– Det er Karen, der kommer! Åh, nu sker der noget!
Det mest snakkesalige kvindefælleskab i kollegiet, der sad på bænken foran opgangen, rettede sig op med forventning. Man fik jo ikke sådan en forestilling hver dag!
Karen var en streng kvinde! Skidt fra eget hjem kom aldrig ud. Alle havde forstået det gennem årene. Hun landede her som helt ung pige fra nærheden af Viborg for at arbejde på tekstilfabrikken, og her blev hun boende. Altid ventende på sin egen lejlighed, men hvor blev det af? Tidligere fik arbejdere boliger, men siden gik det hele op i hat og briller, og heldigt var det, at fabrikken overlevede. Siden har fabrikken skiftet hænder flere gange. Det hendte, at alle på kollegiet måtte spare på maden. Selv hvis man ville låne til lønnen, der ingen vidste hvornår kom, var der ikke rigtig nogen, man kunne spørge.
Men også dér klarede Karen sig. Hun pudsede trapper om natten, hjalp til med rengøring rundt omkring og overlevede ikke kun for sig selv, men hun magtede endda at hjælpe andre. Det var måske ikke meget, men ingen af børnene, hverken hendes eller naboernes, gik sultne i seng.
Op til højtiderne gik Karen fra dør til dør og ruskede liv i mændene:
– Så, Bjarne, og du også Poul! Hvad har I i lommerne? I kan få til en øl, men børnene skal mærke, at der er fest! Bagefter bliver det pinligt for jer at se dem i øjnene. De er jo ikke små for evigt. De vil huske alt!
Selv de mest stivnakkede mænd turde ikke modsige Karen. Bag hendes ryg hed hun “Kajs mor”, og alle blegnede, efter hun engang havde sat Bjarne på plads med et knytnæveslag i panden, der gav ham ro til langt ud på aftenen.
Hver, der mødte Karen Madsen første gang, blev målløs.
Man forstod det godt!
Næsten to meter høj bar Karen sine slidte, brede sko i størrelse 44, ikke af nærighed, men fordi kvindesko slet ikke kunne fås i hendes størrelse. Hun nægtede at gå i herresko. Skoene havde hendes mand fundet i København for mange år siden, for alt hvad Karen havde sparet sammen til nye sko for familien.
– Du er tosset, siger du! Karen åbnede æsken og kunne ikke lade være med at smile over det gode fund.
– Karen, også du har da brug for noget Alting kan jo ikke bare gå til os andre.
– Men hvad med børnene? De skal da have sko til skole!
– Det finder vi ud af!
I to uger sled Karens mand, Svend, ekstra i havnen, men til skolestart stod børnene skarpe. Mathilde strålede af lykke og puffede sin tvillingebror:
– Opfør dig ordentligt! Pin ikke mor!
Tvillinger fødte Karen efter ti års venten, hvor hun næsten havde opgivet håbet. Hun havde set læger, gemt sig for nysgerrige naboer, og lider af skam. Skammer sig overfor manden, familien, der ellers var kendt for deres frugtbarhed, og overfor sig selv. Hun slog både sig selv og det eneste spejl i huset i stykker for ikke at se de grå øjne, der hurtigt ændrede farve alt efter humøret.
Men fra et sted, hvor alle børn kommer fra, besluttede livet, at Karens kvindeliv endnu ikke var forbi, og børnene kom, da hun mindst ventede det.
Da hun lå og rystede, pressende to små børn ind til sit store bryst, græd folk omkring hende både læger og jordemødre.
En gammel overlæge blev tilkaldt og kunne kun ryste på hovedet:
– Jeg har set mange mirakler, men dette Med den slags diagnoser Utroligt! Men det er dig, min ven! Der skal nok blive flere stærke kvinder, når mændene er væk. Men alting til sin tid. Hvor er jeg imponeret! Sådan skal det gøres, piger!
