MOR, JEG GIVER DIG ALDRIG VÆK…
Ja, du hørte rigtigt, det var virkelig Dagmar. Min farmor en rigtig sønderjysk kvinde, og min morfar skylder hende sit liv. Havde det ikke været for hende, hvem ved hvad der var sket med ham, eller hvordan han var blevet som menneske.
Og selvfølgelig begyndte jeg nysgerrigt at spørge ind til deres historie.
Før krigen boede der i en landsby uden for Odense en stor og sammenholdt dansk familie. De unge ægtefolk, Anders og Dagmar Jensen, havde tre børn seksårige Gerd, femårige Mille og fireårige Tove. Ved siden af boede deres naboer Anna og Peter Sørensen, hvis lille dreng, barfodede Mads, tit kom løbende over for at lege med pigerne. Han var lige fyldt tre år, og familien kaldte ham på deres egen måde for Madsen.
Dengang gjorde man ikke forskel på egne og andres børn på landet. Alle var fælles ansvar. Enhver mor så det som sit ansvar at tage sig lidt af naboens barn give dem noget lækkert eller et kærligt klap på hovedet.
Det var en isnende kold februar, og Peter tog ofte på kirkegården uden at tænke over, om han var ordentligt klædt. Han fik voldsom lungebetændelse og mødte det næsten med lettelse: livet uden Anna var meningsløst. En nat døde Peter, og Mads blev forældreløs.
Madsen giver jeg ikke fra mig, sagde Dagmar bestemt. Han er naboernes søn, så han er også vores. Vi opdrager ham, hvor der er plads til tre, er der også til fire.
Jensens levede fattigt, men forældrekærlighed og omsorg slog til for dem alle.
Da Anden Verdenskrig kom, blev Anders indkaldt. I starten fik Dagmar og børnene breve hjemmefra, og glædede sig over, at far havde det godt og kæmpede tappert. Alle håbede, han snart ville vende hjem med sejren.
Efter at have mistet endnu en far, holdt Mads sig altid tæt til sin mor. Han betragtede hende opmærksomt og fulgte hvert eneste blik og bevægelse. Han mærkede hendes smerte og medlidenhed, efter hun på kort tid var blevet en ældre kvinde, hvis øjne aldrig blev tørre for tårer. Om natten, når han trykkede sig ind til hende, hørte han kroppen ryste af gråd. Men de slidte hænder, vant til arbejde, aede ham blidt på hovedet og hviskede beroligende ord:
Vi klarer det, min skat, det hele skal nok gå!
I maj 45 ramte endnu en ulykke: En tidlig morgen kom politiet for at hente Jensens, da de sammen med mange fra landsbyen blev tvunget væk under besættelsen. Årene i fordrivelse lå forude.
Tiårige Mads, som var dansker, fik ikke lov at tage med Dagmar og pigerne. Afskeden var så gribende, at selv betjentene måtte vende sig bort, for at give dem deres sidste farvel. Den grædende dreng blev nærmest revet ud af hendes arme.
Madsen, vent på mig, skat, vi kommer hjem igen. Glem aldrig, at jeg elsker dig! græd Dagmar, mens pigerne klamrede sig skrækslagne til hende.
Der gik årtier før de vendte tilbage. I Sverige måtte familien begynde forfra. Den sorg, Dagmar bar i sit unge liv, kunne fylde mange bøger. Men med Guds hjælp og de lokales støtte fandt de ro. Dagmar fik arbejde på en systue, pigerne begyndte i skole, og om efteråret hjalp de alle i roemarken.
Mads kom på børnehjem, men glemte aldrig sin mor og søstre. Han vendte tilbage til sin landsby som voksen. Han måtte skabe et hjem i et forladt hus, lærte sig tømrerfaget og byggede mange huse for andre. Senere giftede han sig med en god kvinde fra hjemmet Ingrid. Hun kendte hans sorger, hun havde selv mistet forældrene i krigen.
Når det var sværest, gjorde Ingrid som Dagmar: aede Mads på hovedet og sagde:
Vi klarer det, skat, det hele skal nok gå. Og din mor kommer hjem til os en dag.
Årene fløj. Dagmars døtre blev gift og stiftede egne familier, hvilket gav Dagmar børnebørn at forkæle. I slutningen af 1980erne begyndte flere at vende hjem fra udlandet. Dagmars hjerte trak mod Fyn, hun længtes efter at se sin søn igen.
De første måneder gik med at falde til i det gamle hjemland. Børn og børnebørn vidste, det lå hende særligt på sinde at besøge Odense, landsbyen og sine rødder det sted, hvor hun havde forladt sin dreng.
Så Gerd og hendes mand, Søren, spurgte naboen med den gamle slidte Folkevogn, om han ville køre dem til Odense give Dagmar et gensyn med fortiden. Hun lå vågen hele natten; hun frygtede endnu en gang det ukendte.
Jo nærmere de kom landsbyen, jo mere rastløs blev hun. Gerd holdt hende tæt og forsøgte at berolige hende.
Så var der de velkendte landskaber uden for Odense. Bilen drejede ind ad den smalle vej, huset kom til syne men Dagmar kunne ikke kende det. Hvor der før stod et lille bindingsværkshus, stod nu en stor moderne villa bag et flot hegn.
Lukker de nye ejere os overhovedet ind? spurgte hun forsigtigt, mens hun spejdede håbefuldt mod sin svigersøn. Jeg vil bare trække vejret på gårdspladsen, spørge om de kender noget til Mads.
Bare rolig, mor, det skal nok gå, svarede Søren.
Støttet af Gerd og Søren gik Dagmar langsomt til havelågen. Gerd trykkede på ringeklokken, og en glad klokken lød ud over gårdspladsen.
Mads Peter Sørensen tog brillerne af, lagde avisen og gik ud. Han åbnede lågen, så ansigterne, og stivnede. Der stod hans mor. Hun var blevet ældre, ja, men han kendte hende med det samme hendes ansigt var for evigt brændt ind i hans hjerte.
Madsen, min skat! råbte den gamle kvinde ud over gården. Tak Gud, du lever, min dreng!
Mads faldt på knæ og greb om hendes ben, mens tårerne strømmede.
Alle græd Gerd, Søren, den gamle chauffør og Ingrid, der var kommet løbende, forstod straks, hvad der var sket.
Velkommen i huset, kære gæster! sagde Ingrid hurtigt og venligt.
Mor, mød en af dine døtre, Ingrid, sagde Mads og trak hende hen til Dagmar.
Hej, min pige, sagde Dagmar og omfavnede Ingrid.
Bedstemor boede hos os i over ti år, mindes Johanne med varme. Vi elskede hende, og bedstefar Mads forkælede hende. Om aftenen kunne de aldrig snakke nok om gamle dage. Bedstemor lærte mig at sy, brodere og lave danske retter. Og vigtigst af alt: hun lærte mig at elske gennem år og afstande, mod alle odds.
Vi savner hende alle. Men takket være hende har vi nu en stor og kærlig familie. Selvom mine elskede mostre, Gerd, Mille og Tove, også er borte, har vi stadig deres børn og børnebørn.
Lige meget hvor optaget vi er, samles vi år efter år på bedstemors fødselsdag. Huset er igen fuldt af liv, der dufter af flæskesteg, frikadeller og æblekage, og vi mindes med kærlighed, hvor hjertevarmt og godt et menneske hun var.
