tilfreds med mit valg. Men skal jeg fortælle dig noget?
Ja?
Jeg har lært min lektie. Jeg har forstået det godt. Du elsker mig; jeg elsker dig. Men det går begge veje, ikke? Når du styrer det hele på din måde: “Gør som jeg siger, og så får du kærlighed”, så forsvinder glæden. Det handler ikke om Alberte, men om dig og mig. Giv mig lidt luft, så skal det hele nok gå. Forresten jeg havde nær glemt det. Nøglerne.
Hvilke nøgler?
Til min lejlighed. Giv mig dem tilbage, tak.
Jamen altså! udbrød Anne forarget. Hvad er der nu galt i, at jeg har nøgler til din lejlighed? Når I er væk, hvem fodrer så din kat og vander dine planter?
Mor, hvilke planter? Jeg har en halvvisnet kaktus, og den sover for tiden. Katten bor hos Albertes forældre i den periode. Han har fundet sig godt til rette med hendes far, og elsker at bo der i et par uger.
Mikael, du har ændret dig…
Så er det måske på tide? Hvad diskuterer vi overhovedet? Giv mig nu bare nøglerne, så bliver der fest. Og Alberte har lovet at lave en kage! Hun eksperimenterer derhjemme med fyld og bager dag og nat. Du ved hvor omhyggelig hun er.
Hvis hun ikke havde været så omhyggelig, havde hun ikke haft sit eget bageri!
Mor, du er skøn! Er det et kompliment til Alberte? Eller hørte jeg forkert?
Gå nu! Tøsepigebarn! Anne stillede sig på tæer og nippede mig i øret. Nøglerne hænger på krogen i entreen. Tag dem! Og… Mikael…
Hvad? Jeg stoppede ved døren.
Du har ret… Jeg er vel ved at blive en sur gammel kone, ikke? hendes øjne blev blanke Hvis det er så slemt, så sæt mig dog ud i skoven, nu med det samme!
To skridt, og jeg havde armene rundt om hende.
Der er lang vej endnu, mor! Vi har masser at glæde os til! Børnebørn, oldebørn mig og Alberte, og hvem skal holde øje med os? Vi vil jo lave ballade. Så begynd ikke på det dér. Nu skal jeg skynde mig, ellers venter hun på mig.
Hvorfor henter du hende altid, hvorfor tager hun ikke bare sin egen bil?
Den har hendes kusine lånt lidt endnu. Olivia har solgt sin og mangler en ny, og hun skal jo køre datteren til undersøgelser.
Er Olivia’s datter syg?
Noget med synet. Lægerne er stadig ved at undersøge hende. Lille pige, kun fem, men ser ikke så godt. De vil lige være sikre.
Det er rigtigt! Så lille og allerede problemer… Stakkels barn!
Mor, du skulle have set den lille tornado, da vi blev gift. Hun skal nok klare sig! Vi hjælper hvis det er nødvendigt. Vores sundhedsvæsen er jo godt. Men nu skal jeg videre. Vi ses!
Den samtale sled hårdt på mor. Hun nagede og bebrejdede sig selv, at hun aldrig kunne holde mund. Heller ikke da hun var barn, og slet ikke med sin mand. Kun hendes gode humor havde reddet hende mange gange. Allerede som barn kom der ofte uventede kommentarer, så hendes forældre først blev paf og siden grinede, og det havde hun lært at styre med årene. Skænderier tålte hun dårligt hun kunne ikke lide det og kunne sjældent tage initiativet.
Måske var det derfor hun ikke kunne kende sig selv nu. Hvorfor blev hun med at bekymre sig? Hun havde jo allerede blandet sig for meget en gang!
Hun havde aldrig kunnet lide Mikaels første kone, Frederikke. Hun græd nærmest igennem til brylluppet, uden at lytte til sin mand, som forsøgte at trøste, eller sin egen mor.
Anne! Er det fest eller begravelse, du er til? havde min far udbedt sig.