Efter fødslen strålede Karen så meget, at den mørke kollegiegang lyste op, som var der blevet hængt spotlight op.
Hun gik straks i gang med at få styr på tingene og fik naboerne til at male og gøre rent på etagerne:
– Unger må ikke vokse op i et svinestald det er skadeligt!
Ingen turde andet end adlyde, om end nogle undrede sig.
Der var aldrig snavset på Karens kollegium. Hvert år op til påske ordnede naboerne tingene, malede, vaskede vinduer og holdt fast i traditioner hjemmefra, inden de blev byboere med tiden.
Siden, da børnene voksede op, begyndte Karen at ordne ikke bare opgangen, men også folks hoveder.
– Så spar lige på gloserne! Hvis jeg hører flere eder foran børnene, skal jeg lære dig at tale dansk på den pæne måde! Forstået?
Ingen modsagde hende ingen havde lyst til at komme i karambolage med den store kvinde. Nogen brokkede sig, men holdt det for sig selv. Man kunne blive væk, hvis man lagde sig ud med sådan én.
Karen blev hurtigt alles dommer. Til hende gik naboerne med ægteskabsproblemer, hun mæglede mellem børn og forældre og sørgede for, at selv børn i problemfamilier fik mad og blev passet på.
Hun havde aldrig fået undervisning i psykologi eller jura. Livet var ikke særlig civiliseret, men Karen forstod instinktivt, hvordan man gik ind i en konflikt, hvornår man skulle sige noget og hvad. For det blev hun respekteret og frygtet.
– Karen, du er en slags heks! græd en nabo, der kom for at brokke sig over mand og børn. Du har altid et ord og en løsning Det kan jeg ikke selv!
– Det skal du heller ikke. Karen hældte te i krus og skubbede småkagerne hen til kvinden, som tørrede friske blå mærker under øjet. Hvad nu?
– Ak, Karen
Sådan gik dagene.
Tiden gik og alt omkring ændrede sig, men kollegiet stod som stille vand i en efterladt dam. Alting var som det plejede. Arbejde, hjem og sjældne fester.
Børnene var Karens glæde. Mathilde og Per voksede op sunde og kvikke.
– Ligner deres mor! sagde Svend stolt og så på dem.
Karen rødmede og kiggede ned på Svend, som var næsten en hel hoved lavere end hende, men ingen lagde længere mærke til det. Svend var familiens overhoved og det lod Karen ingen være i tvivl om.
– Uden mænd, så er det noget andet. Men manden er husets hoved! Basta!
Naboerne hviskede til hinanden:
– Karen kan! Sådan skal man leve!
Karen kendte godt snakken, men sagde aldrig noget om sine forhold. Hun talte lidt om børnene hverken pralede eller klagede. Alle slap løs i puberteten, det skete for alle, man må finde vejen til deres hjerter, mente hun.
Eksempler var der nemlig nok på.
Nina fra stuen hendes søn sad i fængsel på femte år efter hun smed ham ud, da han kom ud på et skråplan. Ligegyldigt hvordan Karen argumenterede for at sende ham ud på landet til mormoren, så hørte Nina ikke. Nu kører hun pakker ud til fængslet.
Eller Signe og hendes datter Ida det var en tragedie. Ida ville være læge, men Signe pressede hende til at tage et butiksjob. Kort efter blev Ida gravid, men mandens familie ville ikke kendes ved hende, og Signe tvang hende til abort med penge hun lånte i banken. Ida fik følger, og kæresten vendte aldrig rigtigt tilbage. Sådan lå skyggen af et barn mellem mor og datter.
Karen opførte sig aldrig sådan overfor sine børn. For Per og Mathilde var hun som en klippe, man trygt kunne læne sig op ad.
Hvordan hun havde kræfter, vidste ingen. Heller ikke Karen selv.
