Ingen er god nok til min søn.
Min mor, Karen, sad ofte ved vinduet og stirrede ud over Limfjorden. Tankerne kredsede aldrig om stuen, der altid lugtede lidt af medicin og rugbrød med sild, men om det liv, hun havde levet dengang hun var ung, stærk og mændene vendte sig efter hende, og hun kunne sno enhver om sin lillefinger. Ude i entréen lød døren tunge skridt. Det var min søn, Henrik, som kom hjem fra jobbet.
Han stak hovedet ind ad stuedøren, men gik ikke ind. Han blev bare hængende i døråbningen, med skulderen presset op mod karmen. Det bløde, vingeskudte udtryk var præcist det, der altid ragede mig ved ham. Han famlede altid med ordene, kunne aldrig tale rent som en rigtig mand. Det var på grund af kvinderne altid dem, tænkte jeg.
Mor, sagde han lavmælt, nærmest modvilligt, jeg vil gerne snakke om noget.
Så sig det dog, hvad står du derude for, som om du ikke hører til? Jeg vendte mig skarpt om, og så på ham med mit undersøgende blik. Læg mærke til den uvaskede skjorte, skægstubbe, de mørke rander under øjnene, og den nye dyre jakke sikkert givet over de tre tusinde kroner. Han tænkte ikke over, at det var omtrent to måneders folkepension, men han brugte den, som var penge ingenting.
Altså, det er… Jeg har mødt en… Vi er kærester. For alvor. Jeg vil giftes.
Jeg så på ham, og mærkede hvordan mit ansigt ændrede sig langsomt først overraskelse som grød, derefter mistro, siden et køligt, ironisk smil.
Giftes? Er du nu rigtig klog, Henrik, min guldklump? Hvad med uddannelse? Karrieren? Du skylder at stå på egne ben før du tænker på den slags! Hvad er du nu? Har du overhovedet fast arbejde? Du kan ende med at betale børnepenge hele livet, hvis du er letsindig nok til at slå dig ned med hende.
Henrik krøb lidt sammen, men sagde ikke noget kæberne trak sig hårdt op.
Moar, det her er ikke for sjov. Vi har kendt hinanden over et år nu. Hun hedder Asta… hun er virkelig noget særligt.
Asta? Jeg lænede mig ind og lod blikket lyne over ham. Hende med fletningen fra nummer 34, eller hende der arbejder i banken? Hende med alt for korte nederdele og røde læber? Er det den Asta?
Nej, nej, mor, det er ikke hende. Det er Asta fra bogholderiet på arbejde. Hun er stille og klog, læser bøger, laver god mad… vi har det så godt sammen.
Hold nu op! Jeg afbrød ham og viftede afværgende med hånden. Bøger! Så har hun nok bildt dig ind hun er ekstra snu. Du forstår dig ikke på kvinder, Henrik. De spiller søde i starten, og pludselig står du som et fjols, gift med tre unger og uden bolig. Lyt nu til din mor jeg vil kun dig det godt!
Nu må du stoppe, mor. Han tog et skridt ind, stemmen mere anspændt. Jeg er ikke et barn. Jeg er 25 ikke 15. Jeg vil skabe familie, børn, et liv med mening!
Og det her liv har så ikke mening, eller hvad? Jeg sprang op, mit ansigt trukket i teatrets fornærmelse. Jeg mærkede skyldfølelsen stige op i ham, for det havde jeg næret i ham, siden han var barn. Har jeg ikke givet dig et værdigt liv? Slæbt dig gennem studie, fundet job til dig? Hvis ikke for mig, hvor havde du været? Nok nede på havnen, med flasken i hånden!
Jeg lod tårerne trille, højlydt og med lommetørklædet trykket mod øjnene, som jeg havde gjort så mange gange før. Henrik, hvem jeg havde set gennemskue dette skuespil før, gav alligevel efter han kom nærmere, lagde hånden på min skulder.
Mor, det er ikke sådan ment…
Nej, hvordan da? Jeg flyttede mig, så ham direkte i øjnene. Hvad kan du give hende? Du er stadig kun et barn. Asta slipper dig som en varm kartoffel, så snart du ikke er sjov mere. Jeg har set dem komme og gå! De vil bare prøve det hele, og du er så let at sno. Slapheden, Henrik!
Henrik forblev tavs, og det var det, jeg bedst kunne bruge mod ham. Jeg vidste hvis jeg ikke knækkede ham nu, ville han glide fra mig.
Og du skal da vide, føjede jeg til i en alvorlig tone rygtet siger, at Asta ikke har rent mel i posen. Jeg siger ikke, hun har gjort noget, men snakken går ikke for sjov…
Henrik trak sig væk.
Hvad mener du? Hvilke rygter? spurgte han, nu i tvivl.
Find ud af det selv, Henrik. Jeg bryder mig kun om dit bedste. Men kom ikke og sig, jeg ikke advarede dig.
Jeg vendte mig mod vinduet. Henrik sagde ikke mere. Men det var nok.