Men hun hørte ham ikke. Alt ramlede sammen.
Mikael, hendes dreng! Ikke nok med at han giftede sig som 23-årig, men så ovenikøbet med Frederikke! Flot, jovist, men ellers ikke meget at byde på. Glæde kom der ikke ud af hende! Anne kunne ikke holde tanken ud om at denne kvinde skulle give hende børnebørn…
Senere angrede hun frygteligt. Det var som om hun med en slags ufrivillig forbandelse havde taget Frederikkes chance for at blive mor.
Anne, sådan må du ikke tænke! hendes mors rystende stemme fyldte stuen. Vrede og had rammer dig selv! Bær ikke nag, Anne!
Jeg ønsker hende jo ikke noget ondt…! Anne begyndte at gå hvileløst rundt.
Måske ubevidst… Du behøver ikke elske hende, men vis dog lidt hensyn til din søn! Han er stærkere knyttet til hende end til dig. For nu og det er, som det skal være! Lad nu være med at blande dig…
Jeg blander mig ikke! Du forstår ikke! Hun elsker ham ikke! Om et år eller to smutter de hver til sit. Han spilder bare tiden…
Hvis det er hans valg, så beholder han tiden selv. Hvis det er dit valg hvem ved, om det ikke går værre… Hør nu efter…
Mor, skal du ikke hvile lidt? Jeg laver suppe imens, okay?
Hvor hun dog ville ønske, at hun dengang havde lyttet. Alt kunne have været anderledes. Sønnen ville ikke have spildt ti år, og hun kunne være blevet bedstemor for længst…
Nu blev hun vred, fordi hun huskede for meget. Og hun havde også ondt af Frederikke, især da hun lå på hospitalet efter aborten. Men hun kunne ikke vise det. Hun blev vred, da Frederikke vendte hende ryggen, nægtede at svare og så, da hun endelig vendte sig, slyngede hårdt:
Er du glad nu? Det var det du ønskede, ikke? Vær lykkelig!
Anne blev først såret, så rasende og gik, måske lidt for hårdt i døren.
Nu forstår hun, at hun selv har skylden… Og Frederikke havde delvist ret. Havde der ikke været al den ballade, måske havde barnet levet i dag…
Det, der sved mest, var dog, at hun mødte Frederikke flere år senere, og pigen smilede venligt, rettede på barnevognens forlæder og ønskede Anne alt godt uden hævn, helt oprigtigt… Anne så det! Hvor fik hun den styrke fra? Hvorfor kunne Anne ikke selv give slip?
Svaret blæser i vinden… Bekymringen for sønnen har ingen ende. Hvordan klarer han sig egentligt?
Umiddelbart går det fint. Han har sit firma, egen lejlighed, og nu Alberte… Hun virker tilforladelig, sønnen har ret. Familiebaggrunden er god; begge forældre læger.
Anne blev overrasket, da hun fandt ud af at de bakkede op, da Alberte valgte ikke at følge læge-traditionen.
Men hvorfor? Der er jo tradition i familien! sagde Anne overrasket, men blev mødt af latter.
Vi er ikke kongehuset. Hun bestemmer, og vi hjælper! Sådan er det!
Lave kager? Er det et arbejde?
Det er det for hende. Jeg kan hjælpe kvinder til at føde, men jeg kunne aldrig bage den slags napoleonskager som hende, og hun kan jonglere med tal har I vidst, hun står for budgettet? Hun planlagde så grundigt, allerede på første år af uddannelsen, at hun ikke måtte låne penge. Vi solgte bare garagen for at hjælpe hende i gang med bageriet og vi havde længe ønsket at slippe af med den. Så alle får hver sin chance!
Det virker besynderligt. Læge er et rigtigt erhverv. Men Alberte er stadig ung, hun kan nå at skifte mening.
Og så bliver vi igen glade vi støtter altid! Alberte er vores eneste barn, hvorfor skulle vi ikke hjælpe hende til lykke?