– Man må forstå og have ondt af sit barn. sagde Karen og tog kaffegryden af, mens hendes eneste rigtige veninde, Annette, rakte hende koppen. Hvordan skal man forstå alt, når han i 18-årsalderen kommer hjem med en pige og siger, at det er kærlighed? Skal man slå det i stykker? Forklare, at det er for tidligt? Man kan se det på dem afslår man, mister man børnene Hvad kan man gøre? Sætte sig sammen med dem, spørge ind og brygge på, hvordan man bedst kan hjælpe dem.
– Det har du klaret!
– Men med hvilke kræfter, Annette? Jeg har efterladt halvdelen af hjertet hos dem. Nu har Per fast arbejde, og Mathilde hjælper også. Slawen er stadig lille og ofte syg, men vi hjælper.
– Hvad med Mathildes svigermor?
– Hun vil ikke vide af sin datter. Katastrofe! Og de lader hende undervise børn? Sin egen datter forbandt hun nærmest! Ja, de var unge og dumme, men hvad så? Uden deres barn, hvor havde vi været i dag? Per var klar til at droppe studiet for at arbejde og tjene til hus.
– Hvad sagde du?
– Jeg sagde, at alting til sin tid. Og det var virkelig sandt. Nu er han ingeniør med mening og penge på lommen.
– Hvordan har du ellers haft det med Mathilde?
– Nem nok. Hvad skulle jeg være sur over? Hun blev smidt ud hjemmefra uden så meget som et sæt undertøj. Skulle jeg så hakke på hende? Vi gik fint i spænd. Jeg jagede ikke Per væk, skubbede ham tættere på hende, hvis de havde uenigheder. Sådan er det: Har man sin egen familie, får man også ansvaret. Kun ved alvorlige ting hjalp jeg, ellers måtte de selv klare resten. Mathilde minder om mig. Lukker ikke verden ind, men tænker sig om. Hun ved, jeg er der, hvis uheldet er ude, ellers blander jeg mig ikke.
– Og Mathilde, hvordan har hun det? Annette lagde hånden beroligende på Karens.
– Det samme som før. De kan ikke få børn. Læger og tests hjælper ikke.
– Hold ud, Karen! Husk dig selv du regnede jo med det var slut, og så kom dine tvillinger! Det kommer, når tiden er der.
– Ville ønske Jeg tør ikke håbe, men jeg kan se, hvordan hun længes efter et barn, når hun ser Slawen. Hun ville være en fantastisk mor.
Der var stadig familier på kollegiet, hvor børnene led. Naboen, Dorte, havde fem, men mistede to til kommunen ene efter den anden kom de over til Karen for mad og varme.
– Hvornår har det forhindret dig i at hjælpe andre? Annette grinede og ryddede kopperne væk.
Den slags snakke kom og gik i køkkenet.
Tiden gik.
Barnebarnet voksede og glædede Karen og Svend. Haven, de fik fra fabrikken, blev familiens weekendsted. Karen løb den ene lægetid efter den anden for Mathilde. Hun prøvede at hjælpe, men Mathilde havde næsten opgivet håbet om at få børn. Karen holdt modet oppe og snakkede med svigersønnen om at finde måder at lette hendes sorg.
Alt gik sin vante gang, indtil noget skete, der selv fik kollegiets garvede beboere til at spærre øjnene op.
Svend havde fundet sig en anden.
Hvilken fanden tog fat i ham, da han første gang så Lise, aner ingen. Ikke engang Svend selv.
Hans fornuft gik, da Lise en skøn, rund dame, der mindede om Karen som ung, gik forbi og blinkede: – Hvad glor du på, Svend? Er det normalt du er da gift!
Efter nogle trappe-møder summede hele kollegiet. Hvad ville Karen gøre? Selv sladdertanterne forholdt sig mærkeligt tavse. Ingen gik til Karen for at “åbne hendes øjne”. Alle ventede. Nogle håbede, det gik over, andre lurede bare.