***
Årene gik. Henrik fik aldrig undersøgt noget om Asta. Han ringede bare ikke tilbage, svarede ikke på smser, og da hun opsøgte ham, sagde han: “Jeg skal lige tænke over det… nu er ikke tidspunktet.” Efter nogle måneder gik hun videre og giftede sig med en sælger fra Skoda-forhandleren.
Senere kom Liva rødhåret, grinende, med fregner. Hun arbejdede på apoteket lige om hjørnet. De var sammen næsten et år. Liva begyndte at antyde bryllup, men jeg, der nu følte mig som hersker over Henriks liv, satte hurtigt en stopper.
Du skal se godt på hende, sagde jeg, når Liva var gået, duftende let af parfume. Tror du ikke, hun ser ned på dig? Jeg har hørt, hendes far er alkoholiker. Det ligger til familien! Skal jeg så opdrage børn med problemer? Det har jeg ikke nerver til!
Mor, lad nu være, forsøgte Henrik. Hun er fin, og hendes far drikker ikke mere.
Sludder! sagde jeg, pressede læberne sammen. Du fortjener en kone med status, ikke sådan en apotekerdatter.
Livas temperament var ikke til at spøge med. Da hun opdagede, Henrik havde rodet i hendes ting efter opfordring fra mig, rasede hun: Du er en mors dreng uden rygrad. Du fortjener kun én: din mor! Da jeg rejste mig og gik ind og forsvarede min ære, forsvandt Liva ud af døren.
Så mødte han Gerda. Hun var også ingeniør, som Henrik, moden, havde egen lejlighed og VW Polo, og så bar hun sig ikke forfængeligt ad over for mig. Det gjorde mig urolig.
Hvad i alverden finder du ved hende? spurgte jeg en aften, da han kom glad hjem. Hun er da ikke videre køn, og kvinden ser stærk ud… snart har hun dig under skoen!
Mor, det betyder ikke alt. Hun er en god person, sagde Henrik. Vi vil gerne giftes.
Skal I nu det? Jeg tabte næsten skeen. Vil du slet ikke spørge mig først? Kom her, nu snakker vi lige.
Samtalen trak ud. Med det sædvanlige: “Jeg bragte dig til verden, gjorde alt for dig og nu kommer du med sådan én hjem!” Henrik forsøgte at argumentere, men jeg overdøvede altid: “Jeg ved bedst!” Da han begyndte at sige, det måtte være hans egen beslutning, simulerede jeg et ildebefindende. Han gav mig straks medicin og et glas vand, og fatningen var væk.
Gerda gik sin vej, da Henrik meldte ud, bryllup måtte vente på grund af min ‘sygdom’. Hun kiggede på ham, sagde: Henrik, du er 32, men du kan ikke bestemme over dit eget liv. Held og lykke til dig og din mor.
Da hun gik, trak jeg vejret lettet: Godt, Henrik. Du finder snart én, der er bedre.
***
Min 40-års fødselsdag holdt jeg hjemme, med sursild, paté og forskellige småkager. Gæsterne var min mor og min storesøster, Jette, som blev gift som 23-årig, blev skilt og sled med sin datter. Hun kiggede på mig med en blanding af misundelse og bedrøvelse.
Tillykke, Henrik! 40 år… Du har jo job, solid løn men ingen familie, ingen børn. Bliver det mon nogensinde?
Nu må du ikke begynde, sagde mor advarende.
Hvorfor ikke?! udbrød Jette vredt. Hele livet har du blandet dig og jaget enhver pige væk! Nu sidder han her: single, alene, takket være dig!
Jeg har ikke forbudt ham noget! indvendte mor med det kendte sårede ansigt. Han bestemte selv. Hvis hans liv ikke lykkedes, er det ikke min skyld.
Nå! råbte Jette. Hvem såede mistillid om Asta, fortalte skrækhistorier om Liva, saboterede forholdet med Gerda? Dig! Så nu står han her uden familie. Henrik, du er selv skyld i det. Du tør ikke så meget som tage ansvar for dit liv, fordi du er bange for at såre mor!
Ud fra mit hus! hylede hun. Jette, forsvind!
Godt, så! Jette snuppede sin taske og smækkede døren bag sig. Henrik, hvis du ikke går, sidder du fast til evig tid!
Jeg blev siddende ved bordet. Min mor satte sig og dabbede øjnene med tørklædet, stemmen fuld af rysten: Hør på hende, Henrik. At hade ens mor sådan…
Jeg forblev tavs. Så på mine hænder, så på det brune spisebord med smørklatter, så på kagerne. Alt det, jeg har båret rundt på hele mit liv et sammenblandet raseri og en smerte, viklet ind i vanens træthed. Men jeg sagde ingenting.
***
Tre år gik. Nu var jeg 43 år. En aften sad jeg, som så ofte, og scrollede på mobilen. Så reklamen for en datingside. Jeg kiggede, længe. Skrev mig til sidst op, brugte evigheder på at vælge et billede af mig selv fra dengang jeg stadig havde hår og spillede guitar. Skrev, at jeg var topledelse i et større firma og elskede at rejse, og ledte efter ægte kærlighed.