Anne rystede på hovedet. Kan det virkelig passe at alle børns ønsker skal gå i opfyldelse? Det føltes forkert.
Alberte registrerede ikke engang Annes kvaler. Hun havde travlt. Den aften fik hun besked om at det perfekte lokale endelig var fundet, så hun kastede sig over drømmen om sit eget konditori.
Igen blev Anne utilfreds. Hvad skulle det nu til for? Mikael havde en god forretning og en solid indkomst. Hvorfor alt dét besvær? Ville det ikke være bedre, hvis Alberte tog sig af hjemmet og snart børnene? Men ingen lyttede. Tværtimod, Mikael købte det sidste nye konditorudstyr til hende, og Anne var vidne til, hvor glad Alberte blev hun kunne nærmest springe op og slå kolbøtter. Men hvordan bliver hun som mor? Anne så allerede for sig, at det var hende, der måtte hjælpe men det ville Albertes mor jo naturligt gøre. Så Anne følte sig tilsidesat. Igen overset…
Hun ville så gerne slippe naget men det lykkes ikke. Nu leder hun efter fejl i alt svigerdatteren gør.
Hvor er hun nu? Hvor svært kan det være at tænde et par lys? Folk spørger efter kagen, og Anne skubber sig igennem den morsomme, ventende forsamling og stormer ind i køkkenet.
Alberte! Hvad sker h…
Synet var forbløffende! Nej, decideret skandaløst!
Kagen, som Alberte havde bagt i næsten et døgn i træk og vogtet nidkært over, var ødelagt. En kæmpe bule i siden afslørede det fine fyld lyserødt nogle steder, mørkt chokoladeagtigt andre. Anne forstod straks: Alberte havde valgt hendes yndlingskage, Schwarzwälder. Mikael kunne lide det meste, men det her var specielt for Anne.
Derfor gjorde det ekstra ondt, at mesterværket var ødelagt og af hvem? Lisa, Olivias femårige datter, som Alberte havde skaffet sig uden bil for at hjælpe.
Lisa stod med armene ud til siden og fingrene fedtet ind i creme. Hendes ansigt, med de nye briller, var så bange at Anne blev helt blød.
Hvad skete der? Lisa, var det dig? Hvordan? Hvorfor var du alene herinde? Anne kiggede rundt og gispede. Alberte! Hvad laver du?!
Alberte sad på hug foran bordet med kagen og græd virkelig, med makeup løbende ned ad kinderne og hikstende. Anne kunne uden at tænke gribe hende og holde om hende, stryge hende over håret, mens hun sagde beroligende ting.
Nå, nå, min pige! Det er ikke så slemt. Vi finder på noget! Det er en bagatelle, alt det her! Ikke ønsk dig rigtigt uheld. Tingene kan ordnes hører du? Vi finder ud af det. Ro dig nu!
Den gamle velkendte tone trådte frem fra Anne, og Alberte faldt til ro. Hun havde lært, at i de øjeblikke diskuterede man ikke med svigermor.
Hvordan skal vi redde det? snøftede hun.
Lisa, hvad skete der?
Elisabeth så i gulvet, surmulende.
Ved ikke…
Dine hænder er fyldt med creme! Hvordan kan du ikke?
Lisa tav, stirrede på fliserne.
Det var ikke hende!
En drenget stemme lød nedefra, så Anne gjorde et hop og greb ned i sin lange nederdel.
Tante Anne, ikke skælde ud! Det var mig, Poul!
En beskidt seksårig dreng dukkede frem fra under bordet, og Anne stak lettet ud sit yngste nevø. Familien havde ballade med hans narrestreger siden han var spæd, og der blev næsten altid foreslået, om han ikke kunne blive hjemme under familiesammenkomster. Men her i caféen var der et børnehjørne, så Poul var kommet med.
Han havde hurtigt kedet sig blandt de andre og sneget sig i køkkenet. Kagen havde lokket, majestætisk og fristende, og han måtte bare lige have et bær. Ingen ville opdage det!