Heller ikke her handlede Karen, som alle ventede. Da Svend omsider tilstod, sank Karen sammen og bed sig selv i læben for ikke at råbe højt af smerte. Da chokkets mørke lettede lidt, lod hun de store hænder falde. Stemmen blev lille, som Svend aldrig havde hørt før.
– Gå
– Hvorhen, Karen?
– Hen til hende. Hvis det er meningen, så er det din vej.
– Men hvad med dig?
– Jeg har jo børnene og Slawen Resten er væk
Hun lukkede ikke længere ørerne for Svend, tog bare sine hjemmesko og gik gennem hele byen for at ramme Pers dør. Mathilde åbnede og blev slået af forfærdelse, hev tørre sokker og tørt tøj frem:
– Mor Karen! Skræm mig dog ikke sådan! Hvad er der sket? Far?
– Hva? Karen så på svigerdatteren og brød sammen.
Aldrig, hverken før eller siden, græd hun sådan. Da Mathilde fik ringet efter lægen, kunne de intet gøre. Sveden haglede af Karen, og blodtrykket var så højt, at den gamle familielæge bandede stille og foreslog sygehuset.
Det var Slawen, der reddede situationen. Med søvnige øjne vimsede han ind og begyndte at græde højere end bedstemor, så Karen glemte sin sorg, tørrede øjnene og gik over til ham: – Så, lille ven! Græd ikke, farmor er her. Nu får vi lidt vand, og så skal vi sove, ikke?
– Bliver det godt igen? spurgte Slawen og klyngede sig ind til Karen.
– Ja, det skal det, min skat!
Karen afviste lægen, fik baldrian og en hovedpude, og lagde sig ved barnebarnet. Næste dag ramte feberen hende, og i en uge var hun kun en skygge af sig selv.
Mathilde blev hjemme og bandede over mænd, der på sine gamle dage søgte nye eventyr.
– Han elsker hende jo ikke, Per! Jeg ved, han elsker Karen. Hvorfor? Forklar det!
– Jeg ved det heller ikke, Mathilde! Jeg har talt med far, men han er helt skør nu. Han vil ikke lytte, men spørger dog altid til mor.
– Skændtes I?
– Det blev vi nødt til. Jeg kan ikke tilgive ham, Mathilde.
Mathilde krammede Per, der græd som et barn.
– Sådan vil jeg aldrig gøre mod dig!
– Det behøver du heller ikke.
– Hvad gør vi nu?
– Vi lever videre. Karen har brug for styrke, ikke ynk.
– Jeg ville ikke sige det, men måske nu Så får hun lidt glæde.
Hun fortalte Karen, at hun ventede sig igen og det bragte så meget lys tilbage i Karens liv, at hun for en stund glemte sin sorg.
Barnebarnet opkaldt efter Karen tog hun ud af armene på sygehuspersonalet med så meget stolthed, at Mathilde lo.
– Mor, du tager imod hende som en prinsesse!
– Ja, selvfølgelig! Min lille glæde, mit liv! Hun og Slawen det er alt, jeg har!
Men Karen tog fejl. Skæbnen havde barske drejninger på vej. Samme dag hun kom hjem med barnebarnet, fik hun at vide, at Svend havde fået en søn med Lise. Mathilde fortalte, at hun lå på samme stue som Lise, som havde tænkt sig at forlade barnet.
– Hvad? Karen glemte, hvad hun lavede.
– Hun har fundet en anden og vil væk. Sagde, barnet må Svend tage.
– Hvordan?!
– Ved det ikke. Drengen ligner Slawen på en prik.
– Har Svend set ham?
– Jeg så ham ikke. Skal jeg sige noget til Per?
– Nej, det klarer jeg. Karen trak vejret, åbnede køleskabet, Vil du have ostemad eller skal jeg lave noget til dig?
– Lige meget, jeg er hundesulten! Mor
– Ja?
– Hvordan har du det?
– Bare rolig. Jeg har noget at leve for!
Karen brugte et par dage på at tænke, hjalp Mathilde endnu engang, så tog hun hjem, fyldte køleskabet og organiserede alt.