Mit profilnavn blev VenterPåDig. Allerede samme aften fik jeg besked. Det var fra Anne, som bød mig velkommen med Hej flotte! hun var smuk, blondine, det hele. Hun arbejdede med markedsføring, elskede vin, ture og drømte om familie.
Vores samtaler flød glat. Jeg skrev, jeg sidst havde været i Thailand det lød sejt nok og virkede bedre end at nævne Læsø i regnvejr.
Du er dejlig, skrev jeg, og det var egentlig sandt.
Du også, svarede hun. Med sådan et smil bliver jeg helt blød om hjertet.
Vi aftalte at mødes på et hyggeligt sted i indre Aalborg. Jeg købte nyt jakkesæt og røde roser, for det havde jeg læst i Eurowoman var flot at give.
Til mødet var jeg nervøs, for varm i ansigtet og måske lidt for stor til jakkesættet. Anne kom høj, velklædt, professionel. Hun så på mig, på blomsterne, på vinen, og hendes ansigt gled fra overrasket til distanceret.
Hvor gammel er du egentlig? spurgte hun så uden omsvøb.
Øh, 43… Og du?
Dit billede ligner én på 25, svarede hun køligt. Ville du narre mig? Jeg troede faktisk, du var seriøs! Og du? Du lyver hvem gider leve med sådan én?
Jeg mente det ikke sådan… forsøgte jeg.
Jeg gider i hvert fald ikke! Hun tog tasken og forlod restauranten. Jeg sad tilbage med roserne og et dyrt glas vin. Oppe ved baren smilede tjeneren høfligt og rettede regningen mod mig.
På vej hjem tænkte jeg: endelig var jeg endt her, alene, fordi jeg aldrig turde sige fra. At jeg havde løjet for at være noget værd, men nu var jeg præcis der, jeg altid havde frygtet at ende.
***
Efter det gik jeg i stå. Hjemme kommenterede min mor, selvfølgelig:
Hvad sagde jeg? De dating-sider er bare ballade. De vil bare have dine penge! Der er kommet en ny enlig dame oppe i ejerforeningen, hun har egen bil og alt hende burde du prøve! I stedet for de unge, du prøver på. Nu har du set, hvordan det går.
Jeg sagde ingenting. Kiggede bare på hende og følte, at grænsen var nået.
En lørdag morgen tog jeg beslutningen. Pakkede min lille kuffert, lagde mine få penge i pungen og gik ud i entreen.
Hvor skal du hen!? råbte hun fra køkkenet.
Jeg flytter ud på sommerhuset et stykke tid. Jeg har brug for en pause.
Skal du forlade mig? Din egen mor? Hvordan kan du!? Hvad hvis jeg skulle blive syg?
Mor, lad mig gå, svarede jeg. Jeg er bare træt.
Træt af mig? Er det sådan det er? Jeg har gjort alt for dig så svigter du mig, Henrik! Forbistrede søn!
Ja, måske, sagde jeg. Fordi jeg aldrig turde… fordi jeg lyttede for meget. Farvel, mor.
Forlad mig bare! Men vid, du kommer til at fortryde. Du er intet uden mig!
Jeg lukkede døren.
***
På banegården satte jeg kufferten i opbevaring, købte en sort kaffe, gik ud til sporene og slentrede rundt. Havde ikke rigtig noget mål. Tænkte måske jeg kunne tage ud til sommerhuset på Mors.
Så hørte jeg en kvindestemme:
Undskyld, kunne du hjælpe mig? De her blomster er ved at falde ud over det hele…
Det var en kvinde midt i trediverne, ja lidt ældre måske, med røde kinder og blomster ud over det hele.
Selvfølgelig! Jeg greb hurtigt buketterne. Hvorhen?
Bare om bag ved busholdepladsen. Du redder min dag!
Ingen årsag, sagde jeg. Er det til en fest?
Nej, til firmafrokost, hun lo. Jeg hedder Vigga. Og dig?
Henrik, svarede jeg. Og pludselig havde jeg slet ikke lyst til at tage ud til sommerhuset. Bor du her i byen?
Ja, på Vesterbro. Skal jeg hjælpe dig op med blomsterne senere?
Det kunne vi godt. Vil du ellers med ind og have en god kop kaffe? Ikke fra automaten…
Hun smilede åbent: Det lyder hyggeligt. Men med kage, ikke? For jeg har sprunget min fredagsslik over denne uge!
Vi satte os i det lille café hjørne. Jeg så på Vigga, mens vi delte et stykke jordbærtærte, og mærkede måske var det nu, jeg skulle lære at sige nej. Måske var det nu, jeg skulle prøve at sætte grænser. For første gang i rigtig mange år fangede jeg mig selv i at smile. Uden forventning, uden tvang, bare fordi jeg egentlig havde det godt.
Jeg lærte: At det aldrig er for sent at leve sit eget liv hvis bare man tør.