Lisa var kommet ud i køkkenet netop som Poul på stolen tøvede og så faldt, begge hænder dybt i cremen.
Hjælp mig!
Lisa hjalp med at få ham ned kagen kiggede hun knap på.
Ikke sige noget!
Det finder de jo ud af!
Hvis du ikke siger det, gør de aldrig. Det kan være… katten!
Hvilken kat? Alberte har en kat derhjemme, men ikke her.
Så påstår jeg, det var en kat! Siger du noget, får du bøllebank!
Du skræmmer mig ikke! Lisa knyttede små næver.
De var klar til at slås, da Albertes hæle klaprede i gangen, Poul gemte sig under bordet, og Lisa stod der med udspilet kjole.
Alberte skældte ikke ud, hun stod bare og stirrede på sin ødelagte kage, satte sig så på hug og græd. Lisa blev lige så ked af det og var på nippet til at græde da Anne trådte ind.
Poul stod nu og gned creme af på sin skjorte og forklarede ivrigt:
Tante Anne, skæld ikke ud på Lisa, det var mig! Kagen var bare så flot! Måtte smage!
Hvordan ved du den var god? spurgte Alberte og smilte midt i tårerne.
Jeg slikkede fingre…
Der var så meget ægte barnlig glæde, at først Alberte, så Anne, kom til at grine. De havde næsten glemt ærgrelsen lige indtil Olivia stak hovedet ind.
Alberte, du… Kære ven, hvad foregår her?!
Sekundet efter gik samarbejdet i gang. Anne skar den intakte side af kagen i stykker, Alberte anrettede dem på tallerkner og satte lys i hver. Olivia vasket børnehænder og sendte dem ind til gæsterne.
Nogen gode ideer?
Ja, det var faktisk Anne, der kom med løsningen! Jeg havde aldrig selv fundet på det!
Alberte, hvis du nogensinde vil kalde mig mor så må du gerne sige “mor Anne”. Jeg ved godt, du har en mor, men måske en dag kan jeg også være mor Anne. Ikke nu men måske senere…
Alberte og Olivia udvekslede blikke, men sagde intet.
Anne satte det sidste stykke over på sin tallerken og proklamerede: Så er vi klar!
Få minutter senere var tallerknerne delt rundt, lyset slukket og flammerne flimrede i stuen.
Normalt blæser fødselaren stearinlysene ud og får et ønske opfyldt. Men i dag gør vi det anderledes. Alle må blæse et lys ud og ønske noget for Mikael eller for jer selv, som I selv vil. Men tænk grundigt over jeres ønske, det er meget alvorligt! For ønsket vil gå i opfyldelse! Anne smilede og pustede sit lys ud.
Et år efter gik hun utålmodigt rundt foran Rigshospitalets hovedindgang.
Så kan man lære det! Pas på hvad du ønsker, Anne! Gør det godt, det lykkes sgu!
Albertes forældre smilede af hende uden at blande sig.
Fotografen kom ud, tog billeder af de ventende, af Anne, der nu stod stille på trinet, Lise og Poul i hånden og alle de andre, der var kommet for at glæde Alberte og Mikael med deres førstefødte.
Alberte trådte ud i solen med babyen i armene, strålede og sagde:
Hej, allesammen! Her er vi! Mød Magnus Mikaelsen! Hvem vil hilse på sit barnebarn først?
Anne trådte tøvende frem, så spørgende på Albertes forældre, men de nikkede beroligende.
Må jeg? hun rakte armene ud, lidt nervøst.
Mor Anne! Nu skal du ikke blive så nervøs! Tag ham bare. Hold godt fast, det er fremtiden du holder i armene! Sådan! Kan du mærke det?
Ja… Anne løftede tæppet lidt og stod stille helt lykkelig.
Og idag, da jeg tænker tilbage, forstår jeg nogle gange sker de største mirakler, når vi slipper kontrollen og tør give slip. Ingen kage i verden kan måle sig med duften af et spædbarn i armene.