– Hvorfor gør du alt det? Kommer du ikke i morgen?
– Måske. Så ved jeg, I har mad.
– Hvad har du tænkt dig, mor?
Karen smilede kryptisk og gik.
Kollegiet holdt vejret, da Karen gik mod opgangen. Selv Signe og Nina, de gamle sladdertanter, prøvede at stoppe hende:
– Det ordner sig, lad nu dem selv Karen ved bedst
Karen åbnede døren hjemme og trak vejret dybt. Hun smed skoene og gik roligt til badeværelset, mens Svend stod stiv som en saltstøtte:
– Hvad har du kaldt ham?
Den lille dreng, der havde skreget uafbrudt, blev helt stille i Karens arme.
– Kaj, efter min bedstefar.
– Godt navn. Det slipper vi nemt om.
– Hvad mener du?
– De kaldte mig Kajs mor, og det vil de blive ved med.
– Karen
– Ti stille! Sig ikke mere! Nu har livet indrettet sig, og vi følger med.
Karen svøbte babyen i et tæppe, vuggede ham, og Svend stod rådvild og kunne se, at intet blev som før. Men fremtiden var der stadig. Den snorkede stille i Karens arme. Hun stoppede op, så på Svend med havblå øjne og grinede pludselig:
– Hmpf, Don Juan! Kan du fatte det!
Seks år senere vil folk på Odense havn vende sig efter en høj, bredskuldret kvinde, der med en barnevogn diskret styrer hele familieflokken foran sig:
– Slawen, tag lille Karen og Kaj i hånden. Mathilde, giv mig barnevognen så jeg kan spænde remmen. Skoene er flotte men upraktiske!
– Mor, du er heldig at finde nogen, du kan bruge! Det er ikke nemt med din størrelse!
– Nå ja, hvad så? Åh, Mille er vågnet! Mathilde, hvorfor så tidligt? Du ammede hende jo lige!
– Hun kan jo ikke sove, når her er så spændende! smilede Mathilde og løftede datteren ud. Skal vi ikke have en is? Som i gamle dage? Kan du huske, I altid købte to til hver?
– Svend! Karen råbte efter sin mand. Is til alle!
– Yes, chef! Svend tog Karen Lilles hånd og løb mod kiosken.
Og Karen stod ved havneparapetet og nød solen.
– Mor – Mathilde lagde kinden mod hendes skulder.
– Ja?
– Hvordan har du det?
– Godt, Mathilde. Virkelig godt. Du har sluppet smerten, Per og Mathilde trives, børnene vokser Hvad mere kan jeg ønske?
– Hvordan kan du lade så stor en sorg gå? Undskyld, jeg spørger
Karen så alvorligt på datteren, men smeltede straks, da barnebarnet rakte ud efter hende.
– Lad nu være. Hvorfor tænke på det, der kan ske? Lev i nuet. Her er glæde. Sorg? Den er væk, Mathilde. Måske har jeg gjort det forkert, men jeg har min egen vej. Hvorfor gå og bære på smerten? Bliver nogen bedre af det? De siger, sorgen altid står foran mig, især når jeg ser på Kaj. Men det er ikke sandt. Han er min søn. Jeg tillader ikke, at mørket bor hos mit barn. Nu, har jeg svaret dig?
– Ja. Mor
– Hvad?
– Jeg elsker dig
– Og jeg dig
– Er det rigtigt, de altid kaldte dig “Kajs mor”?
– Det gjorde de! Nu endnu mere. Karen lo, lod armene favne sønnen og løftede ham op. Så? Hvor er min is?
– Mor, jeg bar den men nu er den væk! Jeg henter en ny!
– Så gør det, pas bare på halsen!
Den adrætte dreng susede væk efter et kys, og Karen så mod solen og sagde:
– Det er snart frokost, og jeg skal nå tre svømmetag ud til bøjen endnu!
